Søskende spiller Playstation
Der er så mange fordele ved at have en bror.© Getty Images

12 tidspunkter, hvor du er virkelig glad for, at du har en bror

Intet slår ‘a brother from the same mother’!

4. juni 2017 af Sara Møller Christensen

1. Du slap for at dele dit tøj eller gå i aflagt tøj, mens du voksede op. Medmindre du selvfølgelig havde en ældre kusine, som din mor syntes “havde sådan en smart stil”.

2. Du var klart den bedste af pigerne i klassen til at give lammere. Til alle slags slagsmål i virkeligheden. Skal vi wrestle? Du kan bare komme an!

3. Han har altid spist mere end dig, så det føltes aldrig voldsomt, når du kørte en hel pizza ned. Han spiste pizzaen OG en shawarma til dessert.

4. Han har din ryg på en lidt hulemandsagtig måde. Du har sådan set ikke brug for en bodyguard (og faktisk er du også lidt i tvivl om, hvordan han ville klare sig i en reel slåskamp), men det føles stadig rart at tænke på, at han beskytter dig. 

5. Hvis I er jævnaldrende, har han helt sikkert haft nogle søde drengevenner i årenes løb. Det kan godt være, du ikke har lavet noget med dem, men det har givet dig et afslappet forhold til det modsatte køn. Plus det gjorde dig frygteligt populær hos de andre piger i klassen.

6. Han giver gode – og brutalt ærlige – råd om mænd. Og alle mulige andre ting i dit liv. Sandheden kan være hård.

7. I bliver ikke sammenlignet lige så meget, som søstre nogle gange bliver. I er hver jeres person, og det er lige meget, om den ene er god til fysik, og den anden til tysk, og det er egentlig meget rart.

8. På grund af ham kender du alt til offside-reglen. Og alle mulige andre ting indenfor hans interesser. 

9. Du tager det helt afslappet, hvis nogen – inklusive dig selv – bøvser eller prutter. Altså... ikke nødvendigvis på fine restauranter og den slags, men i passende omgivelser kan en lille vind ikke hidse dig op. Din bror plejede jo at bøvse dig ind i hovedet eller gemme prutter til dig under dynen. Lækkert nok egentlig.

10. Du er (måske) god til at læse mænd. Ikke at de alle er ens, men det skader ikke at have boet under samme tag som én af dem de første 20 år af dit liv.

11. I er aldrig jaloux på hinanden. I drømmer om vidt forskellige ting, så den eneste følelse, du mærkede, da han fik en scooter, var flovhed over at skulle følges med ham.

12. Han giver dig en ny, god ven, når han får en kæreste. Og han har bare af at holde på kæresten, så du slipper for at skulle vælge mellem dem, hvis de slår op (selvom du selvfølgelig altid vil vælge din bror. Frem for ALLE, for øvrigt).