Familiehund
Det er en livsstil at have hund - og en livsstil du skal leve med i 10-14 år og være glad for.© Getty Images

Overvejer I en familiehund? Læs adfærdskonsulentens gode råd, og få 10 bud på hunderacer

Skal I have en Lassie, en Pluto eller måske en Balto?

24. januar 2022 af Camilla Stubbe

Er I på udkig efter et pelset, blødt og sødt nyt medlem til familien? Og er det hverken en kat, et marsvin eller en kanin, I har i tankerne? Så er I højst sandsynlig på jagt efter menneskets bedste ven – nemlig en hund! 

Er I en familie, som hunden skal være det perfekte match til, så skal I på udkig efter en vaskeægte familiehund. I denne artikel har vi talt med adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub om, hvad I skal være opmærksomme på, når I skal have en familiehund.

Hvad kendetegner en typisk familiehund?

Der findes mange forskellige typer af familier alt efter sammensætning, bolig og interesser, og derfor er det også meget forskelligt, hvad der kendetegner en typisk familiehund. 

Lise Lotte fortæller: “Hvis hunden skal være en del af en familie med både børn og voksne, så er det klart en fordel at se efter en hunderace, som er venlig og social overfor mennesker og andre dyr. En race som er nysgerrig, robust af sind og som ikke lader sig forskrække let, som har lyst til at holde sig til familien og samarbejde med mennesker – og som ikke er alt for vagtsom.”

Derfor er det vigtigt, at du og din familie gør jer nogle tanker, om jeres behov og ønsker, samt hvad I kan tilbyde, inden I byder en familiehund velkommen i jeres hjem. 

Familiehund
Det er meget forskelligt, hvad der kendetegner en god familiehund, men det er en fordel af racen er social, venlig og har lyst til at samarbejde.© Getty Images

Hvilke hunderacer anbefales som familiehund?

Der findes cirka 350 forskellige hunderacer i Danmark. Ret vildt! Og de er alle avlet til forskellige formål som eksempelvis jagthunde, hyrdehunde og vagt- og gårdhunde.

“Hunde er lige så forskellige indeni, som de er udenpå. Nogle er meget aktive og træningskrævende – andre mindre. Nogle er meget selvstændige og andre samarbejdede. Nogle har let til gøen – andre ikke. Nogle kræver meget pelspleje – og sådan kan man blive ved”, fortæller adfærdskonsulenten.

Derfor er det vigtigt, at I undersøger hunderacen nøje, inden I vælger jeres kommende familiehund.

Dansk Kennel Klub anbefaler, hvis I er helt nye med hund, at I vælger en mindre trænings- og aktiveringskrævende familiehunderace første gang. Det er ret menneskeligt at overvurdere din tid og energi i en travl hverdag, som jo har stor betydning for valget af hunderacen.

Familiehund på trapper
Ældre familiehunde og hundehvalpe er ikke et godt match, hvis du bor i lejlighed og skal op og ned af trapper hver dag.© Getty Images

Skal det være en stor eller lille familiehund?

Når din familie har besluttet sig for, at I skal have en familiehund, skal I også gøre jer nogle tanker omkring jeres hjem. Bor I i lejlighed? Har I have? Og er der mange trapper? 

Bor I i hus og har en have, kan både små og store hunde være en mulighed, men bor I i lejlighed med mange trapper, så er størrelsen en udfordring. En stor familiehund vil klart være et fint match til jer, der bor i hus. Dog er det med trapper en vigtig faktor, da ældre familiehunde og hundehvalpe ikke må gå på trapper det første års tid. De skal derfor bæres op og ned ad trapperne, og det kan altså godt blive besværligt (og tungt) i længden – specielt hvis familiehunden, I vælger, er en større race. Puha!

Har I børn, der gerne vil være med til at lufte jeres familiehund, er det endnu en grund til, at I skal overveje størrelsen på hunden. Der er nemlig grænser for, hvor stor jeres nye familemedlem bør være, hvis det stadig skal være sikkert for børnene at gå ture med den. 

Familiehund med familie
At have hund, er altid de voksnes ansvar, men relationen til dyr, kan være meget givende for børn.© Getty Images

10 gode bud på familiehunde

  • Cairn terrier

  • Bichon havanais

  • Cavalier King Charles spaniel

  • Mellempudel

  • Shetland sheepdog

  • Springer spaniel

  • Lagotto romangolo

  • Labrador retriever

  • Bernersennen

  • Broholmer

Familiehund
Alle hunde - både familiehunde og brugshunde - har brug for motion, træning og oplevelser hver dag, men mængden kan variere en del.© Getty Images

En familiehund er et stort ansvar

I mange familier er det børnenes store drøm at få en familiehund. Og helt ærligt, har vi ikke alle drømt om en Lassie, Pluto eller Balto, da vi var små? Selvom I beslutter, at børnene skal hjælpe til med at passe, pleje og lufte den nye familiehund, er det også vigtigt, at det ikke bliver børnenes ansvar alene.

Jeres børn vil sikkert elske at tage sig godt af familiehunden, men interessen er ikke altid den samme i takt med at både børn og hund bliver ældre og større. Det er nemlig vigtigt også at tænke længere ud i fremtiden, når I overvejer at få en familiehund.

