Mand og kvinde griner til et bryllup
En tale fyldt med humor og kærlighed – det er en sikker vinder. © Getty Images

Sådan skriver du den perfekte bryllupstale til din veninde

5 tips til en tale, der vil blive husket i mange år

26. august 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Endelig! Din gode veninde skal giftes, og du har glædet dig til denne dag, længe før hun mødte sin kommende mand. Du er måske endda blevet tildelt den store ære at være maid of honor, og nu er det så, at dine talegaver virkelig skal stå sin prøve... For der skal selvfølgelig en tale fra din side af til at fuldende aftenen.

Men det med ord er ikke altid lige til.. Det bliver ikke nemmere af, at det jo ikke KUN er din venindes store dag, (og at du altså formentlig bliver nødt til lige at involvere dagens anden hovedperson i talen også). 

Skal det være en følelsesladet eller sjov tale? 

Inden du begynder på din tale, så gør op med dig selv, om det skal være en følelsesladet eller en sjov tale. Den sjove tale er en oplagt måde at skabe en god stemning – men det kræver selvfølgelig, at talen rent faktisk er sjov (også for andre end dig selv). 

Vælger du at skrive en følelsesladet tale, så er det en rigtig god idé at øve sig foran et lille publikum først. Du er muligvis standhaftig, når du læser den op for dig selv, men så snart der kommer publikum på, er der risiko for, at du ender med at stå i en sø af dine egne tårer. 

En rigtig god idé er at kombinere de to ting lidt. Lyder det svært? Bare rolig, vi har samlet fem sikre råd til den perfekte bryllupstale! 

1. Start med at introducere dig selv

Læg ud med at fortælle, hvem du er, og hvordan du kender brudeparret. På den måde bliver alle i selskabet klar over, om du har en tilknytning til bruden eller gommen. Lav det ikke til en lang fortælling om dig selv, hvad du læser, og hvilken farve du bedst kan lide – gør det kort og kontant som en indledning til selve talen. 

Brudepige og brud griner sammen
Få brudeparret til at grine – så smitter det af på resten af selskabet. © Getty Images

2. Læg ud med en sjov anekdote 

Når du pænt har præsenteret dig selv, så kan du med fordel lige bringe en sjov historie om din kære veninde. Måske noget, som hun har sagt om sin nu ægtemand, dengang det stadig var helt nyt? 

Det kan også være, at du har en sjov historie om hende som barn, der kan have indflydelse på sine valg af mand eller måden hun har arrangeret brylluppet. Hvis du ikke er helt komfortabel med at fortælle jokes, så kan du blive god til at være sjov med få tricks. 

Det vigtigste her er, at du ikke siger noget, som brudeparret kan blive stødt over. Lad være at sige noget i stil med: “Det er jo sjovt, at I to skulle ende her, for i virkeligheden var Line jo smaskforelsket i din storebror”. Det er der ingen, der ville være tjent med at høre. 

3. Udvælg et særligt minde, du har med bruden (eller brudeparret)

Det er her, det kan blive en smule følelsesladet (særligt for dig selv!). Men det er nu, du har muligheden for at dele din kærlighed til din veninde med resten af selskabet gennem et helt særligt minde, som I to har sammen. 

Vælg et der har haft betydning for jeres forhold eller som minder dig om alt det, som du godt kan lide ved din veninde. Og få det så gerne ledt over til gommen og næste punkt... 

4. Tal om, hvorfor de fungerer godt som et par 

Nu nærmer du dig slutningen af din tale, og her er det næsten et must at få flettet den søde mand ved siden af din veninde ind i samtalen. Hvis du i forrige punkt har talt lidt om din venindes fantastiske egenskaber, så kan du meget passende fortælle om gommens egenskaber (dem du kender til), og hvorfor parret supplerer hinanden så godt. 

Det er også her, at du har mulighed for – meget kærligt – at få listet din venindes manglende oprydningssans ind, hvis hendes nye mand supplerer hende perfekt på det punkt (men alt med måde, gæsterne behøver eksempelvis ikke høre om hendes personlige problemer).

5. Udbring en fællesskål

Som en afslutning på din fremragende tale, er det selvfølgelig en oplagt idé at udbringe en fællesskål med resten af selskabet. Ønsk brudeparret hjertelig tillykke og giv dem gerne et ønske om mange lykkelige år fremadrettet. Og så skåler I! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori