Kvinde, som er gravid i uge 33, holder om sin mave ude på en mark
Hvad sker der i din krop og med fostret, når du er gravid i uge 33? © Getty Images

Gravid uge 33: Din krop arbejder nu på højtryk for at blive helt klar til fødslen

Du foster vokser hurtigt nu!

3. august 2023 af Henny Müller Dahl

Her i uge 33 af din graviditet er din krop fortsat i fuld gang med at forberede sig på den kommende fødsel. Det kan blandt andet mærkes ved, at du oftere og oftere oplever plukveer, flere bækkensmerter og lignende gener. Samtidig forbereder dit foster sig på at komme ud i verden. 

I denne artikel kan du blive meget klogere på, hvad der venter dig her i uge 33 af din graviditet. Læs med herunder.  

Fakta: Kort om uge 33 af din graviditet

  • Dit trimester: Tredje trimester
  • Antal gravide dage: 231 til 237 dage (33+0 – 33+6)
  • Fostrets alder: 32 uger ved udgangen af uge 33
  • Fostrets størrelse: Et bundt selleri

Læs også: Bliv klogere på uge 32 af din graviditet, som du lige har overstået.

Kvinde, som er gravid i uge 33, sidder i sofaen og smider mod sin telefon
Som gravid i uge 33 vil du opleve, at din krop forbereder sig på fødslen. © Getty Images

Gravid uge 33: Det sker der med fostret i maven

Når du er gravid i uge 33, er dit foster vokset så meget, at det nu vejer omkring 2200 gram og er 43 centimeter langt. De seneste uger er fostret i gennemsnit vokset omkring 200 gram om ugen, så hvis du synes, at din mave hurtigt er blevet meget tung, giver det hele virkelig også bare mening. De resterende uger af graviditeten vil fostret fortsætte med at vokse i samme hast. 

Fostret har nu fået mere underhudsfedt, hvilket betyder, at huden nu er gået fra at være rød til mere rosa. Den lille ny bliver fortsat bedre til at se forskelligt lys, og det ligger nu i den hidtil højeste mængde af fostervand – omkring en liter. Der er ikke meget plads tilbage at boltre sig i, så nu ligger fosteret nærmest kun i fosterstilling. 

Kvinde, som er gravid i uge 33, holder om sin mave
Når du er gravid i uge 33, er der pludselig ikke længere så meget plads i maven. © Getty Images

Gravid uge 33: Det sker der med dig og din krop

Fordi fostret her i uge 33 af graviditeten bruger så meget energi på at blive klar til at møde verden, kan det være, at du som mor bliver den, der ender med at mangle nogle næringsstoffer, fordi fostret suger alt det gode til sig. Det har brug for al den energi, det kan få. Sundhedsmyndighederne anbefaler desuden, at du nu især fokuserer på at få nok med kalk, da fostret bruger en masse kalk til at opbygge sine knogler – derfor er det muligt, at du som mor kommer i underskud og får svagere tænder og knogler. Sundhedsstyrelsen anbefaler en halv liter mælkeprodukt om dagen eller 500 miligram kalk-tilskud gennem hele graviditeten. 

Din krop arbejder nu på højtryk for at blive helt klar til fødslen. Det betyder, at du højst sandsynligt vil opleve at få flere plukveer, og at de bliver kraftigere end tidligere. 

Kvinde, som er gravid i uge 33, sidder på sofaen med sin hund og computer
Din krop er ved at forberede sig til fødslen her i uge 33 af din graviditet. © Getty Images

Det kan du forvente, når du rammer uge 34 af din graviditet

Ligesom nu vil din krop fortsætte med at forberede sig til fødslen, når du når til uge 34 af din graviditet. Meget snart kan de resterende graviditetsuger tælles på en enkelt hånd, hvilket i den grad viser, hvor lidt tid der er tilbage, før du endelig får lov til at møde din nye guldklump. Du kan de sidste uger være lidt hårde at komme igennem, og det kan der være mange grunde til: Måske er du nervøs for fødslen eller bare enormt utålmodig, men der er også større risiko for hæmorider, hævede ankler og lignende ubehageligheder. Hvis du oplever mange gener, kan du glæde dig til, at det snart er overstået! 

Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.