“Hvornår kommer en bolig til at føles som et hjem?”
Efter to måneder uden bolig (ja… det er en historie til en anden gang), så lykkedes det endelig for min kæreste og jeg at finde en virkelig flot lejelejlighed, som mødte kravene til vores budget og behov.
Vi fik hjælp af nogle venner til at flytte vores ting, hvilket vi var meget taknemmelig for (seriøst… skud ud til dem, for hold da op, hvorfor har ingen fortalt, hvor hårdt det er at flytte op på tredje sal?). Vi fik flyttet alle vores ting på én enkelt dag, og nu har vi så boet i lejligheden i lidt over en måned. Alligevel er det som om, at det ikke rigtig føles som mit hjem. Altså, der er jo alle mine møbler, mit tøj og min seng, men alligevel er der som om, at jeg ikke har fundet mig til rette.
Hvor længe er det acceptabelt at have flyttekasser stående i hjørnet?
I stuen står stadig fem fyldte flyttekasser, som nærmest ikke er åbnet endnu. Det er til dels, fordi vi mangler møbler til at placere tingene, og dels, fordi vi hver især ikke synes at kunne finde hverken tiden eller overskuddet til at gøre noget ved dem.
Jeg ved godt, en måned måske er kort tid, men hvor går grænsen for de flyttekasser der? De er i hvert fald ikke med til at gøre det mere hyggeligt, men vi har da stablet dem fint mod væggen i hjørnet, så det burde måske ikke gøre den store forskel? Måske det slet ikke er de fysiske ting eller mangel på samme, som gør, at lejligheden ikke føles som et hjem?
Drømmen om villa, volvo og vovse
Jeg erkender mig totalt skyldig i at have tænkt, at villa, volvo og vovse er drømmen. Det er jo det, jeg er opvokset med på film, i bøger og gennem mine forældres levemåde. Jeg har gået og overvejet, om det er derfor, jeg ikke helt kan finde ud af, om den bolig, jeg er i, er mit hjem. Måske det er med til, at jeg ikke finder ro, for det er jo ikke her, jeg skal være for evigt. Eller er det?
Det behøver det jo ikke at være, og det gør det næste sted heller ikke. Hvem siger, at det er bedst kun at bo ét sted hele sit liv, når vi først har “slået os ned”? Ingen! Så derfor bør det måske heller ikke være dette, som skal være med til at definere, hvornår en bolig er et hjem.
Hvorfor har mødre nogle gange bare lige det svar, som vi har brug for?
I frustration over at ville gøre lejligheden til et hjem, gik jeg til min mor med mine fortvivlede tanker. Jeg skrev en simpel besked til hende, hvilket førte til et svar der gav mig lidt stof til eftertanke.
Jeg skrev (ret ud af det blå, vil jeg tilføje), “Hvornår bliver en bolig et hjem?”. Mors svar? “Et hjem er, hvor hjertet er”. Først rullede jeg lidt øjne og smilede af beskeden. Det er så typisk min mor at skrive sådan, men jeg tror egentlig, hun har ret – som altid (åh, jeg ved bare, at hun vil sige “selvfølgelig”, hvis hun læser med nu).
Så måske lejligheden her allerede er et hjem, selvom der mangler lidt finishing touches, og selvom jeg ikke føler, at jeg er helt på plads. Men jeg har jo glæden og hjertet her, så mon ikke det hele nok skal gå? Så må resten tage den tid, det tager.
