Sarah spekulerer

Sarah er praktikant på Woman.dk. Hun er 23 år. Hun elsker kaffe, croissanter og lange gåture med sine veninder, og så læser hun hellere en bog end ser en film. Sarah skriver om dating, sex og kærlighed.


“1 ting, du (ikke) skal gøre for at finde ud af, om din flirt er vild med dig”

Sarah Østbjerg

I sidste uge skrev et indlæg om, at jeg ikke er ensom, fordi jeg er single. I denne uge har jeg spekuleret lidt over det der med at date og være en lille smule usikker på det hele. 

Kender du det der med at være mega meget i tvivl, om personen du nu engang er vild med, rent faktisk også er vild med dig? Dét kender jeg i hvert fald!

Helt ærligt, så har jeg gjort virkelig mange skøre ting i forsøget på at finde ud af det, og jeg vil allerede gerne nu konkludere, at det havde været bedre bare at spørge. Men hvorfor er det så svært at sige ”Jeg kan godt lide dig. Kan du også lide mig?”?

Måske er det på grund af frygten for at blive afvist. Når vi spørger direkte, så åbner vi os op og føler os på den måde endnu mere sårbare. Vi kan ikke længere gemme os – hverken for os selv eller den, vi dater. 

In the name of love...

En af de tydeligste episoder, jeg kan komme i tanke om lige nu, er fra i sommer. Jeg datede en fyr – han var virkelig sød, men han var også virkelig svær at læse.

En dag kører han mig hjem, efter vi har været på stranden. Han havde været ret fraværende, og jeg var blevet vildt i tvivl, om han overhovedet kunne lide mig. 

Da vi når hen foran opgangen til min lejlighed, siger jeg lidt henkastet, at han bare kan sætte mig af henne ved cykelstativet. Jeg havde selvfølgelig også fået min veninde til at sende mig en besked, da vi sad i bilen. Jeg ville gerne give ham indtryk af, at jeg var på vej videre. Jeg tror, jeg prøvede at gøre ham jaloux, for bare at få en eller anden form for reaktion. Og det fik jeg da også.

Men næste gang spørger jeg

Det var jo ret tarveligt og unødvendigt at lade, som om jeg var ligeglad og alligevel havde andre at ses med, når jeg i virkeligheden ret godt kunne lide ham og bare ikke turde spørge, hvad han følte.

I øvrigt var det en ualmindelig dum strategi, fordi jeg havde det SÅ dårligt med episoden i tre døgn, og da vi endelig sås igen, og jeg sagde undskyld, var hans eneste kommentar, at det havde han da ikke tænkt over. Haha, det kalder jeg karma!

Nu har jeg simpelthen lovet mig selv bare at være ærlig fremover. Både over for mig selv og over for den person, jeg dater. For hvis vi ikke kan fortælle hinanden, at vi er glade for hinanden, så er det altså spild af energi.

Læs med igen på torsdag, følg med på min Instagram, og tilmeld dig Womans nyhedsbrev, hvis du ikke vil gå glip af andre sjove indlæg og spændende artikler.

“Jeg er ikke ensom, fordi jeg er single”

Sarah Østbjerg

For nylig var jeg ude med nogle af mine gode veninder. På et tidspunkt siger min ene veninde, at hun synes, der burde være sådan en klub for singler, hvor vi kan mødes og føle os mindre ensomme. Alle pigerne er i et forhold, og det er tydeligt, at det er rettet mod mig – singlepigen i selskabet.

Og jeg ved jo, at hun mener det godt, men det sårer mig. Det sårer mig, fordi det understreger, at hun ikke forstår mine behov.

Singlekassen og parforholdsboblen

Jeg er ikke ensom, fordi jeg er single. Jeg har ikke behov for en kæreste. Jeg har ikke behov for en masse singlevenner. Jeg har behov for, at hun som min tætte veninde prioriterer at bruge tid sammen med mig. Også selvom hun har en kæreste. 

Men i stedet gør hun det stik modsatte – hun sætter mig i singlekassen, så hun kan forblive i sin parforholdsbobbel. Det gjorde ondt. Og hvis ikke jeg allerede følte mig ensom, så gjorde jeg det i hvert fald nu.  

Hvorfor ser vi på singlemennesker som ufuldendte og ulykkelige individer? 

Udover at blive såret, så blev jeg også frustreret. Frustreret, fordi den her episode taler ind i et samfundsbillede, hvor meningen med livet er, at vi skal finde en partner, som vi kan slå os ned med, få nogle børn med og leve lykkeligt til vores dages ende sammen med. Og det er et samfundsbillede, jeg synes, vi bør gøre op med. 

Du må gerne leve dit liv sådan. Hvis det er din drøm. Men du skal ikke leve dit liv sådan, blot fordi samfundet dikterer det. Og du skal bestemt ikke føle, at det er forkert, hvis du ikke gør det.

Læs med igen på torsdag, følg med på min Instagram, og tilmeld dig Womans nyhedsbrev, hvis du ikke vil gå glip af andre sjove indlæg og spændende artikler.

“Er alle mænd ens, eller dater jeg bare en bestemt type?”

Sarah Østbjerg

I sidste uge spekulerede jeg over, hvordan et uafsluttet forhold fra fortiden hindrer mig i mit kærlighedsliv her i nutiden. I denne uge havde jeg tænkt, at jeg ville italesætte nogle af de ting, jeg af ren nysgerrighed undrer mig over ved mænd. 

Men da jeg havde skrevet, tænkt og spekuleret en del, gik det op for mig, at det jo faktisk ikke handler om køn. Men om personlighed, karaktertræk og mennesketype.

“Hvis du kun har set grønne æbler, så vil du jo tro, at alle æbler er grønne”

Det gør sig sikkert gældende for de fleste mænd, at de glemmer det der med at slå toiletbrættet ned, at de spreder deres beskidte sokker i hjemmet, og bruger bodyshampoo til krop, hår og intime dele, som var det en alt-i-én.

Men gør det sig også gældende for de fleste mænd, at de afviser at bruge kondom med spørgsmålet “Er du da ikke på p-piller?”? At de for alt i verden bare vil have ret og nægter at sige undskyld? Og at de tror, kvinder bliver forelskede i dem efter et one night stand?

Det blev jeg pludselig i tvivl om, for min overbevisning om hvordan mænd er, er skabt ud fra mine erfaringer. Og erfaringer kan komme i mange afskygninger, men hvis du kun har set grønne æbler, så vil du jo tro, at alle æbler er grønne.

Så jeg spurgte mig selv, om det i virkeligheden handler om, at jeg har det med at date den samme type mænd? Og det måtte jeg jo nok erkende, at jeg havde. For der findes også mænd, der IKKE er sådan. Og så er det jo altså ikke helt fair at sætte dem alle sammen i samme bås.

På torsdag kan du igen læse med, når jeg spekulerer videre over dating- og kærlighedslivet, og i mellemtiden kan du følge med på min Instagram, når jeg deler glimt fra min hverdag.

Hvis du ikke vil gå glip af andre underholdende indlæg og sjove quizzer, kan du tilmelde dig Womans nyhedsbrev her.

“3 tanker om det uafsluttede forhold”

Sarah Østbjerg

Forleden drak jeg te med min gode veninde. Vi talte om livet og kærligheden som så mange gange før; “S, det er altid farligt med dem, hvor det ikke er helt afsluttet,” sagde hun, da jeg bringer ham på banen. Og hun har ret, hvilket fik mig til at spekulere lidt videre over kærligheden fra fortiden. 

The one that got away

Hvor mange kan ikke genkende det der med at sige til sig selv og andre, at tiden bare ikke lige var rigtig – “måske engang i fremtiden,” og så ligger han eller hun der bagerst i dit hoved og dukker op i tide. Og i utide. Og så kører tankerne, for “tænk nu hvis”, og pludselig er du mere forvirret end før...

Her er tre tanker, jeg har gjort mig om det uafsluttede forhold – måske de også kan være med til at gøre dig mindre forvirret.

1. Vi husker kun det gode

Det er menneskets natur at fantasere, begære og drømme, og vores hjerne er indstillet til at tænke, at græsset er grønnere på den anden side. Objektivt ved vi jo godt, at som med så meget andet her i livet, vil der altid være både op- og nedture i et forhold. Alligevel husker vi kun alt det, vi savner. Ikke alt det, vi var ufatteligt trætte af, da vi var i det.

2. Den plante, du vander, vil også være den, der blomstrer

Den her er jo især vigtigt, hvis vi er i et forhold og ikke helt kan lade være at tænke på en tidligere forelskelse. Men der var engang en klog kvinde, der fortalte mig, at der er forskel på kærlighed og forelskelse. Kærlighed vokser, hvis vi plejer den.

Når vi nu ved, at der altid vil være bump på vejen, så handler det vel om, hvem vi vil komme over bumpene sammen med.

3. En afrunding giver plads til en ny begyndelse

Okay, så; vand den blomst, du ønsker skal gro, og én, to, vupti, problemet er løst eller...

Når jeg bringer ham op i samtalen med min veninde, er det, fordi jeg kan mærke, at fortiden og tanken om det uafsluttede os, der måske kan blive til noget i fremtiden, hindrer mig her i nutiden.

Jeg ved jo godt, at jeg burde afrunde det og slippe tanken, fordi jeg med det giver plads til, at en ny kærlighed kan få lov at spirre. Det er lettere sagt end gjort – det ved jeg også godt – men erkendelsen er som bekendt første skridt på vejen.

Læs med igen i næste uge, hvor jeg kommer ind på nogle af de ting, jeg undrer mig over ved mænd. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige... 

Besøg i mellemtiden min Instagram eller tilmeld dig Womans nyhedsbrev her, hvis du ikke vil gå glip af andre underholdende indlæg og sjove quizzer.

“6 (u)skrevne datingregler, som jeg altid dater efter”

Sarah Østbjerg

Du har sikkert hørt, at du skal vente med sex, at manden altid skal betale, at du skal spille kostbar og ikke skrive først – you name it! Meeeen i virkeligheden er vi jo alle sammen forskellige, og hvad der fungerer for én, er ikke nødvendigvis det samme, der fungerer for dig.

Regler eller...

Da jeg begyndte at date, var jeg ret meget i tvivl om spillereglerne. Siden da har jeg gjort mig en del erfaringer og blandt andet lært disse 11 interessante ting om datinglivet, og det har så affødt nedenstående seks – lad os kalde dem – retningslinjer, som jeg altid selv dater efter.

1. Du må gerne date flere på samme tid. Så længe I ikke har lovet hinanden, at I ikke ser andre, så er det helt okay at date flere forskellige. Men hvis du har sex med flere forskellige... så husk kondom!

2. Du behøver ikke vente til tredje date med sex. Du bestemmer selv, hvem du har sex med og hvornår. Men sex kan godt komplicere tingene og sløre din dømmekraft en liiiille smule. 

3. Start altid med at se din date som en ven. Du gør dig selv en kæmpe tjeneste, hvis du går ind til jeres aftale med det udgangspunkt, at I skal være venner. På den måde fjerner du en del forventninger og har plads til at lære ham eller hende at kende.

4. Dating skal være sjovt. Lad være med at gå ind til hver eneste date med tanken om at finde din kommende livspartner. Hvis du ser selve daten som en oplevelse i sig selv, kan du fjerne en del af det pres, du lægger på dig selv og din date.

5. Du må gerne tage første skridt. Nej, du behøver ikke vente på, at den anden skriver først, eller får øjnene op for dig for den sags skyld. Hvis du finder nogen interessant, så spørg, om ikke I skal snuppe en kop kaffe.

6. Vær dig selv. Vi vil alligevel alle sammen gerne elskes for den, vi er, så hvad er pointen i at overbevise nogen om, at du er noget, du egentlig ikke har lyst til at være blot for at få deres opmærksomhed?

Måske har du nogle andre regler, måske er du helt uenig – uanset vil vi gerne høre dine tanker, så smid dem i kommentarfeltet på vores Facebook, og så ses vi igen på torsdag, hvor jeg spekulerer videre over kærlighedslivet. I mellemtiden kan du besøge min Instagram for mere inspiration og sjove overvejelser.

