“Kan jeg tillade mig at være skuffet over Corona-situationen?”

© Privatfoto

Jeg har altid haft en idé om, hvad jeg skulle, og der har derfor ikke været meget oppe til diskussion. Jeg vidste, hvilket gymnasium jeg skulle gå på, og senere at jeg skulle bo i Odense. Jeg valgte sågar studieby, før jeg valgte studie (hvilket måske for nogle virker ret mærkeligt). 

Jeg startede først på et studie, som ikke lige var mig. Men efter to år med arbejde, fandt jeg det rigtige, og jeg er hver eneste dag lykkelig over, at jeg søgte ind på Medievidenskab, som jeg læser i dag.

Min første studieplan blev skiftet ud med en masse selvudvikling, som jeg ikke ville være foruden – jeg har udviklet mig, og jeg er blevet meget klogere på, hvad jeg gerne vil. Dog kan jeg stadig godt lide at have en plan at forholde mig til – og derfor har det været svært for mig at blive sendt hjem, uden at vide, hvornår muligheden for at komme tilbage skulle opstå. 

Der stod hverken praktik eller Corona i planen

Der stod ikke umiddelbart praktik i planen til at starte med – det var en tanke, der opstod, da jeg var godt i gang med mit studie. En tanke, som jeg blev nødt til at følge op på.

Et praktikophold er en kæmpe mulighed for at få brugt sine redskaber i praksis, og det var lige netop dét, der fik mig overtalt! Denne praktikplads skulle være den fedeste oplevelse – og tro mig, det har den bestemt også været, og er heldigvis stadig – men jeg er så træt af situationen i Danmark (ja, og resten af verden), der har taget muligheden for at være på min praktikplads fra mig... 

Jeg er faldet til i min lejlighed

Det var ikke det, jeg følte, jeg gik ind til, eller havde regnet med (det var der jo ingen af os der havde). På trods af Corona og nedlukning af Danmark, som har gjort, at jeg har siddet i min lille lejlighed på 37 kvadratmeter i to måneder, har jeg stadig haft den fedeste oplevelse som praktikant hos Woman. Jeg ville gøre det igen, hvis jeg kunne, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Jeg har også fået brugt umådeligt meget tid i min "nye" lejlighed, som jeg ikke havde samme mulighed for før (læs: jeg flyttede ind lige efter jeg startede i praktik), for når tiden bliver brugt på at pendle, så er energiniveauet en smule begrænset, når jeg er hjemme. 

Det er okay at have følelser

Corona kom som en overraskelse for os alle sammen, men derfor synes jeg stadig, at det er helt okay at være skuffet over ting, der ikke er, som de skulle have været. Ting, vi ikke kommer til at opleve på samme måde, og ting, der er blevet rykket eller aflyst.

Men så er det bare med at få det bedste ud af det alligevel – og det vil jeg vove at påstå, at jeg har gjort. Og så har jeg lært, at selvom jeg trives allerbedst med at planlægge, så har jeg godt af at komme ud af min komfortzone, prøve noget nyt og opdage nye ting om mig selv – jeg kan meget mere, end jeg selv tror.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Zenias zone

Zenia er praktikant på Woman.dk. Hun elsker sine katte mere, end hun elsker alt, der er lyserødt (hvilket er meget). Selvom hun stort set kun går i kjoler, har hun alligevel altid tøjkrise. En perfekt aften for hende består af godt selskab, et glas rødvin (eller to), oliven og ost. 

Læs mere fra samme kategori