Hvornår blev jeg hende, der ikke svarede?

Klumme fra Woman-redaktionen | Mariannes mumlerier
© Privatfoto

‘Er du okay?’ Beskeden tikker insisterende ind på min telefon, og jeg overvældes omgående af en ubehageligt dårlig samvittighed. For ja, jeg er okay, men jeg er åbenbart også okay dårlig til at svare. Jeg skylder svar på min venindes tre sidste beskeder. Tre! Igen!

Jeg havde aldrig troet, det skulle ske, for jeg hader selv typen, men jeg er åbenbart blevet hende, der lader folk hænge. Hende, der er lidt for travl og vigtig til at taste bare tre linjer eller i det mindste et par udvalgte emojis ind på min telefon og sende dem afsted. Én ting er, at der p.t. ligger mere end én Tinder-samtale i min telefon, hvor jeg ikke lige har fået vendt tilbage på mændenes kække åbningsreplikker eller spørgsmål om, hvordan min dag har været. Det er på Tinder – derinde er der jo ingen, der svarer hinanden! Men det er en helt anden sag med mine veninder. Dem kan, bør og skal jeg finde tid til. Jo, du skal så, Marianne!

Undskyldninger er der nok af 

Nu kunne jeg selvfølgelig sagtens begynde at bortforklare og komme med undskyldninger om, hvor møgtravlt jeg har. Om at jeg er online hele dagen og derfor har brug for ikke at være online, når jeg endelig har fri. Men det er noget pjat, for vi har allesammen travlt. Jeg kan også garantere, at jeg nok skulle finde tid til at svare, hvis det var en besked om en gratis rejse eller en invitation til årets fedeste fest, ligegyldigt hvor mange timer jeg så havde været online den dag. Men de der hverdagstrivialiteter, som sms-samtalerne mellem veninder består af, og som jeg egentlig sætter pris på – dem er jeg blevet lidt for god til at ignorere på ubestemt tid. For det er jo ikke, fordi jeg aldrig svarer. Overhovedet. Jeg svarer altid. Men først når det passer mig og mit skema. Min intention er selvfølgelig ikke at være tarvelig, men inderst inde ved jeg godt, at det er det, det er. Tarveligt. Jeg går jo heller ikke midt i en samtale eller ignorerer dem, der spørger mig om noget – i virkeligheden. Men virtuelt har jeg åbenbart ingen kvaler. 

Eller, det vil sige, at det har jeg jo faktisk. Det irriterer mig. Jeg bliver træt af mig selv, mine veninde-skills og min manglende evne til at behandle andre, som jeg selv vil behandles. For hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at vente på svar fra andre. Er der nogen, der gider holde min dobbeltmoral? Den er ret tung...

Nyt år, nye regler

Jeg tror egentlig ikke på nytårsforsætter, men i år har jeg alligevel lavet et enkelt: Jeg vil stoppe med at lade folk hænge, ligegyldigt hvor almindeligt det så er blevet, at beskeder er sådan noget, vi svarer på, når vi har tid og lyst. (For det er da blevet ret almindeligt, ikk’? Jeg kan da ikke være den eneste idiot med en iPhone, der går rundt derude. Åh, Gud, det håber jeg ikke ...). Uanset om jeg så er den eneste eller ej, så nægter jeg at være den type. Jeg vil fremover tage mig tid til at svare på de beskeder, jeg får, inden jeg i det hele taget ikke længere modtager nogen. For selvom mine ikke-eksisterende svar har en tendens til at sige det modsatte, så betyder mine veninder alt for meget for mig til, at jeg vil risikere at sætte vores venskab på spil, fordi jeg ikke kan sætte 15 sekunder af til at svare dem. De betyder alt!

Det tror jeg faktisk lige, jeg fortæller dem i en sms...

 

Mariannes mumlerier

Marianne er Womans tidligere digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 

Læs mere fra samme kategori