Sara siger

Sara er 32 år og tidligere chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.


“Jeg har smidt batterierne ud af min f*cking badevægt – og er meget gladere”

badevægt forbudt

Da jeg voksede op, var en badevægt sådan noget, man skulle eje i et respektabelt hjem. Men vi havde på den anden side også et solarium, så deeeet...

Jeg ejer også en vægt nu, men jeg har fundet ud af, at det faktisk ikke gør noget godt for mig at bruge den. I hvert fald ikke på regelmæssig basis. Det eneste, der kommer ud af det, er følgende:

Sara ser sig i spejlet. Sara kan lide, hvad hun ser. Sara vejer sig og tænker: ‘Det kan da ikke passe’. Sara flytter vægten til en anden lokation, for det må være noget med gulvets overflade, der giver et forkert resultat. Sara træder op på vægten (og holder for en sikkerheds skyld vejret). Samme resultat.

Sara beslutter sig herefter for at leve rigtigt sundt i en uge, og da hun syv dage senere træder op på vægten igen, har hun det rigtigt godt med sig selv. Indtil vægten siger, at hun har taget 700 gram på. WHAT THE FUUUUUUUCK!?!?!

Kender du scenariet? Så burde du måske overveje at gøre som jeg og lade batterierne i din badevægt dø en lang og smertefuld død, hvorefter du lader være med at sætte nye i, indtil du en dag rent faktisk får brug for en badevægt.

Spørg din krop – ikke vægten

For hvis vi lige tænker nærmere over det, hvad er det så, vi rent faktisk skal bruge en vægt til? At fortælle os, hvor tynde (eller tykke) vi er? Det har de fleste af os altså vores jeans til.

Heller ikke vores sundhed er den rigtigt skarp til at udtale sig om. For eksempel er jeg, siden jeg begyndte at træne regelmæssigt, kun gået op i vægt, så hvis jeg skulle tro min badevægt, skulle jeg lade være med at træne. Tak for tippet, vægt, men jeg tror, jeg springer over.

Misforstå mig ikke: Der findes mange mennesker, der har brug for at veje sig: Gravide, for eksempel. Eller boksere, der skal holde sig inden for en vægtklasse. Eller folk, der af den ene eller anden sundhedsmæssige grund er i gang med at tabe sig eller tage på.

Ved du, hvem der ikke er på listen? Sunde, raske kvinder med tendens til perfektionisme!! (En kategori, som jeg selv tilhører, hvorfor jeg synes, det er okay med to udråbstegn).

Fra nu af lytter jeg til min krop, hvis jeg vil vide, hvor sund jeg er. Jeg hopper i et par skinny jeans, hvis jeg vil vide, hvordan det går med størrelsen på min bagdel. Og jeg kigger mig selv i spejlet og giver mig selv lov til at være glad for det, jeg ser – uanset hvor meget ‘det’ så vejer.

Så kan min badevægt hygge sig sammen med solariet til en temafest om 80'erne... hvor de hører til!

9 spørgsmål, du ikke skal stille alle os med rødt hår

Sara fra Woman har rødt hår

At have rødt hår er lidt ligesom at se Game of Thrones. Du er ikke nødvendigvis helt oppe at køre over det til at begynde med, men det bliver bedre og bedre med årene, og så kan du ikke undgå at elske det. Men det betyder ikke, at alle kommentarer om hårfarven er velkomne. 

Her kommer 9 spørgsmål, som jeg personligt godt kunne leve uden:

1. “Er du sygt hidsig?” Næ, ikke sådan på dagligt basis, men jeg kan godt fremtrylle et raserianfald, hvis du bliver ved. 

2. Blev du mobbet som barn? Er du gal? Det turde de da ikke. Jeg er jo sygt hidsig!

3. Er du ikke bange for selv at få et rødhåret barn? Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ville blive direkte skuffet, hvis mit barn IKKE havde rødt hår. Det er fedt at være rødhåret!

4. Kan du så aldrig blive brun om sommeren? Det kan jeg rent faktisk godt. Det tager bare længere tid, end den danske sommer varer. Men hvis jeg kom med i Robinson (og ikke blev stemt ud), så skulle du bare se løjer!

5. Hva' så, jordbærhjelm? Hva' så selv, klaphat? Det skal dog siges, at nogle kan få øgenavne som ‘jordbærhjelm’ og ‘hindbærhue’ til at lyde søde, men det er ikke flertallet.

6. Er du ægte rødhåret? Jeg ved godt, at flammende lokker er meget eftertragtede, og at der er nogen, der farver sig til dem, men os, der er født med dem, vil helst ikke anklages for den slags snyd.

7. Hedder du Weasley til efternavn? Det kan godt være, jeg er fan af Harry Potter, men du må da kunne finde på noget smartere at fornærme mig med.

8. Går du så til sådan nogle særlige fester og arrangementer for rødhårede? Næ, men det kunne jeg godt – for de lyder AWESOME!

9. Matcher måtten gardinerne? ...... Bare stop dig selv. 

“Er det mig, der er noget galt med, siden jeg ikke savner en mand i mit liv?”

“Hvordan går det med kærligheden?”

Hvis du ligesom jeg er single, er det med garanti et spørgsmål, du er blevet stillet flere gange, end Kanye West har sagt noget dumt. Jeg plejer at svare, at der ikke sker det store på den front, hvilket for det meste fremkalder et lettere medlidende blik, i nogle tilfælde et klap på skulderen og stort set altid en kommentar a la:

“Nå, men det skal jo nok komme!”

Jeg ved godt, at folk siger det i en god mening, men helt ærligt: Hvornår blev det at have en kæreste noget, vi alle bør stræbe efter, og som automatisk efterlader os singler i et trist tomrum, indtil det sker? Det er jo nærmest, som om det er værre at være kæresteløs end arbejdsløs! (Og intet ondt om arbejdsløse, men de fleste af dem vil rigtigt gerne have et job og leder aktivt efter det, men det samme gælder altså ikke alle singler).

Dates-pusherne

Du skal ikke misforstå mig – jeg vil da gerne have en kæreste, hvis den rigtige mand dukker op. Selvfølgelig! Men helt ærligt er det ikke noget, jeg savner i mit liv, og heller ikke noget, jeg rigtigt gider lede aktivt efter. Men det er der mange, der syntes, jeg burde.

Det er et evigt tilbagevendende punkt på venindedagsordenen at diskutere min singletilværelse – og ikke mindst hvordan jeg kan ændre på den. Hvem har en passende mand i sin omgangskreds, jeg kan blive matchet med, hvad er der sket på Tinder siden sidst, og burde jeg ikke også snart se at få oprettet en rigtig datingprofil?

Fordi de ved, at jeg er så ekstremt et konkurrencemenneske, har de endda forsøgt sig med væddemål: “Hvis du har været på date inden næste gang, vi ses, så har du vundet en biografbillet/en kasse cola/æren af at være typen, der dater”. Og hvis du kendte mig, ville du vide, at der er et eller andet seriøst galt, når jeg ikke bider på en udfordring af den type.

Jeg giiiider bare ikke.

Eller... det vil sige, at jeg da lejlighedsvis synes, det er sjovt at logge ind på Tinder, skrive med nogle mænd og også mødes med nogle af dem. Men det sker ekstremt sporadisk og uden det erklærede formål at møde en kæreste. Det er mere sådan for hyggens skyld.

Så er det nu!

Min alder har uden tvivl også noget at gøre med det, for der var knap så mange, der blandede sig i mit datingliv, da jeg var 25 år. Men nu er jeg 32 år, og hvis jeg vil have en baby, så skal det altså til at være nu! Sådan er der i hvert fald en del, der føler på mine vegne, men jeg er heldigvis ikke selv én af dem.

Det ville da være spild af gode singleår at bruge dem på at sukke over det, jeg ikke har i mit liv, når jeg har så meget andet. Frihed, for eksempel. Og fester. Og en løn, der kun skal bruges på det, som jeg synes er sjovt. Desuden har egenskaberne ‘skruk’ og ‘desperat’ sjældent gjort noget godt på datingmarkedet, så vidt jeg ved...

Det kan godt være, der kommer en dag, hvor jeg virkelig begynder at savne at have en kæreste, og når den tid kommer, så skal jeg nok begynde at gøre mig mere umage med at finde én. Men indtil da, kære veninder i forhold, så må I tro mig, når jeg siger: “Jeg er glad for at være single – og det er der ikke noget galt med.”

