Når du rammer uge 4 i din graviditet, er du en tredjedel inde i dit første trimester. Måske vil du opleve, at noget ikke er, som det plejer – din menstruation, som ellers plejer at være på vej, udebliver nemlig.
Dette er for mange det første tegn, der begynder at vække mistanke om en mulig graviditet. Måske vokser der en lille spire inde i din mave? Bliv klogere på uge 4 af din graviditet lige her.
Fakta: Kort om uge 4 af din graviditet
- Dit trimester: Første trimester
- Antal gravide dage: 28 til 34 dage (4+0 til 4+6)
- Embryoets alder: Tre uger gammel ved udgangen af uge 4
- Embryoets størrelse: Mindre end en birkes
Læs også: Få mere viden om uge 3 af din graviditet, som du netop har overstået.

Gravid uge 4: Det sker der med spiren i maven
I løbet af uge 4 udvikler embryoet sig fra to cellelag til tre og bliver mere rørformet. De tre cellelag har alle forskellige opgaver. De begynder at danne grundlag for alle kroppens organer.
Det betyder, at din lille spire i maven nu har anlæg til hud, mave- og tarmkanal, lunger, nervesystem, muskler og blodkar. Nu er det også muligt at se, hvad der er hovede og sæde på embryoet.
I uge 4 er embryoet stadig meget lille – faktisk mindre end en birkes, hvilket det også har været i de graviditetsuger, du netop har overstået.

Gravid uge 4: Det sker der med dig og din krop
Under normale omstændigheder ville din menstruation begynde at røre på sig her i uge 4. Men den kommer ikke, for du er nemlig allerede gravid. Det er derfor også i denne uge, hvor menstruationen udebliver, at mange begynder at få den første mistanke om, at de måske er gravide.
Symptomer som kvalme og træthed er heller ikke unormale at opleve på dette stadie – symptomer, som du måske normalt også forbinder med at have menstruation.
I kroppen begynder moderkagen at vokse og udskille mere af graviditetshormonet hCG. Derfor vil du nu også kunne teste, om du er gravid med en graviditetstest, da de stigende hCG-værdier vil give udslag på urinprøven. Du får dog et mere sikkert svar på din test, hvis du venter med at tage den, indtil ugen efter din udeblevne menstruation.
Det kan du forvente, når du rammer uge 5 af din graviditet
Når du rammer uge 5 af din graviditet vil du måske begynde at føle dig gravid. Symptomer som morgenkvalme, ømme bryster og brystvorter, oppustet mave og træthed, som er klassiske tegn på tidlig graviditet, bliver mere almindelige her.
Så forkæl din krop lidt ekstra i denne periode. Du kan med god samvittighed flade ud på sofaen og passe på din gravide krop, mens du ser alt det nye på Netflix.
Læs også: Gravid uge for uge – bliv klogere på alle graviditetsugerne.
Kilder: Sundhed.dk, Thebump.com.