Veninde på barsel
Det er vigtigt at pleje venskabet, mens din veninde er på barsel. © Getty Images

5 simple måder, du kan være alletiders ven på, når din veninde er på barsel

Bliv ved at invitere hende til ting – også selvom hun formentlig takker nej

28. juni 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Er der et nyt, lille medlem på vej ind i venindeflokken? Så kan du godt forvente, at tingene uundgåeligt vil se lidt anderledes ud, når baby har meldt sin ankomst. Og det kan give nogle andre, men helt fantastiske ting til jeres venskab. 

Når din veninde går på barsel, betyder det (som regel), at når I ses, så vil I altid være minimum tre: Dig, hende og baby. Og har I været vant til at se hinanden 24/7, vil det formentlig ændre sig, når jeres duo bliver til en trekløver. 

Vi har samlet fem tips til, hvordan du kan være alletiders veninde, når barselstiden nærmer sig.

1. Find på nye aktiviteter sammen

Jo, I kan muligvis ikke drikke jer pløre fulde i et godt stykke tid, men der er heldigvis andet i livet end bobler og procenter. Du kan eventuelt tage med hende til nogle af de aktiviteter, hun kan lave med sin baby under barslen – det vil sikkert være hyggeligt både for hende, babyen og dig.

Var I håndbold-buddies, løbemakkere eller hinandens faste støtte under spinningstimerne? Det kan I sagtens blive igen – men ikke lige med det samme. Brug eventuelt i stedet hinanden til at få gået nogle lange ture: Her får I både snakket og dyrket motion, alt imens I triller barnevognen med den lille.

Kvinde er sammen med sin veninde på barsel
I kan gå lange ture med barnevognen – det er både hyggeligt og giver god motion. © Getty Images

2. Vis, at du er der for hende

Der er vist ingen tvivl om, at når først baby er kommet til verden, så kan der ske en masse forandringer. Skønne forandringer, men også store forandringer. Din veninde kan garanteret svinge meget (og hurtigt) i humør, og der er ikke noget at sige til, hvis hendes hoved og krop er et følelsesmæssigt kaos.

Vær en god veninde, og vis og fortæl, at du er der for hende. Spørg ind til hende over sms, eller giv hende et kald engang imellem og hør hende, om hun kunne have lyst til at ses. Du kan også skrive hende et sødt håndskrevet brev, hvor du fortæller hende, hvad jeres venskab betyder for dig, og hvordan du ikke kan vente med at følge med i lille Blobs liv. 

3. Vær forstående og overbærende

Lige så meget hun sikkert vil værdsatte de søde sms'er og kaffeaftaler, der får hende luftet engang imellem, lige så meget kan du forvente, at det ikke er alle aftaler, hun takker ja til. For der er altså en del at se til, når der kommer et lille nyt familiemedlem til verden – også selvom hun er på barsel, og du måske tænker, at hun har al tid i verden. 

Så vær forstående for, at hun ikke er i plus på overskudskontoen, og vær overbærende, hvis hun aflyser få timer før, I skal mødes. Hun gør det sikkert ikke med sin gode vilje, men hvis trætheden er kolossal og overskuddet minimalt, så er der formentlig ingen af jer, der vil få gavn af at ses. 

4. Tilbyd eventuelt at tage opvasken

Efter tre søvnløse nætter i streg er din veninde muligvis på bristepunktet. Overskuddet er ikke på det højeste, og alle dagstimerne går med at passe på den lille guldklump (og powernappe, når baby gør det samme).

Derfor er det garanteret også ved at være lang tid siden, at hun sidst har svinget støvsugeren, tørret hylderne fri for støv eller sat en maskine af hendes eget tøj over i vask. Det er ikke, fordi du skal lege rengøringshjælp, men en måde at tage lidt pres af den nybagte mors skuldre, kunne være at give en lille hånd med, der hvor det halter.  

To veninder på barsel
Din veninde vil sikkert sætte pris på stille og rolig kvalitetstid sammen. © Getty Images

5. Inviter hende til ting 

Det kan godt være, at hun høfligt takker nej, når du inviterer hende hjem til cocktails og spilleaften med veninderne, men det er ikke ensbetydende med, at hun ikke vil inviteres. Inviter hende til de ting, du også ville have haft gjort, før hun gik på barsel – så vil hun ikke føle sig ekskluderet. 

Selvom hun måske har skruet lidt ned for party-niveauet, så kan det stadig være, at hun ville nyde en aften med god musik, snacks og hvad der ellers hører med til et godt arrangement. Og om ikke andet, vil hun formentlig sætte pris på invitationen.

Husk, ikke alle tager det på samme måde

Selvom du overøser din veninde og hendes nye vidunder med kærlighed, hjælp og omsorg, så husk på, at det ikke er alle, der nødvendigvis føler et behov for det. De vil med garanti elske tanken bag, men nogle foretrækker måske selv at klare rengøringen og ser helst, at de ikke inviteres til arrangementer, så de ikke konstant skal sige fra. 

Du kommer garanteret til at have lange, gode snakke med din veninde både før og under barslen, så spørg eventuelt ind til, hvordan hun har det – og mærk efter. Er det en god veninde, kan du garanteret fornemme, hvad hun har brug for. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori