Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 


Nej, det er ikke et tabu at sige: “Jeg er ensom”

Kvinde kigger i kameraet

Ensomhed er følelsen af at være alene og følelsen på mangel af nærvær. Man kan sagtens leve et liv alene uden at føle sig ensom. Samtidig kan man leve et liv med en partner og have følelsen af ensomhed. Ensomhed er i bund og grund en helt almindelig følelse, som udtrykker et vigtigt budskab. I mange tilfælde kan det være et tabubelagt emne for det pågældende individ at udtale sig om. 

Jeg trives jo fint alene og ønsker ikke at date, men alligevel? 

Vi er presset på tid i dagens Danmark. Alt skal gå hurtigt. Vi skal i hvert fald gerne hurtigt igennem uddannelsessystemet. Vi skal være karrieremennesker, være ledere og tjene mange penge. Derudover skal vi pleje vores relationer, og vi skal være opdateret på de sociale medier – også med alle dem, vi ikke nødvendigvis har en personlig relation til. Vi skal gå i fitness, løbe eller udøve anden aktivitet, så vi lever op til samfundsnormens kropsideal. Hvordan søren skal vi pleje et forhold? Men når den hektiske dag går på held, og man smider sig på sofaen, så rammer følelsen af ensom. Eller når weekenden står for døren, og der ikke er noget arbejde til at tage fokus væk fra de følelser, vi egentlig har, men som vi bare undertrykker. 

Det spørgsmål jeg mødes mest af, er: ”Er du kommet på Tinder nu?”, hvortil mit evige svar er: ”Nej”. I virkeligheden behøves jeg ikke, for som jeg ser det, så følger flere andre sociale medier trop med tinder. Hvis der er noget, der er nemt, så er det at poste et billede, der er iscenesat for derefter at modtage en masse opmærksomhed i form af likes, kommentarer og beskeder. Men hvad får vi ud af det? 5 minutes of fame. 

Hvad er problemet i virkeligheden? 

Det har taget lang tid. Det har taget tid at sætte grænser. Det har taget tid at finde ind til mig selv og forstå mine egne værdier og ønsker. Men findes der overhovedet en, der har det på samme måde? Er det ok at bede sin kæreste om ikke at opsøge nye fremmede og fristende bekendtskaber? Er det ok at bede pågældende om at slukke telefonen, og værne om det vi laver, også selvom det bare er aftensmaden? Ja, det er helt ok! Det tog mig tre år og et møde med én, der kunne det. En, der dumpede ind i mit liv på et svært tidspunkt og en relation, der stoppede igen. Men et møde, der ændrede mit syn på, hvor lidt man i virkeligheden skal gå på kompromis med sig selv. Verden er fyldt med dem, men vi skal bare møde dem. Min mødte jeg foran et supermarked. Jeg synes, det var så fantastisk, at det ikke var et Tinder-match, men at det var en, der observerede mig i min helt egen verden og som blev betaget af det.  Vi skal skrue op for selverkendelsen og ned for søgen på anerkendelse på sociale medier. 

Skal vi bare passe ind i mængden eller stå alene? 

Det er okay at lade sig inspirere af andre. Det er okay at se sin venindes nye taske og synes, den kunne være fed selv at have. Men det unikke er i virkelighed det, der kun findes én af. Det der er bemærkelsesværdigt og attraktivt. Hvad er federe end at være unik? Og hvorfor er det lige, at folk kommer med spydige kommentarer? Det må være misundelsen, der taler. Med det at kunne skille sig ud følger en selvsikkerhed og hvilen i egen krop. Væver man lidt mellem hvem man i virkelighed er og prøver at være en anden, vil det være svært at tilbyde noget konkret i et forhold. Det ændrer ikke på følelsen af ensomhed, som indtræder, når jeg sidder hjemme alene. Men jeg undgår det ikke, for det giver mig tid til at tolke på den. Ja, jeg er ensom. Selvom alle, der hører mig sige det, svarer med: ”Ej det skal du ikke være”, så bunder det i, at jeg mangler nærvær og samhørighed. I virkelighed er det nok mere mit hoved og følelsesregister, der fortæller mig, at jeg er klar til at opsøge noget. Fordi jeg nu er bevidst om, at jeg ønsker det. For at referere til ovenstående er jeg dog ikke i tvivl om, at det ikke skal være forhastet – som så meget andet i samfundet. Det skal være det, der passer til mig og mine værdier. Efter selv at have følt det anerkender jeg alle dem, der tør stå ved deres følelser, dem der tør træde det skridt længere og være bevidst om dem selv.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