Familiehund
Ofte er det børnenes store drøm at få en familiehund, men det vil altid være de voksnes ansvar, at hunden bliver passet i dagligdagen.© Getty Images

Hvordan skal en familiehund aktiveres?

Selvom det er vigtigt, at de praktiske opgaver og ansvaret for familiehunden ikke er børnenes alene, så vil det gavne både hund, børn og resten af familien, at flest mulig tager del i pasning, træning, leg og omsorg i hverdagen, fortæller Lise Lotte. På den måde bliver opgaverne fordelt godt, og familiehunden får en tryg og rar tilknytning til hele dens nye familie.

“Lidt større børn og voksne kan være sammen om at børste og fodre hunden. Men også træning og aktiviteter, som at gemme godbidder og legetøj, kan give gode oplevelser. I kan lege gemmelege med hunden, og I kan tage en bold med på gåturen, som både kan kastes som motion og bruges som belønning for at komme, når I kalder. Gennem pasning, leg og træning lærer børn at tage ansvar for hunden, men det vil altid være et voksent ansvar, at det sker”, uddyber Lise Lotte. Og det giver jo rigtig god mening!

Familiehund og børn
Det er vigtigt, at familiehunden får en tryg og rar tilknytning til hele dens nye familie.© Getty Images

Overvejer I at få en hvalp som familiehund?

Det kan vi godt forstå! Alle hundehvalpe er jo SÅ søde og dejlige. Men at få en hundehvalp er altså et ret stort arbejde. “Hvalpe kræver meget opmærksomhed i forhold til både tryghed i nye omgivelser, socialisering til mennesker og miljøtræning, men også renlighedstræning, indlæring af gode vaner, lysten til at samarbejde og selvfølgelig at gå til hvalpetræning”, påpeger adfærdskonsulenten. 

Hun fortæller desuden, at I altid skal besøge hvalpene hos personen, der opdrætter dem. På den måde kan I opleve hvalpene sammen med deres mor, og få en oplevelse af omgivelserne, som hvalpene er vokset op i.

Familiehund som hundehvalp
Alle hundehvalpe er jo SÅ søde og dejlige, men det handler om at finde en race med behov, der passer til netop det I kan tilbyde hunden.© Getty Images

Skal jeres familiehund ikke være en hvalp?

“Med en unghund eller en voksen, dansk opdrættet familiehund, springer du noget af hvalpestadiet over, men du har heller ikke mulighed for at påvirke hundens udvikling lige så meget. Det er sådan lidt, what you see is what you get. Måske kan du få lov at få den voksne hund på en slags “prøve-ferie” i et par uger, for at mærke efter om I er et godt match, inden du køber hunden”, fortæller adfærdskonsulenten.

Hun fortæller, at danske internater, der står for omplaceringshunde, er ret samvittighedsfulde og prøver at oplyse mest muligt om de hunde, som de omplacerer og på at finde en god match.

“Vær forsigtig med udenlandske adoptionshunde, som du ikke kan møde og selv få et indtryk af, før du beslutter dig. De kan have både sygdomme og adfærdsproblemer, som du ikke kender omfanget af”, råder Lise Lotte.

Familiehund med mor og datter
I kan også overveje en omplaceringshund som jeres næste familiehund.© Getty Images

Gode råd inden du køber en familiehund

Det er en stor ting at blive familiehundeejer. Faktisk er det en livsstilsændring. Det er en livsstil, som du skal leve i i 10-15 år. Derfor er det en rigtig god investering, at I fra start  bruger tid på at finde den helt rigtige familiehunderace til jeres familie. 

Du kan eksempelvis starte med at stille dig selv disse spørgsmål: 

  • Har du tid, råd og overskud i hverdagen?
  • Har du en livsstil og et netværk, der passer til at have hund? 
  • Er du alene med hunden, eller skal den indgå i en stor familie med flere børn, små som store? 
  • Hvem skal være primus motor i opdragelse og træning? 
  • Hvem skal stå op om natten og gå ud at tisse med hvalpen? 
  • Hvem skal gå tur flere gange dagligt med familiehunden? 
  • Er hverdagen meget aktiv, og bliver familiehunden inddraget, eller vil hunden mest skulle være hjemme på begrænset plads?

Generelt skal du og din familie overveje, hvilke samenhænge jeres nye familiehund vil komme til at være en del af. 

Familiehund med to børn
At få en familiehund er en livsstilsændring.© Getty Images

Bliv klogere på familiehunde

I kan med fordel besøge hjemmesiderne: Dkk.dk, Klartilhund.dk og Købhund.dk. Her kan I læse om alle de forskellige hunderacers oprindelse, hvad der kendetegner dem, og hvad de kræver af træning og motion for at være glade og stimulerede i hverdagen.

“Disse informationer skal du så sammenligne med det, du og din familie kan tilbyde hunden i hverdagen – også når I er mest pressede og har mindst overskud”, forklarer Lise Lotte.

Med det sagt er en familiehund en stor opgave og et stort ansvar, men helt sikkert også en tilføjelse til din familie, som I vil elske og ikke kunne undvære.

Vi ønsker dig og din familie rigtig god søgen efter jeres nye familiehund!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her