“Hvorfor det er en kæmpe fordel at have en spirituel veninde”

© Privatfoto

Jeg er typen, der nogle gange godt kan forsvinde lidt i livets udfordringer, såsom eksamener og et punkteret cykeldæk. Udfordringer, som jeg ofte skaber for mig selv, fordi jeg er en af verdens (OKAY, måske kun Sjællands) største overtænkere. Det gør bare de fleste ting meget mere kompliceret, når det hele lige skal tænkes igennem én million gange.   

Når det kommer til spiritualitet kan jeg godt være lidt af en nybegynder, eller det er måske bare mere min måde at tænke på: Jeg er meget rationelt tænkende – styret af logik, fornuft og materiel virkelighed. Hvilket selvfølgelig slet ikke er noget som helst slemt, overhovedet, men kombineret med min overtænkning kan det nogle gange godt resultere i en stresset hverdag.    

A whole new wooooorld

Men nu er jeg så heldig, at jeg igennem mit studie har fundet mig en fantastisk veninde, som har styr på alle de ting, jeg ikke har: astrologi, meditation, krystaller – alt mellem himmel og jord, you name it, og hun kender til det. Og det er fantastisk!  

Det er fedt at få et indblik i en verden, som jeg normalt ikke er en del af. En verden, hvor det er en nødvendighed at sove ved siden af en rosenkvarts-krystal, som skærmer for wifi-stråler og negative vibrationer. Hvor det er normalt at tage til fuldmåne-yoga midt om natten på Amager Strand. Hvor det er essentielt, at man kender sit stjernetegn, og hvilken måne og sol man er født under, så man ved, hvad fremtiden bringer. 

Husk nu liiige at trække vejret 

Men det er meget mere end bare krystaller og stjernetegn. Det mest essentielle i denne spirituelle sammenhæng er at gå op i dit velvære, og hvor vigtigt det er at føle sig tilpas i sin egen krop og eget sind – og at lade tingene gå sin gang. Ikke overtænke hver eneste detalje. Noget jeg helt klart er blevet mere opmærksom på – det der med at komme helt ned i tempo og trække vejret helt ned i maven og mærke efter, hvordan jeg egentlig har det lige nu og her. 

Det som det virkelig handler om 

Det der med at kigge ind ad og virkelig se, hvordan jeg har det, kan jeg i mit meget travle og rationelt tænkende liv tit overse. Derfor er det dejligt at have en spirituel veninde, som kan hjælpe mig med at holde fokus på det, som virkelig betyder noget i en travl hverdag med masser af overtænkning – nemlig mig selv og mit velvære, ellers er det jo ikke sjovt i længden! 

Og det er jo ikke, fordi jeg stadigvæk ikke er rationelt tænkende, men jeg er bare begyndt at lære at være mere spirituel, hvor det virkelig betyder noget – alt takket været min veninde. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

Amalies atlas

Amalie Kildebro er praktikant på Woman.dk. Hun er en 24-årig provinspige, der nu lever lykkeligt på Nørrebro. Hun er en kæmpe loppemarked-enthusiast, har en stor forkærlighed for asiatisk mad (sushi og ramen, ja tak!), og har for nyligt set lyset, da hun har fundet ud af, hvor godt en pomelo smager – a whole new world! 

Læs mere fra samme kategori