Kvinde med glimmerkjole ligger i seng
© Pexels, Daria Shevtsova

9 ting, vi i 20'erne aldrig nogensinde skal have dårlig samvittighed over

Det er altså helt okay at stene Netflix lørdag aften

21. maj 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

20'erne er til spontane byture, Netflix en hel dag på sofaen, uddannelse, singlelivet, parforholdet, komplekse boligsituationer og meget mere. Vi i 20'erne er for alvor ‘unge voksne’, og mens din veninde på 21 måske lige har fået et barn med sin kæreste, fyrer du den af som 28-årig single. Uanset hvilken situation du bedst kan genkende, bør du aldrig have dårlig samvittighed over det. 

Vi har herunder samlet ni ting, der er helt normale – og som du ikke bør føle skyldfølelse over.

1. Du har ikke en kæreste

Du er til familiefødselsdag, men i stedet for at tale om hvor lækker moster Carolines hjemmelavede lagkage ser ud, falder samtalen hen på, hvorfor i alverden du ikke har en kæreste. 

Hvis du er single, har du sikkert fået spørgsmålet “Skal du ikke snart have en kæreste?” af både familiemedlemmer og veninder, men uanset om du ønsker dig en kæreste eller ej, bør du aldrig have dårlig samvittighed over, at du er 23, 25 eller 29 år – og single. Du er fri til at gøre netop det, du har lyst til, og så kan du jo med fordel date en masse flotte mandfolk, som du kan få mange gode oplevelser med.

Kvinde og mand griner og spiser is
© iStock

2. Du har haft en kæreste i flere år

Hvis du omvendt mødte din kæreste som 18-årig og stadig er sammen med ham, er der heller ikke grund til at have dårlig samvittighed. Dine singleveninder undrer sig måske over, at du ikke vil med på drukferie i Bulgarien til sommer eller synes, det er vildt, at du og din kæreste har været sammen i 10 år, men det er aldrig noget, du skal forberede en forsvarstale omkring. Det er dit liv, og hvor er du bare heldig, at du har mødt din kæreste i første hug!

3. Du er ikke færdig med din uddannelse

Hvis du har været på efterskole, taget et par sabbatår og har udskudt din uddannelse, har du sikkert fået en masse mindeværdige oplevelser. Det kan også være, at du i første omgang valgte en uddannelse, som ikke helt var dig, og som du nu er droppet ud af. Det er helt i orden, for så har du fået den erfaring og ved, at det ikke er den vej, du skal gå med dit liv.

Så skidt pyt, om dine veninder allerede har haft fuldtidsjob i et par år. Du har intet at stresse over, og arbejdsmarkedet løber ingen vegne.

4. Du stener Netflix hele lørdag aften

Vilde byture er ikke altid – eller måske aldrig – noget for dig. Og det er helt okay. Du må GERNE bruge lørdag aften i selskab med Netflix og en kæmpe pose bland selv-slik, mens du på Snappen kan se dine veninder gå amok til Despacito på dansegulvet i byen. Hvis du har brug for at slappe af i weekenden og gerne vil være frisk hele søndagen, har du sikkert fundet ud af, at det er vigtigt for dig at stresse helt af i weekenden.

Kvinde ligger i seng med sin computer
© iStock

5. Du har ikke lavet en opsparing

Det er naturligvis en god idé med en opsparing, så du har penge, hvis du skal flytte, ud at rejse – eller hvis vaskemaskinen pludselig går i stykker. Hvis det ikke går vildt godt med at få samlet pengene sammen, har du sikkert brugt dem på noget andet, der har givet dig erfaringer i livet. Og hvis det bare er vodkaflasker i byen og alt for dyrt tøj, har du sandsynligvis lært, at det i den lange ende kan være en større fordel med pengene på opsparingen. 

6. Du tager i byen hver weekend

Du er ung, du er frisk, og du skal da bare ud at danse på det dansegulv, hvis det er det, du har lyst til! Hvis der er gang i dig, og dine veninder altid er friske på en spontan og vild bytur, diverse festivaler og andre festlige arrangementer, skal du ikke have dårlig samvittighed over at bruge hver fredag og lørdag på at feste. Så er det bare de pinlige 10 minutters stories på Snapchat, som du skal leve med!

Kvinde til koncert
© iStock

7. Du siger ‘nej’ til ting

Du må ikke få det dårligt over at fortælle din veninde, at du altså ikke har overskud til den træning, I havde aftalt at tage til sammen. Eller at sige på jobbet, at du ikke kan tage de ekstra arbejdsopgaver, din chef gerne vil give dig. Det er vigtigt at lære at sige fra, og det er godt, hvis du kan sige nej til ting, som du kan mærke, at der ikke ville komme noget godt ud af. 

8. Din bolig

Mange af os i 20'erne har ikke ligefrem et palæ at bo i. En billig lejelejlighed eller et værelse hos nogen skal du ikke have dårlig samvittighed over. Din boligsituation passer dig sikkert nu – eller også har den i hvert fald gjort – og ofte har vi slet ikke brug for så meget plads eller en fancy, dyr sofa at slænge os på. Lige nu bør du bare nyde, at du ikke skal gøre rent i så mange værelser – og at der findes utallige, smarte Ikea-hacks!

9. Det, du spiser

Frysepizza med lidt ekstra mozarella på toppen er slet ikke så ringe, som det (for nogen) sikkert lyder. Selvfølgelig skal vi tænke over generelt at spise sundt, men der skal også være plads til chokolade til filmen, pizza til tømmermændene og det iskolde glas hvidvin til de lune sommeraftener. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?