Sara siger

Sara er 32 år og tidligere chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.


“Woman har været mit livs store kærlighed, men det er på tide at sige farvel”

Sara, chefredaktør på Woman

Jeg har ikke så let til tårer. Våde øjne er for mit vedkommende forbeholdt begravelser og tudeøjeblikkene i Grey’s Anatomy – eller en sjælden bytur, hvor der er kommet så meget alkohol indenbords, at det flyder over og kommer ud af øjnene på mig. Men lige nu kan jeg faktisk mærke, at jeg er rørt. Den leder, som jeg prøver at hive ud af tankerne og ned i tasterne, er nemlig min allersidste på Woman.

Da jeg første gang satte mine ben på redaktionen, var jeg 23 år gammel og landet der ved lidt af et tilfælde. Jeg var på vej i praktik som journalist og tænkte, at Woman lød meget sjovt, selvom jeg ikke rigtigt havde noget forhold til bladet, ud over at jeg engang havde købt en lipgloss fra Rimmel, der havde vundet en stortest.

It's a match!

Men vi blev et match, Woman og jeg, og ligesom med mange af de helt store kærlighedsforhold fungerede vi lidt på trods. Jeg var en drengepige, interesserede mig ikke synderligt for mode og makeup – eller for at bo og arbejde i København for den sags skyld – og jeg havde nærmest aldrig åbnet et såkaldt dameblad. Endnu mindre havde jeg drømt om, at jeg en dag skulle være chef for et.

Men der skete et eller andet med os, med Woman og mig, som jeg ikke helt kan forklare. Vi passede bare sammen. Som Bacardi og cola. Som Ross og Rachel. Som dyne og pude. I dag er jeg 32 år, og jeg kan uden tøven og uden fortrydelse sige, at Woman indtil nu har været mit livs store kærlighed.

Selvfølgelig har jeg datet mænd undervejs, hængt ud med veninder og familie og også flirtet med andre interesser som træning, tv-serier og (mange) fester. Men at jeg i syv år har været glad – ja, lykkelig faktisk – kan jeg primært takke mit job og mine kolleger for.

Det siger jeg ikke for at prale, men for at du skal vide, hvor meget dette job har betydet for mig, og hvor stor en del af det, du også har været, kære læser. Det er sjovt at lave indhold, ja, men hvis der ikke er nogen, der læser det, reagerer på det og værdsætter det i den anden ende, så kan det godt føles ligegyldigt. Som at give alt til en eksamen for derefter at gå derfra uden at få en karakter.

Men hvis der er noget, I læsere gør, så er det at reagere på det, vi laver. Med ris, ros og masser af kærlighed. Det betyder bare så vanvittigt meget, at det job, der har gjort hele forskellen i mit liv de sidste syv år, også har gjort en forskel hos mange af jer.

Et enkelt ord

Dertil kommer de tusindvis af kvinder (ja, så mange tror jeg faktisk, det er), som har optrådt i magasinet, i den tid jeg har været her. Som har delt deres historier med mod og ærlighed, og som har inspireret og rørt så mange af os og på den måde været med til at forandre liv. I har i hvert fald forandret mig!

I har vist mig, at jeg ikke behøver at være ligesom alle andre for at være perfekt. Faktisk er det lige præcis mit røde hår og min særlige blanding af storhedsvanvid og jysk beskedenhed, der gør mig til noget særligt. I har vist mig, at der ikke er noget, der er for personligt eller pinligt at dele med andre. Der er altid nogen, der har oplevet det samme som dig – eller værre – og det hjælper at sige det højt.

Jeg er normalt en kvinde af mange ord, men lige præcis i denne sammenhæng har jeg svært ved at finde de rigtige. Jeg tror, jeg vil nøjes med et ‘tak’, hvor kort og brugt det end er. Tak til jer, skønne, seje læsere. Tak til jer, skønne, seje kolleger. Tak til skønne, seje Woman. I er perfekte, lige som I er, og lav aldrig om på jer selv, fordi I føler jer presset til det.

Og så vil jeg stoppe her, for jeg er bange for, at hvis jeg bruger flere og større ord, så bliver klumpen i halsen til faktiske tårer, og på trods af alt, hvad Woman har lært mig, er det at græde på jobbet ikke én af tingene. Men skulle jeg nogensinde gøre det, skulle det da være nu. Jeg tror aldrig, jeg vil få samme følelser for et job igen, som jeg har haft for det her.

Tak! Og kæmpe kram fra Sara

Respekt for dem, der lever med en usynlig sygdom – og tager det som en kvinde!

Sara

Jeg er (7-9-13) næsten aldrig syg. Den ene gang hvert andet år, jeg melder mig syg med noget hoste eller opkast, varer det som regel kun en enkelt dag, og så er jeg tilbage på jobbet. Men hvilken dag! Jeg har så ondt af mig selv, at du tror, det er løgn.

Jeg går ultralangsomt rundt i min lejlighed i et par bløde futter, som om selv den mindste pludselige bevægelse kan tage livet af mig. Jeg ringer til min mor og snakker helt lavt, hæst og langsomt, også selvom det slet ikke er min hals, der er noget galt med. Og jeg tænker grumme tanker som: ‘Hvad nu hvis jeg døde? Hvor længe ville der så gå, før nogen opdagede det?’

Det er så slemt, at man skulle tro, jeg var en mand!

De sjældent syge

Men faktisk tror jeg slet ikke på den der med, at mænd er mere ynkelige, når de er syge, end vi kvinder er. Jeg tror på, at folk, der meget sjældent er syge, er mere ynkelige.

Vi er simpelthen ikke vant til at tackle det ubehag, det medfører, med styrke og – lad os være ærlige – værdighed. Vi er vant til, at vores krop bare fungerer, og det føles som et frygteligt svigt og nederlag, når den ikke gør.

Nej, styrke og værdighed, når det gælder sygdom, er forbeholdt dem, der for alvor er syge. Det blev jeg bekræftet i, da jeg læste artiklen om de usynligt syge kvinder i den udgave af Woman, der er på gaden nu. Er du gal, de er (sygt) seje!

Da jeg læste deres historier, blev jeg først ramt af forfærdelse over, hvor voldsomme ting de kæmper med. Jeg var nødt til at prikke til min sidekammerat, vores journalist Maria, for jeg kunne næsten ikke rumme, hvor frygteligt det måtte være for dem.

Men så gik det op for mig, at det var min tolkning af deres historier, ikke deres. Ikke ét sted optræder ord som frygteligt eller forfærdeligt i deres beskrivelser af deres tanker og følelser, og hvorfor ikke? Fordi disse kvinder – i modsætning til mig og mange andre, når vi er syge – ikke har ondt af sig selv.

Inspirerende indstilling

Freja, Michell, Maria og Lotte, som de fire kvinder hedder, deler ikke deres historier for at få medynk. De vil egentlig bare gerne udbrede kendskabet til de usynlige sygdomme, de kæmper med, så de og andre i samme situation forhåbentlig kan blive mødt med lidt mindre forvirring og lidt mere forståelse fremover.

Selve sygdommene, ja, dem lever de med eller kæmper imod, så godt de kan, men én ting er sikkert: De nægter at overgive sig til dem og den selvmedlidenhed, der kunne indtræffe, hvis de lod den gøre det.

Dén indstilling og tankegang er i den grad inspirerende og værd at tage til sig – hvad enten du så er syg eller ej.

PS. Du kan læse de fire kvinders seje historier i det nummer af Woman, der er på gaden nu. Find det i en bladkiosk nær dig!

Stop så med at kommentere på andre kvinders størrelse (også selvom det er muskler)

Sara, der træner

Da ovenstående billede blev taget, var jeg lige begyndt at træne. Jeg havde løftet mine første vægte, hevet lidt i håndtaget på en romaskine og sågar vovet mig ind på et Stram op-hold eller to. Dengang væltede det ind med ros og anerkendelse. “Hvor er du sej!,” var stort set standardkommentaren, hver gang jeg pavestolt kom slentrende ind på jobbet eller ind i en venindes lejlighed.

Men det var dengang... 

Siden det foto blev taget, har jeg trænet regelmæssigt i mere end to år. Vi snakker fire-fem gange om ugen, vi snakker tung styrketræning, og vi snakker ubehageligheder som spinning og burpees. Men i takt med, at vægtene er blevet tungere, er de opmuntrende kommentarer blevet færre – og jeg havde selvfølgelig ikke forventet andet, for folk kan jo ikke blive med at klappe mig på skulderen, hver gang jeg kommer fra træningscenteret. De har jo også andet at lave.

Hvad jeg derimod ikke havde set komme var, at skulderklappene på sigt ville blive udskiftet med noget, der bedre kan beskrives som let fnysen eller rynken på næsen. Og at de rosende ord ville blive erstattet af formaninger som: “Husk, at der også er andet i livet,” og “Hvis du bliver større, så begynder du altså at få tyrenakke.”

K*****r altså

Hvem tror I, kommentarerne kommer fra? Jeg kan afsløre, at det ikke begynder med M og slutter på D, for mænd giver ikke udtryk for andet end respekt for min nye hobby. Nej, det er andre kvinder, der har travlt med at se skævt til mig og mine voksende muskler.

Jeg skal selvfølgelig skynde mig at sige, at det langt fra er alle kvinder, der reagerer negativt – mange er vildt søde, støttende eller endda fløjtende ligeglade, og alt det er fint med mig. Men jeg bliver sgu ked af det – også på hele mit køns vegne – når kropsstikpillerne falder. Hvis der er nogen, der burde vide, hvor hårdt vi kvinder tager kritik af vores kroppe, så er det da andre kvinder!

Der er kommet mere og mere fokus på et realistisk og forskelligartet kvindebillede i medierne – en positiv udvikling, som vi også har forsøgt at bidrage til her på Woman. Og jeg synes, vi er blevet meget bedre til at give plads til og hylde de kvinder, der står frem med naturlige, kurvede og såkaldt uperfekte kroppe i det offentlige rum. Stort hurra for det!

Engang imellem glemmer vi bare den rummelighed og næste-kvinde-kærlighed ude i virkeligheden. Her er vi stadig hurtige til at dømme andre kvinder og deres figurer – og hvis den figur så ovenikøbet er veltrænet eller ultraslank, så tror vi, det er helt okay at kommentere på den.

“Nu skal du vist heller ikke være større,” er pludselig en legitim kommentar, hvis den går på størrelsen af muskler. Eller hvis ‘større’ bliver skiftet ud med ‘tyndere’. 

Lad os gøre det bedre

Jeg skal ikke sidde her og være hellig og lade, som om jeg ikke selv har tænkt grimme tanker om andre kvinders kroppe eller endda kommet med negative kommentarer om dem – nogle gange forklædt som et velmenende ‘Jeg er jo bare bekymret for dig.’ Men jeg vil virkelig, virkelig gerne prøve at lade være. Det klæder ikke mig, det klæder ikke dig, og det klæder ikke vores køn at gøre det, og de eneste, der kan vende udviklingen er os selv.

Skal vi ikke prøve at stoppe med at kommentere på hinandens størrelser? At bruge den gode, gamle: ‘Hvis du ikke har noget pænt at sige, så hold mund’? For hinandens og vores egen skyld?

Kropsstikpiller gør nemlig pisseondt, uanset om de rammer en spinkel, velpolstret eller muskuløs krop.  

Vil du læse flere klummer fra redaktionen på Woman, så følg med i vores nyhedsbrev her.

8 ting, du aldrig skal sige (højt) til en singlekvinde i 30'erne

Sara single 30'erne

Jeg er en glad single på 32 somre. Men inden det her kommer til at lyde alt for meget som en kontaktannonce fra 90'erne, så lad mig slå fast, at jeg hader, når folk prøver at putte mig i nogle single-kliché-kasser. Jeg kan for eksempel hverken lide gåture eller katte, og jeg indtager hverken store mængder chokolade eller rødvin.

Ergo er jeg ikke magen til alle andre singler, og det provokerer mig, når folk skærer os over én kam – eller går ud fra, at det må være sørgerligt at være os. Altså os singlekvinder i 30'erne... 

Støder du på én af os derude, så prøv derfor at lade være med at tale ned til os. Her er 7 sætninger, du gerne må undgå (og ja, jeg har hørt de fleste, så det er ikke noget, jeg bare har fundet på):

1. “Skal du ikke have børn?”

Det er ikke engang, min børnebørns-hungrende mor, der stiller spørgsmålet. Næ, det er alt fra fjerne fætre til veninders veninder, jeg lige har mødt til et middagsselskab, der synes, det er helt passende at spørge ind til mine underlivsrelaterede fremtidsplaner. 

2. “Du ved godt, det bliver sværere at få børn, jo længere tid, du venter, ikk'?”

En dejlig opfølger på sætning nummer 1. Jeg var ikke vild med biologitimerne i gymnasiet, og jeg er ikke vild med de biologitimer, folk prøver at pådutte mig nu.

3. “Du er alt for kræsen, når det kommer til mænd!”

Før du selv har dyppet dine tæer i den datingpøl, der hedder Tinder og Dating.dk, så lad venligst være med at udtale dig, tak! Og hvad mener du egentlig? Selvfølgelig er jeg kræsen! Hvis jeg skal opgive mit dejlige singleliv for en mand, skal det da være, fordi han er noget særligt.

4. “Det er vildt modigt af dig, at du klarer dig uden en mand.”

Ja, det er næsten et mirakel, at jeg har overlevet. Tænk på alle de gange, jeg kunne have mistet livet i trafikken, i Silvan eller et af de andre steder, hvor man skal have en penis for at begå sig.

5. “Vil du med til parmiddag?”

Det er simpelthen så sødt af alle vores veninder i forhold at tænke på os, men det ville være dejligt, hvis de ville tænke på os, når de skulle lave noget, der rent faktisk lød sjovt.

6. “Måske du burde tale med en psykolog?”

Det lyder absurd, men jeg har rent faktisk fået det forslag engang, hvor jeg fortalte om mit singleliv. Som om det at være single er en tilstand, der skal kureres – som stress eller depression.

7. “Er du ikke ved at være for gammel til at gå i byen?”

Indrømmet, der er nogle ting, jeg efterhånden ikke magter på en bytur, men medmindre du er dørmand, har du ikke ret til at se mit ID og vurdere, om jeg har den rigtige alder til at have det sjovt. Og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, det er mere trist, at der er nogen, der allerede i deres 30'ere er vokset fra at feste (men det kunne jeg selvfølgelig aldrig drømme om at sige op i deres åbne ansigt – jeg har jo pli...).

8. “Nårh, du må ikke opgive håbet. Du skal nok møde én en dag!”

Det er jeg simpelthen så glad for, du siger. Så vil jeg da lige prøve at slæbe mig igennem endnu et par måneder af denne ørkenvandring, der kaldes livet uden en mand. Tak!

Tilmeld dig her, hvis du gerne vil læse med, når jeg eller en af de andre Womans skriver indlæg på vores blogs.

“Er du ligeså vild med makeovers, som jeg er?”

Da jeg var barn, havde min venindes mor en stak dameblade liggende på toilettet. Jeg bladrede altid i dem, for sådan nogle havde min egen mor ikke, og der var én bestemt ting, jeg ledte efter hver gang: makeoveren!

Lige siden jeg var barn, har jeg elsket forvandlinger. Der var noget magisk ved den kedelige Karen fra Korsør, der med et nyt outfit og en smart klipning sprang ud som tjekket type. Den rodede, stilforladte stue, der med en klat maling og nye puder blev forvandlet til et drømmehjem. Og den slatne Sigurd med ølmaven, der med en træners hjælp blev tryllet om til sixpack-Sigurd.

Makeovers er bare fede – og fyldt med inspiration for os, der kigger på dem. Derfor har vi dedikeret det nye nummer af magasinet Woman, som udkommer 24. november, til små og store forvand­linger.

Sammen med sommerfuglene

Vi har fyldt vores Makeovernummer med tips og ideer til alle mulige andre forandringer, der kan puste lidt ny energi ind i hverdagen. Og de kommer i både små og store pakker.

Der er de helt lavpraktiske, som hvordan du sætter din knold på en ny måde eller laver noget andet end havregryn til morgenmad. Men der er også de helt store og modige, som fire kvinder i magasinet opfordrer dig til at springe ud i. Hvis du har lyst, altså.

Der er nemlig det med makeovers, at de gerne skal udspringe fra den del af dit indre, hvor sommerfuglene også blafrer rundt – og ikke fra den sorte, uhyggelige ‘Scar fra Løvernes Konge’-agtige del, hvorfra en bebrejdende stemme messer, at nu burde du også tage dig sammen. For du husker selv, hvordan det gik med Scar og hans store drøm, ikk’?

Før og efter

Makeovers skal helst være sjove. De er ikke altid overskuelige, men så meget desto mere bekræftende er det, når de lykkes. De kan virkelig give dig troen på, at du kan (sgu!) godt.

Og så elsker jeg tanken om, at hvis der er noget i dit liv, du gerne vil ændre, så kan du også gøre det. Ingen af os er ‘færdige’, medmindre vi selvfølgelig ønsker at være det.

Jeg er personligt selv et work in progress, som p.t. arbejder på en ny trænings­rutine, en mere tjekket stue og lidt flere farver på makeup og tøj. Og jeg skal selvfølgelig have før-og-efter-billeder af det hele, som jeg kan kigge på igen og igen – ligesom makeoverne i min venindes mors blade.

Elsker du makovers ligeså højt, som jeg gør? Køb det nye (makeover-)nummer af Woman fra 24. november!

“Voksen – hvem, mig? Jeg nægter!”

Der er tre ting, jeg er panisk angst for: Katte, bildøre, der åbner ud på cykelstien, og at blive voksen – altså sådan rigtigt.

Den første er relativt nem at undgå, for jeg lader bare være med at færdes steder, hvor der er katte – de græske øer for eksempel. Nummer to undviger jeg på daglig basis med en Spiderman-agtig smidighed på de københavnske cykelstier. Men nummer 3... den kan jeg ikke rigtigt afværge, vel?

Det lyder måske mærkeligt, at jeg efter fem år med et job, de fleste betegner som ret voksent, stadig er bange for v-ordet. Men lige så moden og ansvarsfuld jeg (for det meste) er på jobbet, ligeså teenageagtig er jeg, når jeg har fri. Heldigvis.

Anti-delebarn

Jeg elsker at feste hele natten. Jeg elsker at ligge en hel dag i sengen, bare fordi jeg kan. Jeg elsker at spise chicken nuggets til aftensmad. Jeg elsker at bruge penge uden at tænke mig om. Jeg elsker små sure shots. Jeg elsker, når mine forældre ordner noget for mig i lejligheden, som jeg udmærket selv kunne gøre, men bare ikke rigtigt gider. Jeg elsker at se New Girl i stedet for Nyhederne.

Jeg elsker mit liv. Jeg elsker min frihed. Og jeg er rædselsslagen for, at det skal ændre sig, hvis jeg bliver rigtigt voksen.

Selvom jeg er fyldt 32 år, er jeg ikke fan af alt det, der hører med til et voksenliv. Tværtimod.

At sidde til en stille og rolig middag en lørdag aften med rødvin og simremad er, hvad jeg vil kalde spild af god weekend. Og børn er, hvad jeg vil kalde lidt af et mareridt. Altså ikke andres – de er søde – for jeg kan aflevere dem hos forældrene, når de græder eller har skidt i bleen. Men at få mine egne? Yak! Hvad skulle barnet lave, mens jeg lå en hel dag i sengen og så serier? Og skulle jeg så dele mine nuggets? Udelukket! Jeg er slet, slet ikke klar.

Der kommer en dag...

Der er virkelig meget, jeg skal nå endnu, inden jeg endeligt lukker døren ind til teenagetilværelsen bag mig. Jeg får næsten stress af at tænke på, hvor travlt jeg har.

Men så er det, jeg minder mig selv om alle de festlige kvinder, jeg kender, der formår at leve et voksenliv, hvor der rent faktisk er plads til sjov. Og små sure shots.

Og så tager jeg en dyb indånding, svinger uden om bildøren, ignorerer katten og lader være med at bekymre mig, som det unge, letsindige menneske jeg er. Det kan godt være, jeg bliver rigtigt voksen en dag, men kedelig – det bliver jeg aldrig!

 

Vil du gerne holdes opdateret, når redaktionen skriver nye blogindlæg? Tilmeld dig Womans nyhedsbrev her.