Et ungt par i 20'erne griner med deres lille datter
Der er flere gode grunde til, at I skal stifte jeres familie, mens I stadig er unge. © Getty Images

7 gode grunde til at stifte familie i 20'erne

I kan gemme den anden halvdel af jeres ungdom til senere

27. oktober 2018 af Freyja S. Anderberg

Hvornår er egentlig det bedste tidspunkt at stifte familie? Selvfølgelig er det en personlig sag fra par til par – og kvinde til kvinde, alt efter hvornår du og I føler jer klar, men der er altså nogle særlige fordele ved at starte familieforøgelsen, mens I er i 20'erne.

Der er både praktiske, biologiske og følelsesmæssige grunde til at få børn, når du er i 20'erne, og dem har vi samlet til dig lige her. 

1. Du er mest frugtbar i starten af dine 20'ere

Vi kvinder er mest frugtbare, når vi er mellem 15 og 25 år. Og det er jo desværre ikke, fordi vi har ubegrænsede mængder af æg. Så hvis dét at få børn er meget vigtigt for jer, og I drømmer om mange børn, så kan det være en god idé at starte familieforøgelsen, mens du er mest frugtbar i starten af dine 20'ere. 

Det er forskelligt, hvornår kvinder går i overgangsalderen – som pejlemærke kan vi gå ud fra, at vi går i overgangsalderen i samme alder, som vores mødre gør/gjorde det. Så måske har du mange år at løbe på! Det bliver desværre bare ikke nærmere at blive gravid med årene...

2. I har mest energi til det nu

Det er vist heller ikke nogen hemmelighed, at vores energiniveau ligeledes falder (lidt) med alderen. Så det, der må synes hårdt nu, bliver sikkert bare endnu hårdere, jo ældre vi bliver. Du kan måske sammenligne dit energiniveau med dine tømmermænd. 

For da du var teenager i gymnasiet kunne du nok nemt drikke dig ‘stangbacardi’ uden at være hæmmet af tømmermænd dagen efter, og du kunne nok også overleve flere dage med (meget) lidt søvn uden besvær... Men sådan er det vist ikke mere, vel? Det samme må nok gøre sig gældende med jeres energi. Det er heller ikke det samme, som det har været, og det bliver nok ikke just bedre med alderen. 

Så I vil sandsynligvis have mere overskud til at vågne op med en baby flere gange om natten, og til at gå på legeplads klokken otte om morgenen hver lørdag i november, når I er i jeres tyvere, end I vil have senere i livet. 

En glad tyveårig kvinde sidder frisk i sengen efter hun er stået op.
Dit energiniveau er, ligesom din frugtbarhed, bedst når du er i starten af dine 20'ere. © Getty Images

3. Jeres børn vil få flere år med deres bedsteforældre

Når du er i 20'erne, så er dine forældre nok heller ikke helt så gamle endnu – dine børn vil i hvert fald kunne få mere tid med dine forældre, jo tidligere I stifter familie. 

Stifter I familie i 20'erne, vil jeres børn altså få glæde af sine bedsteforældre i længere tid. Og I vil nok også selv få glæden af at være bedsteforældre i længere tid. 

4. I får en anden (tiltrængt) ungdom senere

Endnu en god grund til at få jeres børn, mens I er i 20'erne, er, at I tilsvarende vil være “unge”, når jeres børn er flyttet hjemmefra. Så I kan nyde jeres anden ungdom senere i livet – der er den måske også mere tiltrængt efter 18 år med børn i hjemmet og forkortet nattesøvn? 

En par i en lufthavn er på vej ud og rejse
I kan genopleve jeres ungdom senere i livet, når jeres børn er flyttet hjemmefra. © Getty Images


5. I kan også sagtens rejse med (små) børn

Nogle tænker, at ‘vi skal nå at rejse verden rundt og opleve alt muligt, inden vi får børn’, men det er ofte undervurderet at rejse med børn. For der er faktisk flere steder i verden, hvor det kan være en fordel at rejse med børn, som for eksempel i Asien. 

I Østen er befolkningen meget venligtsindede og imødekommende over for børn, og I kan tilmed være så heldige at få særbehandling, når I rejser med små børn. Og så kan I jo også altid rejse senere, når jeres børn er blevet større, og I fortsat er unge.

Et ungt par med deres barn er på vandretur i skoven.
I kan sagtens opleve verden med små børn. © Getty Images

6. Hvis I tilmed er studerende...

Hvis I er studerende, når I får jeres børn, vil I sikkert have mere fleksibilitet end folk, som er bundet af deres arbejde. Hvis/når jeres børn bliver syge, vil I som studerende have væsentligt mere fleksibilitet til at være hjemme med børnene, og det kan være en stor fordel for jer – især hvis jeres forældre stadig arbejder fuldtid og ikke kan tage fri til at hjælpe. 

7. Måske er I unge af sind?

I er sikkert også meget unge af sind, når I er i 20'erne, og det kan være en stor glæde for både jer og jeres børn. For så har I nok intet imod at tage i trampolinland, Lalandia eller legeland med jeres børn – og måske vil det i virkeligheden være en lige så stor fornøjelse for jer, som for jeres børn... I elsker måske også Disneyfilm, så I sætter glædeligt Aladdin eller Løvernes Konge på tv'et. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori