“Vi mødte hinanden i 0. klasse: Var vi blevet veninder, hvis vi havde mødt hinanden i dag?”

© Privatfoto

Det er sjældent, der går mere end en uge, før jeg ses med mine folkeskoleveninder. Vi spiser aftensmad sammen, går ture sammen, udfordrer hinanden i Partners, spiser sindssygt mange snacks sammen, og så tager vi også i sommerhus og på Malmø-ture, når landet altså ikke lige er lukket ned.

Vi er en gruppe på seks dejlige damer, der mødte hinanden i 0. klasse (og så lige en enkelt, der dumpede ind i vores klasse i sjette, men hun blev ret hurtigt adopteret af resten af os). Godt og vel 21 år har vi altså kendt i hinanden. 21 år! 

Veninder siden 0. klasse

Mine folkeskoleveninder og jeg er vokset op sammen.

Vi har leget med hinanden som 6-årige, byttet Diddl som 10-årige, skrevet søde profiltekster til hinanden på Arto og chattet på MSN som 14-årige, undværet hinanden da vi valgte forskellige veje efter folkeskolen – og efterfølgende fundet tid til hinanden igen, selvom nogle havde fuldtidsjob, nogle studerede, nogle var singler, nogle havde kærester og nogle (okay, kun én) har fået barn. 

Derudover har vi en lang række minder, vi sammen kan kigge tilbage på, fordi vi er blevet konfirmeret sammen, har rejst sammen, været til utallige børne-, teenage- og “voksen”-fødselsdage hos hinanden, drukket os fulde sammen og har ufatteligt mange hæslige klassefotos sammen. 

Vi kender også hinandens familier, for ja, dem har vi jo også kendt, siden vi selv var omkring seks år gamle. 

Var vi blevet veninder, hvis vi havde mødt hinanden i dag?

Alle disse minder er fantastiske at have sammen, og jeg tror i sandhed, at de er vigtige at have med i bagagen for vores venskab i dag. For helt ærligt: Var vi blevet veninder, hvis vi havde mødt hinanden den dag i dag?

Vores venindegruppe består af tre smækre singler og tre smækre damer i faste forhold (den ene med en baby på armen og gift).

Vores venindegruppe består også af en revisor, en kontorassistent, en ergoterapeut, en laborant, en studerende i international handel og markedsføring og en digital redaktør. 

Derudover består gruppen også af en nyklækket mor, en håndbold-entusiast, en vinterbader, en bokser, en veninde der lige har lagt hele sit vilde guideliv bag sig og en stjernetegnsentusiast. Og nu vi er ved stjernetegnene, så er vores venindegruppe beriget med tre snaksaglige Tvillinger, to perfektionistiske Jomfruer og en enkelt følsom Fisk. Sikke en kombi. 

Veninder med forskellige fritidsinteresser

Vi er altså seks vidt forskellige kvinder med forskellige interesser, liv og jobs, men det stopper os ikke i at have et helt unikt forhold. De veninder, jeg har mødt senere i livet, har jeg måske haft flere fællesinteresser med, fordi vi har mødt hinanden på studiet eller jobbet, men de veninder, der har hængt ved, siden vi var halvt så høje, som vi er nu, kender mig på en anden måde. 

Desuden har de alt for mange onde videoer af mig som både barn og teenager, så uanset hvad bliver jeg nødt til at holde mig gode veninder med dem hele livet. Men det vil jeg nu også gerne. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Læs mere fra samme kategori