9 ting, vi perfektionister gerne vil have, at vores veninder skal vide

Jeg er ekstremt perfektionistisk – and I know it. Det betyder, at jeg nogle gange kan være liiiidt krævende at være veninde med, men måske ville det hjælpe, hvis mine (og dine veninder) vidste følgende:

1. Det er ikke dig – det er mig. Hvis jeg bliver irriteret på dig, fordi du tager et forkert glas med ind på mit nydækkede bord, så VED jeg godt, det er mig, der har et problem – og ikke dig. Og jeg prøver virkelig at lade være med at være en nar omkring det, men aarrrgh, det glas passer jo slet ikke ind!!

2. Det kan godt være, at jeg siger, at jeg “bare lige smækkede noget mad sammen”, men det er en stor, fed løgn. Hvis jeg laver den mest simple ret, kan du være sikker på, at det er, fordi jeg har bestemt, den skal være simpel... for to uger siden, hvor jeg begyndte at planlægge menuen.

3. Det betyder sindssygt meget for mig, hvis du bemærker, at jeg har gjort mig umage. Det kan godt være, jeg lader, som om at puderne altid står så flot, eller at der altid er en frisk buket på bordet, men i virkeligheden pynter jeg jo op, fordi jeg håber, du ser det. (Her kan du for øvrigt se de 15 værste ting, du kan gøre hjemme ved os, der er über-ordensmennesker).

4. Jeg kan have ekstremt svært ved at bede om hjælp. Så nogle gange er det fedt, hvis du bare giver mig den. Og jeg er sikkert mere taknemmelig for den, end jeg lige husker at give udtryk for. Jeg har jo travlt med at sørge for, at alt bliver perfekt!

5. Når du så tilbyder at hjælpe, elsker jeg, hvis du anerkender, at jeg sikkert har en særlig måde at gøre tingene på. “Hvordan vil du have, jeg skærer den her agurk?” Åh, gudskelov, du spørger!

6. Jeg har det supersvært med rod. Og det kan både være det rent fysiske rod, men også rod i aftaler stresser mig. Kan vi ikke bare lægge en plan og holde os til den? Hva'? Hva'?

7. Jeg ved godt, jeg kan være ekstremt irriterende i mit forsøg på at kontrollere alting. Og fordi jeg ved det, er det også okay, at du siger til mig, når jeg bliver for meget. Men gør det på en sød eller humoristisk måde – så er du sød.

8. Hvis noget ikke går som forventet, bliver jeg reeeet presset. Så hvis du, min distræte veninde, vil undgå, at unleash the beast, så gør du klogt i at komme til tiden, spise maden i den rækkefølge, det var tænkt, og tage med i byen, hvis jeg har booket et bord. Tak! 

9. Jeg HADER at gøre noget halvt. Hvis vi skal spille, skal vi også følge reglerne! Og hvis jeg skal holde en venindefødselsdag, skal den være fed! Ikke noget med en skærekage fra Føtex og en lunken sodavand. Det kan godt være, vi perfektionister er anstrengende, men i det mindste holder vi gode fødselsdage!

8 ting, du skal vide, før du dater en kvinde, der har et tæt forhold til sin bror

1. Du må ikke blive skræmt over, at jeg kan spise absurd meget.

Det kan godt være, min (lille)bror er et skur på 1,95 centimeter og 90 kg, men det betyder ikke, at jeg ikke vil have min halvdel af slikket/pommes fritterne. Så jeg har lært at tage for mig – deal with it!

2. Jeg har en tendens til at konkurrere om ALT!

Og nej, jeg går ikke automatisk ud fra, at du er bedre end mig til sport, bare fordi du er af hankøn. Og ja, jeg er en sindssygt dårlig taber.

3. Jeg har lært, hvordan man virkelig kan gøre ondt på en dreng/mand med skarpe kommentarer.

Et uundværligt våben, da min bror og jeg var børn, og hans lammere gjorde mere ondt end mine. Men jeg skal nok prøve at lade være med at bruge det for tit.

4. Jeg bliver til gengæld ikke ‘tøsesur’.

Det ‘våben’ forstår brødre nemlig ikke, så man kan ligeså godt lade være med at tage det i brug.

5. Jeg er vant til at blande mig i, hvilket tøj min bror går med.

Så hvis du bliver min kæreste, kommer forholdet med indbygget personlig stylist – og et væld af tøjgaver til jul og fødselsdage. Vælg at se det som en gave i stedet for en forbandelse, okay?

