Skostørrelser til baby
Sko er bare endnu sødere i små skostørrelser til babyer!© Getty Images

Få hjælp til at finde de helt rigtige skostørrelser til baby her

Få 4 gode råd til når du skal købe sko til din baby

27. januar 2022 af Camilla Stubbe

Når du er blevet mor til den skønneste, lille guldklump, er der lige pludselig en masse nye ting, som du skal lære, og som du skal have styr på: Hvilke sutter passer til din baby, kan du egentlig få for mange stofbleer og sværere endnu er at få styr på de forskellige skostørrelser til baby!

Kend skostørrelsen til den lille fis

Er du blevet moster, faster eller tante kan det også være en god idé at gøre sig klog på skostørrelser til babyer. Det lyder måske ikke så forfærdelig vigtigt, men forestil dig lige: Du er på shoppetur, og du falder over de sødeste, små babysko, babystøvler, babysneakers eller -sutsko, og så kender du ikke skostørrelsen til den lille fis. Det må jo bare ikke ske!

I denne artikel om skostørrelser til babyer, hjælper vi dig godt på vej, hvor vi lister skostørrelserne helt op til baby er to år. Samtidig også forklarer vi dig, hvordan du måler din babys fod, så du kan finde cute fodtøj i de helt rigtige skostørrelser til baby. 

Skostørrelser til baby
Kan du forestille dig en lillebitte skostørrelse disse små fusser må have?© Getty Images

Skostørrelser til din baby

Vi ved, at det kan være hulens svært at finde rundt i alle de nye størrelsesbeskrivelser og -numre, når du er nybagt forælder. En ting er, som sagt, tøjstørrelsen til babyer, som jo er alt andet end “small, medium og large”... En anden ting er skostørrelser til babyer, hvor vi er laaaaangt længere nede end din egen størrelse.

Der er så mange ting, du skal huske i starten: 'Hvilket bryst ammede jeg sidst på, hvornår var jeg egentlig sidst i bad, og hvor filan lagde jeg nu babyalarmen?'. Derfor kan det i starten også være svært at huske på hvilken skostørrelse til babyer, der er den rigtig til din lille skat lige nu. 

Vi har lavet en oversigt til dig med skostørrelser til babyer, som du altid kan finde frem, når du for eksempel står nede i babybutikken og forelsker dig i de fineste, søde sko til din babys små fusser og simpelthen bare ikke kan huske, om det nu var en størrelse 17 eller 20. 

Skostørrelser til baby
Find den rigtige skostørrelse til din baby ud fra, hvor mange måneder de er.© Woman.dk

Find den rigtige skostørrelse til baby

I listen ovenfor kan du rigtig nok finde skostørrelsen til baby ud fra hvor mange måneder, din guldklump efterhånden er blevet (det går vildt hurtigt, ikke?). Det er dog ikke altid, at det passer helt nøjagtigt med længden på din babys fod. Derfor kan det være en god idé også at måle den præcise længde på babys fod, så du har andet at gå efter, end hvor gammel lille musen er blevet. 

Sådan måler du længden på din babys fod

Du måler de små pusselanker med et helt almindeligt målebånd, der så skal strækkes fra hælen af og helt op til det yderste af storetåen. Hvis du kan stille eller holde din baby, så de står med fødderne plantet så godt som muligt i jorden, vil det være både lettere at måle, og du vil få en mere præcis måling.

Til den målte længde skal du lægge 1-1,5 centimeter til, så der også er plads til et par lune strømper, og til at babys fødder kan vokse lidt – for de vokser altså som ukrudt i de små aldre. Nedenfor har vi lavet endnu en oversigt, som viser skostørrelser til babyer ud fra skoens længde i centimenter.

Skostørrelser til baby i centimenter
Find den rigtige skostørrelse til din baby ud fra præcise mål.© Woman.dk

4 gode råd om skostørrelser til babyer

  • Husk på, at fodtøjet til de små ikke kun skal passe i størrelsen på længden, men derimod også i bredden og højden. 

  • De ekstra centimeter, du lægger til din babys skostørrelse må maksimalt være på 1-1,5 centimeter, så de ikke bliver for store. 

  • Selvom det er fristende, når baby vokser hurtigt, skal du passe på med at købe fodtøj i en for stor skostørrelse. Bliver skostørrelsen for stor, kan baby risikere at snuble i dem, når de sidder for løst (hvis de er begyndt at gå). 

  • Der er forskel på, hvilke slags sko, du køber til din baby. Det kan sagtens være, at skostørrelsen er den samme, men hvis ikke skoene har den samme mulighed for at blive reguleret i størrelsen med for eksempelvis velcro eller snørebånd, er det endnu en grund til, at du ikke må købe dem alt for store.
Skostørrelser til baby
Ved at måle foden, kan du finde den helt rigtige skostørrelse til din baby.© Getty Images

Skostørrelser til babyer kan være forskellige 

Du kender det nok fra dig selv: I ét tøj- eller skomærke bruger du en størrelse og i et andet mærke, bruger du måske en langt større eller mindre størrelse. Det kan være super frusterende – og det samme gælder tøjstørrelser og skostørrelser til din baby.

Uanset om der står den “rigtige” skostørrelse på sålen af skoen, kan det altså sagtens være, at lille musen har brug for en skostørrelse mindre eller større. Det mest oplagte vil være, at du prøver skoen på i butikken, inden du køber dem, så du er sikker på, at det er den rigtige skostørrelse til din baby. Dog har de fleste online butikker også gode muligheder for returnering, hvis du nu du har set de sødeste sko, som kun kan købes i webshop. 

Rigtig god jagt efter de helt rigtige sko i den helt rigtige skostørrelse til din baby!

Kilder: Skoringen.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.