“Hende, der har mistet sin far”

Jeg tror, der går lang tid, før jeg for alvor vænner mig til, at jeg ikke længere kan bruge termen “mine forældre” i nutiden. At jeg altid skal ignorere det eller rette til ”min mor” og diskret undlade at nævne, at jeg altså har haft en far. En ret god en af slagsen. Jeg hader, at folk automatisk tror, at jeg er et skilsmissebarn, som ikke ønsker ham i sit liv. Eller at jeg aldrig har haft noget med ham at gøre. For sagen er den, at det blot er lettere at undlade den eneste lille detalje, der på nogle måder gør mig anderledes fra de andre unge i dag…

For min far er død.

Og så blev der stille. Ansigterne bliver automatisk forvandlet til medlidenhedsblikke og forsigtige, nænsomme spørgsmål, fordi det berører et så skrøbeligt emne, de færreste 20-årige kan relatere til. For jeg mistede min far, da jeg var 17 år gammel, og dermed blev jeg ifølge statistikken fra DST en af de 1.2 procent under 18 år med en manglende, afdød forælder.

Et pludseligt hjertestop 

Min far faldt om med et hjertestop. Pludseligt. Han var en forretningsmand med eget firma, så han var altid på farten og aktiv i fitness hver dag. Han var stærk. Familiens overhoved. Han havde stærke meninger og vidste hvem han var. Blot 48 år gammel. Jeg kunne ikke forstå, at hans hjerte ikke kunne følge med ham. Ved hjertets sidste slag efterlod han sine medmennesker i en dyb sorg. Det var et chok, det var kaotisk, og det var forfærdeligt.

Alle i hjembyen vidste, hvem han var, alle vidste at han var død. Jeg var blot en usikker teenager, der få dage forinden hans død var kommet i et behandlingsforløb for anoreksi. Jeg var på ingen måder klar til at miste ham, men jeg var magtesløs, og jeg var der ikke til at redde ham. Til hans begravelse stillede jeg mig op foran kisten i den overfyldte kirke og sagde mit sidste farvel i en afskedstale. Jeg nåede aldrig at tage afsked med ham i live, men jeg ved, at han ville være blevet så stolt over, at jeg gjorde det for ham til begravelsen. År 2016 var et forfærdeligt år, jeg aldrig ville gå tilbage til igen – i hvert fald kun på det præmis, at jeg kunne rejse tilbage og redde min far i tide. 

Pigen, som mistede sin far 

Nu fortæller jeg min historie til jer. Den har jeg efterhånden fortalt mange gange, men det kan stadig være svært. For jeg blev pigen, der har mistet sin far, og det er en del af mig nu. I lang tid efter min fars død følte jeg, at det var det eneste folk så, når de mødte mig. Jeg kunne se medlidenhedsblikket på lang afstand. Det ændrede mig. Jeg prøvede flere grænser af og ville ikke længere være den stille og forsigtige pige. Jeg skændtes konstant med min mor og kæmpede et brag af en kamp for min far, da hun begyndte at date igen. Det sårede mig. Jeg valgte venner fra og nye til. Jeg gik til psykolog, hvor jeg lærte at bearbejde min sorg og tackle anoreksien. Det tog sin tid at komme ovenpå igen. I en lang periode vidste jeg ikke, hvem jeg var.

Jeg føler mig hel den dag i dag, hvor jeg for alvor er blevet voksen og flyttet fra provinsen til min egen lejlighed i storbyen. Jeg har egentlig et godt og normalt liv, som de fleste unge i dag, med både op- og nedture i livet. Men min sorg er der stadig som en del af mig, og selvom jeg har lært at tackle den, er det ofte svært, når jeg møder nye mennesker. For hvornår siger man egentlig ”min far er altså død”?

For gør man det for hurtigt, er det too much information, men vælger man derimod at vente, bliver det endnu sværere og mere akavet. Det giver mig også følelsen af, at jeg lyver overfor folk, når jeg undlader at sige sandheden. Hånden på hjertet. Jeg forstår, at det er et emne med berøringsangst, når man er så ung og har mistet en forælder. Det er unormalt. Det er et tabu ligeså vel som døden er, fordi folk frygter at såre en.

"Jeg ønsker at fjerne den berøringsangst, der er forbundet med sorg"

For sagen er den, og en af mine vigtige pointer er, at jeg netop gerne vil tale om min far og min sorg. Ikke hele tiden, men jeg vil gerne tale om det. Derfor har jeg også valgt at være åben omkring sorgen på SoMe. Jeg ønsker at fjerne den berøringsangst, der er forbundet med det. Mest af alt ønsker jeg også at holde min far i live, hvilket jeg føler, at jeg gør, når jeg taler om ham, hans død og mit savn. For jeg glemmer aldrig øjeblikket, hvor jeg sad og grinede med min mor i sofaen, og min onkel pludseligt kom grædende ind og fik fremstammet: ”Klaus er død.” Min mor skreg op, og mit liv blev ændret for altid. Det var brutalt, men det er en del af min historie, som jeg gerne vil dele. Jeg vil også gerne dele mit savn til min far.

Min far, som igennem hele mit liv altid gik ind til mig om morgenen og sagde: ”God dag, lille skat” hvorefter han kyssede den halvsovende mig på panden. Han var min far og helt uerstattelig. Sammen med min mor gav han mig en tryg opvækst med så mange rejser og oplevelser. De formede mig til den, jeg er i dag. Jeg er ikke ligeså stærk, som min far var, men jeg forsøger på at lytte til mig selv, være et godt menneske og tage de rigtige valg, således jeg får etableret mig et godt liv, som han også ville være blevet stolt af. 

Jeg har ofte drømme om, at han er i live, hjertesyg og det er min mission at redde ham. Jeg bliver så glad, når jeg ser og hører ham i mine drømme og samtidigt rædselsslagen for at miste ham igen. Jeg fortæller ham om mit liv og alt det, han er gået glip af. For han nåede ikke at se mig få kørekort, blive student eller flytte hjemmefra. Han oplevede aldrig at blive farfar til min brors to børn. Det er der, jeg savner ham allermest, fordi han skulle have været der sammen med os. 

"Min far lever videre i mig"

Jeg får ham aldrig tilbage, og det er uretfærdigt, men på en måde har det gjort mig stærkere. Når jeg bliver uretfærdigt behandlet eller får mit hjerte knust, tænker jeg på alt det, jeg har været igennem, og hvilket tab jeg har lidt. Hvis jeg har kunnet klare at miste min far, kan jeg klare de dage, hvor jeg ikke føler mig god nok eller er frustreret og ked af det. Det har givet mig helt andre kræfter, end jeg tror mine fleste jævnaldrende kender til, fordi jeg har set livet i et andet perspektiv. Min far lever videre i mig. Han bliver holdt i live, når jeg taler om ham. Når jeg selv bliver mor engang, vil han blive husket, og jeg vil give hans værdier videre til mine børn og fortælle dem om ham. Han vil ikke blive glemt, så længe jeg er i live. Og så kan jeg altid se på min lille tatovering på håndleddet og mindes ham.

Hver dag bliver unge sat i samme hjerteskærende situation som jeg, og mit hjerte bløder ved tanken om den tid, de nu skal gå igennem. Livet bliver revet i tusinde stykker, og man skal samle alle brudstykker op igen og lære at leve uden sin forælder. Det tager tid. Og tiden heler ikke alle sår, men sorgen bliver til et ar på sjælen, og den gør med tiden en stærkere. Jeg tænker på alle jer, som har mistet. I er ikke alene. Sorgen kan være noget så overvældende, og man kan have lyst til at lukke sig selv inde, men stilheden fra omverdenen vil ikke gavne. Det gælder om at række ud og søge trøst, både hos nærtstående venner og den sørgende familie, men også til professionelle psykologer eller sorggrupper. Giv dig selv lov til at græde ukontrolleret ud. Lyt til sange, der minder dig om tabet. Skriv breve til din forælder. Vær åben omkring sorgen, og vær med til at fjerne berøringsangsten.

Mit bedste råd 

Mit bedste råd er at sætte tid af til at være til stede i sorgen, for selvom det kan være noget så ubærligt at anerkende dødsfaldet, så er det noget, man bliver nødt til at bearbejde. Men jeg er samtidig godt klar over, at det er lettere sagt end gjort, når man skal jonglere sorgen sammen med dét at være ung og skulle efterleve både ens egne samt samfundets forventninger til en. Du bliver aldrig den samme person som før, du mistede din forælder, og det vil altid gøre ondt, men jeg lover dig, en dag vågner du op med et liv igen. Et overskud igen. Du finder dig selv i at bekymre dig over småting, såsom Instagram, eller byturen, du gik glip af. For du er tilbage, men på trods af det, er du anderledes, fordi du har oplevet en stor sorg, som du nu bærer rundt på. Det er blevet en del af din historie. Og på et tidspunkt begynder folk måske at glemme alt det, du har været igennem. De glemmer dit tab.

