“Min bedste veninde er den søster, jeg aldrig nogensinde fik”

Blog fra redaktionen
Isabella og Rie. © Privatfoto

Da jeg var 13 år gammel, fik jeg en bedste veninde. Isabella. Faktisk havde vi gået i klasse sammen siden 0. klasse, men indtil 6. klasse, var vi “bare” veninder. Det var inden teenage- og Arto-tiden, hvor vi naturligvis både havde brug for en bedste veninde, en anden bedste veninde og en tredje bedste veninde (tak, fordi I ville være det, Louise og Daniela!).

Men faktisk fik Isabella og jeg de flotte titler som hinandens bedste veninde, fordi Isas kanin døde, og jeg i et brev skrev til hende, at det hele nok skulle gå, og at hun var min bedste veninde (så simpelt var det dengang). Vi var sikre på, at Myslis død var det hårdeste, vi nogensinde skulle igennem sammen, men vi blev meget klogere.

Ingen søster, men så er det godt, jeg har en Isa

Den allerførste slurk alkohol (som faktisk var tequila – ja, vi lagde åbenbart hårdt ud) tog jeg sammen med Isabella. Den første tur til det store udland (i dette tilfælde London) uden mor og far var sammen med Isabella. Vi skrev desuden hinandens Arto-profiltekster (alle, der havde Arto, VED, at det ikke var hvem som helst, der fik lov til det!).

Vi var der for hinanden, da vi begge fik vores første kæreste. Da vi oplevede de første kærestesorger. Familiedilemmaer, venindedrama, selvhad, uddannelsesvalg, serieanbefalinger, fester og karriere. Alt dette – og meget mere – er blevet vendt og drejet sammen med min bedste veninde, som kender mig SÅ godt. Hun kender mine bedste sider, hun kender mine mindre gode sider, hun kender min familie. Og ja, jeg er faktisk overbevist om, at hun kender mig lige så godt, som en søster ville gøre.

Jeg er nemlig enebarn, og det betyder ikke bare, at jeg er forkælet (for ja, det er jeg altså), og at jeg ikke havde søskende at lege med til de runde fødselsdage i familien (her hev jeg selvfølgelig bare Isabella med). Det betyder også, at jeg hurtigt knyttede et meget specielt bånd til mine veninder. Det er jeg sikker på, at dem, som har søskende, også kan, men det er virkelig gået op for mig, hvor stor en betydning mine veninder har. 

Veninder i 18 år

Isabella er min veninde gennem 18 år, og jeg ville ikke undvære hende for noget. Hun er som en søster, men alligevel er jeg glad for, at hun ikke kan kalde sig det (vi ville ærlig talt få spat af at bo sammen!). Vi har et helt unikt bånd, som er svært at beskrive – udover at der kan gå flere uger, hvor vi ikke ser hinanden, og så er alt, som det plejer, når vi ses igen. Vi kan også finde på at have en ultrakort Messenger-besked a la “Heiii”, “Heyy”, og så ved vi ligesom, at hinanden har det godt. Jeg er sindssygt taknemmelig for min Isa. Har du også en Isa?

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori