Mødregruppe
Måske I kommer så godt ud af det som mødregruppe, at I bliver veninder!© Getty Images

Er du i tvivl om mødregruppe er noget for dig? Læs alt om det her

Det vigtigste er, at det føles rigtigt for dig!

7. januar 2022 af Camilla Stubbe

Er maven begyndt at vokse, og nærmer terminsdatoen sig? Så venter barslen også på dig lige rundt om hjørnet. En barsel fyldt med bleskift, sutter, vræl, kærlighed og måske også en mødregruppe. Men er du helt med på, hvad det vil sige at være en del af en mødregruppe? Og har du gjort dig nogle tanker om, hvad du ønsker og forventer af en mødregruppe? 

Hvis ikke, så hjælper vi dig godt på vej med nogle af de spørgsmål og tanker, som du måske har omkring mødregrupper. 

Hvad er en mødregruppe?

En mødregruppe består af kvinder, som har født inden for cirka den samme periode. Mødregruppen består oftest af op til otte kvinder, men det kan sagtens variere fra gruppe til gruppe. Samtidigt kan du møde en blanding af førstegangsfødende og flergangsfødende mødre. 

Det kan være meget forskelligt, hvor ofte en mødregruppe mødes. Nogle mødregrupper mødes flere gange om ugen, mens andre grupper mødes én gang om måneden. Det er helt op til den enkelte gruppe.

To kvinder i en mødregruppe
En mødregruppe kan bestå af op til otte nybagte mødre.© Getty Images

Hvad er formålet med en mødregruppe?

Formålet med en mødregruppe er, at I som nybagte mødre jævnligt kan mødes og snakke om alt fra de sjove og dejlige ting til de alvorlige og udfordrende ting ved at blive mor. Idéen er at få skabt nogle trygge rammer, hvor I kan få og give støtte, gode råd eller måske bare lytte til hinanden. Det er forskelligt, hvad den enkelte nybagte mor har brug for: Nogle har brug for at snakke, mens andre måske bare har brug for socialt samvær, hvor I laver en række aktiviteter for mødregruppen.

Det kan også være, at du kommer så godt ud af det med din mødregruppe, at I bliver veninder og vælger at ses, selvom jeres børn ikke er babyer mere. Det er meget forskelligt, hvad forventningerne og investeringen i en mødregruppe er. Det er helt op til jer!

Mødregruppe holder i hånd
I kan få og give støtte, gode råd eller måske bare lytte til hinanden.© Getty Images

Hvordan kommer jeg i en mødregruppe?

En mødregruppe laves typisk af en sundhedsplejerske, som sammensætter nybagte mødre, der bor i samme område. Din sundhedsplejerske vil typisk tilbyde dig at komme i en mødregruppe fra barnet er cirka en måned gammel. Sundhedsplejerskens tilbud om en mødregruppe er frivilligt, og hvis det ikke er noget, du har lyst til, kan du sagtens sige nej tak. 

I nogle tilfælde kan det være, at det ikke er muligt at få tildelt en mødregruppe fra din sundhedsplejerske, og derfor kan det være oplagt at du finder en gruppe selv.

Vælg din egen mødregruppe!

Der findes dog også andre gruppe for nybagte mødre end dem, som sundhedsplejersken sammensætter. Flere kvinder sammensætter deres egne mødregrupper – enten ud fra deres vennekreds eller gennem online forums såsom Facebook. 

Her kan du matche dig selv med kvinder, som eksempelvis måske alle er førstegangsfødende, under 30 år eller som har andre forventninger og samme præferencer til en mødegruppe, som du selv har. Smart!

Online-mødregrupper

Det kan også være, at du er mere interesseret i en online-mødregruppe – altså en mødregruppe, hvor I ikke mødes fysisk, men derimod kun skriver sammen eller mødes virtuelt på Teams, Zoom eller andre platforme. 

Det kan føles mere trygt for nogle på grund af corona, men det kan også være rart for dig, som føler, at det er grænseoverskridende at invitere nogle hjem til sig selv, som du ikke kender på forhånd. For nogle kan det også fjerne presset om at skulle lave hovedrengøring og diske op med en hel masse før et besøg – selvom det selvfølgelig ikke er nødvendigt!

Online-mødregruppe
I en online-mødregruppe kan I nøjes med at mødes virtuelt.© Getty Images

Fordele ved en mødregruppe

Der er mange fordele ved en mødregruppe – hvad end du har fået en tildelt af din sundhedsplejerske, eller om du selv har valgt en mødregruppe. 

  • Det kan være rart at være social med andre kvinder, som har spædbørn.
  • Du kan få støtte af andre nybagte mødre, som måske ved præcis, hvordan du har det.
  • Du kan opleve et fortroligt rum, hvor du kan snakke om dilemmaer og udfordringer.
  • Det kan være en pause fra hverdagen alene hjemme på barsel.
  • Du kan sparre med andre i samme situation, hvor I giver hinanden gode råd eller blot giver plads til brok og aflast.

Ulemper ved en mødregruppe

Selvom der er mange fordele ved en mødregruppe, kan der også være en række ulemper. Hvis ikke der skabes fortrolige, trygge og støttende rammer, kan det være, at nogen sidder inde med udfordringer og frustrationer, der kan få dem til at føle sig alene eller udenfor. Derfor er det utroligt vigtigt, at der bliver lagt fokus på dette i starten af en ny mødregruppe. 

Det er samtidig også vigtigt, at I forventningsafstemmer og er ærlige omkring jeres forventninger til en mødregruppe. Hvis for eksempel nogle forestiller sig, at der skal serveres det helt store kagebord, hver gang i mødes hjemme hos en fra gruppen, mens andre slet ikke kan overskue det – det er noget, I skal forventningsafstemme fra start. 

Kvinde i mødregruppe
Det er vigtigt, at forventningsafstemme om jeres forventninger til en mødregruppe. © Getty Images

Andre grupper

Der findes også en række andre tilbud, som ikke kun er for nybagte mødre. Sundhedsplejen i flere kommuner tilbyder nemlig også fædre- og familiegrupper, og grupper specielt til unge forældre eller forældre med for tidligt fødte børn. 

Det er en god idé at tale med din sundhedsplejerske om netop dit/jeres behov. Og hvis ikke du føler behovet imødekommet, kan du med fordel søge inspiration eller andre, private grupper på de mange forskellige online sider – ofte kræver det blot en Google-søgning.

Fædregruppe
Vidste du, at der også findes fædre- og familiegrupper?© Getty Images

Gode råd til dig der overvejer en mødregruppe

  • Gør dig nogle tanker på forhånd om, hvad du gerne vil have ud af en mødregruppe.
  • Mind dig selv om, at I alle er forskellige og har individuelle behov, hverdage og værdier – og det er helt okay!
  • Mærk efter undervejs, om det føles rigtigt for dig.
  • Du altid kan springe fra, hvis ikke du føler kemien passer.

Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad DU har brug for. Ikke hvad andre fortæller dig, at du burde have brug for eller burde gøre. Det er vigtigt, at det føles rigtigt, og at du ikke føler dig presset til noget, du ikke har lyst til.

Og husk på: Hvad der føles rigtigt for andre, er ikke sikkert, at det føles rigtigt for dig!

Kilder: Sundhed.dk, Sundhedsplejersken.dk, Babyklar.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide