Mariannes mumlerier

Marianne er Womans tidligere digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 


Jeg har altid hadet min hud, men det skal være slut nu

Okay, det her er faktisk det mest personlige indlæg, som jeg nogensinde har skrevet til jer. Og det siger ikke så lidt. Jeg har nemlig både fortalt jer om mine akavede Tinder-oplevelser, mine værste dates og venindeproblemer, da jeg var til scorekursus – og så selvfølgelig mine egne utilstrækkeligheder. Men det, jeg nu skal til at afsløre for jer, er uden tvivl det mest omtålelige for mig. Helt ærligt, så vil jeg næsten hellere sende jer alle et nøgenbillede, men det lader jeg lige være med – for vores allesammens skyld.  

Nå, men jeg skal jo springe ud i det. Please be kind! For nogle af jer vil det helt sikkert virke på grænsen til banalt, at jeg har været SÅ ked af min hud. Men andre af jer vil måske kunne genkende det. Så here we go: Jeg har altid været ked af min hud. Sådan har det i hvert fald været indtil for nyligt, men nu er alt det heldigvis fortid, og det skal jeg nok komme ind på senere. Og grunden til, at jeg deler denne (relativt) lange fortælling, er fordi jeg håber, at jeg måske kan hjælpe en af jer, måske med en pænere hud – måske bare med mere selvaccept. For uanset, hvor pæn eller mindre pæn din hud er, handler det jo egentlig bare om, hvordan du ser på dig selv. Og du skal da smile, når du kigger i spejlet. Bumsefri eller ej.

Det værste pokerface

Selvom det er mere end et årti siden, jeg var teenager, har mit ansigt i mange år alligevel skabt sig som en tvær og ustabil teenager. Det var næsten, som om min hud havde det værste pokerface i verden, for den afslørede ALT: Hvis jeg var stresset, træt, på vej til at blive syg, manglede søvn eller havde haft hånden lidt for langt nede i kagedåsen – ja, endda hvis jeg havde siddet mere end et par timer i et fly med tør luft, så slog jeg ud. Jeg præsterede endda at gå i biografen uden en bums og så komme ud med en kæmpe en i panden! Også i forhold til vind og vejr kunne jeg også være ramt. Hvis jeg havde været ude i kulden, tog det nogle gange 30 minutter, før mit ansigt fik en nogenlunde normal ansigtsfarve og ikke bare lignede en rød ballon.

Kæmpe usikkerhed

Nu var det ikke, fordi jeg var ramt af voldsom akne, men urenhederne var der, og de blev ved med at komme, og jeg var meget påvirket af det – og måske også mere end hvad der var grund til. Jeg skammede mig, og jeg følte mig ulækker og utilstrækkelig og endda dummere, når min hud var allermest tarvelig. Jeg kunne finde på at aflyse aftaler, og mange gange kiggede jeg misundeligt på mine veninder, der aldrig behøvede så meget som en klat foundation. Når det handlede om nye bekendtskaber – og især de mandelige –udviklede jeg alverdens metoder til at dække mit ansigt (det er utroligt, hvor god man bliver til vinkler!) og undgå at de fik direkte udsyn til ’herlighederne’, når der var lidt ekstra nærkontakt. Og min foundation var altid været inde for rækkevidde – på alle tider af døgnet.

Min evige kamp mod urenhederne og rødmen resulterede selvfølgelig også i, at jeg har prøvet diverse kure, cremer og endda piller, men resultaterne har aldrig været vedvarende. Og hold kæft, hvor har det også føltes uretfærdigt, når jeg konsekvent og uden at snyde en eneste gang flittigt har renset min hud hver dag, mens mine veninder (med flot hud) aldrig brugte så meget som makeupfjerner.

Slut med at skamme sig

Men hvornår ændrede det sig så? En dag mødte jeg Rie, en meget sød og dygtig kosmetolog hos pHformula. Hun var overbevist om, at hun kunne hjælpe mig med både rødmen og mine urenheder. Og det gjorde hun. På flere måder faktisk.

