Serena og Dan fra Gossip Girl bliver gift
Hold din brudebuket lavt – det ser pænere ud på billederne. © 17th Street Productions, Alloy Entertainment, CBS Paramount Network Television, CBS Television Studios, College Hill Pictures Inc., Warner Bros. Television

11 vigtige tips, du virkelig bør kende til før dit bryllup

Hold din brudebuket lavt!

25. september 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Hvis din store dag venter i den nærmeste fremtid, har du sikkert en masse ting at skulle holde styr på. Dagen er nemlig fyldt med bryllupstraditioner, og du håber egentlig bare, at du, din mand og dine bryllupsgæster får en dejlig og mindeværdig dag. 

Derfor har vi samlet en række tips og tricks til dit bryllup, som virkelig kan være en fordel at kende til – så har du mere tid og overskud til at nyde kærligheden på din bryllupsdag!

1. Udvælg en “tissekone” inden brylluppet

Hvis du er faldet for en brudekjole, som er lang, bliver toiletbesøgene lidt af en udfordring. Derfor er det en rigtig god idé at udvælge en bestemt veninde, som kan hjælpe dig på toilettet hver eneste gang. En såkaldt “tissekone”. 

De første par gange er det sandsynligvis en temmelig uoverskuelig opgave at undgå, at der hverken kommer tis eller snavs på den hvide brudekjole, men når I først har prøvet det et par gange, har I sikkert fundet teknikken. Og det gør det altså bare lidt mindre akavet, når I så når til det tidspunkt efter kaffen og kagen, hvor du ikke bare skal tisse...

2. Skriv takkekort til gæsterne lige efter brylluppet

Okay, nu er det naturligvis ikke, fordi du på bryllupsnatten skal sætte dig ved skrivebordet i stedet for at putte dig ind til din mand i sengen, men gør dig selv den tjeneste at skrive takkekort som noget af det første efter brylluppet. Så står minderne utrolig klare, og det kommer helt sikkert til at skinne igennem takkekortene. På den måde bliver det heller ikke en sur pligt, som bare skal overstås flere måneder efter jeres store dag.

3. Læg et budget

... og tilføj så 25 procent til ekstra til uforudsete udgifter!

Det bliver ALDRIG den pris, du har regnet med. Alt muligt mærkeligt koster mere end forventet. Eksempelvis porto til indbydelser og takkekort, der løber op i ni kroner per frimærke og blomster til kirken, der snildt kan koste en tusse. For bare at nævne et par ting!

4. Book en tid til hår og makeup inden den store dag

Budgettet til et bryllup kan variere meget. Hvis du har et lidt stramt budget, er der en del ting, du sagtens kan droppe, men du vil sikkert blive utrolig glad for ikke selv at skulle stå for hår og makeup. På den store dag vil du med garanti være ufattelig spændt (og måske lidt nervøs) – så at kunne hygge med dine veninder og tætte familie, mens du får sat hår og får lagt makeup, kan sandsynligvis få dig til at slappe lidt af. Hvis du har en veninde, der er frisør eller er god til at lægge makeup, kan du selvfølgelig også alliere dig med hende.

Brud får lagt makeup
Få nogen til at lægge makeup på dig – så skal du ikke tænke på det! © Getty Images

5. Hav et sæt hudfarvet lingeri på

Selvom et rødt, sexet sæt undertøj ikke nødvendigvis kan ses gennem din hvide brudekjole, kan du med fordel købe dig et hudfarvet sæt af slagsen, da du ikke kan være sikker på, hvordan kameraernes blitz vil påvirke billederne. Og det ville da være pænt ærgerligt, at moster Hanne har bryllupsbillederne hængende på køleskabet, hvis det røde sæt lingeri skinner tydeligt igennem, ikke?

6. Hold din brudebuket lavt

Det virker måske underligt, men du kan med fordel holde din brudebuket lavt i stedet for højt oppe som var du en otte-årig til Sankta Lucia. Det ser utrolig fint ud på billederne, at dit smukke ansigt og den øverste, fine del af brudekjole kan ses.

Brud med brudebuket
Hold brudebuketten lavt. © Getty Images

7. Forbered dig mentalt på, at noget går galt

Selvom bryllupsplanlægningen har taget vanvittig lang tid, bør du forberede dig på, at et eller andet ikke går, som du havde tænkt. Så længe du, din mand og gæsterne er glade, skal du ikke lade det dig gå på. Acceptér, at det bare er sådan, det er, og fokusér på alle de dejlige mennesker, du har omkring dig.

8. Få en veninde til at holde lidt ekstra makeup

Du kommer sandsynligvis til at fælde en lille tåre (eller tudbrøle, hvis du er en rigtig tudemarie) flere gange på bryllupsdagen. Derfor kan det være en rigtig god idé at få din veninde til at holde en mascara. Du kan med fordel også have en læbestift med, da du skal kysse din lykkelige mand maaange gange i løbet af dagen. Og nej, lige i dag kan du altså ikke bare have læbestiften liggende i din bh!

Andre ting, du med fordel kan pakke, er ekstra nylonstrømper, vabelplaster, sikkerhedsnål, pudder, deodorant og lommeletter til glædestårerne.

9. Tag et par flade sko med til dit bryllup

Medmindre du er typen, der virkelig mestrer at gå i høje sko, kan du med fordel pakke et par flade sko at skifte til senere på aftenen. Du ved, hvor ondt du kan få af at have stilletter på en enkelt aften, men brylluppet varer altså HELE dagen, og du skulle jo nødigt droppe dine bedste danse-moves, når dansegulvet skal indvies sidst på dagen!

Hvis du har en lang brudekjole på, kan det ikke engang ses, at du er hoppet i dine favoritsneakers.

Hvid brud med sneakers
Tag flade sko med til dit bryllup – så du kan danse hele natten. © Getty Images

10. Prioritér en professionel fotograf på dagen

Det er dyrt, og måske er det fristende at bede amatørfotografen onkel Niels om hjælp, men det er billeder, du (forhåbentlig) skal se på og glæde dig over resten af dine dage. Og så er det altså for ærgerligt, hvis de er uskarpe og dårlige – eller hvis de vigtigste øjeblikke i værste fald ikke er fanget.

11. Uddel praktiske opgaver til venner og familie på dagen

Alle vil gerne hjælpe, og du får selv rigeligt at se til. Aftal med nogen, at de noterer, hvem der gav jer hvilke bryllupsgaver, fragter gaverne hjem for jer, samler en pose med et eksemplar af hver tale, sang og bordkort, rydder op efter receptionen og gemmer toppen af bryllupskagen. Du skal huske at nyde din store dag (og glæde dig til bryllupsrejsen), og det gør du altså bedst, hvis du ikke skal tænke på de lidt kedelige, praktiske ting!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori