GLS pakke status
Den bedste notifikation at få. © Woman

10 ting, du med garanti kender, hvis du shopper (lidt for) meget tøj til dit barn

“Du kan nu hente din pakke” er den bedste besked, du kan få

6. juni 2023 af Rie Kirkebjerg

1. Det er fysisk umuligt for dig ikke at trykke “læg i indkøbskurv”, hvis du ser et godt tilbud. Det er jo decideret DUMT, hvis du IKKE køber den fine kortærmede body fra MarMar, som dit barn først kan passe til næste sommer.

2. Du er tilmeldt samtlige nyhedsmails fra dine favorit-shops. Nye kollektioner, sommerudsalg, lagersalg – du har helt styr på, hvad der foregår i babytøjsland!

3. Og apropos lagersalg. De kan godt regne med, at du står klar. Også selvom lagersalget ligger fire timer væk i den anden ende af landet, og du skal stå i kø i to timer bare for at komme ind. For derefter at stå i kø i halvanden time for at betale. Men det gør du jo bare en hyggelig tur ud af. 

4. Du er selvfølgelig medlem af Facebook-gruppen Børneuniverset. Hvorfor ellers være på Facebook egentlig?

5. Du har de næste syv størrelser til dit barn liggende klar i kommoden. Ja, ja, du ved allerede, hvad dit barn skal have på første skoledag om tre år. 

6. Du sender flittigt gode tilbud afsted til dine veninder med børn. Enten er de lige så engagerede i shopping som dig, ellers svarer de lidt demotiveret tilbage, som om de er ligeglade med, at der er fyldt op på 6 for 380 på Smartkidz. Uforståeligt. 

7. Du har fuldstændig styr på, hvilke tøjmærker der er store i størrelsen, og hvilke der er gode til runde babyer. Dit barn har jo prøvet det hele, og hvem er bedre at stole på end dig og dine egne erfaringer. 

8. Du laver dagligt indkøbskurve online, for så at overtale dig selv om, at du jo ikke har brug for mere end de 10 par sandaler, du allerede har købt til dit barn. Det er bare så hyggeligt at online-shoppe!

9. Dine yndlingsdatoer er 20. januar, 20. april, 20. juli og 20. oktober. Og så hele januar naturligvis. 

10. “Du kan nu hente din pakke” er den bedste besked, du kan få. Og du har heldigvis altid en pakke på vej.