“Jeg har fået så meget respekt for alle, som arbejder fuldtid”

Michelle fra redaktionen
© Privatfoto

For første gang i mit liv har jeg prøvet at arbejde fuldtid. Og for dælen, hvor er det bare fedt og hårdt på samme tid. Forinden jeg startede i praktik på Woman, har jeg tjent til huslejen (og fornøjelser, bevares) ved hjælp af forskellige fritidsjobs, som kun indebar det antal arbejdsdage om måneden, som kan tælles på to hænder. Jeg havde for at være helt ærlig ingen anelse om, hvad det indebærer at have et fuldtidsjob. Det har jeg så nu. 

Hvor er I seje, alle jer fuldtidsjobbere! 

Det sidste halve år har jeg, som tidligere nævt, haft den fornøjelse at være praktikant på Woman. Det betyder, at jeg har cyklet den samme rute til og fra arbejde hver dag, jeg har siddet ved det samme skrivebord og på den samme skrivebordstol hver dag, jeg har været omringet af de samme (fantastiske!) kollegaer hver dag, og jeg har skrevet en masse artikler hver dag – alt sammen i et helt, halvt år. Og selvom det har været vanvittigt fedt, så har jeg også fundet ud af, at det samtidig er hårdere, end jeg gik rundt og troede, at have det som så populært kaldes for et fuldtidsjob. 

Alle de småaftaler som jeg førhen placerede lige præcis, når det passede mig, skulle jeg pludselig sørge for at placere enten inden klokken otte om morgenen eller efter klokken fire om eftermiddagen. Og når det så blev weekend, havde jeg (i hvert fald i begyndelsen) faktisk mere behov for at slappe af hjemme på sofaen end at føre mig frem med veninderne i byen, eller hvad jeg nu ellers plejede at finde på af morsomme aftaler. For det er faktisk ret hårdt at have et fuldtidsarbejde. Så hvor er I bare seje, alle jer fuldtidsjobbere! 

En eftermiddagslur gav pludselig overraskende meget mening 

Jeg plejede at drille min kæreste lidt med, at han (næsten) hver dag falder i søvn på sofaen maks fem minutter efter, han er kommet hjem fra sit fuldtidsarbejde. Det stoppede jeg så øjeblikkeligt med at gøre, da jeg selv begyndte at arbejde 37 timer om ugen – for den der lur gav pludselig overraskende meget mening. 

Jeg var slet ikke bevidst om al den frihed (og tid!), jeg havde, da jeg bare skulle sørge for at møde op på uni fire gange om ugen i maks tre timer ad gangen. Men det er jeg i den grad nu. Og det betyder altså, at jeg har fået så meget respekt for alle, som arbejder fuldtid. I er hardcore! 

Vigtigt at arbejde med noget, som du brænder for 

Nu skal det selvfølgelig heller ikke lyde, som om jeg er blevet skræmt væk af arbejdslivet – for det er jeg absolut ikke! Måske især fordi jeg har haft den bedste arbejdsplads og de bedste kollegaer, jeg kunne tænke mig. Til gengæld har jeg bare lært, at jeg skal værdsætte min tid som studerende endnu mere, end jeg gjorde før – i stedet for at have så travlt med at færdiggøre studiet. Det er trods alt en frihed, som aldrig kommer igen. 

Og så har jeg forresten også lært en anden vigtig ting. Faktisk den allervigtigste ting, hvis du spørger mig. Jeg har nemlig lært, at det er ufatteligt vigtigt, at du arbejder med noget, som du brænder for. Med et fuldtidsjob befinder du dig jo meget mere på din arbejdsplads, end du befinder dig derhjemme. Og du ser dine kollegaer meget mere, end du ser din kæreste. Så hvor er det bare vigtigt, at du arbejder med noget, du synes er interessant. Og hvor er det bare vigtigt, at du kan glæde dig til at komme på arbejde – helst hver dag. 

En vigtig lektion 

Hvis dit arbejdsliv er surt, så er jeg ret sikker på, at dit liv langt henad vejen også føles surt. Og sådan skal det jo for alt i verden ikke være. Den lektion tager jeg altså i den grad med mig videre herfra. Og så glæder jeg mig forresten til den dag, hvor jeg for alvor skal arbejde fuldtid – men indtil da vil jeg værdsætte studielivets friheder. 

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Michelles meddelelser

Michelle er tidligere praktikant på Woman.dk. Hun er kæmpe fan af bland selv slik – og går ikke så højt op i om hun spiser det i weekender eller hverdage. Hun er også helt pjattet med julen og tæller hvert år ned til december, hvor hun går all in på nisser, pebbernødder og julekalendre. 

Læs mere fra samme kategori