To kvinder der ligger på en strand og spiser is
© iStock

6 trælse fejl, du ikke må begå, når du er på stranden

Glemmer du at tage solcreme på, når du har været ude at bade?

13. juni 2018 af Amalie Kjær Boel

Der findes næsten ikke noget bedre end at ligge på stranden, slikke en masse sol, se efter lækre mænd og bare hygge sig. Der er dog bare lige det, at selvom det kan være lækkert at komme lidt væk fra det hele, kan vi godt glemme en ting eller to, når vi er kommet lidt for hurtigt ud af døren for at nå tidligt på stranden. 

Måske kan du selv genkende nogle af disse seks trælse fejl, vi laver lidt for ofte, når vi er på stranden?

1. Du tjekker ikke, om du har taget den rigtige solcreme/solfaktor med

Først og fremmest er det vigtigt at huske at pakke en solcreme med, når du skal på stranden. Men ofte så laver vi den fejl, at vi ikke lige tjekker, om vi har taget den rigtige med. For hvis du har let ved at blive rød og ligne en stegt hummer, er det måske ikke verdens smarteste idé at tage en faktor 10 med... 

En god idé er, at du lige tjekker din solcreme en ekstra gang – næste gang, du pakker strandtasken. Du vil højst sandsynligt gerne undgå at have så ondt, at du hverken kan ligge, sidde eller gå. 

2. Du glemmer en kasket eller en solhat

Hvis du har en sart hovedbund, er det rigtig dumt at lave denne fejl – selvom det sker lidt for ofte for nogle af os. Hvis du er så uheldig at lave denne fejl, kan du faktisk nogenlunde redde din hovedbund ved at sætte dit hår op med en elastik – så længe du samler hele dit hår, så kan du undgår at blotte din skilning. Og vupti, så er du klar igen, og har undgået at lave fejlen endnu en gang. 

3. Du tager ikke et bad, når du kommer hjem

Måske har dine forældre også sagt til dig gang på gang, at du skal huske at tage et bad, efter du har været på stranden – og skylle dit badetøj efterfølgende. Men det er bare så nemt at glemme det – og derfor lave denne fejl. Det er dog bare ikke så lækkert at finde sand de næste to uger i sengen, i sofaen eller i hele dit tøjskab.

Husk på at gøre dig selv den tjeneste at tage et bad, når du kommer hjem. For ikke nok med du kan finde sand overalt, så vil der højst sandsynligt også sidde salt overalt på din krop – hvilket kan være virkelig irriterende, da det klør og kan gøre huden tør...  

Kvinde tager et skyl på stranden
© iStock

4. Du går ned i vandet og glemmer at tage solcreme på efterfølgende

Hvis du ikke har lavet fejlen med at tjekke solcremen, så kan det være, at du måske har lavet denne fejl – et par gange. Det er så skønt at kunne tage en dukkert i vandet, når vi ligger på stranden og bobler. Men ofte laver vi den fejl, at vi glemmer at tage solcreme på, efter at vi har haft hele kroppen og hoved under havets overflade.

Så hvis du er en vandhund og elsker at bade – men er dårlig til at huske at tage solcreme på efterfølgende, så kan du gå efter solcremer, der er vandfaste. 

5. Du plejer ikke dit hår inden

Det er faktisk ikke bare din krop, der har brug for plejning – det har dit hår også. Det er en fejl rigtig mange af os laver, da vi er så fokuserede på blot at huske solcremen til kroppen. 

Men du kan – og bør faktisk – købe solbeskyttelse til dit hår. Du kan både finde sprays, men også sololie til håret, der fugter, plejer og reparerer dit hår, så det ikke bliver fuldstændigt tørt af havet og solen. 

6. Du husker ikke at drikke nok vand

Selvom du ligger og nyder solens varme på stranden, er det virkelig vigtigt, at du får nok vand indenbords – og ikke bare ved at gå ned i vandet. For det kan godt være svært at huske at drikke de to liter vand, som du bør i løbet af en dag, når du har din egen lille strandfest. Du kan altid lære at drikke mere vand ved hjælp af disse syv lette tricks. Det er bare vigtigt, at du prøver at undgå denne fejl, da du helst ikke skal blive dehydreret!

Og hvis du ikke er fan af at drikke vand, kan du altid drikke andre læskende væsker som saftevand og kokosvand, da det bare handler om at få noget indenbords. Dog ikke alkohol, da det har modsatte effekt, og vil gøre dig endnu mere dehydreret. 

Kvinde drikker kokosvand på stranden
© iStock

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?