Men fortvivl ej, det er okay stadig at blive ramt af sorgen. Det er okay at græde, savne, eller blot tale om din forælder, uanset hvor lang tid der er gået siden dødsfaldet. Hvis jeg hører min fars stemme, ser på hans Facebook profil, eller skriver breve til ham, bliver jeg stadig meget berørt snart fire år efter hans død.

Det er befriende og helt naturligt at græde, for det viser blot kærligheden, og at din forælder har haft en massiv indflydelse på dit liv og den person, som du er blevet. Og måske kan du en dag bruge alt den kærlighed derfra, sorgen der medfulgte og erfaringer om livet efterfølgende, på at give noget af det tabte videre til verden igen. Det er i hvert fald det, jeg håber på at opnå i mit liv. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Hold da op, du fylder meget...”

Og her menes der ikke, at jeg har taget nogle kilo på (... hvilket jeg har, men that’s life – og jeg rocker dem!), men derimod at jeg har en personlighed, som engang imellem kræver, at mine medmennesker skal tage en dyb indånding og tælle til 10.

Det har ikke altid været nemt for mig at høre sætninger som “du snakker meget”, “du blander dig i mange ting” og “du vil godt nok bestemme mange ting.” Da jeg var yngre, især i mine teenageår, var det vigtigt for mig at passe ind og gå i ét med alle andre tøser med G-star bukser, Dolce&Gabbana-trøjer og høje plateau stilletter. Men selv dengang larmede min personlighed og desværre i en mere negativ retning, hvor jeg uden tvivl oftest blev opfattet som en skrappedulle og bulldozer. Jeg havde svært ved at lytte til andre mennesker og respektere deres holdninger, jeg afbrød, og jeg snakkede meget(!) højt.

“Camilla, ingen har ringet din telefon op!”

Hvis vi går tilbage i tiden, så husker jeg tydeligt min gamle matematiklærer Irene, som vi fik i 4. klasse. Hvis der var noget, hun ikke forstod, så var det min opførsel. Hver gang jeg larmede og snakkede, så var det, fordi jeg ikke forstod mine matematikopgaver, men Irenes måde at håndtere det på var at råbe udover hele klassen: “Camilla, ingen har ringet din telefon op!” Det resulterede i, at jeg næste gang bare valgte at snakke endnu højere og larme endnu mere. 

En stor og vigtig skideballe

Da jeg kom i 10. klasse, startede jeg på efterskole, hvor jeg fik en klasselærer, som hurtigt fik øje på mig, hvilket giver ret god mening, eftersom jeg snakkede hele tiden og uafbrudt. Jeg husker tydeligt første gang hun tyssede på mig, for jeg rullede øjne af hende – og oh boy, det skulle jeg ikke have gjort. Om aftenen da vi havde stilletime på værelset, kom hun ind, og jeg fik den største og vigtigste skideballe i mit liv. Hun forklarede mig, hvordan min opførsel påvirkede menneskers syn på mig, hvordan vi skal behandle hinanden med respekt, og hvordan jeg fremtidigt kunne bruge min stemme til mere fornuftige ting. Hun ændrede mit liv – så en kæmpe tak, Marianne.

Det smukke ved mennesker er, at vi oftest fortrænger ubehagelige ting, og op igennem mine 20’ere havde jeg igen for længst glemt alt om skideballen fra Marianne. Heldigvis har jeg de mest fantastiske veninder, som dengang tog fat i mig og forklarede mig, hvordan det føles, når jeg ikke lytter, snakker for meget og får mange ting til handle om mig og mit liv. Jo, det var hårdt, og jo, jeg græd mange tårer over den samtale, fordi det er fandens hårdt at blive konfronteret med sider af en selv, som ikke alle synes af fan-fucking-tastiske. Vi vil jo alle gerne være perfekte og likeable typer, ik’?

