Kvinde, som er gravid i uge 21, børster tænder foran spejlet
I uge 21 af din graviditet er maven rimelig stor. © Getty Images

Gravid uge 21: Frem med jordbærene – for det lille foster kan nu smage maden

Har du følt dig lidt småsyg, varm og feberramt på det sidste? Det er normalt

21. juli 2023 af Henny Müller Dahl

I uge 21 af din graviditet er du kommet mere end halvvejs gennem hele processen. Nu hvor du har været gravid i så mange uger, er du sikkert blevet vant til at mærke en hel del slag og spark inde i maven – ja, du er sikkert blevet vant til at være gravid for at sige det kort og godt. 

Her i artiklen kan du blive meget klogere på, hvad der sker med fostret i uge 21 af din graviditet – og selvfølgelig kan du også læse om, hvad der sker med dig og din krop i denne uge. 

Fakta: Kort om uge 21 af din graviditet

  • Dit trimester: Andet trimester
  • Antal gravide dage: 147 til 153 dage (21+0 – 21+6)
  • Fostrets alder: 20 uger ved udgangen af uge 21
  • Fostrets størrelse: En stor gulerod

Læs også: Bliv klogere på uge 20 af din graviditet, som du lige har overstået.

Kvinde, som er gravid i uge 21, holder om sin mave og sidder i sengen
I uge 21 af graviditeten vil du opleve, at bevægelserne bliver mere intense. © Getty Images

Gravid uge 21: Det sker der med fostret i maven

Fostret bevæger sig meget rundt i maven på dette tidspunkt i graviditeten, og den gode plads, som der stadig er i maven, gør, at fostret kan vende sig i alle retninger. I uge 21 af din graviditet vejer fostret cirka 400 gram og er omkring 26 centimeter langt. Størrelsen gør, at bevægelserne bliver lettere at mærke og mere intense. 

Den lille hjerne har nu nået at udvikle sig til et stadie, der betyder, at fostret både kan føle berøring og smage ting. Så spiser du nogle lækre, friske jordbær, så får fostret også én på opleveren. I uge 21 af graviditeten begynder der også at blive dannet et fedtlag under huden, som skal hjælpe den lille ny til at holde på varmen senere hen. Om helt få uger vil fostret begynde at reagere på lys, samtidig med at øjnene snart kan åbne sig. 

Kvinde gravid i uge 20 står foran pandekager
Fostret begynder at kunne smage ting i uge 21 af graviditeten. © Getty Images

Gravid uge 21: Det sker der med dig og din krop 

Har du følt dig lidt småsyg, varm og feberramt på det sidste? Det er ikke sikkert, at det er tilfældet, men hvis du har, så er der en god grund til det. I anden halvdel af graviditeten øges stofskiftet nemlig med hele 15%, hvilket kan være årsag til, at gravide oplever lette sygdomssymptomer. 

En anden ting, der tager til i uge 21 af din graviditet, er plukveer. Dette er en helt naturlig del af graviditeten, fordi livmoderen begynder at forberede og træne sig til fødslen. Hvis du er i tvivl om, hvordan plukveer føles, så kan de beskrives som, at livmoderen bliver helt hård og så senere afslappet igen. Det er ikke farligt at have plukveer – men begynder de at komme regelmæssigt eller gøre ondt, så kan de være et tegn på, at du er ved at gå i fødsel for tidligt. Bliver du nervøs og bekymret, er det bedst at kontakte din læge. 

Hvis du synes, at det lyder op ad bakke med plukveer og lette sygdomssymptomer, så er der også nogle lidt federe ting, der præger tiden omkring uge 21 og andet trimester generelt. Mange kvinder oplever nemlig, at deres hår og hud pludselig ser flottere ud. Håret bliver måske mere glødende, tykkere og skinnende, og det er en glædelig forandring, som mange kvinder byder velkommen med åbne arme. Årsagen er de hormonelle ændringer i din krop. 

Kvinde, som er gravid i uge 21, drikker te
I uge 21 af graviditeten er det normalt at føle sig lidt småsyg. © Getty Images

Det kan du forvente, når du rammer uge 22 af din graviditet

Som de foregående uger kan du forvente at opleve endnu mere sprudlende liv i maven, når du rammer uge 22 af graviditeten. Bevægelserne tager kun til i intensitet, og de små spark bliver mere og mere regelmæssige. Du kan vælge at “svare” den lilles bevægelser ved at ae maven eller tale til den – husk, at fostret allerede kan høre din stemme. Din krop arbejder hårdt for at støtte op omkring fostrets udvikling, så husk at hvile dig selv. Det kan også være en god idé at spise en sund kost, der er rig på næringsstoffer og dyrke moderat motion, medmindre din læge har bedt dig om andet. 

Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.