Kvinde gravid i uge 14
Flere forandringer begynder at kunne ses på din krop.© Getty Images

Gravid uge 14: Du kan nu få kønnet at vide

Din mave begynder sandsynligvis at blive tydelig

17. maj 2023 af Frederikke Brinkborg Jønsson

Er din guldklump mon en pige eller en dreng? Da du officielt er nået til uge 14 af din graviditet, har du nu mulighed for at få svar på det store spørgsmål. Det er nemlig muligt at afkode fostrets køn ved en privat kønsscanning.

Derudover vil du her i uge 14 sansynligvis opleve, at din krop så småt begynder at ændre sig, hvilket kan ses på både bryster og mave. Mange kvinder oplever nemlig at deres mave begynder at blive tydelig i denne periode af graviditeten.

Fakta: Kort om uge 14 af din graviditet

  • Dit trimester: Andet trimester
  • Antal gravide dage: 98 til 104 dage (14+0 til 14+6)
  • Fostrets alder: 13 uger ved udgangen af uge 14
  • Fostrets størrelse: En fersken

Læs også: Få mere viden om uge 13 af din graviditet, som du netop har overstået.

Kvinde, som er gravid i uge 14, får en kønsscanning
Som gravid i uge 14 kan du faktisk få en tidlig kønsscanning. © Getty Images

Gravid uge 14: Det sker der med fostret i maven

Fostrets ydre kønsorganer viser tydelige karakteristiske træk, så kønnet kan nu afkodes med ultralyd. Fostrets øjne og ører er stort set helt på plads, og hovedet er nu ikke længere så stort i forhold til kroppen. Spiserør, luftrør og strubehoved er derudover fuldt udviklet, og fostret kan endda støtte hovedet ved hjælp af nakke og hals. Fostret er derudover begyndt at forberede sig på livet udenfor livmoderen ved at øve sig på at “trække” fostervand ind og ud af lungerne.

Det lille hjerte pumper nu 28 liter blod i døgnet og slår 110 til 160 slag i minuttet. En tynd, gennemsigtig hud begynder langsomt at udvikle sig, og fostrets krop er begyndt at danne hovedhår og øjenbryn. Der er derudover begyndt at danne sig et tyndt lag med fine hår over hele kroppen, som skal beskytte mod rifter og skader og hjælpe fostret med at regulere sin kropstemperatur. Fostrets krop vil være dækket af disse fine hår frem til lige før fødslen.

Smilende kvinde, som er gravid i uge 14
Du kan få fostrets køn at vide ved en privat kønsscanning som gravid i uge 14. © Getty Images

Gravid uge 14: Det sker der med dig og din krop

Der sker generelt en masse ting ved din krop, når du er gravid. Dine bryster bliver større på grund af den øgede mængde østrogen, som moderkagen producerer. Du vil også kunne opleve, at området omkring brystvorterne bliver større og mørkere. Blodårer og de små knuder, der kaldes Montgomery'ske kirtler, som sidder på brysterne, kan også blive synligere. Derudover pumper dit hjerte nu cirka 20% mere blod ud end før, du blev gravid, hvilket er for at sikre tilstrækkelig ilttilførsel til både dig og fostret.

Det er ikke kun fysisk, at kroppen ændrer sig. I denne periode af graviditeten vil du måske opleve, at du bliver mere uopmærksom en normalt – dette er selvfølgelig kun midlertidigt. Derudover begynder maven at blive tydelig hos de fleste gravide i denne uge.

Kvinde, som er gravid i uge 14, rører sin mave
Maven kan blive mere tydelig, når du rammer perioden omkring uge 14 af graviditeten. © Getty Images

Det kan du forvente, når du rammer uge 15 af din graviditet

Du kan meget snart forvente at kunne mærke liv i maven, nu hvor du befinder dig omkring uge 15 af graviditeten, da fostret begynder at kunne bevæge alle lemmer og led. Fostret vil så småt begynde at træne sine muskler dagligt og lave koordinerede bevægelser, såsom spark, kolbøtter og små spjæt. Derudover kan du forvente at få cravings efter bestemte madvarer. Sidst men ikke mindst er der godt nyt, hvis du indtil nu har haft mindre sexlyst end normalt. I og med at du får fornyet energi, kan du opleve at få større sexlyst!

Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.