Kvinder til barnedåb
En barnedåb kan arrangeres på mange forskellige måder. © Getty Images

Skal dit barn døbes? Her er 7 tips til planlægningen af den hyggeligste barnedåb

Har I styr på, hvem der skal være gudmor og/eller gudfar?

1. juli 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Er der et nyt familiemedlem på vej? Så er I måske allerede inden babys ankomst begyndt at gøre jer overvejelser om, hvordan han eller hun skal have sit kommende, smukke navn. 

Mange familier vælger, at deres barn skal døbes, og hvis I er blandt dem, der gerne ser jeres lille ny få sin velsignelse i kirken, så har vi her syv tips til planlægningen af en hyggelig barnedåb. Tipsene er listet i trin – det kan altså være en god idé at tage trinene fra toppen af og begynde planlægningen her. 

Husk: Der er ikke én korrekt måde at planlægge en barnedåb på, så se mere trinene som inspiration fremfor et regelsæt. 

1. Gudmor og gudfar – hvem skal det være?

Når I vælger at døbe jeres barn i folkekirken, så skal I have mindst to faddere til dit barn (og maks fem). Ofte kaldes en af fadderne gudmor eller gudfar, og han eller hun er den person, der bærer barnet til dåben – men I kan også sagtens selv bære jeres barn, hvis I hellere vil det. 

I vælger helt selv, hvem der skal være faddere til barn – det kan både være familie og venner. Nogle tror, at titlen som gudmor og gudfar indebærer, at de skal stå klar til at opfostre barnet, hvis der skulle ske forældrene noget. Men det er IKKE (nødvendigvis) tilfældet. Faddernes eneste officielle opgave er nemlig at tilse, at barnet vokser op i den kristne tro.  

Mange vil helt sikkert føle det som en stor ære at blive tildelt rollen som gudmor/gudfar/fadder, men det kan alligevel være en god idé at spørge dem, som noget af det første i planlægningen af barnedåben – hvis nu de skulle sige nej, og I skal finde en eller flere nye. 

Barn til barnedåb
Der er gode råd at hente, hvis dit barn skal døbes. © Getty Images

2. Find en dato – hvornår passer bedst?

Andet trin i planlægningsprocessen er at finde en dato, barnedåben skal holdes. Når baby har meldt sin ankomst, så skal han eller hun inden for et halvt år have sit navn sådan helt officielt. Det kan barnet blandt andet få ved dåben. 

Mange vælger derfor, at barnedåben finder sted, når barnet er mellem tre-seks måneder gammel – men I kan også sagtens få jeres barn døbt senere (men husk da at navngive barnet på Borger.dk, inden der er gået seks måneder). 

3. Invitationer til barnedåb – hvem skal med?

Nogle vælger at holde en dåb for alle venner og familiemedlemmer, mens andre vælger at holde det mere småt og intimt. Det er helt op til jer, hvad I foretrækker! Når I har gjort jer overvejelser om barnedåbens størrelse, kan I begynde at lave en liste over dem, I gerne vil have med. 

Så snart I har datoen på plads, kan I altid gøre folk opmærksomme på det, når I ser dem eller over SMS (så I er sikre på, at dagen er reserveret). Send eventuelt invitationerne afsted tre måneders tid før – så er I stadig i god tid. 

4. Mad til barnedåb – hvad skal der serveres?

Brunch, kagebord eller måske smørrebrød? Mulighederne er mange, når det kommer til mad til barnedåben, og igen afhænger det både af festens størrelse og ikke mindst jeres budget.

Fordi en barnedåb oftest ligger i forlængelse af en gudstjeneste, så er selve dåben om formiddagen. Derfor vil det for nogen give god mening at invitere gæsterne til brunch (måske I kan få lidt inspiration fra de her lækre brunchsteder i Danmark).

Men I kan også invitere gæsterne senere til en let frokost eller diske op med en masse lækre hjemmebagte (eller hjemmebragte) kager. I kan finde forskellige kageopskrifter her.  

Hvis I gerne vil slippe for at være i gang i køkkenet, kan I også vælge at invitere jeres gæster ud at spise eller måske bestille catering, så I ikke skal andet end at varme maden (hvis altså det er mad, der skal varmes). Vælger I denne løsning, kan det være en god idé at forhøre jer hos restauranterne/cateringstederne et par måneder i forvejen, så I er sikre på, at de har plads/tid. 

5. Snacks til barnedåb – hvad foretrækker I?

Det vil gøre et hvert snack-elskende hjerte glad, hvis der til barnedåben er lidt lækkerier at tage af. Udover at tilfredstille sultne slikmunde, så kan snacks faktisk fungere som sødt og flot pynt til festen. 

I kan eksempelvis lave små slikposer med et billede af festens midtpunkt på posen og lækre stykker slik i (eventuelt i farvetema eller med jeres absolutte yndlingsslik). I kan også, som billedet nedenunder viser, fylde forskellige glasbeholdere med farvesorteret og servere chips og popcorn i små, fine beholdere. 

Bestiller I tingene online, så er det altid en fordel at være ude i god tid, så I er sikre på, at tingene kommer hjem i tide. I kan også gå ned i den nærmeste hobbyforretning og lade jer inspirere.     

6. Pynt til barnedåb – hvor festligt skal det være? 

Dette punkt i planlægning afhænger i høj grad af, om I vælger at holde barnedåben på en restaurant, hjemme eller i et selskabslokale. Vælger I selv at stå for barnedåben, så kan I også helt selv kontrollere, hvor festligt lokalet skal være. 

I kan eksempelvis gå all-in på et farvetema, nuttede servietter og store, flotte balloner. Søstrene Grene, Tiger og Amazon er bare nogle af de steder, du kan finde pynt og dekorationer i alle former og størrelser. 

7. Dåbstøj – genbrug eller nyt? 

Er du selv døbt? Eller måske din kæreste er det? I så fald kan det være, at I stadig har jeres gamle dåbskjoler liggende et sted (eller måske jeres forældre har det). Hvis I stadig synes, at de er værd at vise frem i kirken, kan I vælge, at jeres barn skal døbes i en af dem. 

Det kan også være, at der er andre familiemedlemmer, der har en dåbskjole liggende, som I kan få lov at låne – genbrug kan sagtens være super fint (og dejligt besparende). 

Vælger I at købe en helt ny dåbskjole, så kan I blandt andet kigge i butikker som Lilly og Babysam og på hjemmesider som Oliprik.dk og Mikkla.dk.

Hvad betyder det at blive døbt?

For mange forbindes en dåb med en navngivning og fejring af det nye familiemedlem. Den helt officielle betydning af en klassisk barnedåb i folkekirken er, at barnet døbes i den kristne tro. Det vil sige, at mor, far og faddere på barnets vegne takker ja til Guds kærlighed og velsignelse.

Som forældre behøver I ikke selv at være medlem af folkekirken, fordi jeres barn skal døbes. Faddere (herunder gudforældre) til barnet skal selv være kristent døbt for at kunne stå fadder, men behøver heller ikke stadig at være en del af folkekirken.  

Kilder: Folkekirken.dk, Borger.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori