10 tegn på, at du spiser for meget takeaway

Hvis pizzamanden ikke venter på din bestilling, men bare begynder at lave en nummer 12 med hvidløg, så ved du, den er gal!

19. juli 2015 af Sara Møller Christensen

1. Du er på fornavn med din pizzamand. Det samme kan ikke siges om teenageren nede i Netto. Ham ser du jo kun hver tredje uge, når du løber tør for toiletpapir.


2. Dit hjem drukner i tom emballage. Hvis der var nogen, der opfandt en pizzaæske, der kunne gå i skraldespanden, forudser du, at de ville blive rige. Stinkende rige!


3. Når du skal lave middag til veninderne, kan du kun finde på retter som burger, pizza og thai. Hvad findes der ellers? Du aner det ikke.

4. Du får et fan-lignende forhold til din yndlings-fastfood-restaurant. Måske man skulle få deres logo tatoveret på sin krop? Eller ved nærmere eftertanke... nej, det skulle man ikke.

5. Du behøver aldrig gå ind under kontakter for at finde nummeret til din fastfood-pusher. Det står altid under ‘seneste’.


6. De eneste råvarer, du har i dit køleskab, er dem, der passer sammen med takeaway. Altså ketchup og remoulade og den slags.


7. Dit spisebord bliver kun taget i brug, når der er gæster. Alle ved, at takeaway skal spises foran fjerneren. 


8. Du har nogle særlige ritualer omkring, hvordan maden skal indtages. Af samme grund deler du helst ikke. Hvad hvis de spiser pizzaen fra den forkerte ende?

9. Du ved præcis, hvilket nummer på menukortet du skal have. For det meste er det dog overflødigt at sige det, for thai-manden begynder allerede at smide ingredienserne til din panang-karry op i panden i det øjeblik, han ser dig.


10. Hvis der går mere end tre dage imellem, at du får din yndlingsret, tager du dig selv i at sige, at det er lang tid siden. Men så glæder du dig også virkelig meget til at få den igen!

Hvad synes mændene?