Der sker virkelig mange ting i kroppen, når du bliver gravid. Kroppen forandres, og den tydeligste ændring er selvfølgelig, at maven vokser og vokser i takt med, at graviditeten skrider frem. At kroppen ændrer sig udvendigt, hænger sammen med, at der også sker en masse inde i kroppen uge for uge under en graviditet.
Men ved du, hvad der egentlig sker med dig og med fosteret, når du for eksempel er gravid i uge 7, gravid i uge 11 eller gravid i uge 20? Bliv klogere på din graviditet uge for uge lige her, hvor du kan læse om alle de 42 graviditetsuger.

Hvor mange uger er jeg gravid?
En graviditet varer typisk mellem 37 og 42 uger, selvom det oftest siges, at en graviditet varer 40 uger. Du har størst chance for at blive gravid, når du har ægløsning, og denne smarte ægløsningsberegner kan hjælpe dig med at finde ud af, hvornår du er mest fertil. Står du måske allerede med en positiv graviditetstest i hånden? Så kan vores terminsberegner give dig et indblik i, hvornår du kan forvente babys ankomst.
Gravid uge 0 – første trimester
I uge 0 er du endnu ikke gravid, så derfor er der ingen forandringer – endnu. I uge 0 har du nemlig din menstruation, som du plejer, men for at vi kan sige, at en graviditet varer 40 uger, må vi starte med uge 0, hvor du har din sidste menstruation inden graviditeten. Læs mere om at være gravid i uge 0.
Gravid uge 1 – første trimester
I uge 1 er du faktisk stadig ikke gravid. Din menstruation er netop overstået, og om kort tid vil du få ægløsning. Det sker cirka 14 dage efter den første dag i din sidste menstruation. Du har størst sandsynlighed for at blive befrugtet, når du har ægløsning, så det er nu, I så småt skal gå i gang. Læs mere om at være gravid i uge 1.
Gravid uge 2 – første trimester
Så skete det! Du har haft ægløsning, og et af dine æg er blevet befrugtet af en sædcelle. Uge 2 kan derfor ses som den allerførste rigtige uge af din graviditet! Læs mere om at være gravid i uge 2.
Gravid uge 3 – første trimester
I uge 3 er dit befrugtede æg på vej til livmoderen. Selvom du her er i det allerførste stadie af din graviditet, så er kønnet på spiren i maven allerede bestemt. Udover kønnet bestemmes også hårfarve og øjenfarve, nu hvor ægget er befrugtet. Læs mere om at være gravid i uge 3.

Gravid uge 4 – første trimester
Under normale omstændigheder ville din menstruation begynde at røre på sig her i uge 4. Men det gør den selvsagt ikke, for du er nemlig allerede gravid. Derfor er det typisk også i uge 4, at du vil begynde at få mistanke om, at du måske er gravid. Det er ikke unaturligt at få kvalme og at opleve træthed – symptomer, som du måske normalt også forbinder med at have menstruation.
På dette stadie er spiren i maven en næsten usynlig klump af celler. Læs mere om at være gravid i uge 4.
Gravid uge 5 – første trimester
Spiren i maven er nu på størrelse med en æblekerne og begynder allerede at danne organer som lever, nyrer og hjerte samt fordøjelsessystemet.
Når du rammer uge 5, vil du måske også begynde at føle dig gravid. Symptomer som morgenkvalme, ømme bryster eller endda ømme brystvorter, oppustet mave og træthed bliver mere almindelige her. Læs mere om at være gravid i uge 5.
Gravid uge 6 – første trimester
Den lille spire er nu på størrelse med en ært. Du vil som gravid i uge 6 i endnu højere grad opleve ekstrem træthed, morgenkvalme og andre graviditetssymptomer. I maven begyndes øjne, ører, næse, kinder og hage nu at udvikles, og du er faktisk halvvejs i første trimester! Læs mere om at være gravid i uge 6.

Gravid uge 7 – første trimester
Nu er den lille spire i maven på størrelse med et blåbær, og du oplever stadig alle mulige graviditetssymptomer – og er måske i lidt dårligere humør end tidligere. Inde i maven er det lille ansigt stadig ved at udvikle sig, og tungen begynder også at blive formet. Samtidig udvikles der cirka 100 nye hjerneceller om minuttet!
Det er også en god idé at tage dit første smut forbi lægen i forbindelse med graviditeten. Læs mere om at være gravid i uge 7.
Gravid uge 8 – første trimester
I uge 8 begynder du måske at kunne se en lille baby bump. Dine go to-jeans begynder muligvis at stramme en smule, og du får lyst til at købe flere bløde leggings. Det er ved at gå op for dig, at du faktisk er gravid, og du føler dig måske både spændt og nervøs.
Spiren i maven, som i uge 8 svarer til størrelsen på et hindbær, fortsætter sin udvikling, og der er ikke meget svømmehud tilbage mellem fingre og tæer. Smagsløgene er også ved at blive dannet! Læs mere om at være gravid i uge 8.

Gravid uge 9 – første trimester
Du er nået til uge 9 af din graviditet, og inde i maven er den lilles skelet ved at blive formet. Samtidig er spiren nu på størrelse med et kirsebær – og faktisk dobbelt så stor, som den var i starten.
Du er fyldt med hormoner, og du kan måske mærke lidt flere humørsvingninger end tidligere. Det er højst sandsynligt stadig kun dig selv, der kan se en lille mave, men snart vil det være synligt for flere omkring dig. Læs mere om at være gravid i uge 9.
Gravid uge 10 – første trimester
Først nu i uge 10 bliver den lille spire i maven til et foster. Det betyder, at embryoen ikke længere er en embryo men faktisk bliver til et reelt foster. I embryo-fasen dannes de store organer, og nu i foster-fasen vokser og udvikler organerne sig.
Fostret i maven er i uge 10 på størrelse med et jordbær, og det begynder også at udvikle negle og hår, samtidig med at det øver sig på at sparke og synke. Selv kan du nu komme til at opleve lidt mere ømhed og smerte i kroppen. Læs mere om at være gravid i uge 10.

Gravid uge 11 – første trimester
Dit foster er nu på størrelse med en lime. Fostrets hud er gennemsigtig, men hudens udvikling er i fuld gang, og hårsække er nu også på vej. Imellem uge 11 og uge 14 i din graviditet er det tid til nakkefoldsscanning. Læs mere om at være gravid i uge 11.
Gravid uge 12 – første trimester
Du er nu godt og vel kommet igennem hele første trimester. Risikoen for en spontan abort er nu mindre, og andet trimester, som begynder i næste uge, omtales ofte som det bedste i hele graviditeten. Du er måske ikke lige så træt som før, og du oplever heller ikke lige så meget morgenkvalme.
I uge 12 er fostret på størrelse med en blomme og næsten færdigt med at udvikle alle vigtige systemer og kropsdele, som nu bare skal vokse sig større. Fostret begynder at udvikle reflekser og kan bevæge fingre og krumme tæer. Læs mere om at være gravid i uge 12.
Gravid uge 13 – andet trimester
I uge 13 er fostret på størrelse med en citron og kan nu få hikke og løfte sine øjenbryn. Samtidig kan du opleve, at du selv begynder at få mere energi igen – og det er fedt efter flere uger med belastende graviditetssymptomer. Læs mere om at være gravid i uge 13.

Gravid uge 14 – andet trimester
Fostret er nu på størrelse med en fersken, og her i uge 14 kan den lille guldklump finde på at sutte på sin tommelfinger eller vrikke lidt mere med de små tæer. Det lille foster begynder nu også at kunne høre – så hvisk lige en sød kommentar til maven!
Fra uge 14 foretages der kønsscanninger, så nu har du endelig mulighed for at finde ud af, hvilket køn der gemmer sig i maven. Læs mere om at være gravid i uge 14.
Gravid uge 15 – andet trimester
Når du rammer uge 15, er der stor sandsynlighed for, at du snart vil begynde at kunne mærke liv i maven. Du er begyndt at få nogle cravings efter bestemte ting, og din fornyede energi kan også betyde, at du igen får mere sexlyst! Fostret er nu på størrelse med en lille appelsin, og det kan nu bevæge alle lemmer og led. Læs mere om at være gravid i uge 15.
Gravid uge 16 – andet trimester
Fostret er nu på størrelse med en avokado, og hørelsen bliver bedre. Fostret får nemmere ved at høre din stemme på grund af de små knogler, der er ved at blive dannet i ørene. Nu vokser der også hår, vipper og øjenbryn på fostret. Læs mere om at være gravid i uge 16.

Gravid uge 17 – andet trimester
Selvom du måske ikke længere har så meget morgenkvalme og den slags ubehageligheder, så er maven for alvor begyndt at vokse, hvilket blandt andet betyder, at du måske må finde nye måder at sove på. Fostret er på størrelse med et granatæble og begynder at tage mere og mere på. Læs mere om at være gravid i uge 17.
Gravid uge 18 – andet trimester
Der foregår ting og sager inde i din 18-ugers gravide mave. Fostret både gaber, sluger, vrider sig, ruller rundt og slår og sparker – og du vil måske kunne mærke, at det sker! Fostret i maven er nu på størrelse med en artiskok. Læs mere om at være gravid i uge 18.
Gravid uge 19 – andet trimester
Størrelsesmæssigt går du nu rundt med en mango i maven. Hvis du ikke allerede har købt dig en graviditetspude, er det en god idé at investere i en nu, hvor det bliver mere og mere besværligt at sove i dine vante positioner. Inde i maven er fostret ved at udvikle sine fem sanser, herunder synssans og smagssans. Læs mere om at være gravid i uge 19.

Gravid uge 20 – andet trimester
I uge 20 er fostret på størrelse med en banan. Og du er nu cirka halvvejs igennem graviditeten! Det er stort! Der sker stadig en masse udvikling, og fostret begynder at få mere regelmæssige søvncyklusser. Du vil nok i højere grad mærke, når den lille guldklump er vågen. Nu vil du typisk også skulle til en misdannelsesscanning, som er endnu en af de scanninger, du tilbydes som gravid. Læs mere om at være gravid i uge 20.
Gravid uge 21 – andet trimester
Fostret er vokset i længden og er nu på størrelse med en stor gulerod. I uge 21 vil du højst sandsynligt mærke en masse spark inde i maven. Den lilles fordøjelsessystem er ved at blive udviklet, og fostret begynder derfor nu at kunne smage forskel på den mad, du spiser. Læs mere om at være gravid i uge 21.
Gravid uge 22 – andet trimester
I uge 22 er fostret cirka på størrelse med en kokosnød. Det betyder også, at du fra nu af kan komme til at opleve lidt flere smerter i ryggen og andre steder. Fostret begynder at kunne genkende stemmer, og den lille ny begynder også at ligne en baby, nu hvor øjne og læber har udviklet sig mere. Læs mere om at være gravid i uge 22.

Gravid uge 23 – andet trimester
Nu er du langt i din graviditet, og du vil i højere grad kunne opleve flere rygsmerter, åreknuder og hævede ankler. I uge 23 udvikler fostret stadig sin hjerne og er ved at opbygge flere muskler – og så dannes der også brystvorter! Udover at høre din stemme og dit hjerteslag, kan den lille ny nu også høre alt fra biler og hunde ude i verdenen. Læs mere om at være gravid i uge 23.
Gravid uge 24 – andet trimester
I uge 24 er fostret på størrelse med en Cantaloupe melon. Kramper i benene, hævede fødder og rygsmerter er (stadig) en realitet, og nu bor du sikkert efterhånden i dine graviditetsleggings. Fostrets øjenvipper, øjenbryn og hår udvikles mere og mere men mangler stadig pigmenter. Der er også kommet flere reflekser til, så du vil måske opleve små hop inde i maven, hvis der pludselig kommer høje lyde. Læs mere om at være gravid i uge 24.
Gravid uge 25 – andet trimester
Fostret har nu vokset sig til størrelsen af et blomkål, og du vil typisk opleve, at aktivitet i maven efterfølges af omkring 12 til 14 timers stille søvn. Du får måske sværere ved at sove, og du kan også opleve, at du skal oftere på toilettet, nu hvor du har ramt uge 25. Læs mere om at være gravid i uge 25.

Gravid uge 26 – andet trimester
Fostret er nu på størrelse med et grønkål. Her i uge 26 af din graviditet kan du opleve, at din søvn og din hukommelse bliver forstyrret, ligesom du måske også får lidt flere hovedpiner. Snart vil fostret kunne åbne og lukke sine øjne, og dets immunsystem er ved at gøre sig klar til et liv ude i verdenen. Læs mere om at være gravid i uge 26.
Gravid uge 27 – andet trimester
I uge 27 minder fostrets størrelse mest om et salathoved, og du befinder dig nu i den sidste uge i andet trimester. Fostret øver sig nu i at trække vejret (dog selvfølgelig ikke i luft men i fostervand). Der begynder også at komme hjerneaktivitet nu! Læs mere om at være gravid i uge 27.
Gravid uge 28 – tredje trimester
Nu er du kommet i tredje og sidste trimester, og der er ikke længe til, at baby melder sin ankomst. Du begynder måske at blive endnu mere spændt og nervøs, og det giver god mening. Du oplever måske, at du får lidt sværere ved at trække vejret, når du er aktiv, og at det bliver hårdere at bevæge dig. I uge 28 er din baby på størrelse med en aubergine. Læs mere om at være gravid i uge 28.

Gravid uge 29 – tredje trimester
Din baby nu på størrelse med et lille græskar. I uge 29 begynder du måske at ligge mere søvnløs om natten (måske endda med tankemylder), og du skal muligvis også tisse lidt oftere. Inde i din krop begynder der at være mindre og mindre plads til dine organer, og du kan begynde at opleve flere bækkensmerter. Det kan være en god idé at tænke over, hvordan du vil pakke din fødselstaske allerede nu. Læs mere om at være gravid i uge 29.
Gravid uge 30 – tredje trimester
Længden på din baby er nu på størrelse med en lang squash. Sparkene i maven bliver lidt mere skarpe, og du føler måske, at du skal begynde at gøre dig mere og mere klar til den store livsændring. Men prøv at undgå at overanstrenge dig! Læs mere om at være gravid i uge 30.
Gravid uge 31 – tredje trimester
I uge 31 er din baby lige så lang som et bundt asparges. Nu begynder det for alvor at være svært at se dine fødder, når du står oprejst, og du kan opleve, at du bliver mere glemsom. Alle barnets fem sanser er mere eller mindre fuldt udviklede, når du rammer uge 31 af din graviditet. Læs mere om at være gravid i uge 31.

Gravid uge 32 – tredje trimester
På dette tidspunkt af din graviditet vender din baby højst sandsynligt den rigtige vej inde i maven – men det er ikke sikkert. Det er stadig tidligt, men hvis du føder på dette tidspunkt af din graviditet, er der gode odds for, at det hele vil gå fint. Læs mere om at være gravid i uge 32.
Gravid uge 33 – tredje trimester
I uge 33 er din baby på størrelse med et bundt bladselleri. Du vil måske opleve, at du får mørkere brystvorter, og inde i maven begynder babys knogler at blive stærkere. Det er en god idé at begynde at pakke tasken til hospitalet snart! Læs mere om at være gravid i uge 33.
Gravid uge 34 – tredje trimester
Når du rammer uge 34, er din baby typisk på størrelse med et moskusgræskar eller et såkaldt butternut squash. Du begynder igen at opleve udmattelse og hævede ankler, og der er større risiko for hæmorider. Hvis du går i fødsel i uge 34, vil din baby højst sandsynlig være rask! Læs mere om at være gravid i uge 34.

Gravid uge 35 – tredje trimester
Din baby er nu på størrelse med en ananas. Den lille ny ligner nu en rigtig baby, og hørelsen er nu fuldt udviklet. Måske føler du, at du har en masse ting, du skal nå, inden baby melder sin ankomst? Prøv ikke at stresse alt for meget. Det er helt okay, hvis du ikke har styr på det hele endnu. Læs mere om at være gravid i uge 35.
Gravid uge 36 – tredje trimester
I uge 36 af din graviditet er din baby på størrelse med en papaya. Nu vil du typisk gå på barsel, og ventetiden kan føles lang. Din babys lever og nyrer fungerer nu, som de skal, og immunforsvaret er også forbedret. Snart vil din baby nemmere kunne trække vejret selv. Den lilles hud er nu helt glat og blød! Det er en god idé at sætte dig ind i, om du har bestemte ønsker til fødslen.
Hvis du keder dig i din barsel, kan du begynde at tænke over indretningen af babyværelset – hvis du altså ikke allerede er begyndt. Du kan for eksempel se på funktionelle natlamper – eller barnevognskæder til barnevognen? Læs mere om at være gravid i uge 36.

Gravid uge 37 – tredje trimester
Når du rammer uge 37, kan din baby ikke længere blive født for tidligt. Nogle lette pletblødninger kan forekomme, og det samme gælder vaginalt udflåd – du bør straks kontakte din læge, hvis du bliver urolig. Baby øver sig på seje færdigheder som at ånde, blinke og sutte. Læs mere om at være gravid i uge 37.
Gravid uge 38 – tredje trimester
Både du og din baby er klar til fødslen nu i uge 38, og det kan ske når som helst. Du kan opleve at have lidt mere diarré, og den aktive baby i maven kan ramme alle mulige følsomme nerver i dit bækken. Prøv at slappe af så meget som muligt – selvom det er svært! Læs mere om at være gravid i uge 38.
Gravid uge 39 – tredje trimester
I uge 39 tager din baby mere og mere på, og du er højst sandsynligt ved at blive ret træt af at være gravid (hvis du ikke allerede er blevet det). Du mærker måske, at din mave bliver hårdere, og du begynder at være mere og mere opmærksom på forskellige fødselstegn. Skal du føde ved planlagt kejsersnit, vil det typisk ske, når du har passeret uge 39. Læs mere om at være gravid i uge 39.

Gravid uge 40 – tredje trimester
Du har endelig nået din terminsuge! Tillykke med det! Nu kan du gå i fødsel når som helst, men husk på, at det ikke er alle, der føder til tiden. Hvis dette er dit første barn, er der større sandsynlighed for, at du går over tid. Inde i maven hygger baby sig med at vokse længere negle og mere hår. Læs mere om at være gravid i uge 40.
Gravid uge 41 – tredje trimester
Hvis du stadig ikke har født i slutningen af uge 41, vil du typisk blive tilbudt at blive sat i gang. Selv føler dig du i hvert fald motiveret til at gøre, hvad end der skal til for at få baby ud (og det kan kun gå for langsomt). Læs mere om at være gravid i uge 41.
Gravid uge 42 – tredje trimester
Hvis du når til uge 42 af din graviditet, siger lægevidenskaben, at din graviditet nu er overbåren. Det betyder også, at alle gravide rådes til at have født inden udgangen af uge 42. Læs mere om at være gravid i uge 42.

Efter graviditeten – hvad skal barnet hedde?
Vi håber, at din graviditet er gået godt, og at du nu sidder med et lille vidunder på armene. Måske har du (og eventuelt din partner) allerede under din graviditet gået og tænkt meget over, hvad barnet mon skal hedde. Du har trods alt været gravid i omkring 40 uger (wow!), så der har nok været masser af tænketid.
Hvis du ikke allerede har fundet det perfekte navn, kan du for eksempel se på de mest populære pigenavne og drengenavne. Skal det være lidt mere specielt, kan du også se på de mere opsigtsvækkende, godkendte navne. Der findes også mange flotte gamle, danske navne og engelske navne. Held og lykke med den lille ny, med navneovervejelserne og eventuelt med barnedåben, hvis I planlægger at holde sådan én.
Kilder: Thebump.com, sundhed.dk