Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


“Jeg lod en fremmed flytte ind og fik en veninde for livet”

Camilla Lærkesen

Jeg datede på et tidspunkt en sød brasiliansk fyr, Ivan, jeg havde mødt på Tinder. Ivan boede sammen med to søde roommates i en stor lejlighed i Ørestaden. Når jeg var på besøg, sludrede vi altid alle sammen over et glas vin i køkkenet, mens vi havde gang i hver vores gryde eller lavede fælles aftensmad. Ivan og hans brasilianske værelseskammerat lavede sydamerikanske retter og købte sjove specialiteter med hjem fra deres mange rejser. Ivans danske roommate pendlede mellem sit job i Aalborg og sin hawaiianske kæreste i London, som også jævnligt tog ophold i det internationale bofællesskab i Ørestad. Vi sludrede om kærlighed og kulturforskelle, og jeg oversatte deres breve fra HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab), mens de lærte mig, hvor det var sjovest at tage ud at danse i København. På sydamerikansk manér. Jeg havde altid tænkt, at jeg var for introvert til at skulle bo sammen med andre end en kæreste. Men jeg blev helt betaget af, hvor hyggeligt det var, at der altid var liv, og at det var lige meget, at Ivan lige var i bad, når jeg kom, for så var der bare en anden, der lukkede mig ind, bød mig på et glas vin og spurgte, hvordan det stod til i livet.

Et Facebookopslag der resulterede i en veninde for livet

Det var midt i den betagelse, at jeg en helt almindelig hverdagseftermiddag i S-toget scrollede forbi et opslag på Facebook, der skulle vise sig at være fra min kommende hjerteveninde. Opslaget var lagt op i min universitetsgruppe og delt af en, jeg ikke kendte. En eller andens fars-kollegas-datter ledte efter en lejlighed eller et værelse i København i tre måneder ­– fra på søndag. Sandra var en svensk skuespillerinde på min egen alder bosat i London, og nu havde hun fået en rolle i en forestilling i Tivolis Glassal. Jeg kan huske, at hun listede bøger som en af sine fritidsbeskæftigelser, og selvom min ellers ganske store lejlighed ikke var særlig delevenlig, og på trods af at jeg var lidt bange for, hvor meget sådan en skuespiller kunne larme, så tog jeg alligevel en spontan beslutning. Og på de fire stop, der var fra Nørreport og hjem til Hellerup, nåede jeg at finde opslaget og sende en mail om, at hun gerne måtte leje et værelse hos mig.

Spring en sikring, og du er sikret en teambuilding-øvelse

Og sådan gik det til, at Sandra flyttede ind på mit soveværelse, mens jeg flyttede ind på en luftmadras i min spisestue. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg. Hvis der slet ikke er kemi, så er det kun tre måneder, og havde jeg nu selv stået i samme situation, så ville jeg håbe, at nogen ville gøre det samme for mig. Men fra første aften snakkede vi om kærlighed og kulturforskelle til langt ud på natten. Jeg trænede danske replikker med Sandra, mens hun trænede mig i at overholde en madplan og at genbruge bøtter fra salatost til fryseropbevaring. En hverdagsformiddag, hvor vi begge var hjemme, gik det hverken værre eller bedre, end at vi sprang en sikring. Sådan som det nødvendigvis må gå, når to travle kvinder bor sammen og forsøger både at vaske tøj, tørre hår, optø frysemad i mikroovnen og koge vand til neskaffe. Så stod vi dér. Novice ét og to med hver vores elektrikerfar på Facetime og endte med at få skiftet hver eneste sikring i skabet efter at være blevet vildledt at en Youtube-tutorial. En velgennemtænkt teambuilding-øvelse kunne ikke have gjort det bedre.

Det kan betale sig at tage en chance i ny og næ

I dag er vi blandt hinandens bedste veninder. Vi Facetimer, når vi har brug for at snakke om kærlighed og kulturforskelle og besøger hinanden flere gange om året, når vi kan komme til det. Sandra har fået sig en dansk reservefamilie i København, og jeg har fået en i Stockholm. Vi kan selv skifte vores sikringer, men vi kan bedst lide at gøre det sammen, og til sommer flytter Sandra hjem igen. Hjem til København, altså. Og denne gang bliver hun i hele otte måneder. Jeg er så glad for, at jeg turde være spontan og lade en fremmed flytte ind. Nu har jeg fået en veninde for livet.

“Jagten på lykken... Men hvad er lykke egentlig (for mig)?”

Klumme fra læserne

Her den anden dag da jeg var på arbejde, blev jeg, sådan helt ud af det blå, spurgt af en gæst, om jeg var lykkelig. Det kom som et meget overraskende spørgsmål for mig, for det første fordi: altså, hvor kom det lige fra? Og for det andet: hvordan kunne han tro, at jeg sådan ville dele ud af, hvad jeg ser som lidt af et personligt emne? Altså hvem troede han lige, han var? Min bedste ven? I hvert fald så spurgte han mig og uden at vide, hvad jeg skulle svare, så satte det alligevel en masse tanker i gang hos mig… For var (og er) jeg egentlig lykkelig?

Jeg kan huske, dengang jeg gik i folkeskole, hvor jeg troede, at lykken ville komme den dag, hvor jeg ville stå med en mand, med børn og med mit drømmejob (som på daværende tidspunkt var at være den person, der fik lov at tegne Disney Channels Mickey Mouse-logo med en tryllestav) – så ja, når jeg først havde disse ting, så ville lykken bestemt komme – ankomme som et tog på sin endestation, der var kommet for at blive. 

Er lykke ensbetydende med at have en mand, børn og sit drømmejob?

Dog som de mange år er gået, har mit drømmejob ikke blot været at være én af Disney Channels forbilleder men også at være butiksassistent, tjener, stewardesse og ellers journalist, og spørgsmålet om jeg overhovedet har villet have børn har nu også været oppe at vende. Og da jeg så først kom i gymnasiet, blev kriterierne så ellers skiftet ud med det at have dyre sko og tasker, og det at være smuk og tynd, og det var altså derfor her det ydre, som ville gå ind og definere, hvornår jeg ville blive lykkelig. Så som I kan læse, har mine kriterier for lykke altså bestemt haft været kørt lidt af sporet og har haft ændret sig radikalt gennem årene, og det får mig så frem til spørgsmålet: hvad er lykke egentlig? 

For er det en mand, børn og sit drømmejob? Eller er det det der thigh gap samt Louis Vuitton-tasken? Og er det virkelig noget, der ankommer under nogle bestemte kriterier og herefter bliver, når de er blevet opfyldt? Eller er vi egentlig ude i noget helt andet, som slet ikke har noget at gøre med hverken mand, børn, job, udseende eller materielle goder at gøre? Men som måske har at gøre med en følelse?

Kan lykke tolkes på flere forskellige måder?

Jeg ved ikke med jer, men jeg har i hvert fald siden folkeskolen fået et lidt anderledes syn på lykke. Det er i hvert fald gået op for mig, at lykke kan tolkes og beskrives på rigtig mange måder, og at man derfor ikke kan snakke om opstillede kriterier, som jeg ellers i både folkeskolen og gymnasiet havde.

Som det ser ud hos mig, oplever jeg både gode dage, og hvad jeg nok vil kalde mindre gode dage (hvis jeg ikke skal være helt pessimistisk.. For lad os lige være ærlige, jeg kunne godt kalde dem meget værre), dog som disse gode og mindre gode dage opleves, er der alligevel nogle af dem, som skiller sig ud – nemlig dem som får mig til at sidde og nyde øjeblikket bare lige én ekstra gang. 

For eksempel var jeg for ikke så længe siden i London, og da jeg én af aftenerne sidder og spiser, bliver jeg sådan helt glad indeni. Det havde denne dag været mega godt vejr (med blå himmel og over 12 grader), jeg var ude og opleve en super smuk by, jeg spiste god mad, og jeg var sammen med en af mine bedste veninder. Og som jeg sidder der ved siden af hende og kigger ud af vinduet, hvor den blå himmel lyser, mærker jeg en virkelig god følelse, der lige får mig til at nyde øjeblikket bare lige én ekstra gang. For hold kæft, hvor havde det egentlig bare været en god dag! Jeg var simpelthen bare så glad, og jeg følte mig faktisk lykkelig – bare lige dét øjeblik.

Min lykke er…

Og det er denne følelse jeg snakker om. Den følelse man får, når det går op for en, at livet sgu lige gør det ekstra godt. Den følelse man får, når man sidder midt i en rus og simpelthen bare ikke kan lade være med at suge al den gode energi, som man oplever til sig. Eller den følelse man får, når man opdager, at tingene bare ikke kan blive meget bedre end de er – om det så er i det hele taget eller bare lige dét øjeblik, så er det en fantastisk følelse, og det er, hvad jeg vil betegne som lykke – nemlig en følelse i en bestemt dejlig situation.

Og så kan I bare kalde mig Freud 2.0, men jeg tror bestemt også på nydelsens øjeblik, og derfor er opstillede kriterier ikke længere noget, jeg går og samler på. Det eneste jeg samler på er de gode øjeblikke, som livet en gang imellem nu tildeler mig, for jeg kan også godt lide at føle mig lykkelig – også selvom hvis det så bare er for en kort stund.

“Hvorfor har vi så svært ved at dele?”

Klumme fra læserne

Som jeg sidder i toget på vej fra Fyn til Sjælland for at være hos min mor og bror i nogle dage, bliver jeg her mindet om noget, som jeg før har undret mig meget over. I det jeg sidder og spiser min fedtede focaccia, kommer en pige og sætter sig overfor mig, hvorefter hun smider hendes store taske og jakke hen på sædet ved siden af hende – og dermed tager komplet herredømme over begge sæder.

En fed streg mellem dit og mit 

Da vi begge stod på i Odense sammen med mange andre mennesker, bliver jeg ret forbløffet over, hvordan hun føler, det er okay sådan at hamstre territoriet over begge sæder og dermed ikke give en anden chancen for at kunne få lov til at sidde ned ved siden af hende. Nu skal jeg selvfølgelig ikke sidde og lege hellig, for jeg har bestemt også før i tiden let og elegant haft placeret min skoletaske på sædet ved siden af mit i bussen – men hvorfor egentlig? Hvorfor bruge så meget plads, når sådan noget som tasker sagtens kan stå nede ved ens ben eller smides op på hylden op over en? Har vi virkelig en indre trang for at skulle fylde så meget? Er det, fordi vi er bange for andres drenge- og pigelus? Eller er det bare, fordi der er tale om en vis mangel på respekt, at vi ikke vil have, at nogen sætter sig ved siden af os? Men så igen – kan sådan nogle tasker virkelig få os til at holde os fra at bede om at få pladsen, de er placeret på? Altså, efter min erfaring viser sådan nogle tasker på sædet ved siden af en hurtigt, at pladsen er optaget og tilhører den, der ejer taskerne – og det har så fået mig til at undre; hvornår og hvorfor er der kommet sådan en ‘fed streg’ mellem dit og mit? Hvorfor har vi så svært ved at dele?

Sharing is caring

Da jeg før lejede et værelse, oplevede jeg noget lidt andet, men som hører under det samme emne. For at gøre en lang historie kort, så truede min nabo mig med at tilkalde politiet, hvis jeg blev ved med at krydse hans grund for at komme ind på min egen. Her skal det nu siges, at vi kun havde mulighed for at kunne komme ind med vores cykler i vores egen have, hvis vi brugte fem sekunder på hans grund (bestemt ikke en underdrivelse). Hvis ikke skulle vi hele vejen uden om vores egen grund for at slæbe cyklerne ned ad trapper, igennem kælderen og op ad trapper igen, hvilket hurtigt kunne tage pusten fra en – og hurtigt ville tage livet af en, hvis det skulle gøres mere end én gang om dagen. Det sjove i historien er, at han i starten hilste og smilede til mig... Altså, lige indtil han fandt ud af, jeg slet ikke tilhørte hans lejlighedskompleks, og så brød helvede ellers løs. Men for at vende tilbage, gjorde det mig sgu så indebrændt, for hvilken skade gjorde det, at vi betrådte fem meter af hans grund for at få adgang til vores egen? Kan det virkelig passe, at vi skal have usynlige, men realistiske vægge imellem os, fordi vi ikke vil eller ikke kan finde ud af at dele?

Før i tiden lånte jeg ikke engang en vatpind ud

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde rigtigt svært ved at dele, da jeg var yngre. Der var aldrig nogen, der kunne få lov til at låne hverken tøj, penge eller bare noget som en vatpind af mig – men jeg selv kunne sagtens tillade mig at låne disse ting af andre. Heldigvis, som årene er gået, er jeg blevet bedre til at huske på, at hele verden ikke drejer sig om mig, og at jeg derfor også bliver nødt til at være åben over for andre mennesker. Være åben over for at ikke alle gider rende rundt i hele toget for at finde en plads, som jeg egentlig har lige ved siden af mig, men ikke gider dele. Heller ikke alle gider låne mig tøj eller penge, hvis jeg ikke en gang vil låne dem det samme. Og hvorfor ikke glæde et andet menneske ved at lade denne person tage fem skridt på ens grund, så denne kan få adgang til sin have?

Stoler vi ikke på andre?

Er det, fordi vi bare ikke kan klare andres selskab? Eller er det bare, fordi vi ikke stoler på hinanden – og ikke stoler på, at vi vil aflevere noget tilbage, hvis vi låner det? Der er nok ikke nogen tvivl om, at min undren er opstået ud fra uheldige episoder, jeg har oplevet, for jeg ved bestemt også, at der er rigtig mange derude, der er gode til at dele – som mine gamle roomies, der eksempelvis ikke havde noget imod, at jeg i ny og næ lånte deres støvsuger, en 20er eller nogle småkager (dem fik de selvfølgelig ikke tilbage). Dog synes jeg alligevel, at det er ret bemærkelsesværdigt, hvor ofte mange af os (inklusiv mig selv) har det med at tegne usynlige streger og bygge usynlige vægge imellem hinanden. Hvorfor er det virkelig, vi en gang imellem har så svært ved at dele?

“Min mor lejede min krop ud for stoffer”

Min mor lejede min krop ud for stoffer

Jeg har endelig lært, at jeg ikke er forkert. Denne sætning fortæller meget godt om den indre kamp, jeg har kæmpet det meste af mit liv – og til tider stadig gør, på trods af, at jeg er blevet en voksen kvinde.

Mit liv i dag er godt og velfungerende. Jeg deler det med min kæreste, hans tre dejlige børn og min egen datter på syv år – og så vores fælles lille ny, der er på vej. Der er altså liv og glade dage, men havde du spurgt mig tidligere, havde jeg aldrig turdet drømme om, at mit liv ville blive så godt og fyldt med lykke og glæde. Når du er vokset op, som jeg er, så står det næsten i stjernerne, at det hele skal gå galt, og at du vil få et hårdt og barskt liv.

Men jeg har kæmpet for den lykke, jeg har. Jeg kæmper stadig, og det kommer jeg nok til at gøre resten af mit liv, for jeg har mange ar på sjælen.

Født med abstinenser

Jeg blev født i Vejle for 29 år siden. Fra første sekund jeg kom til verden, havde jeg abstinenser og synlige mærker på kroppen efter alt det alkohol, min mor havde drukket, mens jeg var inde i hendes mave. Der gik da også kun et par dage, efter jeg var født, før min mors egne abstinenser blev for voldsomme, og hun forlod mig for at komme ud og finde mere alkohol. Det skulle blive sigende for resten af vores liv sammen: Flasken har altid været vigtigere end mig.

Da jeg var tre år gammel, fik kommunen en fornemmelse af, at noget var galt. Jeg blev fjernet fra min mor og placeret på et børnehjem, men kun et halvt år senere blev jeg sendt hjem igen. Der gik ikke længe, før det gik op for mig, at min mor var anderledes. Hun var altid sur, og jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende. Min vigtigste opgave blev hurtigt at aflæse hende, så jeg fik så lidt ballade som muligt. Det var et umenneskeligt hårdt og krævende arbejde for en lille pige, men det var nødvendigt.

Min krop i bytte for stoffer

En dag var sprutten ikke længere nok for min mor. Der skulle mere til at dække hendes behov for rus og påvirkning, og hun begyndte at supplere med forskellige typer medicin og stoffer. Det var dog dyrt for hende at få fingrene i, men hun fandt en måde at betale for sine varer på: Min krop. Der begyndte at komme flere og flere mænd på besøg, min mors såkaldte drukkammerater, som forsynede hende med stoffer mod at få lov at bruge min lille barnekrop.

Da jeg var 12 år gammel, var der endelig nogen, der hørte mine nødråb. Jeg blev tvangsfjernet og kom i plejefamilie, mens min mor blev sat i behandling. Det var mit livs omvæltning at bo hos en familie, der både sørgede for regler og struktur, mad på bordet, jævnlige bade, rent tøj og faste sengetider. Den slags havde jeg aldrig kendt til, og den nye måde at leve på var hård. Nu gik det nemlig for alvor op for mig, at resten af verden ikke lignede den, jeg havde hos min mor – og at det, hun gjorde, var meget forkert.

Tilbage til mor

Guderne må vide hvordan det kunne ske, men efter kun ét år i plejefamilie fik min mor overbevist kommunen om, at hun var ædru og igen klar til at være mor. Jeg skulle tilbage til hende og bo, men intet havde forandret sig. Min mor var stadig fanget i et enormt misbrug, og alt var præcis, som det plejede at være derhjemme: fyldt med omsorgssvigt, ensomhed, angst og overgreb. Det var et kæmpe svigt fra alle offentlige instanser at sende en lille pige tilbage, når hun i første omgang var blevet fjernet derfra på grund af netop de ting, hun blev sendt tilbage til.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft kræfterne til at sige det til nogen, men min mors stemme blev ved med at forfølge mig. Hun sagde hele tiden: “Hvis du fortæller andre, hvad der foregår herhjemme, og jeg mister dig igen, så slår jeg mig selv ihjel!”

Uanset hvad du bliver udsat for som barn, så vil du aldrig miste din mor. Hvor vanvittigt det end lyder. Så jeg tiede stille.

Mit liv med min mor fortsatte, som det altid havde gjort. Overgrebene stoppede, da jeg fyldte 16 år, men alkoholen, stofferne og angsten var der ingen ende på. Endelig blev jeg voksen og fik styrken til at flytte hjemmefra, men jeg havde ikke boet ret lang tid for mig selv, før min mor blev meget syg. Hun fik konstateret fremskreden kræft flere steder i kroppen, og da jeg var 20 år gammel, døde hun.

Det var fuldstændigt som at miste mig selv, da hun gik bort. Jeg gik i barndom, sov med bamser og var helt indelukket, og hele mit liv og min psyke blev voldsomt påvirket.

Hjælp til et nyt liv

Et halvt år efter min mors død fandt jeg ud af, at jeg var gravid med en lille pige. Det var utroligt svært og barskt at skulle leve op til rollen som mor, for jeg havde jo ingen idé om, hvordan man gjorde – det eneste, jeg vidste, var, hvad jeg IKKE skulle gøre. Men heldigvis blev det også en kæmpe glæde og en drivkraft for mig i livet, at jeg nu skulle passe på sådan et lille menneske.

Da min datter var to år, valgte hendes far og jeg at gå fra hinanden efter at have været sammen i syv år. For første gang i mit liv skulle jeg nu stå på helt egne ben og nu endda med et lille barn i min varetægt. Nu fandt jeg for alvor ud af, at jeg skulle have noget hjælp.

Jeg kontaktede TUBA, der hjælper med anonym og gratis terapi til unge, der er vokset op i familier med misbrug. Jeg har gået der lige siden, og det har været nogle hårde, men nødvendige år. Terapien har været uvurderlig, men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at slippe behovet for hjælp. Det har jeg for mange ar på sjælen til. Men når jeg kigger mig omkring og ser, hvad jeg har i mit liv, og hvor godt jeg har det, så er det det hele værd. I dag er jeg stolt af mig selv, og jeg vil så inderligt gerne hjælpe andre til at få et liv, der er til at holde ud, på trods af en arret sjæl.

Der er andre som mig

Der er hårdt brug for nogen, der kan gennemskue og hjælpe de stakkels børn, der stadig lever, som jeg gjorde. I mit tilfælde skete der alt for mange fejl fra både kommunen, skoler, institutioner, pædagoger og de ansatte på min mors behandlingssteder. De fejl har haft kæmpe omkostninger for mig, jeg bøder for dem hver dag, og det kommer jeg til at gøre resten af mit liv.

Det må ikke fortsætte med at ske, men det kræver, at der er nogen, der tager et ansvar. Jeg bliver både stolt og glad, hvis jeg selv en dag får muligheden for at hjælpe nogle af alle disse børn, der er derude.

Min morfar har sagt til mig: “Forestil dig, at du står ved en togbane. Den deler sig i to, og hvis du vælger den ene vej, er den fyldt med angst, alkohol, misbrug, frygt, ensomhed og sorg. Hvis du vælger denne vej, kan du ikke vende om igen. Du kan også vælge den anden vej. Den er meget hård, det går op af bakke hele vejen, og hver dag vil være en kamp. Men det vil være på denne vej, at du kan få det liv, du drømmer om, med lykke, glæde, kærlighed, omsorg og ro. Og det er det hele værd.” Husk at vælge den rigtige vej.

“Skal du ikke snart have nogle børn?”

Gæsteblog | “Skal du ikke snart have nogle børn?”

 Jeg tror, vi alle når til en alder og et tidspunkt i vores liv, hvor vi ofte får stillet netop dette spørgsmål. I det sidste års tid er jeg i hvertfald blevet stillet det spørgsmål utallige gange både af bekendte, venner og familie… Og ja, bevares, det er en helt normal ting at spørge om, når man er midt i 20'erne og i et fast forhold. Men de folk, der stiller det her spørgsmål, tænker overhovedet ikke over, at det kan være, at hun faktisk har svært ved at blive gravid eller slet ikke kan blive det.

Den store drøm

Jeg er 26 år og er kærester med M igennem de sidste tre et halvt år. Jeg er en af de piger, der altid har haft en stor drøm om at blive mor, og jeg følte mig allerede klar i en meget ung alder. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville stifte en “rigtig” familie med mor, far og børn. Men først skulle jeg så lige møde fyren, der skulle være far til mine børn, og ham mødte jeg i sommeren 2014. Jeg var klar til at stifte famille, længe før M var, men i september 2016 meddelte M, at nu var han klar til at skabe en familie med mig. Vi var begge glade og spændte og snakkede vældigt om børnenavne, barnevogn, villa, og hvad man ellers tænker på, når man tager en beslutning om at stifte en familie. Jeg bestilte tid hos lægen og fik fjernet min p-stav, og så var det ellers bare at finde min ægløsning og gå i gang...

Og det har vi så været i halvandet år nu, og der er stadig ingen positiv graviditetstest. Det er så frustrerende og hårdt gang på gang at få en negativ graviditetstest i hånden, og man mister hver gang lidt af håbet om, at det lykkes en dag. Efter et år ville lægen hjælpe os og lavede en anbefaling til Skive Fertilitetsklinik, og her venter os nu diverse behandlinger, undersøgelser og samtaler.

Hvad så nu?

