Sara siger

Sara er 32 år og tidligere chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.


7 ting, du ikke skal sige til os kvinder over 175 centimeter

Da jeg var lille og vitterligt meget lille (var den mindste i klassen indtil 9. klasse eller sådan), havde jeg ét stort ønske: At blive høj. Nu er jeg 180 centimeter og har ét stort ønske: At folk vil stoppe med at sige nedenstående ting til mig:

1. “Jamen så er du jo høj nok til at blive model.” Og alligevel er der ingen bureauer, der har ringet, så det, du i virkeligheden siger, er, at resten af pakken ikke helt har modelpotentiale. Men jo, du har ret – det er i hvert fald ikke højden, der spænder ben for, at jeg kan blive model...

2. “Så kan du aldrig gå i hæle.” Der tager du fejl: Det kan jeg gøre, ligeså tit jeg har lyst. Det sker så ikke særligt tit, men det er på grund af mine klumpfødder – ikke højden.

3. “Jeg dater kun mænd over 190 centimeter.” Jamen du er jo selv kun 165 centimeter høj? Hvordan er det fair?!? Hvis du nu havde holdt dig til mændende på din egen størrelse, havde jeg ikke været single i dag og haft brug for at lave denne tjekliste til mænd, der vil date mig (og kvinder som mig).

4. “Du er en stor pige.” Nu tænker du sikkert: ‘Der er der da ikke nogen, der siger’. Men der tager du fejl! Det er kun et par måneder siden, at en ekspedient sagde det til mig i en butik, og hun mente det sikkert sødt nok, for hun ville jo gerne sælge noget. Men det gjorde hun så ikke lige den dag...

5. “Vi er lige høje, når vi ligger ned.” Tak for den, random Tinder-mand, men det eneste, du formåede der, var at overbevise mig endnu mere om, at jeg ikke skulle date dig.

6. “Jeg hader virkelig at være så høj.” Det er typisk sagt af kvinder, der også bevæger sig rundt oppe i mit luftlag, og jeg synes simpelthen, det er sådan en ærgerlig ting at sige, for 1) Du kan alligevel ikke lave om på det, 2) Du giver mig et indtryk af, at jeg også burde være ked af min højde, og det er jeg altså ikke og 3) Du er møglækker!

7. “Du er da ikke 180 centimeter!” Okay, der fik du mig – jeg er kun 179,5 centimeter. 

8 ting, du skal vide, før du dater en kvinde, der har styr på pisset (altså sit liv)

1. Jeg har min egne penge, men derfor synes jeg stadig, det er sødt, når du giver en middag. Eller en øl, jeg er ikke kritisk. Jeg ER derimod kritisk over for mænd, der har bare den mindste snert af nærighed i sig, og nej, det er ikke ligestilling at dele regningen på første date. Det er bare dårlig stil.

2. Jeg har ikke BRUG for dig i mit liv, men det betyder ikke, at jeg ikke har lyst til at have dig i det. Eller som en af mine tv-heltinder, Meredith Grey, siger til sin mand McDreamy i sæson 11: “Jeg kan godt leve uden dig. Men det har jeg ikke lyst til.”

3. Min garderobe har formentlig kostet det samme som en lille lejlighed, og jeg er ikke interesseret i nogen form for fordømmelse. Ja, jeg shopper meget. Men jeg arbejder også meget. Og jeg kommer ikke til at ændre på nogen af delene, hvis vi bliver kærester, medmindre jeg selv har lyst.

4. Jeg er blevet så vant til at bo alene, at det kommer til at tage noget tid, før jeg vænner mig til at bo sammen med nogen. På forhånd undskyld.

5. At drømme om børn og bryllup er ikke det samme som at være desperat. Bare fordi jeg gerne vil have de ting i mit liv på et tidspunkt, betyder det ikke, at jeg vil have dem om en måned – eller med hvem som helst.

6. Jeg er vokset fra mine dramaqueen-dage. Så hvis du synes, det er fedt med en kvinde, der er lidt jaloux og crazy ‘smid med ting’-agtig – eller du selv har tendens til at være det – så kan du bare swipe til venstre, når du ser mig på Tinder.

7. Jeg er enten på jagt efter noget helt casual eller helt seriøst. Den der ‘lad os date semi-seriøst i 7 måneder, mens vi også knalder med andre, og så må vi se, hvad det kan blive til’ har jeg ikke den helt store interesse i. 

8. Jeg ved godt, at jeg kan virke hård, men det lover jeg, at jeg slet ikke er. Det er bare ikke hvem som helst, der kan trænge igennem panserglasset. Men en rigtig (eller den rigtige) mand er heller ikke bange for en udfordring, vel?

“Vi kalder mænd for idioter, men opfører os selv ligeså slemt – eller værre!”

Nu siger jeg lige noget, og du skal ikke tage det personligt, men du kan virkelig være en idiot. Undskyld, men så er det sagt. Det er dog ikke bare dig. Det er alle os kvinder – eller i hvert fald mange af os. Vi opdager det bare ikke altid, fordi vi har travlt med at beskylde mænd for at være idioter. Og guderne skal vide, at det kan de også være, men det betyder ikke, at vi skal være det samme. Bare fordi én stjæler din cykel, er det ikke i orden at stjæle en andens og alt det der.

Hvad tror du selv?

Nå, men hvor kommer denne pludselige indsigt fra? Jo, den kommer i forbindelse med, vi lavede Woman 222, hvor vi har en artikel om mænds usikkerheder. Her har vi spurgt mændene, hvad vi kvinder siger, der sårer dem, og hvad der gør dem usikre i parforholdet. Og det er spændende, men absolut ikke sjov læsning. Tag for eksempel denne episode:

“Jeg inviterede (høfligt) en kvinde ud. I stedet for et høfligt ‘nej tak’ lavede hun en grimasse, som havde hun lige oplevet det mest ulækre i verden, hvorefter hun kiggede på sin veninde, og så brød de begge sammen i grin.”

Fik du også lidt ondt i maven af at læse det? Det gjorde jeg. Og ikke kun på grund af modbydeligheden i det, men også fordi jeg skamfuldt må sige, at jeg godt kan genkende en snert af opførslen. Har vi ikke alle prøvet at opføre os respektløst, uhøfligt og direkte koldt over for en mand i byen? Fordi han var irriterende fuld, bare irriterende, eller fordi han var den tiende mand den aften, der kom med en smart kommentar, og du lod frustrationen over de foregående ni gå ud over ham. Jeg skammer mig over det – på mine egne og på vores køns vegne.

Fra én idiot til en anden

Jeg vil gerne gøre det bedre, og jeg håber, at du gerne vil gøre det bedre. At du vil være med til at være lidt sødere over for de søde mænd. Mænd, der er følsomme, sårbare og usikre. Mænd, der tager dine hårde ord til sig og husker dem i årevis. Mænd, der er nervøse for at vise sig nøgne, fordi sixpacken ikke sidder lige i skabet, eller fordi en ekskæreste ikke kunne nævne én eneste tiltrækkende egenskab ved ham ud over tryghed.

Mænd er ikke altid så gode til selv at sætte ord på disse ting – det er tabu for dem. Og fordi Woman 222 handler om at bryde tabuer, har vi været med til at afsløre deres usikkerheder for dem. Jeg håber, du vil tænke på dem, næste gang en mand i byen tager mod til sig og inviterer dig ud, og at du vil give ham et respektfuldt svar. Det fortjener han, uanset hvor store idioter mænd kan være – ellers er det dig, der er idioten.

7 ufede ting, vi alle har udsat vores veninder for i fuld tilstand

Julefrokostsæsonen er over os, og det betyder små sorte (kjoler) og små hvide (snaps) i massevis. Og mens opstarten på sådan en julefrokost – eller en fest generelt – altid er fyldt med velpolerede selfie-smil og gode manerer, har de fleste af os det med at blive lidt mere uhøflige ud på natten. Og ja, det går også (eller måske især) ud over vores veninder, når vi er fulde. Jeg har i hvert fald gjort mig skyldig i følgende fulde veninde-synder i årenes løb. Hvilke af dem har du begået?

1. Jeg taler over mig

Jeg er virkelig god til at holde på hemmeligheder... indtil jeg bliver fuld. Så har de det med at fosse ud af mig i samme tempo, som alkoholen ryger ind. Og dagen efter har jeg det forfærdeligt. Undskyld, veninder! Fortæl mig aldrig mere noget, som er for uimodståeligt svært at lade være med at dele på et toilet til festen.

2. Jeg drikker mig alt for fuld

Og det er okay, for min veninde er der jo til at sørge for, at jeg kommer i en taxa hjem – og at min designertaske og iPhone kommer i samme taxa...

3. Jeg dropper hende til fordel for en mand

“Jeg mødte lige ham her oppe i baren, og så glemte jeg helt, at du eksisterede. My bad!”

4. Jeg tørrer irriterende mænd af på hende

Er jeg den eneste, der er absurd dårlig til at afvise mænd, som jeg ikke er interesseret i, direkte? I stedet har jeg en tendens til at pudse mine veninder på dem: “Kan du ikke lige få ham der til at gå? Så er du en skat, tak!”

5. Jeg snerrer ad hende

Den, man elsker, snerrer man ad, når man er fuld. Det gør jeg i hvert fald! Men der er simpelthen ikke noget, der er mere nederen end at være ‘mean drunk’, så det arbejder jeg virkelig på at holde op med. Virkelig.

6. Jeg laver houdinien

Når jeg skal hjem, skal jeg hjem. Og ja, det sker ofte uden den veninde, som jeg højt og helligt havde lovet at følges med. Nogle gange vinder kebabrulle i sengen bare over at vente på veninde, der først lige skal drikke ud, finde sin jakke og flirte færdig. Am I right?

7. Jeg overøser hende med al den klæbrige kærlighed, som jeg har lidt svært ved at sætte ord på til daglig

Fordi jeg jo elsker mine veninder og skylder dem en stor tak – ikke mindst fordi de kan holde mig ud, når jeg er fuld...

Sara siger: 12-tals-kvinderne

For nylig læste jeg en artikel om, hvordan det er at være løve (stjernetegnet, ikke dyret – selvom det andet også kunne være fedt!). I den stod der, at vi løver går all in, når vi skal arrangere ting. Vi kan ikke leve med, at noget bare er ‘godt nok’ – det skal være perfekt! Der stod også, at vi hele tiden stræber efter at gøre alting bedre, vildere, højere. 

Jeg læste det og tænkte: ‘Det er da alligevel vildt, så godt det passer!’ Men siden er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt det egentlig er en løveting, den der perfektionisme. Er det i virkeligheden ikke en kvindeting?

Stræbere i livet

Jeg kender i hvert fald én kvinde, der giver mig ret, og det er Stefanie, der er med i det nyeste Woman. På side 40 snakker hun om kvinders stræben efter at være Super-woman. Her fortæller hun om sin mangeårige jagt på det perfekte. Hun skulle være den første i træningscenteret om morgenen, den sidste på jobbet om aftenen og den mest overskudsagtige i venindegruppen. Og det gik meget godt for hende – indtil hun fik en depression.

Så langt ud har min stræben ikke presset mig, men jeg kan genkende mange af de ting, Stefanie fortæller om. Jeg siger heller aldrig nej til en aftale, selvom jeg ikke kan overskue den. Jeg finder også støvsugeren frem på mærkelige tidspunkter, fordi mit hjem skal være perfekt. Jeg føler også tilfredshed, når jeg har presset mig selv til det yderste – eller længere. Når jeg har bevist over for mig selv og andre, at jeg kan overskue alt.

Stop den onde cirkel

Problemet er bare, at det kan vi jo ikke. “Ingen mennesker kan score 12 på alle livets områder,” pointerer psykolog Rikke Papsøe i artiklen. Og det kan vi alle hurtigt blive enige om, at hun har ret i – men det stopper os bare ikke i at forsøge! Hele 79 procent af Womans læsere har mærket stresssymptomer, fordi de ikke præsterede så godt, som de gerne ville. 79 procent! Det er altså kun hver femte unge kvinde, der IKKE presser sig selv for hårdt. Og for hvis skyld?

