“Vi vil lære at sige pyt, nej, være spontane og nyde øjeblikket”

Woman-praktikanter
Hvad er dit nytårsforsæt?© Privat foto

Nytåret nærmer sig, og for mange af os betyder det, at vi reflekterer over året, der er gået og samtidig gør os nogle tanker om det år, som står lige for døren. Vi er på ingen måde tilhængere af nytårsforsæt, der handler om ikke at spise slik eller chokolade i hele januar eller at træne fem gange om ugen hele året (for vi ved, at vi alligevel ikke kan holde det). Derfor har vi gravet lidt dybere i vores travle hverdag og fundet nogle nytårsforsætter, som vi virkelig ønsker at holde i 2022. Måske du også kan nikke genkendende til nogle af vores tanker og kan lade dig inspirere til dine egne nytårsforsætter?

 

Isabella – “Jeg vil have færre planlagte aftaler i kalenderen og tage flere spontane beslutninger”

Min kalender er altid propfyldt med aftaler, og selvom jeg elsker (som i virkelig ELSKER) at have fuld fart på både hverdagene og weekenderne, så er det ikke altid, at jeg rammer helt plet i forhold til, hvad jeg har lyst og overskud til at lave, når jeg for eksempel lægger planer for på torsdag om fem uger eller på mandag om tre uger. Og selvom jeg prøver at lægge færre planer, ender min kalender alligevel altid med at være fyldt til randen med aftaler, planer og to-do's.

Derfor er et af mine nytårsforsætter for 2022, at jeg vil sætte mere tid af til at være spontan og gøre lige præcis det, jeg har lyst til – og det håber jeg selvfølgelig også, at mine venner, familie og kæreste er med på en gang imellem, for ellers kan det godt gå hen og blive liiidt svært at være spontan. 

 

Camilla – “Jeg skal være bedre til at sige nej”

Det handler faktisk slet ikke om, at jeg ikke har lyst til at ses med mine veninder, købe julegaver for min søster eller passe mine forældres hund. Det handler jo egentlig bare om, at jeg får lagt alt for meget på min tallerken, og jeg, i et forsøg på at være der for alle andre, glemmer at være der for mig selv.

Derfor vil jeg gerne være bedre til at sige nej – uden dårlig samvittighed! For én ting er at sige nej, en anden ting er at blive overvældet af dårlig samvittighed bagefter. Men ville jeg måske blive sur eller dømme min veninde, søster eller mor, hvis de sagde nej, fordi de skulle passe på dem selv? Aldrig! En af mine nytårsforsætter er derfor, at jeg skal blive bedre til at sige nej og passe på mig selv – uden at slå mig selv oven i hovedet bagefter.

 

Isabella – “Jeg vil blive bedre til at sige pyt og droppe de unødvendige bekymringer”

Kender I det, hvor hovedet kører rundt med tanker som ‘hvad nu hvis..’, ‘hvorfor gjorde jeg dit’ og ‘hvorfor sagde jeg ikke dat’? Inderst inde ved jeg udmærket godt, at 98 ud af de 100 scenarier, jeg frygter sker, er totalt urealistiske, og at mindst lige så mange af de ting, jeg frygter, at folk tænker om mig, er noget, de aldrig nogensinde har skænket en tanke. Alligevel kan det til tider fylde rigtig meget, og det vil jeg altså have sat en stopper for.

Derfor er et af mine nytårsforsætter for 2022, at jeg vil lære at sparke alle de unødvendige bekymringer langt, langt væk, sige ‘pyt’ meget oftere og acceptere, at folk nok synes, at jeg er helt okay, præcis som jeg er. For hey, de har helt sikkert deres helt egne bekymringer at bekymre sig om.

 

Camilla – “Jeg skal stoppe med at have så travlt og nyde øjeblikket”

Når jeg først har sat mig et mål, løber jeg med 180 i timen for at nå det mål hurtigst muligt. Og jeg ender egentlig altid med at have så sindssygt travlt, at jeg slet ikke kan huske, hvordan jeg nåede det hele.

Derfor er mit ene nytårsforsæt for 2022, at jeg skal blive bedre til at nyde vejen derhen i stedet for at spurte afsted hele tiden. For hvorfor kan vejen hen til mit mål ikke være sjov, god og lærerig? Lige pludselig er der måske gået flere måneder eller år, hvor jeg kun har fokuseret på slut-målet i stedet for alt det gode og sjove, der er sket i mellemtiden. Var der ikke også engang en, der sagde, at vi skulle stoppe op og smell the roses? Det vil jeg helt sikkert gerne blive bedre til!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Isabellas inspiration

Isabella er praktikant på Woman.dk. Hun er en 25-årig (nytilflyttet) Amagerkaner, der er helt vild med det pulserende byliv. Hun elsker at gå på eventyr i de københavnske loppebutikker og kommer aldrig hjem uden mindst to ting, som hun ikke har brug for. Hun synes selv, at hun er ret struktureret og ordentlig, men rodet (og de mange loppefund) i hendes lejlighed fortæller en anden historie.

Du vil (garanteret) også kunne lide