Far og voksen datter smiler
Mange kvinder vælger en partner, som på den ene eller anden måde minder os deres far.© iStock

Hvilken far-type er du vokset op med? Sådan påvirker det dit parforhold i dag

Hvis du forguder din far, er du måske lidt kræsen med kærester

26. august 2020 af Rikke Hovn Poulsen

Er din kæreste en tro kopi af din far – eller måske lige modsat? Langt de fleste kvinder vælger kærester, der på en eller anden måde minder om deres far. Hvordan påvirker din old man dit kærlighedsliv?

Er du kæreste med din far? 

Tænk dig lige om en ekstra gang: Er det ikke meget sjovt, at de begge to går så meget op i fugle? Eller at de begge er arbejdsnarkomaner, skøjtejægere, hurtigsnakkende eller...? “Som udgangspunkt genspiller vi forholdet til vores far i en uendelighed i forhold til vores kærester,” fortæller psykoterapeut Katrine Axholm. Men bare rolig: Der er ingen, der siger, at du ikke kan leve lykkeligt med en kopi af farmand. 

Sammen med psykoterapeut, forfatter og foredragsholderen Katrine Axholm har vi lavet en guide, hvor du kan blive klogere på, hvordan du undgår at gå hånd i hånd med daddy resten af livet, og hvordan du bedst udnytter den bagage, du har fået med hjemmefra. 

Find den fartype, du er opvokset med herunder, og se, hvordan det påvirker dit kærlighedsliv.

1. Den fraværende far

Far? Hvem? Nåhr ja, ham, der altid var på arbejde, til fodbold eller ude med gutterne. Din far var sjældent til stede, og når han endelig var der, begravede han sig bag avisen og valgte dig fra. Eller måske boede han slet ikke sammen med dig. 

Sådan smitter din far af: Leder du efter den far, du aldrig fik? Måske har du svært ved at finde en kæreste, fordi du er bange for at blive skuffet (igen)? Du mangler et forbillede, og derfor er det uklart for dig, hvad den rolle i familien egentlig indebærer. Du og din mor klarede jer jo helt fint uden. Du har tendens til hurtigt at give op i et forhold, når det begynder at blive besværligt. Det letteste for dig er derfor at finde en kæreste, der ikke rigtig er til stede. Enten fordi der arbejdes for meget, eller fordi det er typen, som er svær at komme tæt på rent følelsesmæssigt. 

Det skal du arbejde med: Du er bange for at lade din kæreste komme tæt på dig, fordi du risikerer at miste igen. I stedet for at brokke dig over, at din kæreste er fraværende, bør du spørge dig selv: Kan du gøre mere for at åbne op? Øv dig i at sige, hvad du føler – også når du risikerer at blive såret. 

Mor og far skændes mens datteren er ked af det
Hvordan er dit forhold til din far?© iStock

2. Den dominerende far

I dit barndomshjem var det suverænt far, der havde bukserne på. Det var ham, der tog alle beslutningerne: Hvad I skulle se i fjernsynet, hvornår du skulle være hjemme efter en bytur, og hvad I skulle spise til aften. 

Sådan smitter din far afNærer du en stor forkærlighed for fitnesscenterets rå typer, kan du roligt skyde skylden på dit fædrene ophav. Hans dominerende adfærd har gjort dig tiltrukket af de overdrevent maskuline og dominerende typer. Ubevidst falder du for dem, fordi fordi de repræsenterer din mulighed for at lære at sige fra – men hvis ikke du er bevidst om dit mønster, ender du med at kopiere din mors rolle og lade dem tromle hen over dig.

Det skal du arbejde med: Du har vænnet dig til at pakke de sider af din personlighed væk, som far ikke ville se. Derfor er der en del af dig selv, du ikke kender særlig godt: den grimme og højtråbende kvinde, som brokker sig og skælder ud. Men hun er derinde et sted, og hun har brug for at komme ud en gang i mellem. Det kan godt være, at din kæreste bliver irriteret på hende første gang, men i længden vil du få mere respekt, når de oplever, at du holder på din ret. 

3. Den bløde far

Din far gjorde rent, støvsugede og lavede mad til den helt store guldmedalje, mens din feministiske mor var ude at realisere sig selv. 

Sådan smitter din far afDin eftergivende far (og dominerende mor) har efterladt dig med et billede af, at kvinden er det suverænt stærkeste køn. Derfor ender du gang på gang med en grænseløs partner, som du kan tryne efter godtbefindelse. I starten er det dejligt, men på et tidspunkt får du fornemmelsen af, at din kæreste ikke rigtigt er til stede, og du bliver irriteret over, at der aldrig trædes i karakter. 

Det skal du arbejde med: I stedet for at blive sur på din vattede kæreste, skal du kigge indad: Hvornår begynder du at tryne? Er det dig, der er urimelig en gang imellem? Tæl til ti i stedet for at flippe ud, næste gang du bliver irriteret.  

Mand med skæg bærer lille pige på ryggen
Hvis du havde den bløde far som barn, finder du måske grænseløse partnere i dag.© iStock

4. Den perfekte far

Din barndom var en perlerække af rosenrøde oplevelser. Og far er og bliver den bedste i verden! 

Sådan smitter din far af
: Du er ubetinget fars pige, og ingen anden vil nogensinde nå op på siden af ham. Du stiller uendeligt høje krav til en partner, og når du endelig finder en, der lever op til dem, bruger du al tid på at flashe jeres perfekte parforhold til verden. I bryder jer for eksempel ikke om at skændes, så derfor har problemerne det med at vokse imellem jer, fordi i aldrig får hul på bylden. 

Det skal du arbejde med: Det er naturligt, at børn idylliserer deres forældre, men i løbet af teenageårene skulle du helst have fundet ud af, at den gamle også kan være en idiot. Ellers har du sandsynligvis også svært ved at se dine egne skyggesider. Men guess what? Du er smækfyldt med fejl ligesom alle andre. Øv dig i at acceptere dem. Så bliver det også lettere at leve med din kærestes korte uddannelse og ildelugtende fødder. 

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet og er skrevet af Rikke Hovn Poulsen

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.