Hvis du gerne vil holdes opdateret på film og serier og læse andre artikler og underholdende indslag, så tilmeld dig Womans nyhedsbrev her.

“11 interessante ting, jeg har lært om datinglivet det seneste år”

Sarah Østbjerg

Jeg har lært en del om datinglivet det seneste års tid. Én af de ting er, at supermarkedet er et udemærket sted at møde nye mennesker, at det er lige gyldigt, hvor mange vi har knaldet med, ja, og så er der de udvalgte 11 ting, som du finder på listen her.

Det gode datingliv...

Jeg er ikke sikker på, om der findes en ordbog, der oversætter fra datingsprog til helt almindelig dansk, men noget tyder på, at det kunne der godt være brug for. Fortvivl dog ikke, for jeg har hjulpet dig lidt på vej med nogle af punkterne på denne liste.

1. På Tinder betyder “Vin hos mig klokken 20?” i virkeligheden “Skal vi knalde?”. Og det er i øvrigt helt i orden at aflyse en time inden, hvis du ikke lige er in the mood alligevel.

2. “Jeg har lige lidt travlt for tiden” er kodesprog for “Jeg synes ikke, vi skal ses igen.” Helt ærligt venner, skal vi ikke droppe det her move og fremover love hinanden bare at sige det, som det er? Det er trods alt nemmere end at skulle afkode, hvad vi i virkeligheden mener.

3. Du har to muligheder, hvis du allerede efter det første spil Yatzy godt ved, at I ikke skal ses igen. Enten så siger du tak for i aften og tager hjem, ellers starter du en debat om eksempelvis mænds manglende brug af kondomer eller #MeToo og benytter muligheden til at oplyse endnu en mand. 

4. Mænd opfører sig ikke nødvendigvis mere modent med alderen. Og at han er rundet de 30 er ingen garanti for, at ikke også han er en idiot.

5. Sørg altid for at første date ikke er hjemme ved dig selv. Det er bare nemmere at være den, der smutter, hvis kemien ikke lige var der, end at skulle bede den anden om at gå.

6. Det fungerer meget bedre at sige “Jeg kan godt lide dig” end at forsøge at gøre ham jaloux med andre. Især når din historie ikke virker efter hensigten og hans eneste kommentar, når du kommer for at sige undskyld, er “Nå, det tænkte jeg da ikke videre over.”

7. Aldrig har det givet så meget sex at slide ind i nogens DM, som det gør på Instagram. Gad vide om den populære app i virkeligheden har til skjult hensigt at fungere som datingapp?

8. Ægte kærlighed kan findes på bunden af en to-go kaffekop. I hvert fald at dømme efter alle de kaffedates, der har fundet sted rundt om søerne og i Frederiksberg Have det sidste år. Men hey, jeg shamer ikke. 

9. “Jeg er ikke sikker på, vi helt er et match som par, men vi kan godt ses igen.” Er bare en anden måde at fortælle dig på, at han struggler med commitment issues, men at han gerne vil knalde.

10. Deres profession fortæller en hel del, men ikke alt. Du kan åbenbart godt være læge om dagen, men tænde op for en joint, når du skal lege doktor om natten.

11. Er det en gåtur? En kaffeaftale? En vinaften? Det er vigtigt at vide, før du går ud ad døren. Jeg siger ikke, at det har indflydelse på, hvilket undertøj jeg tager på, men hvis vi skal gå tur i minusgrader, så vil jeg gerne have muligheden for at tage de lange skiunderbukser på!

Jeg er sikker på, at jeg nok skal gøre mig andre underholdende opdagelser om datinglivet, og jeg glæder mig til at dele dem med dig her på siden. I mellemtiden kan du følge med på min Instagram, læse et af mine andre indlæg, eller fortælle mig her i kommentarsporet, hvilke sjove erfaringer dit datingliv har givet dig.

Og husk, at du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, for ikke at gå glip af andre brugbare guides og underholdende artikler.