“Pludselig blev supermarkedet, bussen og gaden mit Tinder”

Sarah spekulerer, over hvordan hun møder nye mennesker under corona
Sarah spekulerer, over hvordan hun møder nye mennesker under corona© Woman

I sidste uge skrev jeg, om hvorfor det er vigtigt, at vi stiller krav til hinanden. Jeg er selv single. Men hvad gør jeg for at møde nye mennesker? Det spekulerer jeg nærmere over her.

Tredjehjul

Da corona først indtraf, sad jeg på mit 8-kvadratmeters værelse i en lejlighed med mine to veninder og deres kærester. Jeg var tredjehjul (gange to!). Jeg ville også have en at lave mad med, en at grine med og en at diskutere med. Og tanken om ikke at møde nogle nye mennesker på ubestemt tid gjorde mig trist.

I starten kiggede jeg i mit netværk efter fyre, jeg syntes var interessante. Det var trods alt nemmere end at finde en helt fremmed. Men det viste sig ret hurtigt, at der var en god grund til, at jeg ikke allerede havde datet de fyre, jeg i forvejen kendte...

Det nye Tinder

Jeg tænker, at I er flere, der vil give mig ret i, at Tinder godt kan virke uoverskueligt – hvordan skal vi kunne vælge mellem hundredvis af mennesker KUN ud fra billeder!?

Men Corona har sørget for, at alle de steder, vi normalt søger hen for at møde nye mennesker, har lukket. Og hvad gør vi så?

Jeg kiggede på min hverdag og spurgte mig selv “Okay hvor i løbet af dagen, er der mulighed for, at jeg kan møde et nyt menneske?” Pludselig blev supermarkedet, bussen og gaden til mit nye Tinder. Og det var en befrielse at se folk i virkeligheden, inden jeg skulle tage stilling til, om jeg ville på date med dem.

Hvad har du at miste?

En bonus ved at skifte det digitale datingunivers ud med virkeligheden var også, at jeg mødte mange flere forskellige typer. Lige pludselig valgte jeg ikke til og fra på faktuelle oplysninger, men ud fra en fornemmelse af om vi var på bølgelængde eller ej.

Det har resulteret i, at jeg har været på dates med mænd, jeg ellers aldrig ville have datet. Det har udvidet min horisont og givet mig sjove oplevelser. Og en ting, det har lært mig, er, at jeg i hvert fald ikke finder kærligheden ved at opstille krav til udseende, alder, uddannelse og lignende. For kærlighed handler om en gensidig tiltrækning, om kemi og om at være på bølgelængde.

Så næste gang du ser en sød mand eller kvinde på gaden, så fortæl dem, at de ser dejlige ud, og spørg, om ikke du må få deres nummer. Du har ikke noget at miste. Kun kærlighed at vinde.

Læs med igen på næste torsdag, når jeg spekulerer videre over datinglivet. Vil du have anden inspiration og underholdning i mellemtiden? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Sarah spekulerer

Sarah er praktikant på Woman.dk. Hun er 23 år. Hun elsker kaffe, croissanter og lange gåture med sine veninder, og så læser hun hellere en bog end ser en film. Sarah skriver om dating, sex og kærlighed.

Læs mere fra samme kategori