Par diskuterer
Kan I ikke blive enige? © Getty Images

5 tips til den gode diskussion om jeres barns navn

Hvilke ønsker er det, din kæreste knytter til et navn? Hvad gør et andet uudholdeligt?

6. november 2019 af Rie Louise Kirkebjerg

Du og din kæreste er lykkelige over, at graviditetstesten endelig har vist to streger. I venter jer en lille bebs – sammen! En anden ting, der venter jer, er en samtale om, hvad jeres lille guldklump skal hedde. For nogle er dette en nem beslutning at blive enige om. For andre er det ikke.

Vi har derfor talt med psykoanalytiker og cand. mag i idéhistorie Jane Bykær, der hjælper med tips til den gode diskussion om jeres barns navn.

Er valget af babys navn blevet en konflikt?

“Barnet skal have et navn. Det er ikke tilladt at undlade at give barnet et navn, og det er tilmed lovbestemt, inden for hvilken tidsperiode navnet skal gives. Det er altså ikke blot en sag mellem forældrene, men også en sag mellem dem og loven (på barnets vegne). Og finder forældrene ikke tidsnok et navn, bliver barnet navngivet af en offentlig instans,” fortæller psykoanalytiker Jane Bykær.

“Hvorfor nu det? Fordi barnets navn er vigtigt. Det er det sted i sproget, der griber det lille nye menneske og placerer det ind i fællesskabet. Først mors og fars, og senere trinvis større og flere fællesskaber.”

Og det er ofte her, at en konflikt kan opstå. For hvis det er lige meget, om barnet kommer til at hedde Noah eller Oliver, så er der jo ingen grund til at skabe en konflikt. Jeres barns navn er vigtigt for jer begge, og hvis du og din kæreste har udfordringer med at tale om det, får I her psykoanalytikerens bedste råd.

Par smiler
Jeres barns navn er vigtigt for jer begge. © Getty Images

1. Gør det klart for hinanden, at det er vigtigt for jer

“At finde et navn er det, I som forældre skal skabe plads til,” fortæller Jane Bykær. I skaber plads sammen ved at gøre det klart for hinanden, at det, der er vigtigt for dig, omvendt også er vigtigt for din partner. I har begge noget på “hjerte” og begge noget at skulle have sagt. 

2. Tænk over at knytte jeres ønsker sammen

“Navnet er fyldt med betydning, som taler for sig selv. En betydning, som forældrene end ikke selv helt kan udtrykke og forklare. Og det skal de heller ikke, men det skal gives til barnet. Navnet er en plads i sproget, hvor forældrene knytter deres ønsker sammen,” fortæller psykoanalytikeren. 

Det kan være, at I begge synes, at gamle danske pigenavne er flotte, men at du er vild med Olga, mens din kæreste drømmer om at kunne kalde jeres datter for Agnes. Prøv at knytte jeres ønsker sammen ved at finde en større kategori af navne, I begge kan lide. Det kunne eksempelvis være gamle navne, korte navne, danske navne eller navne der slutter på en vokal. 

Par
Gør det klart for hinanden, at det er vigtigt for jer. © Getty Images

3. Giv plads til hinanden

Har du en lang liste med søde babynavne skrevet ned på din telefon? Husk, at det er dit barn, men ikke dit alene – I er to om det. Giv plads til hinanden, når I taler navn. “I viser begge, med den måde I vælger at træffe denne fælles beslutning på, hvordan I giver jeres barn plads mellem jer,” rådgiver psykoanalytikeren. 

4. Lyt til hinanden

Hvilke ønsker er det, din kæreste knytter til et navn? Hvad gør et andet uudholdeligt? Del dine tanker med din kæreste, og byt bagefter, så I begge får taletid.

Jane Bykær forklarer, at I med fordel kan give det tid. Ofte kan du nemlig flytte dig, finde et nyt perspektiv og se tingene skarpere ved at sove på det eller lade det ligge nogle dage.

5. Se det som jeres første fælles babyopgave af mange

“I skal finde et navn, som begge kan leve med og som begge føler sig som ”fadder” for. Det er en betydende fællesopgave – den første blandt de mange, som følger senere. Vigtige spørgsmål er ikke altid lige til at finde svaret på – heller ikke sammen.”   

På Woman.dk anerkender vi alle seksualiteter. Af sproglige årsager er denne artikel ved første øjekast målrettet kvinder med partner af modsatte køn, men “han” kan til enhver tid udskiftes med “hun” eller "vedkommende".

Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.