Mandetanker

Mandeklummen er skrevet af Thomas Skov Gaardsvig, 27 år og journalist på DR. Han blev kendt som praktikanten i Det nye talkshow, og nu kan du se ham i Thomas Skovs sportsprogram


Thomas skov: "3 ting, der ville være bedre, hvis min kæreste var en mand"

Hvis du køber en bil, går der en række år, og så er du nødt til at skifte den ud. Det samme gælder dit hjem, som bliver for småt, for stort eller for grimt med årene. Hvis du ser dig om, er meget af det, du ejer, kun en del af dit liv i en begrænset årrække, indtil det bliver byttet ud med noget andet.

For tiden kigger min kæreste og jeg på hus, og det var det, der fik mig til at tænke over min seksualitet. Det hænger da ikke sammen, tænker du så. Men jo, der er en sammen­hæng. For ligesom du kan blive træt af din bil eller din lejlighed, kan du måske også blive træt af din seksualitet og trænge til en ny.

Min kæreste hedder Asbjørn

Jeg har været gift i et år, og det har været et skønt år, men tænk, hvis jeg er blevet homo i løbet af det år? Det ville jeg være nødt til at forholde mig til, og det er derfor, jeg opfor­drer dig til at tage et årligt seksualitetstjek – bare lige for at mærke efter, om du stadig tænder på det samme.

Du kan sammenligne det lidt med at få synet din bil, bortset fra at du selvfølgelig ikke kan dumpe en seksualitetstest. Lad mig forklare: Når jeg bruger testen, gør jeg ikke andet end at forestille mig, at min kæreste lige pludselig er blevet en mand. Det er stadig en ret ny test, så der er plads til forbedringer, men når jeg kommer hjem fra arbejde, fore­stiller jeg mig, at min kæreste er blevet til en mand ved navn Asbjørn, uden at jeg fortæller hende om det, så hun ikke spiller med og ødelægger testresultatet.

“Hej skat, så er jeg hjemme,” kan jeg finde på at råbe, mens Asbjørn kommer mig i møde i gangen.

Jeg kysser ham på munden. Det er første deltest for mig. Hvordan er det at kysse As­bjørn på munden? Jeg giver point på en skala fra et til fem, hvor et er ‘ad’, og fem er ‘ah’.

Når jeg skal sætte en vask over, forestiller jeg mig, at Asbjørn ikke har vasket i ugevis og har smidt sit tøj i hele lejligheden. Jeg vil derfor skulle gå rundt og samle hans sure un­derbukser op i alle kroge af lejligheden. Hvor sandsynligt er det, at jeg sætter den vask over fra et (aldrig i livet) til fem (jeg gør det med det samme)?

Sådan kan jeg bruge en hel aften på at forestille mig min kæreste som manden Asbjørn, helt frem til at jeg forestiller mig Asbjørn ved siden af mig i sengen. Her går skalaen fra beskidt og svedig mand til drøm­memanden, der har bundet sin hvide hest til sengen og vil elske med mig natten lang.

Brug testen bredt

Alt i alt er det ikke så vigtigt, hvilke situatio­ner du forestiller dig, når du selv skal lave testen. Det vigtige er pointene. Har du scoret lavt i testen, kan du fortsætte i samme sek­ sualitet som hidtil, hvorimod en høj score kan betyde, at du er nødt til at tage din officielle seksuelle orientering op til overvejelse, for så forestiller du dig jo, at Asbjørn (eller hvad du kalder ham/hende) er bedre end det, du har.

Du kan faktisk bruge testen på alle områ­der af dit liv: Til at forestille dig, at dit job er et andet, at dine venner er nogle andre, eller din tøjstil er anderledes. Er forestillingen bedre end virkeligheden, skal du gøre noget.

Resultatet af min store Asbjørn­test viste for øvrigt, at jeg er dybt forelsket i min kæreste, præcis som hun er, og at jeg sætter pris på, at hun er charmerende, sød, lækker, kreativ – og ikke mindst, at hun er en kvinde. Om et år tager jeg testen igen, så jeg er sikker på, at jeg er, hvor jeg skal være.

3 ting, der ville være bedre, hvis min kæreste var en mand

1. Han ville kunne sætte hylder op.

2. Der ville være større forståelse for mit engagement i FC Midtjylland.

3. Det ville ikke være nær så underligt at tage min kærestes undertøj på.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman

Forskellen på mænd og kvinder er... at være mandeforelsket

Der er ikke meget, der kan slå mig ud. En sommerforkølelse, jo. Og når min iPad ikke kan logge på wi-fi. Men ellers har jeg næsten altid styr på situationen og kan navigere i oprørte vande.

Så kan det godt være, at jeg indimellem (læs: altid) lader min kæreste bestemme. Men det er helt bevidst, og selv når jeg går rundt i Crocs og støvsuger, mens min surdej hæver, og udadtil virker umandig, har jeg styr på situationen. Alligevel sker det, at min verden krakelerer. Ikke tit, men det sker. Og det er, når jeg bliver ramt af en mandeforelskelse.

Det er ikke på en homoseksuel måde. Jeg har aldrig kigget på en mand og være seksuelt tiltrukket af ham. Nogle gange leger jeg da med tanken - tænk, hvis jeg, næste gang jeg så fodbold med drengene, foreslog: "Hvad med, om vi lige skulle knalde?".

Der ville blive bomstille. Akavet. Eller endnu værre - en af dem ville sige ja, og så ville jeg være tvunget til at gøre det. For når du har sagt A, så må du også sige B, og det er altså svært at gøre med en anden mands tissemand i munden. Forestiller jeg mig.

Men hvis vi lægger sex til side, har jeg flere gange oplevet mandeforelskelsen. Det sker som regel, når jeg bliver introduceret for en af mine venners venner. Det kan være, vi sidder i festligt lag. Vi har måske sat os ved 19-tiden, så falder jeg i snak med ham, og næste gang jeg kigger på uret, er den pludselig et. Min nye mandeforelskelse siger måske: “Tiden går jo stærkt, når man er i godt selskab.”

Jeg mærker mit hjerte slå ekstra hårdt. Jeg har hygget mig med den her mand. Det har været fedt at møde ham. Han skal hjem. Han har eventuelt en vigtig koncert dagen efter, eller også skal han til familiefest. Men heldigvis har han også mærket kemien.

Vi ved begge, at vi ikke skal være kærester, men vi har hygget os umanerligt meget, og det vil vi gerne gøre igen. En af os tager initiativ til at blive venner på Facebook. Han siger måske, at han hedder Kristoffer. Mine fingre ryster, da jeg prøver at finde ham, og der er så mange, der hedder Kristoffer. Han hjælper mig, og jeg betragter ham, mens han står der med min telefon i hånden.

“Der var jeg,” siger han og giver mig telefonen tilbage. Jeg trykker "tilføj ven". Jeg tilføjer måske en lille kommentar om hans profilbillede: “Ej, hvor ser det sejt ud - hvor længe var du i Australien?” Vi siger farvel.

Resten af aftenen kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor hyggeligt det har været. Jeg går glad i seng.

Når jeg vågner dagen efter, er jeg stadig helt høj. Jeg prøver at fortælle min kæreste om ham min vens ven. Hun siger, det lyder spændende, men er tydeligvis ikke lige så interesseret som mig. Hun ved ikke, at jeg er blevet ramt af mandeforelskelse. Men som dagen går, kan hun mærke, at jeg ikke er mig selv.

“Skriv da til ham. Spørg, om I ikke skal drikke en kaffe sammen,” siger hun måske. “Ej, det tør jeg da slet ikke.”

Jeg opfører mig sært, men det er dejligt at mærke, at jeg lever. Som regel finder jeg en god undskyldning for at kontakte ham. Måske har han nævnt, at han har et sæt golfkøller billigt til salg. Jeg skriver og indleder et venskab bygget på en mandeforelskelse.

Så hvis din kæreste opfører sig, som om han har mødt en anden, så kan det sagtens være rigtigt. Men der er stor sandsynlighed for, at han bare er blevet mandeforelsket. Og så skal du hjælpe ham. Det kan jo være, at din mands nye mand er noget for dig.

Forskellen på mænd og kvinder er... et lille, blåt armbånd

Kan en mand gå med smykker? Nej, selvfølgelig kan han ikke det. Det er da klart. Hvad skulle han gøre det for? En mand kan lige til nød tage et ur på, men det må ikke være alt for bling-bling. Det skal være et redskab. Ikke en udsmykning.

Sådan har jeg muligvis tænkt i årenes løb. Men nu sidder jeg med et lille, blåt armbånd på venstre arm. Og føler jeg mig som en mand? Ikke rigtigt.

Jeg har været på ferie i et par uger sammen med en ven. Vi har været i Rio de Janeiro. Min kæreste er blevet hjemme, så det er en rigtig mandetur. Det er fedt. Det er en tur, hvor vi drikker den første øl om formiddagen og ellers bruger hele dagen på at se fodbold og kigge på damer. Hvis du lukker øjnene og forestiller dig den mest stereotype mand, så ser du min ven og mig på ferie i Rio.

Jeg savner min kæreste, det er klart, men hun ville alligevel aldrig have været med på en ferie som den her. Der skal ske noget mere. Og min ven og jeg nyder at være lidt væk hjemmefra.

Jeg er måske heller ikke så god til at få ringet hjem til min kæreste, og mens jeg er væk, er hun til den sidste eksamen efter at have læst i tre år. Så alt i alt er jeg måske ikke en decideret dårlig kæreste - men i hvert fald tæt på.

Du kender måske den gamle talemåde:

Hvis et træ vælter i en skov, men ingen hører det, larmer det så? Den nye version hedder: Du kan være nok så god en kæreste, men hvis du er på den anden side af jorden og ikke ringer hjem, så kan det jo være lige meget. Den er ikke helt nær så mundret, men meningen er den samme.

Nå, men ferien går, som ferier går. Den slutter. Da jeg sidder i flyvemaskinen, ved jeg med mig selv, at jeg skal oppe mig lidt over for min kæreste de kommende uger. Nu skal jeg være den gode kæreste igen. Nu skal jeg være prinsen på den hvide hest. Jeg skal støvsuge, handle, vaske, stryge. Alt det der.

Jeg er ikke mere end lige kommet ind ad døren derhjemme og har kysset min kæreste goddag, da hun smider bomben: “Vi har fået kærlighedsarmbånd,” siger hun.

“Hvad?!” “Ja, vi har fået kærlighedsarmbånd. Jeg har et hvidt, du har et blåt. Det er, så folk kan se, at vi hører sammen.”

Under normale omstændigheder ville jeg have fundet en god måde at afvise hende på. Jeg ville have faket, at jeg har sarte håndled eller noget i den stil. Men jeg har paraderne nede. Jeg skal jo hjem og være prinsen på den hvide hest.

“Ej, hvor dejligt skat. Jeg ved egentlig ikke, om jeg er en armbåndsfyr, men jeg er i hvert fald en kærlighedsfyr, så stik mig det bånd,” siger jeg.

Så nu sidder jeg her med et smykke på min arm. Et armbånd, der strider imod alt, hvad jeg tror på. Og jeg er faktisk begyndt at holde oprigtigt af det og bærer det ikke længere kun af skyld, men også af lyst.

Mit råd til dig, hvis du skal overbevise en mand om noget eller tvinge ham til et eller andet, er at sende ham på ferie med en ven. Tag hans telefon, og send ham på drengetur.

Det vil give ham dårlig samvittighed over at være en dårlig kæreste, og dårlig samvittighed er det bedste middel til at få sin vilje.

Nu kan jeg ikke skrive mere - min kæreste og jeg skal have Sex and the City-maraton.

Forskellen på mænd og kvinder er... musiksmagen

Jeg lider af en frygtelig sygdom. Ikke en sygdom, der slår mig ihjel, men en meget tabu-belagt sygdom, som er enormt svær at tale om for en mand i min alder.

Mange andre mænd lider af det samme, men kun få vil indrømme det. Det er første gang, jeg står frem, og jeg håber, det kan være med til at nedbryde fordomme. Jeg har en teenagepiges musiksmag. Så er det sagt!

Et eller andet sted sidder der en ung pige på sit teenageværelse, og hun kigger på sin væg, hvor hun har hængt små rammer med billeder op. Et af dem er af Christopher. Burhan G er på et andet. I bar overkrop, selvfølgelig.

Pigen har også billeder af sig selv og sine veninder. Fra dengang de var i Abercrombie & Fitch i København og fik taget billeder med ham den lækre i døren med sixpack. Imellem billederne har hun hængt citater op, som hun har klippet ud fra blade: “Last year I asked Santa for the sexiest person ever for Christmas ... I woke up in a box.” Og: “It’s not how good you are. It’s how good you want to be.”

Det er det perfekte teenagepigeværelse, og der er stearinlys og lyserødt sengetøj. Der er naturligvis også en eller anden form for musikanlæg. Formentligt en lp-afspiller eller noget trådløst, som en iPhone kan spille på via Bluetooth. Og det er her, det sker. For når den her teenagepige tænder sin musik, så sker der noget, ingen havde forventet.

For ud ad højttalerne blæser et islandsk band, som er så cool, at de endnu kun er slået igennem i Reykjavik og New York. Efterfulgt af et brasiliansk bossanovaband, som var soundtrack i en fed dokumentar fra Cph Dox.

Når du ser på scenariet udefra, vil du helt automatisk tænke: ‘Guuud, den teenagepiges musiksmag passer overhovedet ikke til hende’. Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor: Det er, fordi jeg har stjålet hendes musiksmag.

På et eller andet tidspunkt har teenagepigen og jeg fået forbyttet vores smag. Det er sikkert noget med, at det smitter, hvis man deler høretelefoner, og der er ikke fundet en vaccine endnu. Men jeg er smittet, og jeg er ikke bange for at stå frem som et forbillede for andre mænd i min situation.

Helt konkret betyder den her sygdom, som hedder teenagepigeørebetændelse, at når jeg serverer et stykke med musik for mine øregange, så hører jeg Christopher, Medina, Burhan G eller noget andet, der bestemt ikke forventes af en voksen mand. Og er jeg flov over, at jeg har den her lidelse? Ja. Men kun når jeg taler med andre.

For lige så snart der ikke er nogen, der kigger, så elsker jeg at sætte Rasmus Seebach på og synge med inde i hovedet på mig selv. Jeg er stadig imponeret over, hvor mange af hans tekster jeg kan udenad.

Selvom jeg har erkendt, at jeg er syg, så arbejder jeg stadig med at indrømme over for andre, hvad jeg fejler. Men med den her klumme håber jeg, at jeg kan løfte sløret for, hvordan jeg - og garanteret også mange andre mænd - har det.

Jeg håber, jeg kan være med til nedbryde et tabu. Jeg håber, jeg kan blive en firstmover, som viser, at mænd med teenagepigemusik- smag også bare er mennesker, og at det ikke er farligt at tale med en mand som mig. Det smitter kun, hvis vi deler earplugs.

Og hvis du er den teenagepige, der sidder derude og er træt af kun at høre alt for trendy musik og føler, at du mangler din musiksmag, så kontakt FFFM, Foreningen for Folk med Forbyttet Musiksmag, på [email protected]. Her kan du få den hjælp, du har brug for.

Forskellen på mænd og kvinder er... husmorråd

Jeg forstår ikke, hvor min kæreste lærer alle sine små tips og tricks. Hun kan alt. Uanset hvad problemet er, så løser hun det - og det imponerer mig.

Jeg havde på et tidspunkt en rød dunjakke, jeg var ret glad for. Måske var det universet, der forsøgte at fortælle mig, at rød og dunjakke ikke var den perfekte kombination for mig. I hvert fald lykkedes det mig at få den tværet fuldstændigt ind i cykelolie. Grædefærdig kom jeg ind i lejligheden og fortalte min kæreste, at nu var jeg nok nødt til at kassere den jakke. Men uden at stoppe, hvad hun havde gang i, sagde hun bare helt tørt:

“Giv mig den jakke. Den skal bare have en omgang rensebenzin.”

Og vupti - et par timer senere var jakken så god som ny.

Jeg aner ikke, hvor hun havde det trick fra. Det kunne selvfølgelig være et lucky punch, men det er bare påfaldende ofte, at hun prompte har en løsning på mine små hverdagsproblemer.

“Av! Jeg har fået en splint i min storetå. Nu er jeg bange for, at splinten bevæger sig op mod mit hjerte, og så dør jeg,” kan jeg mindes, at jeg har sagt en dag.

“Slap af, Thomas. Nu sidder du med foden i blød i sæbevand, og så er jeg sikker på, at vi kan få splinten ud, inden du omkommer.”

Og ganske rigtigt. Jeg lever stadig og er tilmed fuldstændigt splintfri.

Det er det samme mønster gang på gang. Jeg har et eller andet problem. Min kæreste har løsningen. Og hun har den bare inde i hovedet. Ikke noget med at få Google til at hjælpe, som ellers er mit trick - jeg kan nærmest ikke gøre noget uden lige at have spurgt Google til råds. Selv når jeg skal et sted hen, hvor jeg har været masser af gange, ser jeg mig selv skrive stedet ind i Google for lige at få Maps’ råd til, hvordan jeg bedst kommer derhen.

Jeg er 100 procent hjælpeløs uden Google! Den dag Putin lukker for internettet, eller hvem der nu gør det, bliver jeg ude af stand til at overleve meget mere end tre-fire timer. Og det er blandt andet derfor, jeg er så glad for min kæreste - hun er min sikkerhed, hvis internettet viser sig at være en døgnflue, der forsvinder igen.

Der er en generel tendens blandt mine vennepar til, at det altid er kvinden, der kan fikse de små problemer, der opstår. Og jeg aner simpelthen ikke, hvor I lærer det henne. Jeg fulgte nogenlunde godt med i skolen, og jeg husker intet tidspunkt i løbet af mine 13 år i skolesystemet, hvor vi havde et fag, der lærte mig at få blodpletter af skjorter eller stearin af gulve.

Det eneste tidspunkt, jeg kan komme frem til, at I piger kan have lært de her husmorråd, uden at vi drenge var til stede, har været i idrætstimerne i de ældre klassetrin og gymnasiet, hvor I fik lov til at gå i bad lidt før.

Jeg har egentlig altid troet, at det handlede om noget helt andet - men endnu en gang har jeg taget fejl, og det er, som om alle brikker falder på plads. I har simpelthen fået lov til at skippe badminton/fodbold/ høvdingebold til fordel for at gå ud i omklædningsrummet, hvor I har lært at tilberede en kalkunsteg og redde en uldvask, der er gået galt. Alt imens vi af hankøn har tonset svedende rundt efter en bold.

Og hvad kan vi så bruge det til i dag? Ja, det kan da godt være, at mænd nu er overlegne i visse sportsgrene - men I kan ting, der rent faktisk kan bruges til noget. Jeg vil også være en idrætstimeskippende kvinde i mit næste liv!

Forskellen på mænd og kvinder er... squats i køkkenet

Min kæreste er skide-god i et køkken. Så er det sagt. Hun kan trylle mesterværker ud af ingenting. Giv hende salt, sukker, frosne fiskefileter og glutenfri pasta, og hun skaber et guddommeligt måltid. Jeg har ingen idé om, hvordan hun gør. Og når jeg selv prøver, mislykkes det grumt. Jeg kan følge opskrifter ned til mindste detalje og stadig fucke en hakkebøf op.

En dag kom jeg hjem og kunne høre, hun var i køkkenet. Hun prustede, stønnede og talte højt, og jeg tænkte, at det måtte være den til dato mest avancerede ret, hun havde haft gang i. Men det var ikke kødgryderne, der sydede. Eller det var det, men i overført betydning. For min kæreste havde gang i sine egne skinker. Altså sine lår.

“Hvad laver du?” spurgte jeg.

“102, 103, 104, 105,” talte hun prustende, mens hun for hvert tal satte sig ned på en usynlig stol og rejste sig igen.

Jeg gentog mit spørgsmål.

“Hold lige op, Thomas. Jeg har lige gang i noget. 109, 110, 111.”

Forbløffet og sulten lod jeg min kæreste færdiggøre, hvad hun nu havde gang i, og på 150 var hun klar til at tale igen:

“Det er min squatchallenge.”

“Tuborg Squats,” prøvede jeg at sige på mit Finn Nørbygaard-sprog, men hun er lidt yngre end mig, så hun har aldrig rigtigt set de der Tuborg Squash-reklamer, som jeg syntes var så sjove, da jeg var barn.

Nå, men det viser sig, at min kæreste har gang i en squatchallenge, hvor hun hver dag skal pruste i vores køkken, mens hun tager flere og flere squats. Og alt sammen kan hun gøre, mens hun laver mad. Det er to fluer med ét smæk: Hun får stramme lår, og jeg får coq au vin.

“Du skulle da være med, Thomas,” fik jeg at vide.

Men der stopper festen! Mænd, der tager squats ... Nu er det ikke, fordi jeg vil være fordomsfuld, men mænd, der tager squats, er ... hvordan skal jeg forklare det ... de er en anelse feminine. De er mere til Melodi Grand Prix end til Champions League, hvis du ved, hvad jeg mener. De er mere til Cosmopolitans end til nossebajere, hvis du kan følge mig. De er mere til glatte klunker end til ... behårede nødder. Det, jeg prøver at sige, er bare, at mænd, der tager squats, er homoseksuelle!

Nu er jeg heldigvis en mand med god kontakt til min feminine side, og havde det ikke været for min kæreste, kunne jeg nok godt have været homoseksuel. Mænd er fede at hænge ud med, og jeg kan godt li’ popmusik, så jeg vil ikke afvise, at jeg kunne være blevet det. Men det er jeg altså ikke p.t.!

Alligevel tænkte jeg et par dage senere, at nu skulle jeg lige prøve at lave et par squats. Min kæreste var ikke hjemme, og jeg skulle stå for maden - wok, havde jeg besluttet. Jeg vælger altid madretter efter, hvad der er svært at ødelægge, og wok er altså ret svært at fucke op. Så en masse kylling og grøntsager ned i en gryde, og så kunne jeg lige prøve et par squats eller 100, mens det stegte.

Jeg må indrømme, at følelsen af flovhed ramte mig, mens jeg stod der og prustede hen over wokken. Og jo strammere lår og baller jeg fik, desto mere flov blev jeg. Og midt i flovheden kom trætheden. Det er hårdt at squatte, og det næste, der skete, lyder som noget, jeg har fundet på - men det er det ikke: Da jeg nåede til squat nummer 70, ville mine ben ikke mere. Jeg fik overbalance, og min krop væltede bagover. Helt febrilsk og urutineret ud i squats viftede jeg vildt med armene og fik ved et uheld fat i wokgrydens håndtag og rev den af kogepladen og ned over mig, da jeg faldt. Og i samme sekund, som jeg udbrød et av, fordi wok er varmt, kom min kæreste ind ad døren og hastede mod køkkenet, hvor hun fandt mig på gulvet - svedende med wok ud over det hele.

“Det er min wokchallenge!”

Så nu squatter jeg aldrig igen.