At være en person med alfa-træk

 Det er ingen hemmelighed, at jeg som 29-årig stadig oplever den grimme side af at være en person med alfa-træk. Jeg har stadig perioder, hvor jeg snakker højt, snakker meget og blander mig i mange ting. Men heldigvis har jeg ved hjælp af menneskerne i mit liv og meget sjælegransken lært at rette ind og hurtigt finde den rette balance igen, når jeg larmer lidt for meget. Nu skal det ikke lyde, som om det alt sammen er negativt, for min larmende personlighed har hjulpet mig frem i livet både i mit privatliv og i min karriere. Men med min personlighed er det bare vigtigt at vide, hvornår det er vigtigt at larme, og hvornår stilhed er den bedste løsning.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Clairvoyanten guider: “Her er 4 tips til dig, der vil blive bedre til at lytte til din intuition”

Når jeg som clairvoyant stiller ind på andre mennesker igennem mine sessioner, er det rigtig vigtigt, at jeg “slukker” for mit hoved, da jeg så ellers ikke kan lytte til min intuition.

Intuition er hovedingrediensen i at kunne lave clairvoyance, men vidste du godt, at du kan træne din egen intuition til at blive bedre til at lytte til dig selv – og måske udvikle clairvoyante evner?

Her er der fire tips du kan bruge, hvis du vil blive bedre til at lytte til din intuition.

1. Skab ro omkring dig

Sluk for mobilen i nogle timer om dagen, og lyt i stedet til fuglenes fløjten eller gå en lang tur. For mange udefrakommende stimulanser gør det sværere for dig at mærke efter.

2. Gå med lyst-følelsen

Sig nej til venindeaftaler, hvis du mærker, du ikke har lyst eller overskud. Hvis du hele tiden gør det, du burde eller skal, så lytter du ikke til dig selv, og det er den største blokering til at kunne lytte til din intuition.

3. Bliv bedre til at sige fra

Spørger chefen hele tiden, om du kan arbejde over, eller hænger veninden hele tiden i røret og vil snakke? Ved at sige fra over for andre, siger du mere ja til dig selv.

4. Træn dig selv i at mærke bedre efter

Det handler ikke kun om, om det er leverpostejsmaden, der skal skiftes ud med spegepølsen – men om hvordan du har det. Er du glad, ked af det, frustreret, irriteret eller sur? Når du mærker, hvordan du har det, så ved du også gerne, hvad du vil – og kan derfor lettere lytte til dine egne behov.

Ovenstående tips hjælper til at skrue mere op for dig, så du på længere sigt kan lytte mere til dig selv og din intuition, som er et fantastisk redskab at arbejde med.

“Hvem er den næste der ringer?”

Til de hardcore, der er klar til at tage springet videre i intuitionsarbejdet kan forsøge sig med opgaven “Hvem er den næste der ringer?”.

Sæt dig i rolige omgivelser, imens du sidder med lukkede øjne. Brug et par minutter på at lytte til dine dybe vejrtrækninger, så du bliver mere afslappet. Hvis du har svært ved at slappe af, så vil jeg anbefale dig at have noget beroligende musik kørende i baggrunden.

Når du mærker en ro i hele kroppen efter nogle minutter, så spørg inde i dig selv, hvem der bliver den næste person, der ringer til dig. Den første person, der dukker op i dine tanker, er den person, din intuition fortæller dig, vil ringe. Det er vigtigt, at du følger den første indskydelse og lader være med at tænke for meget. Tænker du for meget, skal du starte forfra og bruge mere tid på at skabe ro i kroppen, inden du laver øvelsen.

Maj Schou Rasmussen er uddannet clairvoyant, healer og folkeskolelærer. Hun er født med clairvoyante evner, og hun vil gerne prøve at gøre det mere håndgribeligt og ikke alt for mystisk.

“Jeg skabte problemer i min venindes forhold”

Klokken er efterhånden mange – på en hverdags nat. Jeg ligger vågen endnu og tænker videre på om, hvorvidt jeg bør italesætte dette emne.

Jeg har taget beslutningen om, at det skal italesættes. Ikke fordi det moralsk er okay, det som jeg vil skrive om, men fordi der skal sættes fokus på en anden side af utroskab end blot personen, som bliver udsat for det eller personen som udsætter en anden for det. Der er en tredje side. Der er den, som ikke er i forholdet, men er den som ødelægger et forhold. 

Jeg vil gerne starte med at undskylde

Den person har jeg været. Jeg skriver ikke for at få medlidenhed. På ingen måder! Jeg ved, der ikke er nogen god forklaring på, hvordan jeg har kunne gøre dette mod en veninde. Faktisk en veninde, som jeg selv betragtede som en af mine tætteste veninder.

Jeg vil gerne starte med at undskylde til min veninde, selvom jeg har gjort det mange gange, og selvom hun ved, at jeg er ked af det, så vil jeg stadig gerne sætte fokus på, hvordan det er at være hende, som ødelagde et forhold.

Det hele startede med et fantastisk venskab mellem to piger, som havde oplevet mange af de samme ting. Én af de ting, som de havde til fælles, var, at de tidligere havde været i forhold med en psykopat. Ikke bare som noget man kalder en, man ikke kan lide, men faktisk én som var psykopat. Det havde selvfølgelig givet dem begge ar på sjælen. Det betød for dem, som for så mange andre, at de havde svært ved at stole på andre mennesker.

Jeg ønskede min veninde det bedste

Der gik lidt tid, og min veninde fandt en fyr på Tinder. Der begyndte problemerne. Min veninde blev selvfølgelig mere og mere lykkelig. Det betød for mig, at jeg også blev glad, for jeg ønskede kun min veninde det bedste.

Der gik ikke længe, før jeg bemærkede, at han udviste nogle psykopatiske træk. Jeg fortalte min veninde, hvad jeg oplevede. Hun forstod mig og kunne selv genkende det, jeg oplevede. Jeg slog det dog hen, da jeg i den periode havde det svært. Jeg lider af depression, og derfor kan tingene godt virke værre, end de er. 

Jeg snakkede fantastisk godt med min venindes flirt

Efter et stykke tid reagerede jeg på de tiltrækkende sider, som alle psykopater har. Det var her, tingene gik rigtig galt. Jeg snakkede fantastisk godt med min venindes flirt. Vi havde det sjovt sammen alle tre. Efter et stykke tid begyndte der at opstå nogle problematikker i deres forhold. Jeg snakkede med dem begge om det hver for sig. Jo mere jeg skrev med flirten, jo mere åbnede han op overfor mig. Vi havde meget samme holdning i forhold til, hvordan vi ønskede et forhold skulle fungere.

Vi blev ret tætte venner, hvilket min veninde var helt okay med, selvom hun tidligere havde oplevet, at en veninde og en kæreste havde haft en affære.

På et tidspunkt er der krise i deres forhold, så jeg overnatter hos min veninde – dog på et andet værelse. Jeg skriver lidt frem og tilbage med flirten. Han forklarer lidt om, hvad han mener, der er galt mellem dem. Han fortæller mig, at han er usikker på, om han vil forsætte sit forhold til hende. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis han afslutter flirten med min veninde, da det vil såre hende.

Efter nogle beskeder fortæller han mig, at han måske også lidt har fået følelser for en anden. Den anden var mig. Desværre er jeg allerede fanget i hans charmende side. Vi skriver frem og tilbage over nogle dage. Vi skriver om, at det ikke er godt, at han har følelser for mig og omvendt. 

Der sker det, der ikke måtte ske

Han fortæller en dag, at han har lyst til at kysse mig hver gang han ser mig. Den ene dag tager han chancen og kysser mig, mens min veninde er gået på toilet. Lige der sker der det, som bare ikke måtte ske. Jeg kunne ikke stoppe ham, for jeg nød det kys. Vi skrev frem og tilbage om, at det virkelig ikke var godt, det vi havde gang i. Ingen af os ville såre min veninde, men vi havde en forbindelse, som ingen af os havde følt før.

Vi skriver mere og mere. Han fortæller, at han vil gøre det forbi med min veninde, men ikke har gjort det endnu, fordi han ikke kan undvære at se mig. Jeg er selvfølgelig glad for, at han ikke vil undvære mig, men også ked af at vide at min veninde på en måde bliver holdt for nar.

Det er her, jeg som veninde bør sige fra overfor ham og fortælle min veninde om det. Men når hjernen slår fra og endorfinerne overtager, så følger man ofte den følelse af forelskelse, man oplever.

Dér afsluttes vores venskab

Han og jeg forsøger begge at lægge de følelser væk, som vi har fået for hinanden. Der går et stykke tid, han får gjort det klart overfor min veninde, at han ikke syntes de skal forsætte. De aftaler dog at mødes og tale om tingene. Han og jeg havde aftalt, at følelserne mellem os ikke skulle omtales, da ingen af os ville såre min veninde.

Det gik dog ikke sådan. Hans bedste ven får, uden at tænke over det, sagt i hendes påhør, om følelserne for mig er blevet italesat. Dér afsluttes vores venskab.

Hun bliver, helt igennem forståeligt, virkelig sur og ked af det. Hun konfronterer mig med det, og siger hun har brug for en pause fra mig. Det er helt igennem forståeligt.

Nu sidder jeg tilbage uden kontakt til nogen af dem. De har valgt at forsøge igen. Det gør ondt på mig. Både fordi min veninde hellere vil satse på forholdet til ham fremfor vores venskab, og fordi jeg ikke kan få snakket med ham om, hvad jeg tænker og føler.

Det lyder helt igennem ynkeligt, når jeg skriver det. Ikke desto mindre er det sådan jeg har det. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som har stået med de her følelser.

Følelserne af afsavn til veninden, følelsen af manglende afslutning i forhold til en mand, man har fået følelser for, følelsen af selvhad. Værst af alle følelser, står jeg tilbage med følelsen af ensomhed.

Det har aldrig været min mening at såre en veninde på denne måde, men faktum er, at jeg har det forfærdeligt med, hvad jeg har skabt af problemer mellem dem, men at jeg også er ked af de tab, jeg står tilbage med. Jeg hader at indrømme, at jeg ikke kun savner min veninde, men jeg savner sgu også ham… Det burde jeg ikke, men det gør jeg.

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som har stået med disse følelser efter en lignende situation.  Selvom det på ingen måder er okay, mener jeg, at det er vigtigt at få italesat denne side af utroskab. Den side, hvor man sidder tilbage alene, mens de andre forsøger at få samlet deres forhold sammen igen.

– Jomfruen med den utroligt og ubeskrivelige dårlige samvittighed

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

“Lyset brænder i mine øjne, høje lyde føles som tortur, og en berøring kan føles som knive mod min hud”

Man kan ikke se det på mig; og dem, der ikke kender mig, kan heller ikke høre det: Men jeg har en senhjerneskade. I 2015 fik jeg meningitis, som har ramt mig kognitivt. Oversat til dansk; så er jeg påvirket på alle mine sanser. Lyset brænder i mine øjne, høje lyde føles som tortur, og en berøring kan føles som knive mod min hud. MEN; jeg er blevet en super god kok, da min smags- og lugtesans også er blevet forstærket. Så det er ikke skidt det hele, som man siger.

Jeg var igennem alle sorgfaserne; fornægtelse, vrede, forhandling, depression, accept: Og da de alle er tabu, (også) når man har fået en hjerneskade, så lad os snakke lidt om dem!

Fornægtelse

Okay! Jeg fik jo så den her forbandede sygdom; og folk var søde til at komme med blomster, kage, skrive hilsner på Facebook og sende sms´er. Men det, der er med sygdomme, er, at det kun sker for dig; så folks liv fortsætter jo fuldstændig, som de plejer. I nogle måneder var jeg fuldstændig isoleret. Selv mine vidunderlige børn så jeg kun i få minutter ad gangen i løbet af dagen. Så kom dagen; hvor jeg besluttede mig for at leve igen, og så kan jeg love jer for, at det gik stærkt!

Bryllup, huskøb, tredje barn og en studenterhue (via fjernstudie) blev det til, BOOM! Jeg blev kaldt power-woman og fik ros af alle omkring mig; den gamle Ditte var tilbage – med ekstra drivkraft. Lidt ligesom med folk der overlever kræft (den skrækkelige sygdom!), der forventer andre også, at de overlevende har en hvis form for taknemmelighed, og at de på en eller anden måde har set lyset.. HVORFOR? Burde alle ikke leve livet fuldt ud, eller er det kun folk, der har set døden i øjnene, der skal ”tage sig sammen”?

Jeg fik nu en mail om, at jeg var kommet ind på mit drømmestudie! Hjerneskadet OG universitetsstuderende... Aldrig havde jeg følt mig sejere!

Vrede

Lys, lyde, dufte, mennesker, lektier, stress… Og så ramte den mig som en mur; min nye værste ven, trætheden. Alle mine sanser blev simpelthen overstimuleret, og min hjerne slukkede ned. Jeg blev henvist til et hjernecenter, som måske kunne give mig nogle redskaber til at tackle trætheden. Her hørte jeg for første gang nogen sige til mig ”giv din hjerne ro”. Jeg trak vejret… og ud strømmede 3 års intens, endeløs og skrækkelig træthed.