Langt hen ad vejen er det jo vores egne ambitioner, vi ikke kan leve op til, og vi gør i hvert fald ingen andre kvinder en tjeneste ved at sætte barren for højt. Vi skaber nærmere en ond cirkel, hvor vi via vores blær (ja, det er det!) på de sociale medier er med til at sprede budskabet om, at vi kvinder skal være perfekte til alt. Vi skal sgu have de 12-taller!

Skal vi ikke gøre hinanden en tjeneste og sænke overliggeren – bare en lille smule? Hvis denne leder ikke har overbevist dig om, at det er det rigtige, så se, om Stefanies ord kan gøre det:

“Når jeg har lyst til at sige nej til veninder, der vil mødes, eller arbejdsopgaver, som melder sig, kommer den dårlige samvittighed krybende. Men jeg er blevet meget bedre til at styre min tid og sige til mig selv, at jeg kun kan være god, hvis jeg har det godt.”

De får i hvert fald et 12-tal fra mig.

- Sara, chefredaktør

“Er jeg den eneste, der har lyst til at blive ‘Gift ved første blik’ efter første afsnit?”

I går var jeg sammen med en million andre danskere til bryllup i mit tv. Bortset fra at jeg havde joggingtøj på, så føltes det lidt som et rigtigt bryllup. Jeg var spændt, jeg blev rørt og varm indeni, og jeg spiste god mad (hjemmelavet pita, men det er sagen uvedkommende).

‘Gift ved første blik’ er et af mine yndlingsprogrammer, og for mig som 31-årig single er det ekstra fascinerende. Jeg kan nemlig ikke undgå at lege med tanken om selv at melde mig til, når jeg ser programmet. Den følelse er særligt stærk efter første afsnit, hvor alt stadig er fryd og gammen, og til døden jer skiller.

Et godt match

Der er mange ting, der frister ved konceptet. Tænk, at i stedet for selv at skulle gøre det sure arbejde med at date, gå i byen (okay, SÅ hårdt er det heller ikke før dagen efter) og være åben over for mænd og muligheder, så er der nogle andre, der gør det for dig. Ingen brug for en kæk profiltekst, intet trættende arbejde med at skrive klichéfyldte beskeder med kedelige mænd, ingen kiksede dates, hvor du hellere ville have siddet hjemme og set ‘Greys Hvide Verden’ for syvende gang. Du skal bare møde op i kirken, og så har nogle andre fundet manden for dig.

Og lyksalighederne stopper ikke der, for det er ikke en hvilken som helst fremmed mand, der står foran dig. Nej, han passer ligefrem til dig. Han er et godt match! Efter årevis som single er det stadig ikke lykkedes mig at opdrive det – primært fordi jeg sikkert leder efter alt det forkerte.

Så er der også selve brylluppet, og de to i programmet i går var simpelthen så fine. Stemningen var god, talerne var søde, og de så så glade ud. Og på nogle sølle timer virkede det, som om de fremmede ægtepar var kommet tættere på hinanden, end vi andre kan komme på en anden på 20 dates.

Der er håb endnu

Hvorfor gør jeg det så ikke? Melder mig til programmet altså? Jo, nu har jeg jo set programmet før og ved, at der kommer nogle afsnit efter brylluppet, og her bliver det klart, at parrene alligevel ikke har fået en perfekt pakkeløsning foræret. De skal også arbejde for det. Og mens de gør det, følger hele Danmark med og analyserer samtlige træk, de foretager sig. Det frister lidt mindre, synes jeg.

Der er dog også en mere tungtvejende (og ærlig) grund, og den er, at jeg endnu ikke er klar til at opgive drømmen om, at jeg selv kan finde den mand, der skal vente på mig på den store dag. At han vil fri til mig, og vi kan planlægge et bryllup sammen og holde taler, hvor vi forsikrer hinanden om, hvor højt vi rent faktisk elsker hinanden – og ikke bare hvor hårdt vi vil prøve.

Men jeg har godt respekt for sidstnævnte og krydser fingre for, at det er nok for årets mest omdiskuterede brudepar.