Sara siger

Sara er 32 år og tidligere chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.


Sara siger: "Smuk? Mig?!?"

Helt u-jantelovsagtigt tror jeg, jeg er noget. Jeg tror, jeg er både sjov, klog, stærk, loyal og charmerende – og jeg tror, at det er okay at sige det højt. Ja, jeg synes faktisk næsten, det er vores pligt at elske os selv. Det gør det så meget nemmere for andre at gøre det samme. Men uanset hvor selvsikker jeg er, og hvor mange gode sider jeg synes, jeg har, så er der ét ord, jeg aldrig har brugt om mig selv. Ét ord, jeg ikke rigtigt synes passer. Jeg tror ikke, jeg er smuk.

Du må ikke misforstå mig. Det her er ikke en historie om, at jeg hader mit udseende og kun kan få øje på deller og dobbelthager, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg synes, det kører ret godt for min krop, jeg elsker mit hår, og mit ansigt er heller ikke dumt. Men helheden – den kan jeg ikke få mig selv til at kalde smuk, uanset hvor meget hårlak, lipgloss og mærketøj, jeg pakker den ind i.

 

Stop nu!

For et stykke tid siden skete der det sjældne, at jeg tog en kjole på på job. Det var en stram sag, hvilket er endnu en sjældenhed, men jeg havde bare en af de dage, hvor jeg syntes, jeg kunne bære det. På et tidspunkt stod jeg ved vandautomaten, da en af mine kvindelige kolleger stoppede op: “Wauw, Sara – sådan noget tøj går du da aldrig i. Hvor er du flot!” Det hørte min mandlige kollega, som stemte i og bekræftede hende i, at jeg så virkelig godt ud.

Det er noget af det mest ubehagelige, jeg længe har prøvet! Jeg følte mig så selvbevidst og utilpas. Fordi jeg har så svært ved at se mig selv som smuk, har jeg også ufatteligt svært ved at rumme, at andre siger det. Jeg er overbevist om, at de bare siger det, fordi de synes, de skal. Af samme grund bryder jeg mig ikke om at have pæne profilbilleder på Facebook – jeg får det simpelthen dårligt over at læse alle ‘smuksak’- og ‘piiiift’- kommentarerne, for jeg er sikker på, at alle andre sidder og tænker: ‘Hvad snakker de om? Hun er jo for helvede da ikke Gisele Bündchen! Tror hun selv, hun er lækker, eller hvad?’

Og nej, det er jo lige det, der er problemet – det tror jeg ikke, jeg er. Og det er sgu da egentlig lidt sørgeligt!

 

Tre små ord

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne tage ordene ‘jeg er smuk’ i min mund. For objektivt set kan jeg jo godt se, at der er mange gode ting ved mit udseende, og resten kan man vel køre hjem på charmen. Men jeg er der bare ikke helt endnu. Jeg glæder mig, til det bliver mig.

 

- Sara, chefredaktør

Sara siger: "Bare gør det!"

Nu er jeg jo fra Thy, og deroppe er vi ikke såååå vilde med forandringer – specielt ikke, hvis de indebærer, at vi skal ændre os selv. De fleste mænd i min familie er cirka lige så bøjelige i holdninger og per- sonlighed som et hold dørprædikanter fra Jehovas Vidner. På gode dage bilder jeg mig selv ind, at jeg er anderledes.

Jeg er jo flyttet til København, for pokker. Jeg er leder i mediebranchen, som konstant forandrer sig. Jeg farver mit hår. Godt nok altid i samme nuance, men alligevel!

Men der er også dage, hvor jeg kan mærke, at min hjerne bliver styret af en stædig (jysk) djævel. Den nægter at give sig, nægter at forandre sig og afslutter alle samtaler med et ‘sådan er det bare’. Djævelen kan tage over i alt fra prøverum (‘det kan godt være, den klæder mig, men det er ikke min stil!’) til biografen (‘jeg nægter at se film på fransk!’). Det værste, der sker ved det, er dog, at jeg har ladet et par gode kjoler hænge i butikken, og at jeg som den eneste i verden var lige ved at misse De urørlige. Langt værre er det, at djævelen også får lov at styre mit følelsesliv.

 

Stod der virkelig det? 

Jeg har en indbygget trang til at undertrykke følelser. Ikke de glade haha-følelser, men alle dem, der gør mig sårbar. I min blå bog fra gymnasiet står der endda, at ‘Sara kan ikke lide mennesker med følelser. Svage mennesker, som hun kalder dem’. Dengang syntes jeg, det var sjovt, men når jeg læser det i dag, er jeg knap så stolt. Hende Sara lyder ærligt talt ret usympatisk – og ret usikker på sig selv.

Det er let for mig at lave den analyse udefra, men svært at ændre på min adfærd indefra. Nogle gange, når djævelen sidder og trækker i trådene, har jeg bare lyst til at sige ‘fuck det, jeg bliver aldrig anderledes’. Men andre gange tror jeg virkelig på, det kan lade sig gøre!

 

- Sara, chefredaktør

Sara siger: "Skal du fikses?"

Jeg var lige ved at få Cola Zero’en galt i halsen, da min veninde proklamerede, at hun sagtens kunne finde på at få botox eller restylane. Ikke fordi det er unormalt, eller fordi jeg fordømmer det eller noget – men over for mig sad en af de mest naturlige kvinder, jeg kender. Hun går knapt nok med makeup og skulle have en pistol for panden, før hun ville smøre sig i noget med parabener. Og alligevel sad hun her og sagde, at hun ville tage det, jeg betegner som ret drastiske midler i brug for at undgå panderynker og slap hud. ‘Godt så’, tænkte jeg, ‘det er altså der, vi er nået til’.

