Veninder | Kvinder | Sommer | Sol | Sommerhus
© iStock

Brug for kvalitetstid med veninderne? Her er 9 grunde til, I SKAL tage i sommerhus sammen

Det er ikke lige så dyrt som en rejse sydpå – men mindst lige så hyggeligt!

12. maj 2018 af Amalie Kjær Boel

Overvejer du at tage på en lækker sommerferie med dine bedsteveninder i år? Så bør I måske overveje at leje et idylisk sommerhus herhjemme i Danmark frem for at tage tre dage til London, hvor I alligevel nok kommer til at være trætte af at gå op og ned af alle de mennesker... Det er selvfølgelig også hyggeligt, men der er bare noget helt specielt over sommerhus, grillaftener og hygge på stranden. Vi har her samlet ni grunde til, at du virkelig bør overveje at snuppe dine veninder under armen og booke et sommerhus – vi skal nok få dig overtalt! 

1. Den kan stå på ren afslapning i en hel uge

I bør helt sikkert overveje at tage en uge fri fra studiet, arbejdet eller familien. Så har I også alle sammen en undskyldning for at være sammen med hinanden. Bare fordi I alle er sammen, behøver I ikke havde planer fra morgen til aften alle dage. I kan derimod tage en dag af gangen, og hvis vejret er superlækkert, så kan I snildt lægge nogle madrasser, tæpper og puder ud på græsplænen og slikke noget sol – eller tage på stranden. 

2. Du kan vise dine grill-skills frem 

Det er også en oplagt mulighed, at du viser dine veninder, hvem grillmesteren er. For du formår (måske) at grille de lækre, sprøde pølser og den saftige kylling til perfektion. Og hvis I er flere veninder, der tager afsted sammen, kan I roligt arrangere, hvem der står for at lave morgenmad, middagsmad og aftensmad – hvis I gerne vil slippe nogle af gangene – også selvom du ikke har noget imod at stå ved grillen alle dagene. 

3. Du kan vise, hvem den sande Ludo-mester er

Ja, det kan du selvfølgelig også vise derhjemme, men alt er bare hyggeligere i et sommerhus. Specielt når I har tændt for brændeovnen, åbnet et par flasker vin, har brætspil klar til hele natten, og musikken bare spiller derudaf – så er du i dit rette Ludo-element. Det bedste ved det hele er næsten, at I ikke rigtig skal tage hensyn til andre end jer selv, da det tætteste sommerhus måske ligger 100 meter fra jeres! 

4. Der er morgenmad, når I føler for det

Det kan nogle gange være vildt irriterende at skulle spise morgenmad alt for tidligt, når sulten ikke engang har sneget sig ind... Men I er ikke på hotel, så I kan gøre lige, hvad der passer jer. Det kan også være, du er træt af, at halvdelen af dine veninder er glutenallergikere eller veganere, men det behøver du slet ikke at bekymre dig om, for du kan bare handle ind til det, du føler for. Og hvis du har overskud, kan du altid bikse en lækker brunch sammen til jer alle sammen – og alle jeres forskelligheder. I er trods alt flere om at splitte regningen!

5. I kan finde nye hobbier

I de fleste ferieområder, hvor der er sommerhuse, vil der være muligheder for forskellige aktiviteter. Det kan være alt fra at lave keramik, surfe eller at lave bolsjer. Det kræver blot, at I lige undersøger stedet på forhånd –  hvem ved om I lige pludselig finder en ny hobby?

6. I kan tage på stranden morgen, middag, aften 

Det er ikke alle sommerhuse, der ligger tæt på stranden, men hvis jeres gør, og vejret er lækkert, så bør I udnytte det til fulde! Pak en picnickurv, solcreme, andre lækkerier og hop i bikinien. Hvis I har en bil med, så kan I sagtens snuppe den til stranden, ellers kan I måske leje cykler (hvis I ikke har det med hjemmefra) og få en heldagstur ud af det. 

7. I kan stadig shoppe

Hvis I er afsted i en hel uge eller længere tid, kan det være rart at komme lidt ud. Det kan også være, at I alle sammen har fået abstinenser over at have været så ufatteligt meget sammen, at I har brug for at møde nogle nye mennesker – eller andre omgivelser. I kan derfor arrangere en tur til den nærmeste by og gå på café eller tage i biografen, hvis det er det, I føler for. 

8. I kan stadig sagtens holde en filmaften

Hvis vejret nu lige pludselig skulle skifte fra den fantastiske hedebølge (ja, det kan jo være, at det sker) til en kedelig gråvejrsdag, så kan I holde en filmaften. Det kræver blot, at I har Netflix, HBO eller Viaplay, så I kan finde noget godt at se – med popcorn selvfølgelig! 

9. I sætter mere pris på hinanden 

Når alt kommer til alt, så handler det bare om, at I skal have det sjovt og godt. I er sikkert også så gode veninder, at I har set hinandens gode og knap så gode sider. Så giv hinanden plads og nyd hinandens selskab. Det kan jo være, at I lige pludselig selv kommer på en helt fantastisk idé, hvad I kan lave som det næste. Husk på, at I kun bliver tættere ved at gå op og ned af hinanden. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?