Pseudotvillinger
Bliv klogere på, hvad det vil sige at være pseudotvillinger. © Getty Images

Ved du, hvad det vil sige at være pseudotvilling? Bliv klogere på det her

Der er både fordele og ulemper ved at få pseudotvillinger

22. maj 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Drømmer du om at få børn med kort tids mellemrum, eller kender du nogen, der har det? Måske er du endda selv såkaldt pseudotvilling? Det kan også være, at du er stødt på ordet en eller to gange, men ikke er heeelt klar over, hvad det egentlig betyder?

Mange har formentlig hørt begrebet pseudotvillinger før, men med som så mange andre mere avancerede ord kan det være en anelse forvirrende at finde rundt i, hvad det egentlig betyder. Det vil vi forsøge at gøre dig klogere på her.

Hvad er pseudotvillinger?

Selvom ordet ‘tvillinger’ er halvdelen af ordet ‘pseudotvillinger’, så har det i bund og grund ikke noget med tvillinger at gøre. For hvor tvillinger er født ved samme fødsel, så er det ikke tilfældet med pseudotvillinger.

Der er delte meninger om, hvad pseudotvillinger præcist er, men overordnet er der tale om en betegnelse for søskende født med relativ kort mellemrum. Ofte tales der om, at børn født med 18 måneders mellemrum eller mindre kan betegnes som pseudotvillinger 

Fænomenet er blandt andet også kendt som Irish twins og bruges i det tilfælde om søskende, der er født med maksimum 12 måneders mellemrum. 

Pseudotvillinger
Pseudotvillinger er søskende født med maks 18 måneders mellemrum. © Getty Images

Pseudotvillinger kan kobles med autisme

Undersøgelser viser, at hvis du får børn med kort mellemrum mellem hinanden, så kan det have betydning for både børnene og dig. Bliver du gravid igen kort efter fødslen, så kan det blandt andet have betydning for, at kroppen ikke når at komme sig efter den første fødsel. 

Ifølge en anden undersøgelse fra Colombia University er der også større risiko for, at barn nummer to får autisme, hvis moren bliver gravid inden for 12 måneder efter at have født. Det kan blandt andet skyldes, at morens niveau af B9-vitaminer, der er vigtige under graviditeten, er lavere i perioden efter fødslen.

Men der er flere faktorer der spiller ind, når et barn får autisme, og at du får pseudotvillinger med 18 eller færre måneders mellemrum er ikke ensbetydende med, at barn nummer to automatisk får autisme. 

Pseudotvillinger kan få stor glæde af hinanden 

Der er uden tvivl både fordele og ulemper ved at få to børn inden for to år. En af de helt store (mulige) fordele er, at børnene virkelig kan få glæde af hinanden. De vil nemlig følges ad i livets faser, og særligt i barndommen kan det være en styrke, at de kan støtte, hjælpe og være der for hinanden. 

Selvfølgelig er det ikke hundrede procent sikkert, at de som pseudotvillinger vil få et godt forhold til hinanden, men den tætte alder kan give gode forudsætninger for det.  

Pseudotvillinger bager kager
Der kan både være fordele og ulemper ved at få pseudotvillinger. © Getty Images

Vil du have pseudotvillinger?

Optimalt set skal der minimum gå 12 måneder fra du har født et barn, til du bliver gravid med det næste. Det viser en canadisk undersøgelse. På den måde mindsker du risikoen for helbredsproblemer for både dig selv og babyen. 

WHO (World Health Organization) anbefaler dog, at der går 24 måneder mellem fødsel og en ny graviditet. Efter to år er risikoen for graviditetsrelaterede komplikationer som udgangspunkt på sit laveste. 

Meget afhænger også af andre faktorer som eksempelvis din alder, og det er i sidste ende op til dig og din krop. Du kan altid forhøre dig hos din læge, hvis du går med en drøm om at få pseudotvillinger, så kan han eller hun gøre dig klogere på situationen. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori