Jeg er tit i tvivl, om vi er på kram eller håndtryks-stadiet

© Privatfoto

‘Er vi på en krammer eller skal jeg give hende hånden?’ – det evige spørgsmål, der popper op i mit hoved, når jeg møder folk, jeg måske har set en enkelt gang eller to før. For er der regler om den slags? I så fald er det ikke nogle, som jeg kender til – og det kunne indimellem godt være ret brugbart.

Det kan hurtigt blive akavet

Du kender det måske alt for godt: Den der pænt akavede situation, hvor du gør armene klar til at svinge om personens skuldre for at give en krammer, mens hun samtidig stille og roligt er begyndt at række hånden frem. Jeg har i hvert fald oplevet det et par gange, og jeg krummer helt tæer bare ved tanken.

Her ender jeg typisk i én ud af to situationer: Enten munder det ud i et kejtet kram, som ingen af os egentlig har lyst til at deltage i – eller også må jeg skynde mig at hive armene til mig igen, smile lidt kikset og række den ene hånd frem. Either way så ender det sjældent kønt.  

Håndtryk første gang du møder personen

Bare den sidste måned har jeg oplevet dilemmaet mange gange (ja, jeg synes godt, at vi kan kalde det et decideret dilemma). Jeg er startet på nyt arbejde, har mødt nye mennesker, og hver gang skal der tages stilling til, hvordan jeg skal sige hej til folk.

Jeg synes egentlig, at det giver lidt sig selv, når det er ALLER første gang, at jeg møder et nyt menneske. Her falder det at give hånden til hinanden de fleste af os helt naturligt. Og det giver også god mening, synes jeg.

Et kram er ligesom lidt mere personligt, hvor det at give hånden er mere formelt. Det ville jo virke vildt mærkeligt, hvis jeg til jobsamtalen går hen og giver min måske kommende chef en kæmpe krammer. Her synes jeg, at et håndtryk er ganske passende.

Hvad så, når vi har mødt hinanden mere end én gang?

Her er det, at det begynder at blive kompliceret… For hvor står du i forhold til hånd-kram-dilemmaet, hvis du har mødt personen mere end én gang?

Så sent som i går stod jeg i en situation, hvor jeg skulle tage stilling til, hvordan jeg ville hilse på to personer, jeg har mødt to gange før. De var families familie (så altså teknisk set også lidt min familie), men det gjorde ikke situationen nemmere. Det endte med, at de fik hånden, da vi mødtes og et kram da vi gik – hvilket jo i og for sig også er lidt underligt, men om ikke andet synes jeg tit, at det ender sådan.

MEN… det er langt fra i alle situationer, at jeg synes, det er passende at kramme, bare fordi jeg har mødt personen før. Der er forskel på, om det er familie og venne-relationer, som jeg siger hej til, eller om det er mere formelle relationer. Formelle relationer synes jeg personligt burde blive holdt til et håndtryk – også selvom vi har mødt hinanden mere end én gang. (Så er det selvfølgelig en vurderingssag, hvornår vi er mere end blot en formel relation).

Vi kan også bare nøjes med at sige “Hej”

Vigtigst af alt, så handler det jo også om, hvorvidt jeg føler for en krammer eller ej. Jeg synes hurtigt, at det kan blive ubekvemt, hvis jeg tager del i et kram, som jeg egentlig ikke har lyst til. Så prøver jeg i stedet at give tegn til personen ved at række hånden frem i god tid og inddikere, at jeg egentlig helst vil give hånden. 

Omvendt, hvis jeg virkelig føler for et kram, så prøver jeg at vurdere situationen og personen, som jeg har tænkt mig at smide krammet imod ­ – på den måde lykkes det (i nogle tilfælde) at undgå, at det bliver akavet. 

Nogen gange går du altså heller ikke galt i byen ved bare lige at sende et “Hej” og et sødt smil afsted. Særligt i familie- og vennesammenhænge kan du slippe godt fra det, bare ved at slynge ét stort “Hej” ud i lokalet.

 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Simones skriverier

Simone er tidligere studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er helt pjattet med fodbold og bruger mere tid på stadion end på tv-serier. Dagen er en kæmpe succes, når hendes hold vinder, og der er sushi til aftensmad – og ekstra god, når kæresten en sjælden gang i mellem køber blomster med hjem