Snart er der ikke længe til familieforøgelsen. Okay, der er en del uger endnu, men her i uge 23 af graviditeten er du allerede ved at være nået til enden af andet trimester, som løber fra uge 13 og frem til uge 27 af graviditeten. Snart går du altså ind i den sidste fase af graviditeten, og der venter spændende ting forude!
Her i artiklen kan du læse meget mere om, hvad der sker med fosteret og med dig, når du er gravid i uge 23. Bliv klogere på, hvordan det går med fostrets udvikling og læs mere om nogle af de gener, der potentielt kan præge graviditetsuge 23.
Fakta: Kort om uge 23 af din graviditet
- Dit trimester: Andet trimester
- Antal gravide dage: 161 til 167 dage (23+0 – 23+6)
- Fostrets alder: 22 uger ved udgangen af uge 23
- Fostrets størrelse: En grapefrugt
Læs også: Bliv klogere på uge 22 af din graviditet, som du lige har overstået.

Gravid uge 23: Det sker der med fostret i maven
I uge 23 af graviditeten er fostrets vægt oppe på 600 gram, mens længden er cirka 28 centimeter. Den lille begynder mere og mere at ligne en baby for hver dag, der går, fordi de forskellige kropsdele hele tiden bliver mere velproportionerede. Fostrets hørelse bliver hele tiden bedre, da de små dele inde i øret fortsat udvikles. Det betyder, at fostret nu i højere grad kan høre lyde fra omverdenen – og endda også reagere på dem (for eksempel ved små spark). Det er ret imponerende!
Øjnene, der tidligere var lukkede, begynder også nu at åbne sig, og fostret kan reagere på lys og mørke. Den lille øver sig også i at blinke, hvilket er en vigtig refleks for at beskytte øjnene.
Ligesom de foregående uger er fostrets hud stadig rødlig, og blodårerne er stadig synlige under huden. Indtil nu har fostret ikke været i stand til at trække vejret selv, men her omkring uge 23 af graviditeten dannes der et stof ved navn surfaktant i lungerne, som forhindrer dem i at kollapse og hjælper med at skabe normal vejrtrækning. Hvis du skulle føde nu, ville fostret befinde sig lige på grænsen for, hvornår en nyfødt er levedygtig. Grænsen siges typisk at gå ned til 24 uger, og vejer fostret over 750 gram, har det 50% større chance for overlevelse – helt så langt er du ikke endnu.

Gravid uge 23: Det sker der med dig og din krop
Mange af de gener, der præger et hav af gravide i sidste halvdel af graviditeten, gør sig også gældende her i uge 23. Det er for eksempel forstoppelse, halsbrand, hævede ben, ømhed i ryggen eller krampe i læggene (som beskrevet i artiklen om at være gravid i uge 22). Alle disse symptomer er meget almindelige og hænger sammen med alle de fysiske ændringer, der sker i din krop.
Der er dog visse ting, du kan gøre for at afhjælpe problemerne – for eksempel kan du forsøge at drikke meget vand og spise fiberrige fødevarer for at lindre forstoppelse. Halsbrand kan mindskes ved at undgå krydret og fed mad og ved at spise mindre måltider gennem dagen. Ømhed i ryggen kan lindres med regelmæssig, let motion og afslapning. Støttestrømper kan være en løsning på de hævede ben, som hele 80% af gravide får. De hævede ben kaldes også ødemer, og et andet god tip er at ligge med benene højt oppe, når du slapper af.
En anden forandring, der sker i kroppen her i sidste halvdel af graviditeten, er, at kroppen får mere brug for insulin. Nogle gravide kan have svært ved at producere den mængde insulin, som kroppen behøver, og derfor udvikler de graviditetssukkersyge. Lægen og jordemoderen kan opdage sukkersygen ved at undersøge urinen for sukker og ved hjælp af glukosebelastning. Omkring 4% af kvinder får sukkersyge i graviditeten. Graviditetssukkersyge – eller graviditetsdiabetes – forsvinder som oftest igen efter fødslen, men der kan være større risiko for at få type 2-diabetes senere i livet, hvis du har haft sukkersyge under en graviditet.

Det kan du forvente, når du rammer uge 24 af din graviditet
Du er fortsat godt på vej hen imod at sidde med en lille nyfødt i favnen, når du rammer uge 24 af graviditeten. Som din graviditet skrider frem, kan du også begynde at forberede dig på fødslen. Overvej at deltage i fødselsforberedelseskurser, hvor du vil lære vejrtrækningsøvelser og andre brugbare teknikker. Her får du også information om fødselsprocessen. Dette kan hjælpe med at reducere angst og usikkerhed og give dig mere selvtillid, når fødslen nærmer sig, hvis du allerede nu kan mærke, at du er nervøs.
Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.
Kilder: Sundhed.dk, thebump.com, sundhed.dk, hvidovrehospital.dk