“Skal du ikke udenfor i det gode vejr?”

Tanker om sommeren
Solbadning eller Netflix? Begge bør være lige accepterede sommeraktiviteter! © Privatfoto

Sommeren er omsider over os. I hvert fald hvis vi ser på kalenderen, der nu siger juni. Og fordi “Skal du ikke udenfor i det gode vejr?” igen bliver et hyppigt spørgsmål, når vi besøger vores bedstemor eller bare møder vores nabo i opgangen. 

Denne solrige årstid forbindes ofte med uendelig mængder af udendørs hygge, liv og glæde dage – og meget gerne både vaffelis og rosévin i spandevis. Selvom det i den grad kan være rart at få tanket op på D-vitaminerne gennem et par solstråler til det blege ansigt, kan det også være hårdt at mærke den nærmest obligatoriske forventning om, at sommeren skal være årets højdepunkt. En forventning, vi måske har til os selv, eller en forventning, vi møder fra andre. 

Hvorfor skal vi altid nyde det gode vejr? 

Når jeg tænker over det, giver det rigtig god mening, at vi, der lever i et land, som bare er super koldt det meste af året, gerne vil nyde og udnytte enhver solstråle, vi får foræret af den blændende ildkugle på himlen. Jeg forestiller mig i hvert fald, at personer i varmere lande kan være lidt mere ligeglade med, om den næste vejrudsigt siger 32 eller 25 grader, når høje, tocifrede temperaturer er hverdagskost året rundt. 

Men det er, samtidig som om de høje temperaturer også medfører en slags sommer-fomo. I hvert fald for mig. Forstå mig ret – jeg glæder mig hvert år til sommeren, men jeg kan også opleve en dårlig samvittighed, hvis jeg nu ikke lige har overskud rykke hele morgenmadsbordet ud i haven, eller hvis klokken er blevet 14, og jeg endnu ikke har lavet nogle sommerplaner for dagen. For solen skinner jo... 

Solen kommer altid igen

Det er i virkeligheden nok lidt skørt, og jeg tror, at både jeg og andre, der måske har det ligesom mig, skal blive lidt bedre til at huske, at det altid bliver godt vejr igen en anden dag. Selv her i kolde Danmark! 

Selvom det er sommer, er det nemlig vigtigt for os alle at tage hånd om vores mentale helbred, og at huske på, at der altså ikke er nogen bestemt måde at nyde sommeren på. Derfor vil jeg gerne huske alle os, der nogle gange kan synes, at det er hårdt at være på i sommermånederne, om at... 

  • Sommeren ikke er en konkurrence om, hvem der kan hygge sig mest 
  • Det er okay ikke at have en god tan stående øverst på ønskelisten 
  • Det ikke er nødvendigt at bruge hele opsparingen på caféture, vin og picnics i parken 
  • Det er også okay at trække gardinerne for og se Netflix-serier en hel dag 
  • Der er ikke noget rigtigt eller forkert tøj at have på i sommervarmen 
  • Instagram må gerne slås fra, når energien ikke er til at gennemse stories fra andres ture i havnebadet eller stranden 
  • Det er okay at være indenfor, og det behøver ikke nødvendigvis en undskyldning eller forklaring – uanset om det er en solrig eller regnfuld dag 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

Hennys hjerterum

Henny er studentermedhjælper og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun er en nordatlantisk øboer, der har startet nye eventyr på det danske fastland. Hun elsker at gå sent i seng og sove til middag, og hun bilder sig selv ind, at hun er minimalist, selvom hendes lejlighed i virkeligheden er fyldt til randen af tøj, genbrugsting og 70 forskellige tevarianter.