Kvinde gravid i uge 11 spiser af skål
Når du er gravid i uge 11, begynder appetitten ofte at vokse. © Getty Images

Gravid uge 11: Kvalmen aftager, appetitten vokser, og risikoen for spontan abort formindskes

Nu er der meget lidt tilbage af første trimester

12. maj 2023 af Henny Müller Dahl

Når du er gravid i uge 11, er du faktisk kommet et rigtig godt stykke igennem graviditeten, selvom det kan føles som om, at der stadig er 100 år til termin. Det siger vi, fordi når graviditetsuge 11 er overstået, er der kun en enkelt uge tilbage i første trimester. Det betyder, at du er nået igennem en tredjedel af graviditeten, og det er jo stort! 

I uge 11 af graviditeten vil du opleve, at nogle symptomer aftager, mens andre tager til. Maven vokser, og meget snart vil du have svært ved at skjule den, som du måske har gjort indtil nu. Det er også ved at være tid til nakkefoldsskanning, så du kan få svar på, om alt er, som det skal være – og hvor du får mulighed for at se fostret bevæge sig for første gang. Bliv klogere på uge 11 af din graviditet her. 

Fakta: Kort om uge 11 af din graviditet

  • Dit trimester: Første trimester
  • Antal gravide dage: 77 til 83 dage (11+0 – 11+6)
  • Fostrets alder: 10 uger ved udgangen af uge 11
  • Fostrets størrelse: En lime

Læs også: Bliv klogere på uge 10 af din graviditet, som du lige har overstået.

Glad og smilende kvinde, som er gravid i uge 11, står på badeværelse
Som gravid i uge 11 er du nået igennem et godt stykke af graviditeten. © Getty Images

Gravid uge 11: Det sker der med fostret i maven

I uge 11 af din graviditet vejer fostret omkring otte gram, og hjernen er nu udviklet så meget, at den har cirka samme struktur, som den også vil have ved fødslen. Du mærker det ikke endnu, men inde i maven kan det lille foster allerede sparke og lave andre bevægelser. Snart vil du for alvor kunne fornemme liv. Samtidig er de fleste organsystemer nu dannet, og blandt andet vil fingrenegle, hårsække og kønsorganer nu være synlige – dog er selve huden stadig lidt gennemsigtig. Det betyder samtidig, at i de resterende måneder af din graviditet vil fostret næsten kun voksne sig større, for meget af den vildeste udvikling er nemlig allerede sket! I denne periode vokser fostret cirka 1,5 millimeter om dagen. 

Det er også nu, du vil blive tilbudt 1. trimesterskanning, hvor der vil blive foretaget en såkaldt risikovurdering for kromosomafvigelser. Denne skal ske i perioden, hvor du er mellem 11+3 og 13+6 henne. De allerfleste fysiske udviklingsskader bliver nemlig synlige allerede i løbet af de 10 første graviditetsuger, mens organerne udvikles. 

Kvinde, som er gravid i uge 11, rører sin mave
Det er stadig for tidligt at mærke fostrets bevægelser, når du er gravid i uge 11.© Getty Images

Gravid uge 11: Det sker der med dig og din krop

Hvis du har haft kvalme indtil nu, vil du her i uge 11 af din graviditet måske opleve, at kvalmen formindskes eller stabiliseres – dog nok uden at forsvinde helt. Samtidig kan du begynde at lægge mærke til, at du får lyst til at spise lidt mere. 

Det er dog ikke kun kvalmen, der reduceres på dette tidspunkt af din graviditet. Du er nu kommet igennem et godt stykke af graviditeten, så her i uge 11 formindskes risikoen også for spontan abort. Hvis du har holdt graviditetsnyheden hemmelig indtil nu, vil du snart kunne føle dig mere tryg ved at dele den med folk omkring dig. Din livmoder begynder at vokse mere og mere, og snart vil både du selv og andre tydeligere kunne se, at du er gravid. Måske det er tid til at se efter andet tøj end dine normale, stramme jeans. Det kan også være en idé at købe lidt flere trusseindlæg, fordi du nu kan opleve lidt mere udflåd. 

Kvinde gravid i uge 11 kan ikke passe jeans
Når du er gravid i uge 11, skal du snart forvente at gå på jagt efter nye jeans. © Getty Images

Det kan du forvente, når du rammer uge 12 af din graviditet

Når du går fra at være gravid i uge 11 til at være gravid i uge 12, vil fostret i maven vokse sig fra at være på størrelse med en lime til størrelsen på en blomme. Faktisk kan du godt begynde at glæde dig til at ramme uge 12 af graviditeten, fordi denne uge er den sidste i første trimester. Du er godt på vej ind i andet trimester, og netop andet trimester omtales ofte som det bedste i hele graviditeten. Der er altså lys forude, hvis du har haft det lidt skidt i graviditeten indtil nu. 

Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.