Ting, brudepar glemmer til deres bryllup
Glem ikke at planlægge disse ting til dit bryllup. © Getty Images

Skal du snart giftes? Her er 27 ting, mange brudepar glemmer at planlægge til deres bryllup

Planlæg et øjeblik alene som ægtefolk

3. marts 2023 af Henny Müller Dahl

Skal du snart sige dit livs nok vigtigste “ja”, eller drømmer du om at få lov at opleve netop dette i den nærmeste fremtid? Så har du sikkert enten fuld gang i bryllupsplanlægningen eller i det mindste gjort dig nogle tanker om alt fra tøj og tema til menu og musik. 

Der er ingen tvivl om, at det at planlægge et bryllup er en kæmpe opgave, og medmindre du er en meget rolig og erfaren projektleder, så kan det være decideret stressende at holde styr på alt, der skal ordnes. Er der nu tænkt på det hele? For at hjælpe dig på vej har vi samlet 27 ting, som en del brudepar faktisk glemmer at planlægge til den store dag. Se dem alle herunder. 

1. Kagespade og/eller kagekniv 

Hvis du holder dit bryllup på et hotel eller lignende, er der nok godt styr på dette, men har du lejet et lokale, hvor du selv skal medbringe al bestik og service, så husk på, at I nok også har en bryllupskage, der skal skæres. 

2. Kagetop til bryllupskagen

En fin lille kagetop kan gøre bryllupskagen lidt mere personlig, og der er mange muligheder for at lave jeres helt egne med navne eller lignende.

3. Tag højde for jeres gæster

Kommer der personer med nøddeallergi til jeres bryllup? Eller vegetarer eller folk med en anden tro? Så skal I sørge for, at der er mad til dem også. Er der ældre familiemedlemmer med gangbesvær eller andre begrænsinger? Så skal de måske sidde et bestemt sted i lokalet, hvor det giver bedst mening. 

Ting, brudepar glemmer at tænke på til deres bryllup
Husk at tage højde for dine bryllupsgæster. © Getty Images

4. Gavekoordinator

Det er meget forskelligt, hvordan brudepar har det med en idé om en gavekoordinator – nogle vælger en person til at holde styr på, hvem af gæsterne der køber hvad fra en potentiel ønskeliste, men hvis I ikke ønsker at gå så detaljeret til værks, så kan det stadig være en fin idé at have en person til at samle og sikre gaverne på dagen. 

5. Transport (til andre end jer selv)

Måske har I som brudepar lejet en veteranbil eller en hestevogn for den sags skyld til at transportere jer efter vielsen. Men hvis jeres gæster skal transporteres fra A til B i løbet af dagen, kan det være god stil at orientere jeres bryllupsgæster om transportmuligheder eller på anden vis hjælpe dem på vej. 

6. Kuglepenne til gæstebog

Hvis I beslutter jer for at have en form for mere traditionel gæstebog, hvor gæsterne kan skrive jer en hilsen, så husk også lige at få pakket nogle kuglepenne med på vejen, så I ikke skal sende onkel Thomas ned efter nogle i den lokale Netto midt i det hele. 


7. Printede versioner af jeres taler 

Hvis I vælger at holde taler for hinanden, så er det en god idé at få dem printet ud. I kan selvfølgelig også bare læse fra jeres telefoner (bonustip: Husk godt med strøm!). 

8. Et printet program

En anden ting, du med fordel kan printe, er et program over, hvad der skal ske til jeres bryllup. Dette er især relevant, hvis I har inviteret til en hel bryllupsweekend, hvor I måske har arrangeret lidt forskellige aktiviteter undervejs. Programmerne kan I hænge op eller eventuelt lægge på gæsternes værelser, hvis I har booket sådan nogle. 

9. En lille “nødtaske”

Der skal helst ikke gå alt for meget galt på bryllupsdagen, og derfor kan I pakke lidt ting og sager, I kan have ved hånden, hvis der skulle være brug for det. Det kan for eksempel være en ekstra deodorant, mintpastiller, make up, solcreme, hårnåle, vatpinde, nål og tråd, “blotting paper” til huden, øjendråber, tamponer/bind, medicin og den slags (og lommetørklæder – du kommer nok ikke igennem dagen uden at fælde en lille tåre). 

Ting, brudepar glemmer at tænke på til deres bryllup
Hav en lille nødtaske klar til brylluppet. © Getty Images

10. Ekstra sko (og muligvis tøj) 

Mange brudepar vælger at skifte til et lidt lettere outfit i løbet af aftenen – for eksempel efter middagen, hvor festen for alvor går i gang. Det kan være, dette også er noget, I som brudepar vil tage med i jeres egne overvejelser. I hvert fald kan et ekstra par sko være ret gode at have ved hånden – for eksempel til når I skal transporteres væk fra jeres lokation igen. 

11. Gå dine sko til 

En anden sko-relateret ting, I begge bør huske, er at gå jeres sko til, så I ikke ender med vabler eller blødende fødder på selve dagen. Hvis du gerne vil holde dit look hemmeligt for din partner eller er meget overtroisk, så husk, at der er ingen “regler” for, hvorvidt din kommende ægtefælle må se dine sko inden brylluppet. Det betyder altså ikke uheld! 

12. Udpeg en hjælper til fotograferingen 

Hvis I har hyret en fotograf til at være på hele dagen, så vil I som brudepar nok sætte pris på at få billeder sammen med så mange af jeres gæster som muligt. Her kan det være en god idé at bede en veninde eller et familiemedlem om at være jeres såkaldte photo wrangler – altså en person, som skal sørge for at samle dem, I gerne vil fotograferes med, så I ikke selv skal løbe rundt og have travlt med dét. Du kan lave en liste over navne (med billeder) til personen, der skal have denne opgave. 

13. Læg planer for brugen af de sociale medier 

Skal I have et hashtag, som gæsterne kan bruge, hvis de vil dele billeder fra jeres store dag? Må alle tage billeder hele dagen lang, eller skal der laves regler på det punkt? Tænk for eksempel over, at det måske ikke ser så pænt ud på fotografens professionelle billeder, hvis der stikker mobiltelefoner op over det hele under jeres ellers få fine vielse. 

14. En back up plan, hvis vejret skifter

Det kan være, I planlægger at holde jeres bryllupsfest udenfor og under åben himmel. Det er altid lidt risky – især her i Danmark, hvor vejret ofte kan skifte. Derfor er det meget vigtigt, at I planlægger, hvad I gør, hvis alt går galt. Skal I måske have et telt, I kan sætte op, hvis der er behov for det? 

15. Tjek, hvornår solen går ned

Dette afhænger selvsagt af årstiden, men hvis I for eksempel planlægger at tage fællesbilleder med jeres gæster eller andre billeder udendørs, så tjek op på, hvornår I kan forvente det bedste lys. 

Ting at huske til brylluppet
Har I helt styr på, hvornår solen går ned til jeres bryllup? © Getty Images

16. Kontanter til afregning

Her i Danmark er vi meget vante til at betale for det meste med kort eller Mobilepay, men der kan være situationer – især hvis I har valgt at gifte jer i udlandet – hvor dem, der skal have betaling til jeres bryllup, måske skal have kontanter. Hvis I skal holde en såkaldt destination wedding, så husk selvfølgelig også kontanter i den rigtige valuta. 


17. Øv jer i at kysse 

Okay, I er sikkert verdensmestre i at kysse hinanden allerede. Men nu skal I gøre det foran alle jeres gæster og ikke mindst på de bryllupsbilleder, I formentlig skal have taget. Nogle fotografer anbefaler for eksempel, at I kysser lidt mere med tænderne end med læberne, når billederne skal tages, så I undgår for meget trutmund. 

18. God søvn inden brylluppet 

Ja, det kan være fristende at stresse og sidde med alle de små detaljer lige inden den store dag, men det bliver garanteret en bedre oplevelse, hvis I begge får prioriteret god nattesøvn optil jeres livs oplevelse. I skal trods alt kunne holde jer vågne i rigtig mange timer, når det hele går løs. 

19. En nærende morgenmad 

Morgenmad siges ofte at være dagens vigtigste måltid, og ja, det er det nok også på din bryllupsdag. Selvom der sikkert kommer til at være masser af lækker mad hele dagen, så husk også at få spist lidt fra morgenstunden (selvom det kan være svært, hvis du også er en af dem, der mister appetitten inden eksamener, køreprøver eller lignende stressende begivenheder). 

20. Gyldige pas til bryllupsrejsen

Okay, dette tip omhandler mere tiden efter brylluppet, men hvis I skal direkte på bryllupsrejse efter jeres fest, så husk lige at dobbelttjekke, om I mon skal have nye pas for at kunne rejse ud i den store verden (eller om I skal nøjes med en tur til Gilleleje).


21. Inkorporering af bryllupstraditioner 

Der findes et hav af forskellige bryllupstraditioner. Skal du have noget blåt på til brylluppet? Og hvad med noget nyt, gammelt eller lånt? Så skal der i hvert fald tænkes over, hvad disse ting skal være. 

Ting, du skal huske på til dit bryllup
Skal I inkorporere nogle bryllupstraditioner til den store dag? © Getty Images

22. Tæl jer selv med i den endelige gæsteliste 

Det lyder måske åbenlyst, men det kan altså ske, at brudepar helt glemmer at tælle sig selv med i det endelige antal gæster. Og det er jo ikke så godt. 

23. Lav en ikke-playliste

Ligesom I måske laver en playliste med gode bryllupssange, så kan I også lave en liste over sange, som I absolut ikke ønsker at få spillet til jeres bryllup. Det er nok især relevant, hvis I har hyret en DJ eller en anden person til at styre musikken – så ved personen forhåbentlig, at de ikke skal spille lige netop den sang, som du og din ekskæreste altid hørte på jeres månedsdag. 

24. Arranger pasning af børn og/eller kæledyr 

Har I måske en lille vuf, der skal passes, mens I bliver ægtefolk? Tænk over, hvem der skal passe jeres pelsede ven, når hele jeres familie og alle jeres venner er med til at fejre jer. Det samme gælder børnepasning, hvis I har børn, og de ikke skal med til festen. 

25. Planlæg et øjeblik alene som ægtefolk 

En bryllupsdag er overvældende, og der er mange mennesker omkring jer hele dagen. Et godt tip er lige at lægge et lille øjeblik ind et sted i løbet af dagen, hvor I rent faktisk har tid til at kigge hinanden i øjnene og glæde jer over, at I nu er gift. Det kan for eksempel bare være under transporten fra vielsen til bryllupsstedet. 

26. Lidt ekstra i budgettet og programmet 

Det kan være, du opdager, at din brudekjole skal rettes til en sidste gang, eller at I pludselig må erstatte lidt pynt med noget andet. Og på selve dagen kan det være, at receptionen trækker lidt ud, eller at fotografen er lidt forsinket (forhåbentlig ikke!). Gør derfor lidt ekstra plads i både pengebudget og program. 

27. At bede om hjælp (og nyde festen) 

Når du vågner på bryllupsdagen, er det allervigtigste uden tvivl, at du kan have en så afslappende dag som muligt uden for mange bekymringer. Vær ikke for stolt til at spørge om hjælp fra dine venner og din familie, for de vil sikkert med glæde træde til, hvis der er behov for det. Planlæg derfor at uddelegere lidt småting hist og her – for så kan du også nemmere nyde festen!