Jeg er med på, at det er helt normalt, vi mennesker føler misundelse, ligegyldighed eller kan have svært ved at se andre klare sig godt. Problemet er, når vi mellem venner ikke længere kan være oprigtig glade på hinandens vegne. I min optik er det faktisk venskabets forbandelse.   

Kan du huske, hvornår du sidst har glædet dig på dine venners vegne? Altså sådan oprigtig glædet dig over noget, en god ven har opnået eller udført? Hvis ikke – så er det måske på tide, du ser indad og mærker efter, hvorfor det er sådan.  

Jeg opfatter vores samfund som et, der fokuserer meget mere på enkeltindividet fremfor fællesskabet. I et rigt velfærdssamfund kan vi nemlig tillade os det. Måske har det været sådan længe, men de sidste par år har jeg virkelig lagt mærke til tendenserne i mine relationer, hvor glæden ved hinandens små og store succeser skylles ud med jantelovsmentalitet og misundelse.  

Og hvor jeg dog hader misundelse! Jeg hader, når følelsen rammer mig – og jeg hader, når jeg kan se den i mine venner. For mig har venskabet nemlig altid været helt essentielt. Jeg har lagt stort set alle mine æg i den kurv, men når æggene revner eller går i stykker, hvad gør man egentlig så? Her henviser jeg til den følelse, jeg har mærket i mødet med den manglende glæde til hinanden. En følelse, der gør ondt. En følelse, der nedbryder og en handling, som ofte har en egoistisk afsender.  

Mine venner har altid været min højeste prioritet

Selv om det kan lyde lidt hårdt at rangere, så har jeg har altid prioriteret mine venners samvær højere end min families eller mine forliste forhold. Det var først, da jeg mødte min nuværende kæreste, at jeg for alvor fik lyst til at opleve verden, fejre mærkedage, feste, grine og græde sammen med en anden end mine venner. Det, tror jeg, var lidt af en omvæltning i den måde, jeg ser mig selv på, men også i måden, mine venner ser mig på. Det var her, at den manglende glæde fra mine tætteste venner for alvor kom til syne. Egoistiske grunde lå bag grimme ord og nedbrydende handlinger, som slog mig ud af kurs i lang tid. 

Jeg tror på, at misundelse også er et overlevelsesinstinkt, da vi bruger sammenligningen med andre til at måle vores egen succes. Men i det her tilfælde blev det bare for voldsomt. Det var med fortællinger om, at det her forhold var dårlig timet i forhold til mine veninders liv, og det blev et udtryk for, at jeg med en kæreste ikke rigtig passede ind i venskabet længere. Og det var med hånende kommentarer om, at nu skulle jeg prøve at blive såret og ked af det. 

Positive fortællinger fra min egen tilværelse blev nedgjort, skulle overgås eller peges fingre ad. Det blev til en hverdag, hvor jeg til sidst gik på listetæer og ikke turde dele noget som helst. Jeg gik med en iboende frygt for, at de glædelige stunder, jeg oplevede, blev overskygget med negativ energi i form af ord og mobbende handlinger – sådan opfattede jeg det. 

Jeg anede simpelthen ikke, at den her manglende support og glæde fra mine nærmeste kunne være med til at få et mentalt, stærkt menneske, som jeg ser mig selv som, så langt ud af kurs, hvor troen på at en ven eller veninde oprigtig kunne glæde sig på mine vegne overhovedet fandtes. Min tillid var væk. Det ændrede min måde at agere på over for andre venner, og ikke mindst ændrede det måden, jeg så mig selv på. Det var her, at jeg for alvor indså, at støtten og den oprigtige glæde til ens valg i livet fra ens nærmeste venner er en enormt vigtig valuta – og det synes jeg generelt, vi snakker alt for lidt om! 

Kunne jeg i al den tid have gjort noget anderledes i de her situationer? Helt sikkert! Kunne de? Bestemt! I dag er det tilgivet, og vi er videre. Vi er trods alt kun mennesker. Alle sammen. 

Hvorfor kan vi ikke bare glædes sammen? 

Men hvad er grunden egentlig til den her manglende glæde til hinanden? Det har jeg ikke et entydigt svar på. Men jeg kan prøve at beskrive de observationer, erfaringer og refleksioner, jeg har gjort mig gennem livet – og især de sidste par år – som en kvinde sidst i tyverne.  

Sådan som jeg ser det, fokuserer vi utrolig meget på os selv, hvad vi har krav på og hvilken glæde, vi selv søger. Jeg synes, vi er dårlige til at åbne os i forsøget på at skabe en glæde, der rækker ud over os selv. Jeg tror på, at det vil skabe mere livsglæde og større kærlighed, hvis vi blev bedre til det. Jeg oplever ofte mine venner og jeg selv ende i samtaler, hvor vi taler positivt om andre – både venner og bekendte venner – i sætninger, der desværre ofte bliver brudt af det her men. 

“Det er flot, de har været sammen så længe, men de har også mange problemer i deres forhold.” 

“Det er da dejligt, at hun er blevet gravid, men det er godt nok også gået stærkt. Måske for stærkt.” 

“Hun ser godt ud, men hun har jo også botox i hele ansigtet.” 

Hvad er grunden til, vi skal snakke i de her vendinger eller pakker positivitet ind i negative konklusioner? Sådan som jeg kan opleve det på egen krop, og har observeret hos andre, er, at vi har det bedst med, at andre ikke har det meget bedre end os selv. I vores egoistiske sind er det egentlig bedst, hvis folk omkring os er på samme niveau som os selv.  

Hvis vi ikke har et arbejde, kan det være svært at se en ven lande sit drømmejob, og hvis vi ikke har råd til en ferie, kan det være svært at se ens venner være på ferie. Det er helt fair, at det kan være svært, men jeg synes bestemt ikke, at ens “mangel” på succes skal overskygge vennernes lykke. Hvad er vi egentlig så for hinanden? Dine venner er dine livsledsagere, som du selv har valgt – og de har valgt dig til. Hvorfor i alverden ikke bruge tiden på at glædes og grine sammen i stedet for at misunde og skule til de mennesker, som vi selv har valgt at dele livet med? Det er da for dumt. 

Sociale medier hælder mere benzin på misundelsesbålet

De liv, vi lever på sociale medier, har formentlig heller ikke hjulpet på tendensen. Her bliver vi flere gange dagligt eksponeret for opslag, der – hvis vi skal være ærlige – ofte er sovset ind i perfektionisme og glade dage. Dine venner, der hygger sig, mens du ikke kan være med. Din kollega, der er på solferie, mens du er i regnfulde Danmark. Din studiekammerat, der lige har scoret topkarakterer til sin afgangseksamen, mens du sveder over din reeksamen. Ting, der i sidste ende kan hælde mere benzin på misundelsesbålet. 

Jeg er selv lige kommet hjem fra en ferie i Grønland, hvor jeg ikke kunne slippe tanken: ‘Jeg kan jo ikke komme hjem og fortælle, at jeg ikke har set Nordlyset’. Men det er jo et problem. For hvad betyder egentlig mest? At jeg har oplevet noget for min egen skyld – eller at jeg kan fortælle eller vise til andre, at jeg har oplevet noget? Måske skulle vi lægge forventningerne til og fortvivlelsen omkring sociale medier lidt på hylden. For livet er jo nu engang skruet sådan sammen, at der altid vil være nogen, der har det, du selv gerne vil have. Så hvad er vi, hvis vi ikke kan glæde os på hinandens vegne? Egoistiske? Måske. Støttende og omfavnende? Næppe. 

Uanset hvad, så kan manglende støtte og glæde fra ens nærmeste venner ødelægge én. Det prøvede jeg selv. Jeg synes virkelig, at vi skal øve os på at blive bedre til – om vi har succes eller ej – at løfte hinanden op. Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi siger vores mening til hinanden og fortæller om de svære perioder, selvom vi med egen sorg, smerte eller manglende succes kan have svært ved at glæde os på vores nærmeste vegne. 

Men pak nu den der misundelse væk og vær en god ven over for dine venner. Glæd dig på dine venners vegne – det gør os alle til bedre mennesker. Alt godt kommer tilbage til den, der giver noget godt. Den form for karma tror jeg på. Og så håber jeg på, at vi i sidste ende kan gøre op med venskabets forbandelse, der fylder alt for meget i vores venskaber. 

Ensomhed er følelsen af at være alene og følelsen på mangel af nærvær. Man kan sagtens leve et liv alene uden at føle sig ensom. Samtidig kan man leve et liv med en partner og have følelsen af ensomhed. Ensomhed er i bund og grund en helt almindelig følelse, som udtrykker et vigtigt budskab. I mange tilfælde kan det være et tabubelagt emne for det pågældende individ at udtale sig om. 

