“Skal vi fejre jul sammen, bare fordi vi har været kærester længe?”

Freyja fra redaktionen og hendes kæreste
© Privatfoto

Det er et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv et par gange. Men det er faktisk ikke en undren, der kommer indefra – tværtimod er det en undren, jeg møder, når jeg fortæller folk, at min kæreste og jeg ikke har fejret jul sammen, på trods af at vi har været sammen i syv år.

Jeg har efterhånden talt med mange forskellige mennesker – med lige så forskellige meninger om netop dette emne. Og jeg tager faktisk mig selv i at forsvare vores løsning af og til.

Vi kan da godt klare et par juledages adskillelse

Jeg har altid tænkt, at det er meget naturligt, at vi begge gerne vil holde jul 24. december med hver vores familie. Vi har boet sammen i fem år, og vi er jo sammen hver eneste dag, så et par juledage kan vi altså godt være adskilt. Men det sætter da nogle tanker i gang hos mig, når folk udfordrer mine juletraditioner...

Til historien hører, at min familie herhjemme er meget lille. Vi kan lige snige os op på seks mennesker juleaften, når vi bare er os uden vedhæng. Derfor værner vi om hinanden og holder vores juleaften “hellig”, for vi kan altså godt mærke, hvis der mangler én. Og min kæreste plejer at tage med sine forældre op til den øvrige familie i Nordjylland – og det er altså en ulidelig lang togtur alene for mig anden juledag, hvis jeg skal på besøg. Så det kommer ikke på tale for en omgang medister med svigerfamilien. Jeg kan iøvrigt ikke fordrage medister.

“Smut nu bare op til den medister”

Men det er her, jeg til tider møder andre meninger. Bevares, alle skal da bare gøre, som de finder bedst, men det er da lidt finurligt, at vi kan være så uenige… For jeg har både mødt folk, som mente, at når vi er kærester, så skal vi selvfølgelig fejre jul sammen – og at jeg selvfølgelig skulle have hoppet på det tog op til den medister der. Men jeg har også mødt modpolen, der mente, at nej, det skal vi da slet ikke – i hvert fald ikke før vi får børn.

I år skal det være anderledes

Men jeg kan også godt mærke, efter syv jule (som faktisk føles reeet lange, når vi har været adskilt), at nu vil jeg altså gerne tilbringe den magiske juletid med ham. Så i år skal det være anderledes. Det er vi enige om. Men det var dog ikke helt så nemt for os at blive enige om, hvordan vi præcis skulle gøre det, for der er altså mange familiemedlemmer at tage hensyn til – og måske kan jeg ikke komme uden om en tur op til den medister alligevel.

For vi er kommet frem til, at vi skal være hos min familie 23. og 25. december og den 24 og 26. med hans familie – og så må det blive omvendt næste år. Vi vil gerne starte vores egne traditioner, for det varer nok ikke mange år, før vi ikke kun er os to længere, og så er julen jo ikke længere for vores egen skyld. Det er et nyt kapitel, som jeg glæder mig til at påbegynde sammen med ham, jeg har valgt at tilbringe livet med.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Freyja fortæller

Freyja Sveinsdottir Anderberg er 25 år og tidligere praktikant på Woman.dk. Hun elsker sko, og hun har lidt for mange par – især hvis du spørger hendes kæreste, som har lovet hende et walk-inn closet. Det er dog løbeskoene, hun bruger mest, når hun flere gange ugentligt løber gaderne på Amager tynde. 

Læs mere fra samme kategori