6. Ja, vi kan godt finde på at sove i samme seng, uden der er noget mærkeligt i det.

DU er mærkelig!

7. Der vil være jokes, som du bare aldrig kommer til at forstå.

Var du der måske, dengang vores mor klippede vores hår alt for kort eller tvang os til at gå med mærkelige guldbriller som børn? Nope!

8. Du vil aldrig kunne konkurrere med min bror i mine øjne, så det bedste, du kan gøre, er at lade være med at prøve.

Det smelter til gengæld mit hjerte, hvis du bliver bedste venner med ham. Hilsen en storesøster.

“Jeg er en kæmpe stræber, når det kommer til min krop”

Jeg har altid været en stræber, når det gjaldt karakterer. Det gjorde mig ret irriterende i folkeskolen og gymnasiet, for jeg var typen, der kunne få 11 til en eksamen (ja, så gammel er jeg) og stadig brokke mig over de fejl, jeg havde lavet, som gjorde, at jeg ikke fik 13. Undskyld, klassekammerater!

Jeg voksede heldigvis lidt fra mit irriterende karakterrytteri, da jeg kom på Journalisthøjskolen (måske fordi jeg fik travlt med fredagsbar-rytteri), og bortset fra en provokerende attitude til lidt Bezzerwizzer-spil hist og her, troede jeg egentlig, at jeg havde lagt det bag mig. Nøgleordet her: TROEDE jeg ...

Én blandt mange

Jeg indså nemlig for nylig, at jeg stadig er en stræber – bare med noget andet end karakterer. Jeg er blevet en kropsstræber.

Det gik op for mig, efter at jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville spise slik og kage i tre måneder (og alle, der følger @womandk på Instagram, ved, at det er svært!). De tre måneder gik, jeg overholdt min aftale med sig selv, og alle sagde, at det var sejt gået.

Problemet var bare, at det syntes jeg overhovedet ikke selv. Jeg kunne slet ikke klappe mig selv på skulderen, for jeg kunne jo have gjort meget mere. Spist mindre junkfood, for eksempel. Eller drukket mindre Cola Zero. Eller spist færre sukkerfrie snacks som frugt og den slags.

Lyder det langt ude? Det er det også! Og bruger jeg min sunde fornuft, kan jeg godt se det. Den sunde fornuft har det bare med at blive lidt usund, når det handler om sundhed og synet på min egen krop.

Og sådan er jeg langtfra den eneste, der har det. Det ved jeg, fordi vi i Womans særlige kropsnummer, der er på gaden nu, har lavet en kropsundersøgelse blandt mere end 1.100 kvinder, og der er en del kropsstræbere iblandt.

Kvinder, der tror, de ikke må spise kage og samtidig kalde sig sunde. Kvinder, der trods slanke kroppe ikke kan lide at klæde sig af foran andre. Kvinder, der aldrig opnår de squatnumser og hvepsetaljer, de ser på Instagram, og derfor ikke synes, at deres krop fortjener mere end et 7-tal ud af 10.

Det er da godt nok

Netop 7 er den karakter, som de fleste af jer giver jer selv, når I skal bedømme jeres krop og generelle sundhed – og også den karakter, jeg vil give mig selv på begge skalaer. Og jeg kan sige det samme om den, som man siger om at få 7 i folkeskolen: “Det er da en pæn karakter. Den er der ikke noget galt med.”

Og det er der bestemt heller ikke, medmindre man ligesom jeg aldrig er tilfreds, før topkarakteren er i hus. Men kommer den nogensinde det? Personligt træner jeg fire gange om ugen og synes stadig ikke, det er nok. Jeg kan gå tre måneder uden slik og kage og synes stadig ikke, det er nok. Og jeg kan se i spejlet, at min krop er lang, ret slank og velproportioneret, og jeg synes stadig ikke, det er nok.

Jeg er simpelthen nødt til at lære at glæde mig over det, jeg gør rigtigt, i stedet for at ærgre mig over det, jeg gør forkert. I den forbindelse vil jeg lade mig inspirere af kvinderne på side 40, som langt om længe har lært den svære kunst. Måske du skulle gøre det samme?

I denne uge får du masser af inspiration til netop det, når vi sætter fokus på at elske sin krop her på Woman.dk. Derudover vil jeg opfordre dig til at købe Womans store kropsnummer, hvor du kan møde masser af andre kvinder, der har det præcis ligesom dig – og mig.