Og jeg er ikke den eneste, der har opdaget, at botox har sneget sig ud af Hollywoodfruernes villaer og ind i helt almindelige kvindeliv. Hele 22 procent af Womans læsere under 30 år kender en på deres egen alder, der har fået botox eller restylane. I tilfælde af, at du ikke fulgte så godt med i matematik i skolen (det sker jo), kan jeg fortælle, at det er hver femte af jer. Hver femte! Er jeg den eneste, der lige har brug for et øjeblik til at samle kæben op fra tastaturet?

 

Sikke noget pjat

Måske er det, fordi jeg er opdraget til, at forfængelighed er noget pjat – du ved, ligesom dovenskab og selvmedlidenhed. Måske er det, fordi jeg alligevel aldrig har regnet mit udseende som et af mine stærkeste kort og derfor aldrig har gået nok op i det. Men jeg har virkelig – ama’r halshug – aldrig et sekund overvejet at få ‘fikset noget’. Og det er bestemt ikke, fordi jeg er hellig, eller fordi jeg synes, det er forkert, at folk får gjort noget ved de ting ved deres udseende, de er kede af. Jeg synes bare, det er chokerende, at så mange af os er utilfredse nok til at gøre det!

Da jeg vender emnet med mine kollegaer, fortæller en af dem, at hun ville begynde med restylane straks, hvis det ikke var så dyrt. En anden vil gerne have lavet bryster. Og når jeg tænker over det, er der to kvinder i min vennekreds, der har udtrykt ønske om at blive kirurgisk forskønnet forneden. Og yes, jeg mener det, du tror, jeg mener!

Når jeg spørger dem, om det skyldes, at de har fået dårlig feedback på området, svarer de altid nej. Det er udelukkede noget, de selv kan se – men det generer dem nok til, at de er villige til at komme i nærkontakt med sprøjter og knive.

 

Mere end okay

Sidstnævnte tror jeg egentlig er meget rammende: Det er ikke andres forventninger, vi prøver at tilpasse os, det er vores egne – og de er de allersværeste at leve op til. Er du en af dem, der kæmper med at acceptere dit udseende, som det er, har du i dag et valg: Du kan arbejde med dit indre, dine tanker, dit selvværd. Det er her, problemet højst sandsynligt er begyndt, og her, det er oplagt at løse det. Du kan også vælge at gøre noget ved det rent fysisk – lægge dig på briksen, få det fikset. Det er ikke længere forbeholdt de få, og du kan få det gjort, uden at nogen kigger skævt til dig.

Jeg synes, det er dejligt, at vi lever i et samfund, hvor vi ikke fordømmer andre folks valg. Men på den anden side håber jeg ikke, at vi på den måde bliver til et samfund, hvor alle føler, de skal have noget fikset for at være okay. Det er dit valg, og det har jeg respekt for. Men ved, at jeg ikke synes, du har brug for det. Du er mere end okay, som du er. Veninde, læser du med?

 

- Sara, chefredaktør

Sara siger: "Let’s talk about sex ... or not"

Jeg har aldrig ... slugt klatten,” siger min veninde og kigger udfordrende rundt på de andre piger i kredsen. Derefter drikker de alle af dåserne med lunken Harboe – også min veninde. Kun min dåse bliver stående på bordet.

“Ej, seriøst, Sara?! Har du virkelig aldrig gjort det?”

Jeg trækker på skuldrene og prøver at lade, som om jeg er for cool til den slags eller noget, men sandheden er, at jeg bare er uerfaren. Jeg krummer tæer under bordet og håber, at de vil lade være med at grave mere i det – og at den ånds­ svage leg snart er ovre.

Scenariet udspillede sig til en forfest i de tidlige 00’ere. Det var ikke længere tabu for unge kvinder at tale om sex helt uden hæm­ ninger – altså både sexen og måden at snakke om den på – og det nye magasin Woman skrev endda om det på forsiden. Det var nye tider, og gudskelov for det – et tabu var brudt.

 

Højere, vildere

Jeg er stolt over at arbejde på et magasin, der aldrig har været bange for at tage fat i tabuerne og give dem en rusketur. Men samtidig glem­ mer jeg aldrig den ubehagelige følelse af at være den mest uerfarne i flokken. Hende, der blev rød i hovedet bare af at tænke på sex. For vi levede jo i en verden, hvor det ikke længere var pinligt at tale om blowjobs – det var pinligt ikke at kunne tale med.

Jeg voksede heldigvis fra det, der meget passende kan kaldes berøringsangst, ligesom de fleste af os gør, efterhånden som vi bliver ældre og mere erfarne. Men vi må ikke glemme, at der stadig sidder kvinder derude, som bliver usikre og føler sig utilstrækkelige, når de hører deres nu voksne veninder tale om sexgynger og sprøjteorgasmer, som om det var noget, alle burde have prøvet.

 

Nye tabuer

Når vi nedbryder tabuer, skaber vi nogle gange nye i kølvandet. Og hvor herligt det end er, at vi er så bramfri i forhold til sex her i landet, så skaber det et enormt forventningspres, som det kan være svært at leve op til. Vi er først nået helt i mål med at nedbryde tabuet om sex, når det bliver lige så okay at sige: ‘Kim og jeg kan ikke rigtigt få det til at fungere,’ som ‘Kim og jeg knaldede lige i en elevator i weekenden.’

Den mission er selvfølgelig lige så vigtig for Woman, som det var i sin tid at gøre sex til et emne, som kvinder ikke skulle skamme sig over at snakke om – eller lave druklege om til forfesten. Derfor tager vi i dette nummer fat i nogle af de nye sextabuer, så du ikke skal føle dig som den eneste kvinde ved bordet, der har det sådan. Det er nemlig ikke en særligt fed følelse.

 

- Sara, chefredaktør