“Jeg er ikke ensom, fordi jeg er single”

Sarah Østbjerg
© Woman

For nylig var jeg ude med nogle af mine gode veninder. På et tidspunkt siger min ene veninde, at hun synes, der burde være sådan en klub for singler, hvor vi kan mødes og føle os mindre ensomme. Alle pigerne er i et forhold, og det er tydeligt, at det er rettet mod mig – singlepigen i selskabet.

Og jeg ved jo, at hun mener det godt, men det sårer mig. Det sårer mig, fordi det understreger, at hun ikke forstår mine behov.

Singlekassen og parforholdsboblen

Jeg er ikke ensom, fordi jeg er single. Jeg har ikke behov for en kæreste. Jeg har ikke behov for en masse singlevenner. Jeg har behov for, at hun som min tætte veninde prioriterer at bruge tid sammen med mig. Også selvom hun har en kæreste. 

Men i stedet gør hun det stik modsatte – hun sætter mig i singlekassen, så hun kan forblive i sin parforholdsbobbel. Det gjorde ondt. Og hvis ikke jeg allerede følte mig ensom, så gjorde jeg det i hvert fald nu.  

Hvorfor ser vi på singlemennesker som ufuldendte og ulykkelige individer? 

Udover at blive såret, så blev jeg også frustreret. Frustreret, fordi den her episode taler ind i et samfundsbillede, hvor meningen med livet er, at vi skal finde en partner, som vi kan slå os ned med, få nogle børn med og leve lykkeligt til vores dages ende sammen med. Og det er et samfundsbillede, jeg synes, vi bør gøre op med. 

Du må gerne leve dit liv sådan. Hvis det er din drøm. Men du skal ikke leve dit liv sådan, blot fordi samfundet dikterer det. Og du skal bestemt ikke føle, at det er forkert, hvis du ikke gør det.

Læs med igen på torsdag, følg med på min Instagram, og tilmeld dig Womans nyhedsbrev, hvis du ikke vil gå glip af andre sjove indlæg og spændende artikler.

Sarah spekulerer

Sarah er praktikant på Woman.dk. Hun er 23 år. Hun elsker kaffe, croissanter og lange gåture med sine veninder, og så læser hun hellere en bog end ser en film. Sarah skriver om dating, sex og kærlighed.

Du vil (garanteret) også kunne lide