Jeg trives jo fint alene og ønsker ikke at date, men alligevel? 

Vi er presset på tid i dagens Danmark. Alt skal gå hurtigt. Vi skal i hvert fald gerne hurtigt igennem uddannelsessystemet. Vi skal være karrieremennesker, være ledere og tjene mange penge. Derudover skal vi pleje vores relationer, og vi skal være opdateret på de sociale medier – også med alle dem, vi ikke nødvendigvis har en personlig relation til. Vi skal gå i fitness, løbe eller udøve anden aktivitet, så vi lever op til samfundsnormens kropsideal. Hvordan søren skal vi pleje et forhold? Men når den hektiske dag går på held, og man smider sig på sofaen, så rammer følelsen af ensom. Eller når weekenden står for døren, og der ikke er noget arbejde til at tage fokus væk fra de følelser, vi egentlig har, men som vi bare undertrykker. 

Det spørgsmål jeg mødes mest af, er: ”Er du kommet på Tinder nu?”, hvortil mit evige svar er: ”Nej”. I virkeligheden behøves jeg ikke, for som jeg ser det, så følger flere andre sociale medier trop med tinder. Hvis der er noget, der er nemt, så er det at poste et billede, der er iscenesat for derefter at modtage en masse opmærksomhed i form af likes, kommentarer og beskeder. Men hvad får vi ud af det? 5 minutes of fame. 

Hvad er problemet i virkeligheden? 

Det har taget lang tid. Det har taget tid at sætte grænser. Det har taget tid at finde ind til mig selv og forstå mine egne værdier og ønsker. Men findes der overhovedet en, der har det på samme måde? Er det ok at bede sin kæreste om ikke at opsøge nye fremmede og fristende bekendtskaber? Er det ok at bede pågældende om at slukke telefonen, og værne om det vi laver, også selvom det bare er aftensmaden? Ja, det er helt ok! Det tog mig tre år og et møde med én, der kunne det. En, der dumpede ind i mit liv på et svært tidspunkt og en relation, der stoppede igen. Men et møde, der ændrede mit syn på, hvor lidt man i virkeligheden skal gå på kompromis med sig selv. Verden er fyldt med dem, men vi skal bare møde dem. Min mødte jeg foran et supermarked. Jeg synes, det var så fantastisk, at det ikke var et Tinder-match, men at det var en, der observerede mig i min helt egen verden og som blev betaget af det.  Vi skal skrue op for selverkendelsen og ned for søgen på anerkendelse på sociale medier. 

Skal vi bare passe ind i mængden eller stå alene? 

Det er okay at lade sig inspirere af andre. Det er okay at se sin venindes nye taske og synes, den kunne være fed selv at have. Men det unikke er i virkelighed det, der kun findes én af. Det der er bemærkelsesværdigt og attraktivt. Hvad er federe end at være unik? Og hvorfor er det lige, at folk kommer med spydige kommentarer? Det må være misundelsen, der taler. Med det at kunne skille sig ud følger en selvsikkerhed og hvilen i egen krop. Væver man lidt mellem hvem man i virkelighed er og prøver at være en anden, vil det være svært at tilbyde noget konkret i et forhold. Det ændrer ikke på følelsen af ensomhed, som indtræder, når jeg sidder hjemme alene. Men jeg undgår det ikke, for det giver mig tid til at tolke på den. Ja, jeg er ensom. Selvom alle, der hører mig sige det, svarer med: ”Ej det skal du ikke være”, så bunder det i, at jeg mangler nærvær og samhørighed. I virkelighed er det nok mere mit hoved og følelsesregister, der fortæller mig, at jeg er klar til at opsøge noget. Fordi jeg nu er bevidst om, at jeg ønsker det. For at referere til ovenstående er jeg dog ikke i tvivl om, at det ikke skal være forhastet – som så meget andet i samfundet. Det skal være det, der passer til mig og mine værdier. Efter selv at have følt det anerkender jeg alle dem, der tør stå ved deres følelser, dem der tør træde det skridt længere og være bevidst om dem selv.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her. 

Jeg tror, der går lang tid, før jeg for alvor vænner mig til, at jeg ikke længere kan bruge termen “mine forældre” i nutiden. At jeg altid skal ignorere det eller rette til ”min mor” og diskret undlade at nævne, at jeg altså har haft en far. En ret god en af slagsen. Jeg hader, at folk automatisk tror, at jeg er et skilsmissebarn, som ikke ønsker ham i sit liv. Eller at jeg aldrig har haft noget med ham at gøre. For sagen er den, at det blot er lettere at undlade den eneste lille detalje, der på nogle måder gør mig anderledes fra de andre unge i dag…

For min far er død.

Og så blev der stille. Ansigterne bliver automatisk forvandlet til medlidenhedsblikke og forsigtige, nænsomme spørgsmål, fordi det berører et så skrøbeligt emne, de færreste 20-årige kan relatere til. For jeg mistede min far, da jeg var 17 år gammel, og dermed blev jeg ifølge statistikken fra DST en af de 1.2 procent under 18 år med en manglende, afdød forælder.

Et pludseligt hjertestop 

Min far faldt om med et hjertestop. Pludseligt. Han var en forretningsmand med eget firma, så han var altid på farten og aktiv i fitness hver dag. Han var stærk. Familiens overhoved. Han havde stærke meninger og vidste hvem han var. Blot 48 år gammel. Jeg kunne ikke forstå, at hans hjerte ikke kunne følge med ham. Ved hjertets sidste slag efterlod han sine medmennesker i en dyb sorg. Det var et chok, det var kaotisk, og det var forfærdeligt.

Alle i hjembyen vidste, hvem han var, alle vidste at han var død. Jeg var blot en usikker teenager, der få dage forinden hans død var kommet i et behandlingsforløb for anoreksi. Jeg var på ingen måder klar til at miste ham, men jeg var magtesløs, og jeg var der ikke til at redde ham. Til hans begravelse stillede jeg mig op foran kisten i den overfyldte kirke og sagde mit sidste farvel i en afskedstale. Jeg nåede aldrig at tage afsked med ham i live, men jeg ved, at han ville være blevet så stolt over, at jeg gjorde det for ham til begravelsen. År 2016 var et forfærdeligt år, jeg aldrig ville gå tilbage til igen – i hvert fald kun på det præmis, at jeg kunne rejse tilbage og redde min far i tide. 

Pigen, som mistede sin far 

Nu fortæller jeg min historie til jer. Den har jeg efterhånden fortalt mange gange, men det kan stadig være svært. For jeg blev pigen, der har mistet sin far, og det er en del af mig nu. I lang tid efter min fars død følte jeg, at det var det eneste folk så, når de mødte mig. Jeg kunne se medlidenhedsblikket på lang afstand. Det ændrede mig. Jeg prøvede flere grænser af og ville ikke længere være den stille og forsigtige pige. Jeg skændtes konstant med min mor og kæmpede et brag af en kamp for min far, da hun begyndte at date igen. Det sårede mig. Jeg valgte venner fra og nye til. Jeg gik til psykolog, hvor jeg lærte at bearbejde min sorg og tackle anoreksien. Det tog sin tid at komme ovenpå igen. I en lang periode vidste jeg ikke, hvem jeg var.

Jeg føler mig hel den dag i dag, hvor jeg for alvor er blevet voksen og flyttet fra provinsen til min egen lejlighed i storbyen. Jeg har egentlig et godt og normalt liv, som de fleste unge i dag, med både op- og nedture i livet. Men min sorg er der stadig som en del af mig, og selvom jeg har lært at tackle den, er det ofte svært, når jeg møder nye mennesker. For hvornår siger man egentlig ”min far er altså død”?

For gør man det for hurtigt, er det too much information, men vælger man derimod at vente, bliver det endnu sværere og mere akavet. Det giver mig også følelsen af, at jeg lyver overfor folk, når jeg undlader at sige sandheden. Hånden på hjertet. Jeg forstår, at det er et emne med berøringsangst, når man er så ung og har mistet en forælder. Det er unormalt. Det er et tabu ligeså vel som døden er, fordi folk frygter at såre en.

"Jeg ønsker at fjerne den berøringsangst, der er forbundet med sorg"

For sagen er den, og en af mine vigtige pointer er, at jeg netop gerne vil tale om min far og min sorg. Ikke hele tiden, men jeg vil gerne tale om det. Derfor har jeg også valgt at være åben omkring sorgen på SoMe. Jeg ønsker at fjerne den berøringsangst, der er forbundet med det. Mest af alt ønsker jeg også at holde min far i live, hvilket jeg føler, at jeg gør, når jeg taler om ham, hans død og mit savn. For jeg glemmer aldrig øjeblikket, hvor jeg sad og grinede med min mor i sofaen, og min onkel pludseligt kom grædende ind og fik fremstammet: ”Klaus er død.” Min mor skreg op, og mit liv blev ændret for altid. Det var brutalt, men det er en del af min historie, som jeg gerne vil dele. Jeg vil også gerne dele mit savn til min far.

Min far, som igennem hele mit liv altid gik ind til mig om morgenen og sagde: ”God dag, lille skat” hvorefter han kyssede den halvsovende mig på panden. Han var min far og helt uerstattelig. Sammen med min mor gav han mig en tryg opvækst med så mange rejser og oplevelser. De formede mig til den, jeg er i dag. Jeg er ikke ligeså stærk, som min far var, men jeg forsøger på at lytte til mig selv, være et godt menneske og tage de rigtige valg, således jeg får etableret mig et godt liv, som han også ville være blevet stolt af. 

Jeg har ofte drømme om, at han er i live, hjertesyg og det er min mission at redde ham. Jeg bliver så glad, når jeg ser og hører ham i mine drømme og samtidigt rædselsslagen for at miste ham igen. Jeg fortæller ham om mit liv og alt det, han er gået glip af. For han nåede ikke at se mig få kørekort, blive student eller flytte hjemmefra. Han oplevede aldrig at blive farfar til min brors to børn. Det er der, jeg savner ham allermest, fordi han skulle have været der sammen med os. 

"Min far lever videre i mig"

Jeg får ham aldrig tilbage, og det er uretfærdigt, men på en måde har det gjort mig stærkere. Når jeg bliver uretfærdigt behandlet eller får mit hjerte knust, tænker jeg på alt det, jeg har været igennem, og hvilket tab jeg har lidt. Hvis jeg har kunnet klare at miste min far, kan jeg klare de dage, hvor jeg ikke føler mig god nok eller er frustreret og ked af det. Det har givet mig helt andre kræfter, end jeg tror mine fleste jævnaldrende kender til, fordi jeg har set livet i et andet perspektiv. Min far lever videre i mig. Han bliver holdt i live, når jeg taler om ham. Når jeg selv bliver mor engang, vil han blive husket, og jeg vil give hans værdier videre til mine børn og fortælle dem om ham. Han vil ikke blive glemt, så længe jeg er i live. Og så kan jeg altid se på min lille tatovering på håndleddet og mindes ham.

Hver dag bliver unge sat i samme hjerteskærende situation som jeg, og mit hjerte bløder ved tanken om den tid, de nu skal gå igennem. Livet bliver revet i tusinde stykker, og man skal samle alle brudstykker op igen og lære at leve uden sin forælder. Det tager tid. Og tiden heler ikke alle sår, men sorgen bliver til et ar på sjælen, og den gør med tiden en stærkere. Jeg tænker på alle jer, som har mistet. I er ikke alene. Sorgen kan være noget så overvældende, og man kan have lyst til at lukke sig selv inde, men stilheden fra omverdenen vil ikke gavne. Det gælder om at række ud og søge trøst, både hos nærtstående venner og den sørgende familie, men også til professionelle psykologer eller sorggrupper. Giv dig selv lov til at græde ukontrolleret ud. Lyt til sange, der minder dig om tabet. Skriv breve til din forælder. Vær åben omkring sorgen, og vær med til at fjerne berøringsangsten.

Mit bedste råd 

Mit bedste råd er at sætte tid af til at være til stede i sorgen, for selvom det kan være noget så ubærligt at anerkende dødsfaldet, så er det noget, man bliver nødt til at bearbejde. Men jeg er samtidig godt klar over, at det er lettere sagt end gjort, når man skal jonglere sorgen sammen med dét at være ung og skulle efterleve både ens egne samt samfundets forventninger til en. Du bliver aldrig den samme person som før, du mistede din forælder, og det vil altid gøre ondt, men jeg lover dig, en dag vågner du op med et liv igen. Et overskud igen. Du finder dig selv i at bekymre dig over småting, såsom Instagram, eller byturen, du gik glip af. For du er tilbage, men på trods af det, er du anderledes, fordi du har oplevet en stor sorg, som du nu bærer rundt på. Det er blevet en del af din historie. Og på et tidspunkt begynder folk måske at glemme alt det, du har været igennem. De glemmer dit tab.

Men fortvivl ej, det er okay stadig at blive ramt af sorgen. Det er okay at græde, savne, eller blot tale om din forælder, uanset hvor lang tid der er gået siden dødsfaldet. Hvis jeg hører min fars stemme, ser på hans Facebook profil, eller skriver breve til ham, bliver jeg stadig meget berørt snart fire år efter hans død.

Det er befriende og helt naturligt at græde, for det viser blot kærligheden, og at din forælder har haft en massiv indflydelse på dit liv og den person, som du er blevet. Og måske kan du en dag bruge alt den kærlighed derfra, sorgen der medfulgte og erfaringer om livet efterfølgende, på at give noget af det tabte videre til verden igen. Det er i hvert fald det, jeg håber på at opnå i mit liv. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Og her menes der ikke, at jeg har taget nogle kilo på (... hvilket jeg har, men that’s life – og jeg rocker dem!), men derimod at jeg har en personlighed, som engang imellem kræver, at mine medmennesker skal tage en dyb indånding og tælle til 10.

Det har ikke altid været nemt for mig at høre sætninger som “du snakker meget”, “du blander dig i mange ting” og “du vil godt nok bestemme mange ting.” Da jeg var yngre, især i mine teenageår, var det vigtigt for mig at passe ind og gå i ét med alle andre tøser med G-star bukser, Dolce&Gabbana-trøjer og høje plateau stilletter. Men selv dengang larmede min personlighed og desværre i en mere negativ retning, hvor jeg uden tvivl oftest blev opfattet som en skrappedulle og bulldozer. Jeg havde svært ved at lytte til andre mennesker og respektere deres holdninger, jeg afbrød, og jeg snakkede meget(!) højt.

“Camilla, ingen har ringet din telefon op!”

Hvis vi går tilbage i tiden, så husker jeg tydeligt min gamle matematiklærer Irene, som vi fik i 4. klasse. Hvis der var noget, hun ikke forstod, så var det min opførsel. Hver gang jeg larmede og snakkede, så var det, fordi jeg ikke forstod mine matematikopgaver, men Irenes måde at håndtere det på var at råbe udover hele klassen: “Camilla, ingen har ringet din telefon op!” Det resulterede i, at jeg næste gang bare valgte at snakke endnu højere og larme endnu mere. 

En stor og vigtig skideballe

Da jeg kom i 10. klasse, startede jeg på efterskole, hvor jeg fik en klasselærer, som hurtigt fik øje på mig, hvilket giver ret god mening, eftersom jeg snakkede hele tiden og uafbrudt. Jeg husker tydeligt første gang hun tyssede på mig, for jeg rullede øjne af hende – og oh boy, det skulle jeg ikke have gjort. Om aftenen da vi havde stilletime på værelset, kom hun ind, og jeg fik den største og vigtigste skideballe i mit liv. Hun forklarede mig, hvordan min opførsel påvirkede menneskers syn på mig, hvordan vi skal behandle hinanden med respekt, og hvordan jeg fremtidigt kunne bruge min stemme til mere fornuftige ting. Hun ændrede mit liv – så en kæmpe tak, Marianne.

Det smukke ved mennesker er, at vi oftest fortrænger ubehagelige ting, og op igennem mine 20’ere havde jeg igen for længst glemt alt om skideballen fra Marianne. Heldigvis har jeg de mest fantastiske veninder, som dengang tog fat i mig og forklarede mig, hvordan det føles, når jeg ikke lytter, snakker for meget og får mange ting til handle om mig og mit liv. Jo, det var hårdt, og jo, jeg græd mange tårer over den samtale, fordi det er fandens hårdt at blive konfronteret med sider af en selv, som ikke alle synes af fan-fucking-tastiske. Vi vil jo alle gerne være perfekte og likeable typer, ik’?

At være en person med alfa-træk

 Det er ingen hemmelighed, at jeg som 29-årig stadig oplever den grimme side af at være en person med alfa-træk. Jeg har stadig perioder, hvor jeg snakker højt, snakker meget og blander mig i mange ting. Men heldigvis har jeg ved hjælp af menneskerne i mit liv og meget sjælegransken lært at rette ind og hurtigt finde den rette balance igen, når jeg larmer lidt for meget. Nu skal det ikke lyde, som om det alt sammen er negativt, for min larmende personlighed har hjulpet mig frem i livet både i mit privatliv og i min karriere. Men med min personlighed er det bare vigtigt at vide, hvornår det er vigtigt at larme, og hvornår stilhed er den bedste løsning.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.