Friends
Måske du får et chok, når du finder ud af det? © Warner Bros. Television, Bright/Kauffman/Crane Productions

SÅ lang tid har du brugt på at se dine yndlingsserier

Vent... det kan da ikke passe. Vel?!

6. marts 2018 af Rie Louise Kirkebjerg og Michelle Andersen

“Ser du stadig med?”, spørger Netflix. En snert af skyldfølelse rammer dig, for alt det, du burde have nået i dag, er langt fra krydset af på din tjekliste. Til gengæld har du set en hel sæson af New Girl, og det kan da også siges at være lidt af en bedrift, ikke?

Men nu er sandhedens time kommet. For HVOR lang tid har du egentlig brugt på at se dine yndlingsserier?

Find ud af det her – og så kan du jo selv lægge sammen, hvor lang tid du har brugt på at se ALLE serierne (som du sikkert har set flere gange), hvis du tør!

Skam

Du har brugt 19,5 timer på at se de fire sæsoner af Skam, hvor Eva, Noora, Isak og Sana er i hovedrollerne. Måske det har resulteret i, at du er blevet ekspert i norske gloser? 

New Girl

Du skal hive næsten to døgn ud af din kalender, hvis du har set alle seks sæsoner af New Girl, for så har du nemlig brugt cirka 49,9 timer i selskab med Jess, Nick, Schmidt, Winston og Cece, som bor i det kugleskøre og hylemorsomme bofællesskab, vi seriøst drømmer om at være en del af. 

Girls

Girls får os til at krumme tæer på den der Klovn-agtige måde, hvilket har resulteret i, at vi er blevet en smule afhængige af den geniale serie. Du har brugt cirka 28 timer på at se Girls, hvis du har set de fem første sæsoner på HBO. Hvis du også har set sjette sæson, skal tallet 28 erstattes med 33. 

Beverly Hills 90210

Er du en ægte Beverly Hills 90210-kender? Så kan du jo også blære dig med at vide, at du har brugt – og hold nu fast! – cirka 199 timer på serien, hvilket faktisk er over otte HELE døgn. Shit.

Gossip Girl

Du har brugt omkring 85 timer på at følge med i Gossip Girl. XOXO... 

Sex and The City

Vores fire SATC-damer har vi brugt 40 timer i selskab med. Derudover har vi selvfølgelig været trofaste seere af de to romantiske komediefilm, som er lavet om Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda.

Grey’s Anatomy

Selvom dramaserien om lægerne på Seattle Grace Hospital har fået os til at tudbrøle utallige gange, så har det ikke stoppet os i at følge med. Serien har simpelthen stjålet 184 timer af vores liv. Det er over en uge!

Peaky Blinders

Har du set alle fire sæsoner af den populære serie om Thomas Shelby og den brutale bande, så har du brugt omkring 23 timer af dit liv på det. 

Orange Is the New Black

Lesbiske intriger, kærlighedshistorier og karakteristiske kvinder i Litchfield-fængslet har du brugt omkring 62 timer på at se. Måske du derfor allerede har en anelse om, hvem fra Orange Is the New Black, du minder mest om – ellers kan du finde ud af det her!

Game of Thrones

Cirka 60 timer har du brugt på at se den monsterpopulære serie, som er fuld af lækre mænd. Og ja, vi har lyst til at se den igen, imens vi venter på ottende og sidste sæson! 

Venner

Vores yndlingsvenner har lavet hele 10 sæsoners underholdning til os. Hvis du har set dem alle, har du brugt 86 timer på at grine med. Det tager altså cirka 3,5 døgn at se alle afsnittene, hvilket jo faktisk ikke er særlig meget. Sååå… Sæt i gang (igen)!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori