mor og datter
Bliver du som din mor? Det er svært at sige.© Getty Images

“Bliver du som din mor?” og 5 andre myter om familien

Du falder for mænd, der ligner din far. Ekspertens dom: Sandt

6. juni 2016 af Stephanie Fox

Eksperten i denne artikel er Mette Holm, som er psykolog. Hendes kerneområder er selvværd, parforhold og trivsel i familien.

1. Dine forældre er skilt – så det bliver du også

Ekspertens dom: Falsk

Tænk på det sådan her: Dine forældre blev skilt, fordi de tog stilling til kærligheden. De fandt ud af, at der ikke var nok, og de har måske efterfølgende opsøgt rigtig kærlighed hos en ny partner. Når du som barn oplever det, lærer du, at kærlighed er noget, der skal arbejdes for. Det er ikke en konstant mellem kærester, som du kan tage for givet. Det er en værdifuld viden, som du kan bruge i dine egne forhold.

2. Du falder for mænd, der ligner din far

Ekspertens dom: Sandt 

Din far var din første mandlige rollemodel og kærlighed – så ubevidst synes du, at ‘rigtige mænd’ er dem, der opfører sig som ham. Derfor falder du for mænd, der minder dig om ham. Og så kan det godt være, du synes, han opførte sig råddent, men sådan en opførsel er lig med tryghed, for det er det, du kender. 

Skændtes dine forældre meget, vil du derfor ikke se det som utrygt, hvis du finder en kæreste, som du skændes meget med. Og var din far kærlig og nærværende, vil du søge mænd, der er på samme måde.

3. Du bliver nøjagtigt ligesom din mor

Ekspertens dom: Falsk og sandt 

Din mor er din primære rollemodel. Hun har vist dig, hvordan man er mor, kvinde og kæreste. Men bare rolig, du bliver ikke en tro kopi af din mor. Som menneske har du altid mulighed for at forandre dig. 

Hvis der er nogle træk ved din mor, som du ikke kan lide, kan du arbejde med dig selv og undgå dem. Jo mere du arbejder med det, desto længere fjerner du dig fra dem. Men det kræver en aktiv indsats, for som udgangspunkt er du et produkt af din mor.

4. Hvis din barndom var ulykkelig, bliver du aldrig rigtigt lykkelig

Ekspertens dom: Falsk og sandt

Jo sundere en barndom du har haft, desto stærkere står du som voksen. Blev du udsat for vold eller svigt, mangler du den grundlæggende tillid i dit voksenliv, så dine odds er dårligere. Men du kan bearbejde fortiden. En dårlig barndom er et handikap, som gør dig sårbar, men du kan lære at leve med den.

5. Det er dine forældres skyld, at du ikke er blevet til noget stort – de pressede dig ikke

Ekspertens dom: Sandt

Hvis du ikke har lært som barn, at det kræver flid, vedholdenhed og hårdt arbejde at få det, du vil have, kan du få svært ved at nå dine mål som voksen. I sidste ende går det ud på, om du har lært at knokle for tingene eller ej.

6. Du stræber efter at skabe en familie, der minder om den, du kommer fra

Ekspertens dom: Falsk

Du tager nogle grundværdier med dig fra din familie, men de fysiske rammer kan ændre sig. Det kan være, at du værdsatte at vokse op i en kernefamilie i en landsby – men at det samtidig netop er det, der giver dig ballast til at vælge din egen vej. Det kan også være, du er vokset op med curlingforældre, uden at du selv nødvendigvis bliver det. Hvis du har lært at tro på dig selv, kan du gøre næsten alt.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.