Jeg blev sygemeldt og stod pludselig i en fuldstændig uvant situation; jeg blev hæmmet af min senhjerneskade. Men hvad blev der af ”man lever livet mere efter en alvorlig hændelse”? – og følelsen af at svigte alle omkring mig fyldte mig.

Alt omkring mig var lort! Min mand var urimelig og egoistisk.. Min familie støttede mig ikke i noget som helst.. Og hvordan kunne folk tillade sig at have alle muligheder i hele verden; for så bare at brænde dem af på at være ulykkelige. Jeg var vred; og bitter. Havde det været et brækket ben, jeg havde haft, så kunne folk i det mindste se, at der var noget galt med mig.

Min kære glasdør led en sørgelig skæbne (tak for arret), og I kan tro at jeg fik skældt havet, muslingeskaller og sten ud. Dumme verden, dumme mennesker, dumme sol! Mine vidunderlige, OG DYRE, solbriller blev kastet hen ad stuegulvet en dag; mens jeg bare skreg af verden. Alt indeni mig var ved at gå fuldstændig i stykker og ingen kunne redde mig; for det var inde i min egen hjerne!

Jeg vidste ikke, hvem jeg var længere. Der var den gamle Ditte og så den her ubrugelige nye Ditte; som åbenbart ikke kunne bruges til noget som helst!

Forhandling

Nå! Men situationen ændrede sig jo åbenbart ikke; en sygemelding var ikke sagen, og jeg tog beslutningen om at ”droppe ud” af skolen. På hjernecenteret sagde de, at jeg skulle finde de positive ting og lære at formidle min energi. Derfor begyndte jeg at lede efter alternativer. Måske noget universitet på fjernstudie. Men nok ikke lige som lærer; 28 børn i et klasseværelse er nok ikke lige sagen. Det skulle jo så være noget uden for mange mennesker. Og uden for mange lyde. Eller lys. Eller for meget læsning.

Jeg begyndte lige så stille at indse mine begrænsninger. Det var bestemt ikke nemt at finde et alternativ til mit drømmestudie; men det skulle ikke forhindre mig i at bibeholde den gode gamle mig. Uden at lyde alt for naiv synes jeg selv, at jeg var tæt på at knække koden; men så ramte jeg fjerde trin... Nok det værste.

Depression

Nu indså jeg endelig, hvad jeg skulle have indset for mange år siden. Mit liv var blevet ændret; uanset om jeg ville have det eller ej. Min hjerne var ikke sig selv, og det var jeg heller ikke. I starten af det her trin; var jeg faktisk overbevist om, at jeg ville acceptere min skade... Men så fik jeg pludselig frygtelig ondt i hele højre side af mit ansigt...

Trigeminusneuralgi: en nervesygdom, der gør mere ondt, end jeg nogensinde vil kunne beskrive med ord, blev min nye følgesvend. Og her startede mit fjerde trin: Depressionen. Der var ingen vrede tilbage i mig; heller ikke bitterhed – bare en tom følelse af selvmedlidenhed. Det eneste, jeg ville, var at være god til noget og måske endda lidt stolt af mig selv.

Jeg pakkede mig ind i dyner og mad (min badevægt siger tak). 5 timer i hverdagene tog jeg en glad facade på overfor ungerne, og i weekenderne fik jeg deres far til at tage dem med på tur. Ingenting i verden ville nogensinde kunne redde den gamle Ditte, og jeg følte, at jeg aldrig ville komme til at grine igen. Man siger, at søvn avler søvn; det kan jeg skrive under på, for jeg sov konstant.

Accept

Har jeg accepteret mit liv, som det er? Det tror jeg ikke. Men jeg har accepteret, at den ”gamle Ditte” er væk, og at der derfor er plads til, at det nye jeg kan udvikle sig. Jeg er en arbejdsløs husejer, puha, der er lidt at arbejde med. Men hvis jeg tager en dag ad gangen, så går det faktisk ok. Der er mange smerter, mange søvnløse nætter og mange ting at forholde sig til; men faktisk, så er det okay.

Min mand er nemlig slet ikke så dum endda; han har passet mig, fulgt mig og holdt mig ud. Mine unger er ikke så larmende endda, de har det sjovt og nyder at deres mor er mere på: Og verden er ikke så slem, hvis bare man lærer at acceptere den man er, uanset hvordan hjernen har det.

”Man er ikke sin skade” – citat fra Hjerneskadecenteret.

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.