Kvinde, der er gravid i uge 13
Du føler du måske lidt fornyet som gravid i uge 13. © Getty Images

Gravid uge 13: Du er nu i dit andet trimester – og du får måske mere energi

Mange beskriver andet trimester som det bedste i hele graviditeten

15. maj 2023 af Henny Müller Dahl

Uge 13 af din graviditet markerer faktisk en milepæl. Nu har du overstået hele første trimester og går ind i andet trimester, som ofte beskrives som det bedste af alle tre trimestre. Med andre ord har du nu været gravid i over tre måneder. 

At gå ind i andet trimester er for mange kvinder lig med en øget tryghedsfølelse, fordi risikoen for spontan abort nu er formindsket. Af samme grund kan det også blive lidt lettere at nyde graviditeten. I artiklen her kan du blive klogere på, hvad du ellers kan opleve som gravid i uge 13.

Fakta: Kort om uge 13 af din graviditet

  • Dit trimester: Andet trimester
  • Antal gravide dage: 91 til 97 dage (13+0 – 13+6)
  • Fostrets alder: 12 uger ved udgangen af uge 13
  • Fostrets størrelse: En citron

Læs også: Bliv klogere på uge 12 af din graviditet, som du lige har overstået.

Kvinde gravid i uge 13 står på en bro og kigger mod solen
Som gravid i uge 13 begynder du måske at nyde graviditeten noget mere. © Getty Images

Gravid uge 13: Det sker der med fostret i maven

I uge 13 af graviditeten er fostret i stand til at bevæge sig lidt mere – og det kan endda sutte på sin tommelfinger og sine tæer. Hvis du trykker lidt mod livmoderen, vil fostret sandsynligvis bevæge sig lidt. Det har udviklet alle grundlæggende organer og er nu cirka 8 cm langt og vejer op mod 35 gram. Det lille foster begynder at se mere og mere menneskeligt ud for hver dag, der går, og ansigtstrækkene bliver mere veldefinerede.

Det lille hjerte er fuldt udviklet og slår nu med omkring 150 slag i minuttet. Knoglerne er ved at blive stærkere, ligesom skelettet er ved at tage form – kroppen vokser nu mere end hovedet. Fostret begynder at drikke fostervandet og udskille det igen som (steril) urin. Nyrernes struktur er på plads, og både skjoldbruskkirtlen og bugspytkirtlen er nu færdigudviklede, samtidig med at fostret begynder at producere egne hormoner. 

Kvinde, der er gravid i uge 13, sidder på en sofa og rører sin mave
I uge 13 af graviditeten kan fostret bevæge sig lidt mere. © Getty Images

Gravid uge 13: Det sker der med dig og din krop

Som gravid i uge 13 aftager kvalmen og trætheden for mange gravide. Det er dog fortsat vigtigt at huske på at tage dig af dig selv og din krop. En af de mest markante ændringer, som du kan opleve som gravid i uge 13, er en stigning i energiniveauet. Mange kvinder føler sig mindre trætte og mere i stand til at tackle daglige opgaver. Nogle kan dog stadig opleve træthed – især hvis de ikke sover godt om natten.

En anden ændring, som du kan opleve i uge 13, er en stigning i appetit. Det er vigtigt at spise en sund og varieret kost, der indeholder alle de næringsstoffer, som både du og fosteret har brug for. Nogle kvinder kan også opleve forstoppelse i denne periode, og det kan være en god idé at øge indtaget af fiber og drikke masser af vand. Selvom du nu bør drikke mere vand, vil du nok opleve, at du ikke skal tisse lige så ofte som før – det skyldes, at presset mod urinblæren ikke er så stort i denne periode. 

Det kan desuden være en god idé at træne mindst 30 minutter om dagen (uden at belaste dig selv alt for meget). Studier viser nemlig, at gravide, som træner, kan opleve færre komplikationer under graviditet og fødsel. Dog bør du undgå kontaktsport, ridning og skisport.

I løbet af uge 13 kan du også opleve en stigning i vaginalt udflåd. Dette skyldes øgede hormonniveauer, og det er helt normalt. Hvis udflåddet bliver kløende eller lugter dårligt, kan det dog være et tegn på en infektion, og du bør konsultere din læge.

Kvinde, som er gravid i uge 13, er til træning og poserer foran kamera
Det kan være en god idé at træne lidt i løbet af graviditeten. © Getty Images

Det kan du forvente, når du rammer uge 14 af din graviditet

Der sker fortsat en masse ting med både fostret og dig som kommende mor, når du går ind i uge 14 af din graviditet. Du vil opleve endnu flere ændringer i din krop, da fostret selvfølgelig vokser og udvikler sig med hastige skridt. En af de spændende ting, du har mulighed for at opleve i uge 14 af graviditeten, er den første kønsscanning. Denne kaldes en tidlig kønsscanning, for det er først nu, at det er muligt at se kønsorganerne nogenlunde korrekt. Gøres det tidligere, er der stor risiko for at tage fejl. 

Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.