Jeg kan godt se, at udsigten til at blive gravid er lang. Hvad gør jeg så i mellemtiden for ikke at gå ud af mit gode skind og ende med at blive sindssyg? Der er vel i bund og grund ikke andet at gøre end at komme igennem – dag efter dag. Både de gode dage, hvor jeg tænker positivt over de (få) positive ting ved ikke at være gravid lige nu og alle de trælse dage, hvor min energi og mit overskud er lig med nul, fordi jeg føler mig drænet for håb om nogensinde at få min drøm opfyldt. MEN jeg kæmper og kæmper og fortsætter, til det lykkes! En eller anden dag skal det nok blive vores tur – jeg håber bare, det er snart.

Dræb tabuet, og snak om det

Jeg har i halvandet år følt mig så alene! Selvfølgelig har jeg min kæreste, mine veninder og min familie, jeg kan støtte mig op ad, men i samfundet har jeg følt mig som palle alene i verden. Fordi ingen snakker om det! Jeg har følt mig som den eneste person i verden, der har svært ved at blive gravid. Når jeg åbner Facebook, ser jeg kun glade billeder og opslag af de venner og bekendte, der er blevet gravide. Der er aldrig nogen, der skriver, at de har prøvet i meget lang tid og har fået hjælp. Der er heller ikke nogen, der skriver eller fortæller offentligt, når de er ved at prøve, men det bare ikke lykkes. SNAK OM DET! Det er ikke noget at være flov over! Og det ville være rart for alle os andre, der også står i sådan en møgsituation, at vi ved, at vi ikke er de eneste i verden. Jeg dræber tabuet og snakker gerne om det!

“Jeg vil hellere gå ind i et kæmpe skænderi og kaste med tingene end det, jeg har fået – ingenting”

Til hvem det måtte vedrøre

Jeg er for nyligt blevet single efter tre et halvt år. På trods af at sådan noget aldrig er nemt, håndterede min forhenværende kæreste og jeg det efter omstændighederne meget modent. Vi flyttede fra hinanden forholdsvis smertefrit, og tingene gik fint, indtil det store farvel lurede rundt om hjørnet.

Ifølge serier som Sex and the City skal man selvfølgelig “go out with a bang”, eller i det mindste en dramatisk afskedsscene med tårer og toner af trist musik i baggrunden. Og så kan man da ikke andet end at føle sig lidt snydt, når man ikke kan lokke andet end det “hej hej” ud af manden. Det satte nogle tanker i gang i mig, da det helt samme skete én uge senere for min veninde. Hvad er der med fyre, der lukker helt af over for en person, de ellers meget kort forinden havde lukket helt ind?

Mandebørn har for travlt med deres nyfundne mandehørmsliv

Et par klik på nettet senere fandt jeg ud af, at jeg befinder mig i en båd med tusindvis af andre, der har oplevet det helt samme. Det, der konkluderes på nettet, er, at disse “mænd” ikke er mænd – men mandebørn. Det eneste vi kvinder beder om, er en lille smule anerkendelse; om vores forhold og om vi har betydet noget for dem. ANYTHING.

Jeg vil faktisk hellere gå ind i et kæmpe skænderi, råbe af hinanden og kaste med tingene end det, jeg har fået – ingenting. Så lad mig da i det mindste hade dig! Men den slags validering får man ikke af mandebørn. De har for travlt med at komme videre med deres nyfundne mandehørmsliv end at være i sine følelsers vold. For det kræver, at de træder et skridt tilbage og tænker over tingene. Kigger indad og reminiscerer. Og det kan mandebørn ikke. Og det gør bare mere ondt at blive ved med at fiske forgæves i deres sø, så man må gøre sig selv den tjeneste og finde en afslutning hos sig selv; nyde, at man kan pynte sit hjem med pastelfarver og planter, og ikke skal kigge på enorme, grimme højtalere i en ellers fin stue eller sure underbukser på badeværelsesgulvet. 

Men kære mandebørn. Bliv dog voksne og grow a pair. 

Hilsen alle kvinder

Ever