“Jeg er blevet mor midt i en pandemi”

© Privatfoto

I mange år har jeg haft en forestilling om, at barselslivet er fyldt med caffe latter, gåture og cafébesøg. At mandage er dedikeret til mødregruppen, onsdage til babysvømning og fredage til besøg af mormor, der kan bruge flere timer i selskab med det lille vidunder. De resterende dage kan man gøre lige, hvad der lyster – for mulighederne er uendelige, når man har barsel, ikke? 

Corona-barsel 

I slutningen af februar blev jeg mor for første gang, og ret hurtigt blev min lyserøde barselsforestilling skudt til jorden. For jeg blev mor i en tid, hvor intet er, som det plejer at være. Hverdagen ændrede sig i den grad i mere end én forstand, for ikke nok med, at jeg hurtig blev klar over, at sådan en lille en altså kræver 95 procent af din tid, og at alt, du foretager dig, er på din babys præmisser – ja, så blev min søn født ind i en tid, hvor mulighederne langt fra er uendelige. 

Okay, café-besøgende og barnevognsudflugter til Zoologisk Have er ikke noget, jeg mega-savner, for sandheden er, at mit energiniveau ikke er helt deroppe, hvor det var, før jeg blev mor (surprise). Nej, det værste ved at få et barn i en tid med Corona, er, at venner og familie kun i et begrænset omfang har kunnet få glæde af det nyeste medlem af flokken. Og dét er jeg hammer ærgerlig over. Heldigvis nåede jeg 14 dage med barselsbesøg, inden Danmark lukkede ned. Jeg tænker tit på dem, der som nybagte forældre måtte sige nej til besøg fra de ligeså nybagte bedsteforældre. 

Det har også sine fordele

Lad mig først slå fast, at jeg på alle måder selvfølgelig helst havde set, at verden kunne være foruden Corona. Med det sagt, så har situationen trods alt bragt noget positivt med sig, når det kommer til barselslivet under en pandemi. For selvom mødregruppe, babysvømning, caféture og hjemmebesøg havde været så hyggeligt at tage del i, så har de manglende muligheder i stedet givet mig en unik chance for at koncentrere mig helt og holdent om dét, der jo egentlig er det absolut vigtigste under en barsel; min søn. 

Ikke nok med, at jeg har haft alverdens tid til at lære rollen som mor at kende – og lære min søn at kende – så har vi også haft enorm stor glæde af, at min kæreste indtil for nyligt har været hjemme på fuldtid sammen med os. De måneder vi har haft sammen som nybagt familie, de har været fantastiske, og jeg vil til enhver tid bytte min gamle barselsforestilling ud med at have far hjemme hos os.

Og selvom landet gradvist lukker mere op, og mulighederne igen byder sig, så er jeg indstillet på, at min barsel ikke bliver, som jeg havde regnet med. Og det er ok. 

For mens jeg skriver det her, sidder jeg med min søn i en vikle, helt tæt ind til min krop – som vi har gjort det næsten hver formiddag, siden han blev født. Jeg er lykkelig, han er tryg og så gemmer jeg gerne min café-kaffe til en anden god gang. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Simones skriverier

Simone er tidligere studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er helt pjattet med fodbold og bruger mere tid på stadion end på tv-serier. Dagen er en kæmpe succes, når hendes hold vinder, og der er sushi til aftensmad – og ekstra god, når kæresten en sjælden gang i mellem køber blomster med hjem

Læs mere fra samme kategori