Først var jeg meget skeptisk og havde slet ikke lyst, for når du har gjort så meget for at skjule noget, så er det mildest talt ubehageligt, at du pludselig skal blotte det under en kæmpe lup – endda også for folk, du ikke kender, og som arbejder med det til dagligt. Men Rie fik mig omgående til at føle mig helt tryg, og følelsen af at være flov forsvandt med det samme. Hun forstod og anerkendte, at det er en kæmpe byrde at kæmpe med tvær teenage-hud. Og hendes mål var at hjælpe og ikke dømme, og det mærkede jeg med det samme.

Noget af det første Rie fortalte mig var, at min hud var ekstrem sensitiv, men at den også var stresset, og vi skulle arbejde på at få mere balance. Derfor begyndte jeg konsekvent at bruge produkter fra pHformula, både deres rens, serum og fugtighedscreme, øjnecreme, solcreme og cc-creme, og jeg droppede altså alle andre produkter – uanset hvor fristet jeg var til at prøve en eller anden ny vidundercreme. Det hjalp faktisk hurtigt, og jeg kunne mærke, at min hud var mindre irriteret. Derudover gik jeg også til behandlinger hos Rie, der dog også var meget ærlig omkring, at livsstil og kost også spiller ind, og at ingen cremer i verden kan give dig perfekt hud, hvis du bare ignorerer dit indre. Derfor anbefalede hun mig også kosttilskuddet Symbioflor+, der kan fås i Matas til at opretholde min mælkesyrebalance i kroppen og hampolie, der også vil kunne styrke huden.

Stadig ikke perfekt, men...

Min hud er ikke perfekt, og det bliver den aldrig. Medmindre jeg flytter et sted hen uden forurening, ingen fester, chips eller øl og med Ritter Sport-forbud. Og det bliver sgu for kedeligt for mig. Jeg slår stadig ud fra tid til anden, men jeg føler, at jeg har en anden kontrol over det, for min hud ér blevet pænere, og min overflade er mere glat. Derfor fortsætter jeg helt sikkert med Rie, for jeg kan mærke, at det giver min hud ro og mindre rødmen, og vigtigst af alt, så har Rie hjulpet mig med at acceptere, at det måske bare er en del af mig, og det behøver jeg ikke skamme mig over.

Nedenunder kan I se et par (100 procent makeup-frie) billeder fra, før jeg gik i gang og resultatet efter. Jeg er også 100 procent ikke vild med at vise jer dem, men nu får I dem altså.  Som I kan se på de første billeder, er det fra en periode, hvor min hud er virkelig irriteret og rød. På billederne efter er min hud ikke perfekt, men den er meget mindre irriteret, og jeg har færre urenheder.

Før-billeder

Efter-billeder

Hvornår blev jeg hende, der ikke svarede?

Klumme fra Woman-redaktionen | Mariannes mumlerier

‘Er du okay?’ Beskeden tikker insisterende ind på min telefon, og jeg overvældes omgående af en ubehageligt dårlig samvittighed. For ja, jeg er okay, men jeg er åbenbart også okay dårlig til at svare. Jeg skylder svar på min venindes tre sidste beskeder. Tre! Igen!

Jeg havde aldrig troet, det skulle ske, for jeg hader selv typen, men jeg er åbenbart blevet hende, der lader folk hænge. Hende, der er lidt for travl og vigtig til at taste bare tre linjer eller i det mindste et par udvalgte emojis ind på min telefon og sende dem afsted. Én ting er, at der p.t. ligger mere end én Tinder-samtale i min telefon, hvor jeg ikke lige har fået vendt tilbage på mændenes kække åbningsreplikker eller spørgsmål om, hvordan min dag har været. Det er på Tinder – derinde er der jo ingen, der svarer hinanden! Men det er en helt anden sag med mine veninder. Dem kan, bør og skal jeg finde tid til. Jo, du skal så, Marianne!

Undskyldninger er der nok af 

Nu kunne jeg selvfølgelig sagtens begynde at bortforklare og komme med undskyldninger om, hvor møgtravlt jeg har. Om at jeg er online hele dagen og derfor har brug for ikke at være online, når jeg endelig har fri. Men det er noget pjat, for vi har allesammen travlt. Jeg kan også garantere, at jeg nok skulle finde tid til at svare, hvis det var en besked om en gratis rejse eller en invitation til årets fedeste fest, ligegyldigt hvor mange timer jeg så havde været online den dag. Men de der hverdagstrivialiteter, som sms-samtalerne mellem veninder består af, og som jeg egentlig sætter pris på – dem er jeg blevet lidt for god til at ignorere på ubestemt tid. For det er jo ikke, fordi jeg aldrig svarer. Overhovedet. Jeg svarer altid. Men først når det passer mig og mit skema. Min intention er selvfølgelig ikke at være tarvelig, men inderst inde ved jeg godt, at det er det, det er. Tarveligt. Jeg går jo heller ikke midt i en samtale eller ignorerer dem, der spørger mig om noget – i virkeligheden. Men virtuelt har jeg åbenbart ingen kvaler. 

Eller, det vil sige, at det har jeg jo faktisk. Det irriterer mig. Jeg bliver træt af mig selv, mine veninde-skills og min manglende evne til at behandle andre, som jeg selv vil behandles. For hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at vente på svar fra andre. Er der nogen, der gider holde min dobbeltmoral? Den er ret tung...

Nyt år, nye regler

Jeg tror egentlig ikke på nytårsforsætter, men i år har jeg alligevel lavet et enkelt: Jeg vil stoppe med at lade folk hænge, ligegyldigt hvor almindeligt det så er blevet, at beskeder er sådan noget, vi svarer på, når vi har tid og lyst. (For det er da blevet ret almindeligt, ikk’? Jeg kan da ikke være den eneste idiot med en iPhone, der går rundt derude. Åh, Gud, det håber jeg ikke ...). Uanset om jeg så er den eneste eller ej, så nægter jeg at være den type. Jeg vil fremover tage mig tid til at svare på de beskeder, jeg får, inden jeg i det hele taget ikke længere modtager nogen. For selvom mine ikke-eksisterende svar har en tendens til at sige det modsatte, så betyder mine veninder alt for meget for mig til, at jeg vil risikere at sætte vores venskab på spil, fordi jeg ikke kan sætte 15 sekunder af til at svare dem. De betyder alt!

Det tror jeg faktisk lige, jeg fortæller dem i en sms...

 

Hvor får man et ‘nej tak til alkohol’-skilt?

‘Skal vi mødes lørdag og sludre over en flaske hvidvin eller to?’ Sådan en besked fik jeg forleden af en veninde. Og det ville jeg i princippet rigtigt gerne, i hvert fald den ene del af planen. Men den andel del – den med hvidvinen – havde jeg faktisk ikke lyst til. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide hvidvin. Jeg kan lide alle farver vin og er også stor fan af både bajere og sprut. Bare ikke hver gang, og det kan være ualmindeligt svært at indrømme – både over for mig selv og over for andre. 

Dans efter to drinks 

Min afholdenhed skyldes flere ting (og nej, der er ikke nogen baby involveret). For det første har jeg lige været i gang med et længere træningsforløb med en personlig træner, som ud over at presse min krop flere gange har understreget over for mig, hvor meget alkoholen kan ødelægge min form. Og det har virkelig sat sig fast. Jeg gider simpelthen ikke knokle mig halvt ihjel i fitnesscenteret for at skylle resultaterne ud i weekenden.

Den anden årsag er, at jeg ikke skal have særligt meget sprut, før jeg bliver decideret fuld. Sådan har det altid været. Det har selvfølgelig sine fordele: Jeg behøver ikke bruge så mange penge på alkohol som andre og skal ikke fylde mig med så mange af de gyldne dråber. Men det har også sine ulemper: Jeg kan ikke slubre så mange af de lækre drinks i mig, og når de andre begynder at blive småsnalrede, er jeg allerede stangstiv. Og det er altså ikke fedt at være hende, der begynder at danse på bordene, mens de andre i selskabet lige sidder og hyggesludrer. Derudover har jeg simpelthen ikke tid til at have tømmermænd hver eneste weekend. Og ja, jeg kan godt høre, det lyder lidt kedeligt, men det er sådan, jeg har det. Og er det egentlig ikke okay?

Tvangsdruk, Nej tak! 

Tilbage til min venindes besked. Jeg kunne mærke, at jeg kom i lidt af et dilemma. Skulle jeg takke ja til invitationen og sympati-drikke? Skulle jeg sige ja, men gøre opmærksom på, at jeg ikke ville drikke? Eller skulle jeg takke helt nej? Jeg ville jo ikke knuse hendes hvidvinsdrømme. For jeg kunne nemlig allerede se skuffelsen i hendes ansigt for mig, når jeg blev nødt til at sige: “Nej, tak, Helene, jeg skal ikke have noget, men du drikker bare.” Men sådan måtte det blive. Jeg besluttede (på Helenes vegne), at det måtte hun bide i sig, og jeg skrev tilbage: “Ja, jeg vil vildt gerne ses på lørdag.” Og så var det en aftale.

Det blev lørdag, og vi skulle mødes på en café. Jeg kom først og fandt et bord til os, og allerede der kæmpede jeg med mig selv: ‘Hvad ville et enkelt glas skade? Det er jo bare mere hyggeligt med vin på  bordet.’ Mere nåede jeg (heldigvis) ikke at overtale mig selv, for pludselig stod Helene foran mig, og kort efter kom tjeneren. Beslutsomt røg det ud af mig: “Jeg skal bare have en Cola Zero,” hvorefter jeg kiggede nærmest undskyldende på Helene – klar til at komme med en længere forklaring.

Men til min overraskelse bestilte Helene bare et glas vin uden at fortrække en mine. Selvom hun ikke spurgte, tog jeg mig selv i at begynde at forklare, at det jo ikke var fordi, men jeg prøvede bare lige at lade være ... Helene smilede bare til mig, og det virkede, som om det var hende fuldstændigt ligegyldigt, hvilken væske der var i mit glas.

Og så slog det mig: Der er jo ingen, der gider drikke med én, der i virkeligheden ikke har lyst til at drikke. Så i stedet for at bekymre mig om, hvad mine venner tænker om min ædruelighed, så vil jeg prøve at forklare over for mig selv, at det er helt okay at sige nej tak. Hvis bare den forklaring er på plads, tror jeg ikke, der er brug for andre (forklaringer, altså – mennesker har jeg stadig lyst til at se, også uden at der er alkohol involveret).

Hvor meget skal vi egentlig finde os i på en date?

Det var sommer. Jeg havde en fin kjole på, gjort mig umage med håret og havde faktisk glædet mig til den meget spontane Tinderdate, jeg skulle på efter arbejde. Han havde fanget mig på en tilfældig søndag, og efter to korte beskeder havde vi aftalt at mødes i Frederiksberg Have. Jeg vidste vitterligt intet om manden. Men han så sød ud og tog initiativ. Helt dårligt kunne det vel ikke gå. Jeg tog fejl. Seriøst fejl.

Dårlig start, dårlig midte og dårlig slutning

Så nemt kan den date opsummeres. At manden (til min umiddelbare irritation) kom for sent til daten skulle faktisk vise sig at være en fordel, for det betød, at jeg havde mindre tid sammen med ham. Normalt er jeg ikke en type, der har svært ved at holde en samtale kørende. Faktisk har jeg nærmere svært ved kun at have én samtale kørende. Min pointe er, at jeg er god til mennesker. Men jeg arbejder ikke alene. Det kræver selvfølgelig også, at den anden er til stede. Det var ikke tilfældet her.

Spild af min tid

Allerede fra starten syntes jeg, han var mærkelig. Han dukkede op og lignede en, der lige havde sovet. Bevares, det skal han have lov til. Men noget var off.

Vi gik lidt rundt i parken, og det var, som om han ikke forstod, hvad jeg sagde, og ikke rigtigt kunne fokusere. Han spurgte mig om de samme ting og kunne ikke huske, hvad han selv havde sagt. En ting var han dog helt klar omkring: Han gad ikke sidde i solen! Vi havde ellers aftalt at sidde på et tæppe og nyde en øl i solen, men nu gad han åbenbart ikke, og jeg gad egentlig heller ikke dele mit tæppe med ham, så jeg løj og sagde, at jeg havde glemt det derhjemme. At det helt åbenlyst stak ud af det net, jeg gik rundt med, ænsede manden ikke.

Jeg havde næsten givet op, men vi satte os alligevel på en bænk i skyggen. Måske trængte han bare til at sidde ned og slappe af, måske var han nervøs. Men så begyndte han at snakke om sin drøm om at have en båd, men ikke sådan en normal, kedelig, lyseblå en, der hedder Miranda. Nej, han ville have en masse dyr på båden (okay, Noah), hvorefter han sluttede af med at sige, at det var fedt, at jeg havde taget et kostume på med lysende sole. Min kjole var hvid med sorte prikker! Han var dog lidt skuffet over, at jeg ikke var tandlæge, for han havde lidt problemer med tænderne, men ikke nogle penge.

Farvel og tak

Jeg fik endelig nok, og det mærkede han vist (wauw, alligvel). Han forklarede, at hvis han var lidt underlig, så var det bare, fordi han lige havde røget en stor joint, inden han gik hjemmefra. Manden var altså rygende skæv! Jeg gad ikke mere. Jeg tog min telefon op (og skruede op for lyden). Skrev til min veninde, at hun skulle ringe mig op tre gange med det samme. Hun ringede, ringede og ringede – højt. Jeg ignorerede den selvfølgelig, for man tager ikke sin telefon, når man er på date (man ryger sig bare skæv). Efter den tredje gang løj jeg – igen åbenlyst – og sagde, at jeg virkelig var nødt til at tage den her, for det var noget med en nøgle, der var stjålet og en syg kollega. Jeg blev nødt til at gå. Jeg rejste mig hurtigt, og han sjoskede efter og snakkede om samuraisvær og kængurustylter. Jeg nærmest småløb over til min cykel.

Not cool!

Jeg cyklede direkte ned til min veninde. Jeg havde behov for at dele situationen – og grine ad den. For det kunne jeg heldigvis sagtens, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere provokeret blev jeg. Hvad regnede han egentlig med? Jeg havde da andet at bruge min tid på! Og hvad hvis det havde været min første date? Ville jeg så nogensinde have haft lyst til så meget som at åbne Tinder igen? Det tror jeg faktisk ikke.

Jeg følte mig til grin. Mit udgangspunkt var seriøst. Jeg havde prioriteret ham i min kalender – i mit liv. Dermed ikke sagt, at det ikke kunne have endt i sjov og ballade, men i mine øjne svarede det her til, at jeg havde dukket op og været pissefuld. Og det kunne jeg da aldrig finde på. For vi er vel allesammen enige om, at når man mødes – to fremmede mennesker på en date i en park, så er det, fordi man er nysgerrig efter at se, om det kan blive til noget? Om kemien er der? Man skylder vel hinanden som minimum at forsøge. Hvorfor ellers overhovedet gøre det?

Og daten efterlod mig da også med spørgsmålet: Hvor lidt respekt kan man egentlig tillade sig at have for andres mennesker og deres tid? Et spørgsmål, som jeg stadig fortryder, at jeg ikke stillede ham – inden jeg slettede ham.

 

Den søde juletid er ikke lige sød for alle

I en tid, hvor den største bekymring for de fleste af os handler om at finde den perfekte julegave eller den sjoveste nytårsfest, blev jeg for nylig mindet om, at den søde juletid (desværre) ikke er lige sød for os allesammen.

Undskyld, kan jeg få dig til at ringe efter en ambulance?”

Undskyld, kan jeg få dig til at ringe efter en ambulance?” Sådan lød det, da jeg forleden blev stoppet af en hjemløs, der bad mig ringe til en ambulance, som kunne komme og hente hans ven – en ældre mand, der lå på en bænk under et halvtag og havde svært ved at stå, gå og trække vejret.

Manden, der stoppede mig, var helt rolig – ja, han kunne lige så godt have spurgt mig, om jeg ville rykke lidt til højre. Men det gjorde han ikke. Han spurgte, om jeg ville være så venlig efter at ringe efter en ambulance til hans ven. De to forrige, han havde spurgt, havde desværre ikke haft strøm nok til at ringe...

Efter jeg havde ringet, forsikrede den hjemløse mig om, jeg ikke behøvede at blive. “Han havde nemlig lært førstehjælp,’ forklarede han mig nærmest undskyldende. Men jeg valgte at blive, til ambulancen kom. Og så stod jeg ellers der med et menneske med et så fundamentalt anderledes liv end mit og kiggede på hans ven, der skiftevis støttede sig til en stor hund og en beskidt bænk – imens jeg blev lidt forsinket til mødet med en veninde, der var småstresset, fordi julegaverne endnu ikke var på plads.

Samme alder, men to forskellige verdener

Mit nye bekendtskab var også bekymret, men ikke fordi det var jul. Nej, hans bekymringer gik på, at det var koldt om natten, og at han ikke vidste, hvor længe hans ven ville kunne klare de kolde nætter

Han er jo en gammel mand, og det er ikke godt for ham. Han er næsten 63 år!” I min verden er en mand på 63 år altså ikke gammel. Men det her var ikke min verden.

Jeg har aldrig skullet bekymre mig om, hvorvidt mine venner ville overleve natten – eller om jeg selv ville for den sags skyld. Og måske derfor har jeg også altid været lidt nysgerrig på den verden. For selvom den er så fundamentalt anderledes end den, fleste af os er vant til at færdes i, er jeg helt overbevist om, at der ikke nødvendigvis er så langt til den, som nogle af os tror.

En teori, jeg også fik bekræftet efter de 40 minutter, jeg endte med at vente på ambulancen sammen med manden. En mand, som jeg på grund af hans vejrbidte ansigt og forhutlede udseende havde skudt til at være tæt på 50 år. Men som i virkeligheden var 32 år – præcis som jeg selv er. En mand, som havde været hjemmeværnsmand og haft sin egen familie, men også havde kæmpet med ADHD og et misbrug, der betød, at han de sidste otte år havde levet på gaden.

For otte år siden gik jeg på 3. semester på universitet og troede, jeg vidste det meste. Det tror jeg også nu, men hvor er det altså vigtigt at blive mindet om, at der er så meget at lære endnu. På både godt og ondt.

Kram og kys 

Da ambulancen endelig dukkede op, blev manden mere rolig og gav mig både et stort kram og et kæmpe kindkys. Og hans store taknemlighed varmede helt ærligt mere end min tykkeste sweater, og mit håb er bare, at han følte sig en smule tættere på den verden, der engang også var hans.

Hvis du spørger mig, så må og skal den verden ikke være længere væk end en enkelt kram.

 

 

 

 

11 ting, du ikke skal sige til os, der er stressede

1. Du virker lidt stresset. Godt spottet! Du mener det sikkert godt, men det har altså lidt samme effekt, som når folk siger: ‘Du virker sur’, og man bare bliver endnu mere sur.

2.Har du nu også husket…? Er det virkelig nu, du vil minde mig om, at jeg faktisk har endnu flere opgaver, end jeg troede?

3. Du skal nok nå det! Jamen, hvis du siger det, sååå... Kan du også se, om jeg vinder en million i Lotto?

4. Det er alt sammen i dit hoved. Gider du sige det til den bunke papirer, der ligger ovenpå bunken af vasketøj og under min kalender, der er rødglødende med aftaler?

5. Du trænger til ferie. Ja, det gør jeg – og hvis du er sød at bede min chef om fri, bestille rejsen, pakke mine ting i en kuffert og betale, så tager jeg gerne med.

6. Din hud har heller ikke godt af, at du stresser. Nej, virkelig?! Jeg troede ellers, at de fire bumser i min pande var udtryk for, at jeg var i balance.

7. Der findes folk med meget større problemer end det her. Ja, du har helt ret, men jeg må altså lige tage stilling til hungersnød og krig en anden dag.

8. Træk vejret, og slap af. Fint. Kan vi så komme videre?

9. Hvorfor kører du dig selv sådan op over det? Fordi det er vigtigt for mig, og jeg gerne vil gøre det godt.

10. Du burde nok håndtere det anderledes. Input modtages gerne. Det gør ubrugelige konstateringer derimod ikke.

11. Du er altså ikke den eneste, der er stresset. Det ved jeg. Og jeg ved også, at jeg ikke skal sige netop den sætning til en person med stress, for det gør jo ikke mig mindre stresset, at andre også er det.